Inddæmning virkede mod Sovjet, men vil det virke mod Kina?

RÆSON spurgte mig, om jeg ville bidrage med en serie artikler. Jeg takkede ja og vil i serien fokusere på de geopolitiske perspektiver af Kinas Ny Silkevejsprojekt, først og fremmest som det udfolder sig i forhold til Kinas vestlige økonomiske ekspansion gennem Sydasien (Afghanistan, Pakistan) til Centralasien og det, vi kan kalde Vestasien, men som de fleste kender som Mellemøsten. 

Meget tyder på, at Kinas økonomiske ekspansion mod vest (med fokus på Centralasien) snart vil gøre Kina til Europas nye nabo og sikre landet positionen som det 21. århundredes eurasiske stormagt, dvs. en hegemon i det område, som især Rusland historisk har domineret. Frem til Anden Verdenskrig blev russerne her udfordret af den store flådemagt Storbritannien og herefter af USA.

Efter Anden Verdenskrig var det af højeste prioritet for USA i samarbejde med sine alliancepartnere, især Storbritannien, at holde Sovjetunionen borte fra Den Persiske Golf, hvor havnene er isfri og derfor kan bruges hele året. Hvis russerne fik adgang til dem, ville det - ifølge geopolitiske tænkere – øge deres mulighed for at blive globalt dominerende. 

Med kuppet mod Irans demokratisk valgte premierminister Mossadegh i 1953 lykkedes det Storbritannien at sikre sine olieinteresser i landet og USA at få indflydelse på det efterfølgende Shah-styres regionale politik. Allerede i 1955 indgik man Bagdadpagten – mellem Pakistan, Iran, Irak, Tyrkiet og Storbritannien – der dermed dannede en bufferzone mellem Golfen og USSR.

I 1980 erklærede Jimmy Carter, at USA ville forsvare sine vitale sikkerhedspolitiske interesser i Golfen med militære midler, såfremt de blev truet. ”Carter-doktrinen” blev formuleret i præsidentens State of the Union tale og var en direkte reaktion på, at USSR i julen 1979 havde invaderet Afghanistan og dermed i amerikanernes fortolkning var kommet truende tæt på Golfen. Det var baggrunden for, at USA i samarbejde med Saudi-Arabien og Pakistan støttede de afghanske mujahidin i deres oprør mod USSR, hvilket bidrog til etableringen af al-Qaeda i 1988, men samtidig også var begyndelsen til enden på Sovjetunionen. 

Da Irak invaderede Kuwait i 1990, arbejdede Rusland og USA sammen om at etablere en bred alliance, der med FN-mandat smed Irak ud af nabostaten. Derefter indstillede USA inddæmningsstrategien som global strategi. Begejstringen over sejren over den kommunistiske verden og opløsningen af USSR førte til troen på, at verden under USA’s ledelse ville udvikle sig til i stadig større grad at bestå af demokratiske og liberale stater.

Men i dag, tredive år senere, mener mange, at det er de autoritære tendenser - med Rusland og især Kina som galionsfigurer - der vinder frem. Det amerikanske sikkerhedspolitiske miljø gyser ved udsigten til, at Kina efter alt at dømme vil overhale USA som verdens største økonomi. Og derfor trækker man i Washington inddæmningsstrategien frem fra glemslen.  

Drejningen mod Asien

USA’s ”Pivot to Asia” (Drejning mod Asien) blev indledt under Barack Obama, men fik en ny betegnelse - ”The Indo-Pacific strategy” - i Trumps nationale sikkerhedsstrategi fra december 2017, hvor inddæmningsstrategien igen kom til ære og værdighed i amerikansk sikkerhedspolitik. Geografisk er fokus flyttet fra Den Persiske Golf til Det Sydkinesiske Hav i en ”inddæmning light” af Kina: Light, for i modsætning til USSR har Kina jo året rundt adgang til de store oceaner og har de senere år ganske aggressivt demonstreret, at man om nødvendigt militært vil forsvare denne adgang ved bl.a. at opføre nogle kunstige (menneskabte) øer, der senere er blevet forsynet med flybaser, kaserner og radarstationer samtidig med, at Kina patruljerer området.

Der er for Kina god grund til at sikre sin adgang til og kontrol med Det Sydkinesiske Hav, hvilket Oxfordhistorikeren Peter Frankopan peger på i sin bog ”De nye Silkeveje. Mod en anden verdensorden”: 

”Mange iagttagere hævder, at halvdelen af verdens handelsflåde (målt i tonnage) hvert år sejler igennem Det Sydkinesiske Hav. Det er muligvis en overdrivelse, men den samlede mængde er ikke desto mindre kolossal. Næsten 40 procent af Kinas samlede udlandshandel transporteres over dette hav. Det samme gælder næsten en tredjedel af Indiens handelsvarer målt i værdi, næsten en fjerdedel af Brasiliens og hen ved ti procent af det, der kommer fra Storbritannien, Italien og Tyskland. Det drejer sig altså ikke om et omdrejningspunkt for verdens økonomi, men om omdrejningspunktet slet og ret.”

Internationalt er den frie gennemsejling i Det Sydkinesiske Hav derfor af afgørende betydning – i øvrigt også for Danmark, der har verdens femtestørste handelsflåde. Og for Kina er adgangen til oceanerne samt retten til at benytte Malaccastrædet ved Malaysia af vital sikkerhedspolitisk interesse. 

Obama indledte den såkaldte ”rebalancering” i Asien, der indebærer mobilisering af asiatiske allierede til at sikre USA’s interesser i Det Sydkinesiske Hav. I samarbejde med dem – Indien, Japan, Australien og andre foruden Storbritannien - har USA siden Obama øget den militære tilstedeværelse i regionen. Senest blev det understreget af den såkaldte Aukus-aftale (”ubådsaftalen”) mellem USA, Australien og Storbritannien. 

Allerede under Obama fortolkede Kina USA’s strategi i Asien som et aggressivt forsøg på inddæmning, og med den meget direkte inddæmningsstrategi i ”the Indo-Pacific” under både Trump og Biden mener kineserne sig bekræftet i denne fortolkning. Kina har siden Xi Jinping overtog præsidentposten i 2013 derfor som nævnt aggressivt forsvaret sine interesser ved militært at øge sin tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav. 

Nærområde – for både Kina og Europa

Denne gensidige eskalering har selvsagt fået meget opmærksomhed i såvel europæisk som i dansk debat om forholdet til Kina og om Danmarks og EU’s positionering i rivaliseringen mellem USA og Kina.

Der er på ganske få år blevet opbygget et solidt fjendebillede af Kina, hvor fremstillinger af den nye supermagt dagligt finder vej til medierne i form af skildringer og diskussioner af, hvad toneangivende sikkerhedspolitiske kommentatorer og de store danske aviser fortolker som Kinas onde hensigter såvel hjemme som internationalt. På samme måde som Sovjet af Reagan blev kaldt ”ondskabens imperium”, og islam over en ganske kort årrække efter 11. september-terrorismen blev fremstillet af nogle som ”ondskabens og voldens religion”, er fremstillingen af Kina ved at blive bygget op til at være ”ondskabens og voldens imperium”. På det punkt ligner Kina-USA rivaliseringen en ny kold krig. 

Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at det sikkerhedspolitisk især er Kinas aktiviteter i Arktis og Det Sydkinesiske Hav, der har fået opmærksomhed, mens Kinas ekspansion mod vest knap berøres. Arktis og Det Sydkinesiske Hav er selvfølgelig af stor betydning – i øvrigt ikke mindst for Danmark med sine interesser i Rigsfællesskabet og kommercielle flådeaktiviteter - men det er udviklingen i Europas naboer i Centralasien og Mellemøsten også. 

Her synes interessen for det nye Silkevejsprojekt imidlertid primært at begrænse sig til enkeltsager som f.eks. Tjekkiets konflikt med kineserne eller den ungarske premierministers nære relationer til Kina. I Europa og Danmark er interessen for Kinas voksende engagement i Mellemøsten, navnlig i Den Persiske Golf og Egypten, tilsvarende lille og begrænset, skønt der er stor bekymring for betydningen af, at USA nedtoner sit engagement i Mellemøsten i takt med, at prioriteringen af ”The Indo-Pacific” forstærkes. 

Men samtidig med at vi følger Arktis, Taiwan og Det Sydkinesiske Hav, bliver Syd- og Centralasien og Den Persiske Golf stadig vigtigere for Kina, der konstant øger sine økonomiske aktiviteter her. Kineserne sikrer deres alternative adgange til oceanerne fra havne i Iran, Pakistan og Den Persiske Golf. Konflikten mellem USA og Kina optrappes derfor i øst. Men i det område, som altså er Kinas topprioritet på sin march mod vest - Den Persiske Golf samt Syd- og Centralasien – nedtoner USA i disse år sit engagement. 

Hvis kineserne får den nødvendige succes med projektet, vil det gøre Kina til Europas nye nabo, alt imens USA altså rykker sit engagement væk både fra Europa, Mellemøsten og Centralasien. 

Får Huntington ret med sin teori om civilisationskamp?

Mange vil dog mene, at Kina ikke får succes og henviser til, at der er meget varm luft i den kinesiske retorik om Belt and Road Initiative (BRI), det officielle engelske navn for det nye Silkevejsprojekt. Argumentet lyder, at Kina slet ikke økonomisk er stærk nok til at gennemføre projektet – hvis en alliance af de demokratiske lande står fast under USA’s ledelse, vil det knække Kinas ambitioner. 

Der er stærke holdninger for og imod denne vurdering, men det faktum, at Joe Bidens administration i stadig højere grad fokuserer på og øger inddæmningsstrategien tyder entydigt på, at der er seriøs amerikansk bekymring for, at Kina faktisk har ressourcerne og kun kan blive stækket gennem en meget bastant og militant fælles antikinesisk front. 

Der er sågar profilerede og internationalt anerkendte forskere, der advarer om decideret risiko for krig mellem Kina og USA, hvilket selvsagt vil have uoverskuelige konsekvenser. Det kan i den sammenhæng være relevant at minde om, at Samuel P. Huntington i 1996 afsluttede bogen Civilisationernes sammenstød med en dystopi, hvor han beskrev en fremtidig konflikt i Det Sydkinesiske Hav mellem USA og et Kina i alliance med et Iran i besiddelse af atomvåben, der risikerede at føre til global konflikt og ligefrem verdenskrig. 

I modsætning til, hvad mange mener at vide (formentlig fordi de ikke har orket at læse hele den lange bog!), leverer Huntington ét langt argument for, hvordan verden kan undgå et sammenstød mellem civilisationer gennem, som det hedder i undertitlen, en ”genskabelse af verdensorden”. Det skulle ifølge Huntington ske gennem en gennemgribende reformering af FN-systemet, der ville gøre det muligt for de store regioner i verden på lige fod at arbejde sammen om verdens problemer og således undgå civilisationskonflikten.

Det skete desværre ikke, fordi den frie verden under USA’s ledelse og beruset af succesen med at vinde den kolde krig mente at kunne genskabe verden i sit eget billede - med de liberale værdier som rettesnor - i stedet for at skabe et forum for dialog og samarbejde. Men Huntington talte netop for samarbejde – ellers, mente han, kunne konflikter som den i Det Sydkinesiske Hav føre til verdenskrig. 

Er Huntingtons dystopi fra 1996 med påfaldende store ligheder ved at blive realiseret i dag? I hvert fald er der betænkelig mulighed for, at Kina henter på karrusellerne i Centralasien og Mellemøsten, hvad supermagten risikerer at tabe på gyngerne i havene og stræderne omkring Det Sydkinesiske Hav. 

Såfremt den fremskrivning holder, vil USA’s Indo-Pacific-strategi have lidt skibbrud, og amerikanerne vil ikke have andre strategier tilbage til at forhindre Kina i at blive verdens stærkeste økonomi end krig mod kineserne og dem, der støtter folkerepublikken - som Iran, Rusland og de centralasiatiske stater. 

Hvor de arabiske Golfstater vil stille sig i dette scenario, er uvist - al den stund de i stigende grad ser mod øst, fordi USA og dermed Vesten sender meget tvetydige signaler om deres støtte og sikkerhedsstrategier. Det blev senest skammeligt demonstreret med den uskønne tilbagetrækning fra Afghanistan. I de arabiske Golfstater taler man om, at USA er ved at begrave Carter-doktrinen - med sin exit fra Afghanistan, den generelle nedtoning af sit engagement i Mellemøsten, det stærke fokus på Kina samt de store hjemlige problemer med at holde sammen på en dybt splittet nation. 

Kina har ingen interesse i transnational jihad

Da ni repræsentanter fra Taliban under ledelse af Mullah Abdul Ghani Baradar under den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan 28. juli mødtes med den kinesiske udenrigsminister Wang Yi i den kinesiske by Tianjin kom det som en overraskelse for mange. Det burde det dog ikke, for siden Obama i 2014 erklærede at USA ville trække sine kamptropper ud med udgangen af 2015, har Kina diplomatisk, politisk og økonomisk engageret sig i landet. 

Kineserne er bekymrede for, at et Afghanistan, som igen bliver hjemsted for globale jihadnetværk, kan sprede jihadismen ind i Xinjiang, der grænser op til Afghanistan. Som bekendt gennemfører Kina her en særdeles hårdhændet og brutal undertrykkelse af de muslimske mindretal, fordi de beskyldes for terrorisme og forsøg på at løsrive Xinjiang fra Kina i skabelse af en selvstændig republik.

Kina har i årtier forsøgt at integrere Xinjiang i hovedlandet bl.a. ved at skabe et han-kinesisk befolkningsflertal i provinsen, favorisere denne gruppe og samtidig tvangsforflytte muslimer (uighurer) til andre provinser. Sociale problemer og marginalisering har skabt grobund for at mindre grupper har etableret forbindelser til globale jihadnetværk, hvilket har ført til, at fremmedkrigere af uighurisk herkomst har kæmpet i Syrien, Afghanistan og Centralasien. Der har også været et antal terrorhandlinger udført af uighurer.

I 2009 fandt der et oprør sted i provinshovedstaden Urumqi. I flere dage var der optøjer med uighurer, som blev slået af myndighederne. I forløbet blev næsten 200 dræbt og over 1800 såret. Mens konfrontationerne af de kinesiske medier blev beskrevet som Kinas 9/11, påpegede uighurerne, at det handlede om marginaliserede og socialt udsatte, som protesterede mod deres forhold. Terrorismen og Urumqi-oprøret førte til, at regeringen begyndte at stramme grebet i provinsen og slå stadig hårdere ned på de muslimske mindretal.

Nye antiterrorlove samt ikke mindst indsættelsen i Xinjiang 2016 af en ny partisekretær med vide beføjelser har ført til omfattende undertrykkelse, overvågning og etablering af såkaldte genopdragelseslejre samt tvangsarbejde på de kinesiske fabrikker og i bomuldsproduktion. Alt dette er efterhånden velkendt og kritiseret - USA endog beskylder Kina for folkemord mod uighurerne, og situationen er blevet en central problemstilling i konflikten mellem Washington og Beijing.

Den kinesiske fremfærd mod uighurerne i Xinjiang er en klar indikation af, at Kina ingenlunde vil acceptere, at jihadisme breder sig fra Afghanistan ind i Kina eller for sags skyld i andre områder af regionen. Når Wang Yi modtager en delegation fra Taliban, er det ikke fordi de skal koordinere jihadisme, som nogle analytikere fejlagtigt har spekuleret i, men fordi Taliban mangler penge og anden støtte. Kina vil levere støtten, for så vidt Taliban gør, som gruppen har lovet amerikanerne, nemlig at bekæmpe al-Qaeda og Islamisk Stat. 

Sikkerhedspolitisk svikmølle?

Når det kommer til Sydasien og Den Persiske Golf har USA og Kina faktisk på en række områder fælles interesser – herunder at prioritere stabilitet, øge sikkerheden og bekæmpe ekstremisme og jihadisme. Fx har både Kina og USA brug for, at olie kan udskibes gennem Hormuzstrædet under sikre og stabile forhold. Kina har brug for olien i sin bestræbelse på at fastholde stigende vækstrater, og USA ser ligeledes gerne en stabil udskibning for at kunne opretholde en moderat oliepris til gavn for både amerikansk industri og de bilister, som pt. er sure over at skulle betale tårnhøje beløb for deres benzin. Det er derfor af fælles amerikansk-kinesisk interesse at se hele situationen i Den Persiske Golf afspændt. 

Tilsvarende prioriterer både Kina og USA bekæmpelsen af transnationale jihadnetværk højt - omend midlerne er forskellige: USA’s er militærstrategiske, mens Kinas bud er økonomisk udvikling. For USA er problemet imidlertid, at jo mere succes Kina har med at sikre sine interesser i form af stabilitet og økonomisk udvikling i Golfen samt Syd- og Centralasien, jo stærkere bliver den kinesiske økonomi, og dermed vokser bekymringen blandt politikerne i Washington for, at Kina bliver økonomisk stærkere end USA. 

Noget tyder på, at USA med sin overmodige politik efter den kolde krig, hvor supermagten ville skabe verden i det liberale billede med sig selv som solodirigent, har begået hybris og nu befinder sig i slags sikkerhedspolitisk svikmølle, hvor Kina behændigt kan spille både i øst og vest: Koncentrerer USA-alliancen indsatsen i øst, rykker Kina i vest, og er USA optaget i Den Persiske Golf befæster Kina sig i øst. USA ville gerne koncentrere sig om Asien og Kina, men kan endnu ikke slippe væk fra Mellemøsten og Den Persiske Golf.

Riget i midten af verden

De følgende artikler vil analysere mere i detaljer om denne diagnose er rigtig. Hvis ja, betyder det, at Kina med sin Silkevej skaber både økonomisk ekspansion og sikrer sig nye forbindelseslinjer mellem Kina, Centralasien, den Persiske Golf og videre sydpå til Afrika eller nordpå til Middelhavet. Man får alternative veje til sejlruterne gennem Det Sydkinesiske Hav og Malaccastrædet: Kina har allerede sikret sig aftaler med havnene Chabahar i Iran og Gwadar i Pakistan (to lande, Kina har stadig mere udbyggede relationer til) og med havne i Doha, Abu Dhabi, Duqm, Jeddah samt ved indgangen til Det Røde Hav i Djibouti, Port Said ved Suezkanalen og Piræus i Middelhavet. Samtidig har Kina i årevis udbygget sine aktiviteter i - og adgang til - Afrika, så de mange forbindelser under kinesisk drift allerede har gjort Kina til ’riget i midten’, altså ikke blot i Asien, men i verden. 

Som Peter Frankopan og andre forskere dokumenterer, er Centralasien i rivende udvikling og har taget Silkevejsprojektet til sig. Alt dette betyder, at der er nye nøglespillere, verden skal vænne sig til i forståelsen af de geoøkonomiske udviklinger: Iran, der under den nye præsident orienterer sig mod Centralasien og Kina og i stigende grad vender Vesten ryggen, Pakistan, der forbinder Vestkina med Det Arabiske Hav. Kasakhstan, der som den store centralasiatiske stat allerede har placeret sig centralt i internationale affærer, herunder også som hjemsted for Syrienforhandlinger. Tyrkiet, der sammen med Qatar skal hjælpe Kina med at stabilisere Afghanistan, som selvsagt bliver en af de helt store knaster i den kinesiske vej vestover. 

Og endelig Rusland, der godt kunne være stærkt bekymret over at se Kina buldre ind i sit eget interesseområde, men som tilsyneladende bifalder Kinas alternative verdensorden og arbejder sammen med kineserne i den sikkerhedspolitiske samarbejdsorganisation, de to lande etablerede i 2001, Shanghai Cooperation Organization (SCO). I dag tæller denne organisation udover Rusland og Kina også Indien, med undtagelse af Afghanistan samtlige stan-landene, og man har netop givet grønt lys til, at Iran kan være fuldgyldigt medlem, mens Afghanistan stadig har observatørstatus. 

Flytter man blikket videre til Mellemøsten, har Kina en stor samarbejdsaftale med Iran, som Beijing netop har bekræftet at ville prioritere højt - samtidig med, at Kina har den mest udbyggede partnerskabsaftale med Saudi-Arabien og med alle Golflandene har lavet aftaler om, at Huawei skal stå for udbygning af 5G-netværk. Endelig er Kina ved at afslutte forhandlinger med Israel om en frihandelsaftale og har allerede et udbygget samarbejde inden for kunstig intelligens og avanceret teknologi – og de to lande konsulterer endog hinanden omkring terrorbekæmpelse, hvor Israel mener at kunne lære af, hvordan Kina tackler det i Xinjiang. 

I ly af USA’s Indo-Pacific strategi er Kina således særdeles aktiv vestover mod Mellemøsten og Centralasien. Det rejser en række spørgsmål: Vil Kina være i stand til at gennemføre sin ambitiøse plan eller vil den vanskelige situation i Afghanistan og Sydasien bremse fremvæksten? Vil det lykkes for USA og de allierede at inddæmme Kina gennem Indo-Pacific-strategien, og vil det føre til en stadig mere konfrontatorisk relation mellem Kina og USA? I givet fald med hvilke konsekvenser? 

Hvordan vil USA og Vesten reagere på, at Iran i stigende grad orienterer sig mod Centralasien i et samarbejde med Kina? I den Persiske Golf tvivler araberne som sagt på USA’s støtte, samtidig med, at de arabiske ledere taler stadig mere om det, de kalder ”den kinesiske model”, der består i at udvikle kapitalistisk markedsøkonomi under fastholdelse af et autoritært regime. Kan den vej vise sig attraktiv for de arabiske oliestater og deres diktatorer? 

Hvis Kina får succes med projektet, er spørgsmålet, hvad det så vil indebære geopolitisk: Vil Kina, som uighurer og nogle forskere advarer om, pådutte verden sit kommunistiske regime, eller vil kineserne promovere en regelstyret, multilateral orden, som Beijing selv forsikrer verden om? 

Sidst men ikke mindst er der spørgsmålene om, hvordan EU vil navigere i en sådan verdensorden i hastig forandring. Vil EU lægge sig efter den amerikanske strategi og politik, og vil det entydigt være klogt? Vil EU, dersom Kina får succes i Afghanistan og videre i Centralasien, hvilket alt andet lige kan føre til en opbremsning af migrationstrykket mod EU, omvendt omfavne de nye magter i verden og arbejde sammen med dem? Alle disse spørgsmål bliver temaer for de kommende artikler. 

Artiklen er den første af fire artikler, der udkommer i den trykte udgave af Ræson. De resterende tre artikler udkommer i løbet af 2022.