Zimbabwerne ønsker sig en leder, der kan opbygge en stærk økonomi, skabe job og sikre ordentlig levevis

Read the article in English

Dagens valg i Zimbabwe forventes at blive det mest afgørende i det anglofone Afrika i år efter Nigerias valg i februar. Nabolandene i det sydlige Afrika, herunder i Sydafrika, holder skarpt øje med dagens valg og resultatet, da Zimbabwes socioøkonomiske situation også i høj grad påvirker dem. Seks år efter den tidligere præsident Robert Mugabes blev afsat fra magten i 2017, står det regerende Zanu-PF parti over for store udfordringer med at overbevise vælgerne om at give dem endnu en valgperiode som landets ledere.

Zimbabwe kæmper med udbredt fattigdom, en vedvarende valutakrise, konstant høj inflation (især stigende fødevarepriser), udsultede sundheds- og uddannelsessektorer og store bekymringer om et reduceret demokratisk rum. Den seneste rapport fra den Internationale Valutafond (IMF) angiver, at en tredjedel af befolkningen mangler fødevaresikkerhed. Derudover har den nylige COVID-19-pandemi, tilbagevendende tørke og andre naturkatastrofer føjet sig til Zimbabwes lidelser.

Mugabe som syndebuk

Efter Mugabe blev fjernet fra magten i et ikke-blodigt kup i 2017, har Zanu-PF forsøgt at distancere sig fra hans 37-år lange regime og brande sig som en ny vej eller “anden republik”. Den nu afdøde tidligere præsident blev i høj grad gjort til syndebuk for alle Zimbabwes problemer, og det gjorde det muligt for Zanu-PF at rebrande sig selv og appellere til både vælgere og udenlandske samarbejdspartnere gennem en charmeoffensiv kaldet “Open for business”. Kritikere har dog sat spørgsmålstegn ved denne påståede “newness” og anført, at fortællingen om Mugabe som den eneste skyldige i Zimbabwes problemer, overser at mange nuværende ledere også var en del af hans regime og dermed medskyldige i landets nuværende situation.

På visse områder er der sket forbedringer siden Mugabes exit. For eksempel har der været en betydelig BNP-vækst, større hensyntagen til erhvervslivets behov og større bestræbelser på at tiltrække investeringer, end tilfældet var mod slutningen af Mugabes regeringstid. Helt konkret er der investeret i dæmninger, motorveje, lufthavne og grænseovervågning. Også politisk er der sket positive forandringer; genindtræden i Commonwealth og tilladelse til valgobservatører herunder en EU-delegation, som er i Zimbabwe lige nu. Men da det er det samme regeringsparti som under Mugabe, hævder nogle, at mange af de problematiske træk ved den tidligere administration stadig findes – ofte nævnes volden efter valget i 2018, hvor seks mennesker døde og 35 mennesker blev såret, som et eksempel på det.

Mugabe overtog en apartheidstat

Det er bekvemt at betragte Zimbabwe som en failed state, der udelukkende mislykkedes på grund af landets inkompetente ledere. Men det er kun den halve sandhed. Hvis vi ikke forstår det internationale samfunds rolle, og den rolle de post-koloniale internationale strukturer spiller, får vi ikke det sande billede af baggrunden for Zimbabwes situation i dag.

Kolonitidens Zimbabwe var bygget på Sydafrikas apartheid-model. Det betød at flertallet af zimbabwerne igen adgang havde til skole, lægehjælp, hospitaler. Efter at have opnået uafhængighed i 1980 måtte landets nye leder Robert Mugabe derfor starte med at lave omfattende økonomiske og sociale reformer for at gøre op med de strukturer, der favorisere det hvide mindretal og sikre adgang for alle. Han indførte universel adgang til uddannelse, primær sundhedspleje og elektrificering af landområderne.

Elektricitet, lægehjælp og skolegang til alle er dyrt og langt dyrere, end hvis det er forbeholdt en lille hvid elite. Derfor havde landets nye ledelse langt større udgifter end den koloniale stat, der havde et snævert fokus på de hvide samfund. Som i mange andre nyoprettede afrikanske nationer førte det til alvorlige budget- og gældsproblemer ved udgangen af det første årti efter uafhængigheden. For at opnå lån fra IMF og Verdensbanken blev Zimbabwe, ligesom andre afrikanske lande, mødt med krav om strukturtilpasning. Det overordnede mål med strukturtilpasningsprogrammerne var at liberalisere økonomien, give det frie marked et friere spillerum og minimere statens rolle. Det betød blandt andet, at de offentlige udgifter til hospitaler og skoler skulle skæres ned i liberaliseringens navn.

Dermed blev løftet om overgang fra et samfund til gavn for de få til et samfund med ydelser til alle borgere undermineret. Og det var med til at underminere Mugabe-regimets legitimitet. Skuffelsen bredte sig og førte i 1999 til stiftelsen af Zimbabwes største oppositionsparti Movement for Democratic Change.

Samtidig begyndte de mere end 30.000 tidligere veteraner fra befrielseskrigen (der kæmpede for uafhængighed fra midten af 1960’erne til 1980) at stille økonomiske krav til regimet. Mens landets skole- og hospitalsvæsen skulle spare, modtog de hver en bonus på 50.000 Z-dollars, hvilket yderligere belastede økonomien. At man gav efter for krigsveteranernes krav, er af nogle blevet betragtet som den mest alvorlige præsidentielle fejltagelse i zimbabwisk politik.

I begyndelsen af 2000 begyndte tidligere krigsveteraner og fattige zimbabwere at besætte jord ejet af hvide farmere. Dette blev aktivt støttet af Zanu-PF-staten. Besættelserne ledte snart til bortvisning af flertallet af de hvide farmere (som i år 2000 var omkring 6000) fra deres farme, hvilket igen påvirkede hundrede tusinder af sorte landarbejdere, der var ansat på gårdene, og som mistede deres job.

Jordreformer var nødvendige. Uden adgang til jord ville zimbabwerne have fortsat en kolonial livsstil uden reelle økonomiske muligheder. Men måden reformerne blev indført på på endte med at gøre landets situation langt værre end før. Undertrykkelsen under kolonitiden havde skabt stærke anti-koloniale/anti-imperiale følelser i Zimbabwes befolkning. Og disse følelser har i høj grad været brændstof for Mugabeismen og Zanu PF’s evne til at blive ved magten ved at støtte jordbesættelser og fordrivelse af de hvide jordejere.

Jordreform ødelagde Zimbabwes økonomiske forsyningskæder

Vedvarende politisk vold og masseudvandring i 2000’erne betød at Zimbabwes økonomiske forsyningskæder blev ødelagt. Industrivirksomheder lukkede, arbejdsløsheden steg markant, og al velvilje fra det internationale samfund forsvandt.

Udvisningen af de hvide farmere førte til forstyrrelser af forsyningskæderne i landbruget, hvilket påvirkede fødevareindustrien og andre basisindustrier. De nye zimbabwiske farmere havde brug for tid til at oparbejde deres landbrugsfærdigheder og etablere finansielle netværk internationalt, og det førte til økonomisk nedgang. Derudover medførte sanktioner og reaktioner fra det internationale samfund også kapitalflugt fra Zimbabwe. Mange donorer trak sig. I 2002 lukkede Danmark sin ambassade med henvisning til manglende reel politisk interesse og uproduktive handelsforbindelser med Zimbabwe. Sanktioner og donorflugt førte ikke til politiske reformer i landet, men derimod yderligere isolation og udbredt lidelse blandt de almindelige zimbabwere.

De finansielle problemer eskalerede særligt omkring år 2000 og kulminerede i 2008 med hyperinflation, der nåede astronomiske niveauer og en valutakrise, der førte til cirkulationen af 100 billioner (zimbabwiske) dollarsedler. Stabilitet blev midlertidigt genoprettet i 2009 gennem en magtdelingsaftale mellem Zanu-PF og MDC, hvor sidstnævnte vandt det almindelige parlamentsvalg, men Mugabe vandt samtidig præsidentvalget. Under magtdelingsaftalen blev den zimbabwiske dollar opgivet til fordel for et multivalutasystem, der var knyttet til den amerikanske dollar. Ved valget i 2013 opnåede Mugabes Zanu-PF-parti igen fuld kontrol i landet, og situationen forværredes.

Det førte til, at Robert Mugabe blev afsat fire år senere – i 2017. I årenes løb har kronisk dårlig økonomisk ledelse betydet, at indtægter fra Zimbabwes betydelige naturressourcer som platin, krom, guld, kul og diamanter har beriget en lille politisk-militær forretningselite, mens flertallet af almindelige zimbabwere intet har fået ud af deres lands ressourcer.

Hvem har de bedste chancer for at vinde valget?

Ved dagens valg konkurrerer særligt to partier om magten: Emmerson Mnangagwas regerende Zanu PF og det største oppositionsparti, Citizens Coalition for Change (CCC) ledet af Nelson Chamisa. CCC er et udbryderparti fra MDC.

I en meningsmåling (offentliggjort den 10. juli) sagde 35 procent, at de ville stemme på Zanu-PF og 27 procent på CCC. I meningsmålingen var der dog hele 27 procent, der nægtede at svare, og det har sat gang i spekulationer om, at disse 27 procent formentlig er CCC-tilhængere, men ikke har turde sige det af frygt for repressalier.

Både oppositionspartiet CCC og flere civilsamfundsgrupper har udtrykt stor mistillid til valgprocessen. Kun et mindretal af befolkningen betragter det seneste valg i 2018 som frit og retfærdigt. De vigtigste problemer er adgang til valglister, frihed til at afholde offentlige møder og få dækning i statsmedierne op til valget og direkte og indirekte chikane af oppositionspartiets tilhængere. Oppositionen klager over, at deres ledere uretfærdigt holdes fængslet for at udelukke dem fra at deltage i valgprocesserne. Den 4. august blev en tilhænger af oppositionen (CCC) angiveligt stenet til døde af en Zanu PF-gruppe.

Vigtigste opgaver for valgets vinder

Uanset hvem der vinder dagens valg i Zimbabwe, står partiet over for overvældende udfordringer. Årtiers økonomiske og politiske problemer har udhulet den nationale sammenhængskraft og tillid. Tilliden til statsinstitutioner er lav, og der er behov for national heling for at drive nationen fremad. Det vindende parti vil få som en vigtig opgave at forene landet.

Nogle af de områder, der kan hjælpe Zimbabwe videre:

• Udnyt færdigheder og ressourcer fra zimbabwere, som har bosat sig i udlandet særligt som følge af de økonomiske vanskeligheder, som eskalerede i 2000’erne. De kan bidrage til genopbygning af vigtige økonomiske sektorer og offentlige institutioner som skoler og universiteter.
• Håndtering af det vedvarende gældsproblem. Her handler det om at skære ind til benet og reducere udgifter, som ikke bidrager til landet udvikling og i stedet fokusere på essentielle sektorer som infrastruktur, sundhed og uddannelse.
• Redefinering af hærens og politiets roller og sikring af, at disse samfundsinstitutioner bliver upartiske og upolitiske.
• Det internationale samfund især tidligere kolonimagter har også en rolle at spille. De har en moralsk forpligtelse til at samarbejde med Zimbabwe. Det er belejligt at give Zimbabwes postkoloniale regime hele skylden for Zimbabwes deroute, men Zimbabwes politiske og økonomiske udfordringer er i høj grad forbundet med koloniale synder og de internationale strukturer fra den gang, som stadig eksisterer i dag.

Trods vedvarende udfordringer i de 43 år med uafhængighed har Zimbabwes befolkning stadig en tro på og tillid til at der kan komme fred og demokrati i deres land. Det vil være beklageligt, hvis denne tillid bliver forrådt af deres valgte ledere og ladt i stikken af det internationale samfund og de tidligere koloniherrer.

Et afgørende spørgsmål er, om oppositionen, det zimbabwiske folk og det internationale samfund kan acceptere en sejr til Zanu-PF. Det får vi svar på, når vi kender resultatet af dagens valg.

Analysen er udgivet i Globalnyt