Vesten mangler en Eisenhower
Nogle af de klogere vestlige ledere er for nylig kommet i tanke om, at man har overset det globale syd (de tidligere 'tredjeverdenslande').
Gaza-konflikten med tilhørende vestlige bombardementer af Yemen og af Iran-støttede baser har imidlertid gjort kløften mellem Vesten og Syden endnu dybere.
I optakten til Suez-konflikten 1956 advarede USA's præsident Eisenhower sine britiske og franske allierede mod at involvere sig militært i Mellemøsten. For da vil:
"Befolkningerne i Mellemøsten og Nordafrika, og i nogen udstrækning i hele Asien og hele Afrika, samle sig imod Vesten i en grad som, frygter jeg, ikke vil kunne overvindes på en generation, og måske ikke engang på et århundrede, især med tanke på russernes muligheder for at lave ulykker" (citeret fra Villaume, 'Frygtens logik' side 313).
Det kunne være sagt i dag. Situationen dengang (Øst kontra Vest og de frigjorte kolonilande, der kunne spille på begge heste) ligner i forbløffende grad den aktuelle. Forskellen er blot, at USA i 1956 havde en strukturelt tænkende præsident, som endte med at fordømme det britisk-fransk-israelske angreb på Egypten. I dag er USA som bekendt førende i bombardementer og våbenleverancer til Israel.
Det militær-industrielle kompleks
Eisenhower kan kritiseres for sin manglende kontrol med CIA. Men det var selvsamme Eisenhower, den forhenværende krigshelt, som i sin afskedstale i januar 1961 advarede mod det 'militær-industrielle kompleks' i USA: Donationer fra våbenindustrien til kongresmedlemmer, der med ordet i sin magt forstærker fjendebilleder og træffer de "rigtige" beslutninger, som kræver yderligere bevillinger til militære projekter, typisk i deres egne hjemstater og valgdistrikter.
Overskuddet fra disse leder så til nye donationer i et selvforstærkende kredsløb. Og som en bonus kan mindre allierede lande diskret blive bedt om at supplere kredsløbet med indkøb af amerikanske fly og øvrigt materiel.
Dette kredsløb fremmer ikke USA's egne nationale interesser. At de uendelige krige (Vietnam, Afghanistan, Irak, Libyen og (uofficielt) Ukraine) er mindre heldige i både udførelse og resultater er desværre ligegyldigt. For krigene er nødvendige for at holde gryden (indtjeningen) i kog.
Det beslægtede 'militær-mediale' kompleks af sikkerhedstjenester og toneangivende medier hæmmer en rationel læreproces på basis af disse erfaringer (jo, der findes alternative medier, heldigvis, men de har svært ved at slå igennem).
På den store arena, det vil sige i forhold til Kina og Rusland, opretholdes et højt og stabilt konfliktniveau (ikke uden hjælp fra de pågældende), der utilsigtet bringer de to hovedmodstandere sammen i en de facto alliance: Ruslands energiressourcer kombineret med Kinas produktionsapparat.
Ikke særlig heldigt ud fra USA's egne interesser, skulle man mene. Når USA samtidig gør sig upopulær i det globale syd, ser det mørkt ud. Det er godt for Eisenhower, at han slipper for at opleve dette.
DIIS Eksperter
