Joe Bidens regering må og skal reducere risikoen for atomkrig

På et tidspunkt, hvor den kolde krigs infrastruktur til kontrol med kernevåben i vid udstrækning er udhulet, står Joe Biden-regeringen over for et klart valg: Enten skal man fremskynde det nuværende atomvåbenkapløb med Rusland og, i mindre grad, Kina. Eller også skal man erkende, at USA’s nationale sikkerhed er bedst tjent med at stadfæste og forny USA’s engagement i atomnedrustning og fredelig ikke-spredning af kernevåben.

Mens præsident Donald Trump unilateralt trak sig ud af traktater om våbenkontrol, flirtede med atomkrig med Nordkorea og åbent talte om muligheden for at genoptage atomprøvesprængningerne, foretrækker Biden klart den anden mulighed. Hans succes vil dog i høj grad afhænge af hans administrations opfindsomhed i forhold til at navigere et komplekst sæt af nukleare udfordringer, der allerede hober sig op ved døren til Det Hvide Hus. Af disse er tre særligt presserende:

1. Forhandlingerne med Rusland om en ny New Start-traktat.

2. Genoplivning af Joint Comprehensive Plan of Action (JCPA), populært kendt som atomaftalen med Iran

3. Evnen til at besvare kritiske, men legitime spørgsmål, om USA’s nukleare situation og moderniseringsprogram.

Endnu en New Start-traktat?

Det mest umiddelbare spørgsmål, Biden-regeringen står overfor, er forlængelsen af New Start-traktaten fra 2010, der automatisk udløber i februar 2021, medmindre USA og Rusland accepterer en forlængelse. Heldigvis synes en fornyelse af New Start-traktaten at være ligetil og kan faktisk være en realitet, før denne tekst publiseres. Bidens hold har forpligtet sig til en 5-årig forlængelse, hvilket Moskva forventes at acceptere. Selvom forholdet mellem de to nationer er blevet forværret i de seneste årtier, ser både Joe Biden og hans russiske modpart, Vladimir Putin, en betydelig strategisk fordel i at forlænge en traktat, der begrænser antallet af indsatte strategiske atomsprænghoveder (op til 1.500 for hver side) og sætter grænser for antallet af affyringssystemer.

Og det gør de ret i. Uden traktaten, som omfatter inspektioner på stedet foretaget af modparten, vil usikkerheden om parternes hensigter sandsynligvis nære en gensidig mistillid, som kan fremskynde atomvåbenkapløbet yderligere. Hvis det sker, kan Kina også reagere ved at veksle sin nuværende, defensive strategi til en mere pågående en af slagsen, f.eks. ved at udvide sit anslåede nuværende arsenal på 200-400 strategiske sprænghoveder betydeligt.

En forlængelse af New Start-traktaten har desuden en betydelig symbolsk værdi, da den er den eneste tilbageværende traktat om våbenkontrol mellem USA og Rusland, efter at præsident Donald Trump formelt trak USA ud af traktaten om kernevåben med mellemlang rækkevidde (INF-traktaten) i august 2019. Ved at forlænge New Start-traktaten vil Joe Bidens regering sende et klart budskab om, at den tidligere regerings syn på våbenkontrol som en uønsket hindring for amerikansk magt ikke længere har indflydelse i Washington.

Atomaftalen med Iran

Ligesom New Start-traktaten har atomaftalen med Iran stor symbolsk værdi. Den tjener som eksempel på, at ikke-spredning kan opnås med fredelige midler og udgør en skabelon for lignende bestræbelser andre steder. Men efter at Trump-regeringen ensidigt trak sig ud af JCPA i 2018 – en aftale, der blev indgået i 2015 – er aftalen styrtet i grus. Med genindførelsen af de amerikanske sanktioner har Iran genstartet processen med at berige uran op til 20 %. Selvom uran beriget til 20 % ikke kan bruges militært, er det ikke desto mindre et stort skridt i retning af fremstilling af materialer, der kan.

Både Joe Biden og Irans præsident, Hassan Rouhani, har erklæret, at de ønsker at genoprette JCPA-aftalen. Men vejen frem vil sandsynligvis være skrøbelig. Teheran kan presse på for at få flere garantier og sikkerhedsforanstaltninger på plads, før de igen tilslutter sig en aftale, der i så høj grad er underlagt strømninger i amerikansk indenrigspolitik. Sådanne indrømmelser kan omvendt være vanskelige at acceptere for USA, som også håber på at begrænse Irans ballistiske missilprogram i en særskilt aftale.

Præsidentvalget i Iran i juni 2021 øger kun usikkerheden, og ideelt set bør forhandlingerne om genoprettelsen af JCPA-traktaten afsluttes til foråret. USA’s tidligere udenrigsminister Mike Pompeo gjorde et hurtigt resultat mindre sandsynligt, da han i sine sidste dage i embedet fejlagtigt satte Iran i forbindelse med det islamiske terrornetværk al-Qaeda. I Iran kan sådanne udmeldinger styrke den allerede eksisterende mistanke om, at USA ikke for alvor ønsker en fredelig løsning. Hjemme i USA understøtter Pompeos udtalelser påstanden om, at en normalisering af diplomatiske forbindelser med Iran er moralsk uforsvarlig.

På trods af disse vanskeligheder er atomaftalen værd at redde – om ikke andet, så fordi alternativerne er værre. På den ene side vil det at forhindre en iransk bombe med militære midler utvivlsomt føre til yderligere underminering af stabiliteten i et allerede meget ustabilt Mellemøsten. På den anden side frygter man, at et atombevæbnet Iran vil starte en bølge af spredning af atomvåben i regionen. Især Saudi-Arabien vil sandsynligvis udvikle en atomkapacitet, hvilket igen kan få stater som Egypten og Tyrkiet til at følge trop.

Nuklear modernisering og “No First Use”

Forlængelsen af New Start-traktaten og genoplivelsen af Iran-aftalen er vigtige første skridt i retning af det dobbelte mål om nedrustning og ikke-spredning, men skepsissen overfor USA’s reelle indstilling til atomvåben vil sandsynligvis bestå. Den 22. januar 2021, blot to dage efter Bidens indsættelse, trådte traktaten om forbud mod kernevåben (TPNW) i kraft. Traktaten indeholder et omfattende sæt forbud mod deltagelse i atomvåbenaktiviteter. Selvom traktaten ikke er bindende for atommagterne, som alle har nægtet at underskrive den, afslører den en dybfølt, global frustration over atommagternes politikker.

I USA’s tilfælde er arten og karakteren af landets nukleare moderniseringsprogram – et eftersyn af den amerikanske atomtriade (landbaserede missiler, ubåde og luftvåben) til en pris på 1,3 billioner dollars – blevet genstand for fornyet skepsis og gives skylden for at nære et moderniseringsløb blandt atommagterne. Joe Biden skal nu beslutte, hvilke elementer af den nukleare modernisering der giver strategisk mening – og hvilke der ikke gør. For eksempel betragtes Trumps beslutning om at indsætte såkaldt lavtydende sprænghoveder (som dog stadig er nogenlunde på størrelse med den bombe, der ramte Hiroshima) i ubåde i vid udstrækning som en overflødig tilføjelse til det amerikanske afskrækkelses-arsenal.

En plan om at udskifte ca. 400 silobaserede, interkontinentale ballistiske missiler (ICBM’er) til 98 milliarder dollars, den såkaldte Minuteman III, er særligt kontroversiel. Disse ICBM’er er ikke mobile og bliver derfor affyret ved varsel om et indkommende angreb – da alternativet er, at de risikerer helt at blive destrueret af angrebet. En falsk alarm, som der var adskillige af under den kolde krig, kan derfor forårsage en utilsigtet atomkrig. I stedet for at udskifte sine landbaserede ICBM’er, hvor fingeren aldrig for alvor flyttes fra aftrækkeren, kunne USA vælge at nedtrappe denne del af triaden og i stedet forlade sig mere på sine ubåds- og luftbaserede muligheder for affyring. Under sin valgkampagne erklærede Biden, at der ikke var behov for nye atomvåben. Men i betragtning af de betydelige militære, politiske og økonomiske interesser i atommodernisering afhænger en sådan vision i sidste ende af hans pragmatiske evne til at indgå politiske og økonomiske aftaler på føderalt og statsligt niveau.

Det mest afgørende punkt, hvor stærke interesser på området for atommodernisering strider mod Bidens ideologiske overbevisninger, vedrører “No First Use”-politikken. Joe Biden vil blive udsat for pres fra fremtrædende medlemmer af Det Demokratiske Parti for officielt at forpligte sig til en “No First Strike”-politik – et synspunkt, han tidligere selv har støttet. For de demokratiske lovgivere vil en “No First Use”-politik i vid udstrækning afhjælpe de farer, der er forbundet med det amerikanske princip om “præsidentens suveræne myndighed”, som giver præsidenten magt til at affyre atomvåben til enhver tid – uanset årsag.

Der bliver jævnligt sat spørgsmålstegn ved fornuften i at samle en så formidabel magt hos præsidenten, senest i forbindelse med Trumps præsidentperiode. Men problemet stikker dybere end Trump. Det drejer sig ikke om individuel egnethed, men om demokratisk ansvarlighed. Skal én person have beføjelser til at beordre en atomaffyring, der kan forårsage millioner af menneskers død? En forpligtelse til en “No First Use”-politik ville bidrage til at løse problemet, idet dette ville begrænse præsidentens magt til blot at kunne beordre et atomangreb som reaktion på et atomangreb.

Således er Joe Biden under pres fra både venstre og højre i sit forsøg på at finde en kurs gennem disse komplekse atomudfordringer. Selvom det er naivt at forvente en dramatisk kovending i den amerikanske atompolitik, kan tiden meget vel være moden til, at Biden udsætter den amerikanske atomtriades fremtidige institutionelle form og karakter for en grundig gennemgang.