Biden står med nøglen i Mellemøsten – men vil næppe bruge den

I den stadig mere krakelerende sikkerhedssituation i Mellemøsten flakker verdens øjne og opmærksomhed mellem de omfattende ødelæggelser i Gaza og den humanitære katastrofe, som udvikler sig der, til den hastigt eskalerende vold på Vestbredden, hvor den israelske hær opererer stadig mere brutalt og i stigende grad bliver mødt af palæstinensisk oprør. I nord har Israel evakueret 80.000 indbyggere, der nu bor på hoteller rundt omkring, bla. i Tel Aviv. Dertil kommer, at 150.000 israelere er evakueret fra den sydlige grænse til Gaza. Angreb over grænsen mellem Libanon og Israel, militære konfrontationer mellem USA og proiranske militser i Syren og Irak og senest USA’s angreb i Yemen mod houthierne som gengældelse for deres angreb mod skibsfarten i Det Røde Hav øger bekymringerne for, at Gazakrigen spreder sig regionalt.

Den offentlige mening

De arabiske ledere holder lav profil. De stater, der har indgået Abrahamaftaler med Israel har ikke svækket dem, men vil omvendt heller ikke stille sig på Israels side. Jordan støtter Sydafrikas folkedrabssag mod Israel ved Den Internationale Domstol og Forenede Arabiske Emirater er aktiv i bestræbelserne for at få en resolution i FN’s Sikkerhedsråd om våbenhvile i Gaza. Saudi-Arabien har manet til ro og tilbageholdelse efter angrebene i Yemen, men generelt er de arabiske ledere vanen tro spage i deres kommentarer til krigen.

De forsøger at balancere mellem deres interesser i forhold til navnlig USA og deres befolkninger, som er voldsomt oprørte over, hvad de dagligt ser udfolde sig i Gaza. Langt størstedelen ser arabiske nyheder og følger al-Jazeeras daglige reportager om konsekvenserne af Israels krig. De opfatter de vestlige medier som forudindtagede på Israels og USA’s side, hvilket ikke er mærkeligt, al den stund vestlige medier primært rapporterer fra Jerusalem og Tel Aviv. Mere end 80 pct. af araberne ser arabiske nyheder fra Gaza hver dag, og endnu flere er emotionelt påvirkede af, hvad de ser. Vestlige medier og Benjamin Netanyahu har siden Abrahamaftalerne gang på gang gentaget, at Mellemøsten har glemt palæstinenserne og efterladt dem alene på bagperronen. Men de, der så VM-slutrunden i fodbold i Qatar i november 2022 ved, at det ikke er rigtigt. Støtten til palæstinenserne var meget synlig både på tribunerne og i gaderne i Doha. Den palæstinensiske sag er absolut ikke glemt i det arabiske Mellemøsten, og den krig, Israel bedriver i Gaza, vækker kolossal vrede, fordi den opfattes som etnisk udrensning og folkemord – helt uanset de israelske og amerikanske forsikringer om, at Israel gør alt, hvad det kan for at beskytte de civile indbyggere og Gazas børn.

Det er denne vrede, Houthibevægelsen i Yemen responderer på med sine angreb mod kommercielle skibe i Det Røde Hav, der udføres med kravet om, at der skal indføres våbenhvile i Gaza. Og den aktion er faktisk populær; ikke fordi den rammer skibstrafikken, men fordi langt de fleste arabere vil have stoppet krigshandlingerne i Gaza så hurtigt som muligt. Det er derfor, at bomber mod houthierne vækker stor vrede mod USA og Storbritannien samt alle de stater, som støtter dem, og opbakning til houthierne. Det ved de arabiske statsledere godt og skal politisk handle derefter.

Er befolkningernes meninger i autoritære stater ikke ligegyldige, kan man spørge. Nej, også autoritære stater må tage bestik af, hvad der rører sig i deres befolkninger, og det er blevet forstærket af, at arabiske nyhedskanaler sender døgnet rundt, og de sociale medier koger over af debat, diskussion og propaganda. Tror man, at de arabiske nyhedsmedier blot formidler den samme statsdrevne opfattelse, tager man fejl. Om ikke andet kunne man overbevises om det, da Hamaslederen Khaled Mashal blev grillet af den egyptiske studievært Rasha Nabil på den saudiarabiske kanal al-Arabiya med spørgsmålet, om Hamas virkelig ikke var klar over, hvordan Israel ville reagere på drabet af israelske civile og uskyldige børn, og om det ikke er uansvarligt at delegitimere den palæstinensiske sag i Vesten med den type terrorisme? . Al-Arabiya bliver sendt fra Dubai i Forenede Arabiske Emirater, og netværket har en anden profil end al-Jazeera i nabolandet Qatar. Den debat ændrer imidlertid ikke ved, at vreden mod Israel er kolossal og tilliden til USA er i bund, fordi de ikke vil stoppe krigen. Uanset, hvad de mener om det, må lederne i de autoritære arabiske stater forholde sig til, hvad der rører sig i de arabiske befolkninger. Det gør de så! Og forholdet mellem de ekstreme ødelæggelser i Gaza og de ufattelige dødstal, overfor hvad Israel har opnået af deres krigsmål, øger vreden dag for dag og styrker de arabiske befolkningers overbevisning om, at Israels formål er etnisk udrensning.

Israel har ikke opnået sine krigsmål

Frem til nu har den israelske hær opnået omfattende ødelæggelser, mange døde og to millioner internt fordrevne Gazabeboere, som under kummerlige forhold er samlet i syd uden at kende deres skæbne. Men de krigsmål som Israel opstillede, da krigen blev indledt efter Hamas’ blodige angreb d. 7. oktober, det mest omfattende og brutale siden statens etablering i 1948, har den israelske hær endnu ikke levet op til. Det første mål for krigen er at få frigivet de 240 gidsler, som Hamas efter angrebet  skjulte i Gaza og det andet at nedkæmpe Hamas ved at dræbe lederne og eliminere de trænede Hamas-krigere. Det tredje mål er at destruere ”terrorismens infrastruktur”, som Israel kalder Hamas’ skjulesteder og det omfattende tunnelsystem i Gazas undergrund. Den israelske hær har imidlertid kun i meget lille omfang opnået disse mål: Hamas-lederne i Gaza er ikke ramt, og selvom den israelske hær oplyser, at den har slået 8.000 Hamas-medlemmer ihjel, betyder det, at der stadig er langt over 20.000 i Gaza. Skjulestederne er kun i lille omfang lokaliseret, og de israelske soldater har ikke befriet gidsler, men tværtimod ved fejl dræbt nogle. Det er forhandlinger mellem Israel og Hamas, der indtil videre har frigivet gidsler – og ikke hærens operationer.

Tre måneders krig med brug af 65.000 ton bomber og granater – og langt fra at opnå de erklærede mål. Sådan står Israel lige nu. Derfor har premierminister Benjamin Natanyahu bebudet, at krigen vil fortsætte langt ind i 2024. Samtidig med, at den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken for fjerde gang siden krigens start er taget til Israel, siger den israelske hær, at ”krigen nu går ind i en ny fase” med neddrosling af nedkastning af bomber, mindre anvendelse af artilleri og opgradering af såkaldte specialoperationer. Om denne ændring skyldes USA’s voksende kritik af krigens mange civile ofre, en ny strategi, eller fordi Israel har brug for at flytte styrker til grænsen mod Libanon, vides ikke. De arabiske befolkninger er for så vidt ligeglade med begrundelser for ændringer i strategi, for de vil simpelthen have våbenhvile her og nu.

Israel ved ikke, hvad der skal ske med Gaza, når regeringen og hæren vurderer, at krigens mål er opnået. Ligesom den israelske regering helt åbent skændes om, hvad der skal ske med Gazas indbyggere. Nogle israelske politikere og ministre argumenterer for, at de skal deporteres ud af Gaza, hvilket USA kraftigt har sat sig imod. Andre i regeringen prøver at overtale forskellige stater til at give dem asyl. I juledagene fremlagde forsvarsministeren en plan om, at Gaza efter krigen skal ledes af palæstinensere i et begrænset selvstyre under overordnet israelsk kontrol og suverænitet. Den plan blev mødt af kritik af andre medlemmer i regeringen, der argumenterede for, at palæstinenserne skal helt ud af Gaza og israelske bosættere tilbage, mens et enkelt medlem af det israelske parlament Knesset forlangte, at Gaza simpelthen blev fjernes fra jordens overflade.  

Samtidig med uklarheden om, hvad der skal ske i Gaza både på kort og på lang sigt, har Israel brug for at mobilisere styrker både til sine militære operationer på Vestbredden og til den stadig mere spændte situation på grænsen til Libanon. På Vestbredden er volden mellem israelske bosættere og den israelske hær og palæstinensere eskaleret voldsomt med mere en 40 dræbte israelere og over 300 palæstinensere alene siden 7. oktober. Derudover har den israelske regering siden sin tiltrædelse i december 2022 erklæret, at den vil annektere store dele af – nogle ministre argumenterer for hele – Vestbredden.

På den israelske grænse til Libanon er situationen helt uholdbar med konstante angreb på begge sider af grænsen. Efter Israel gennemførte et droneangreb i Beirut, der dræbte et højtstående medlem af Hamas, har mange kommentatorer frygtet, at konflikten ville bryde ud i en fuld krig som den, der fandt sted mellem Israel og Hizbollah i sommeren 2006. De argumenterer for, at et israelsk angreb inde i den Hizbollah-kontrollerede bydel Dahiya i det sydlige Beirut ville føre til et massivt raketangreb mod Israel. Det sker næppe: Hizbollah er ikke populær i Libanon, fordi mange libanesere gør partiet ansvarlig både for Libanons katastrofale økonomiske nedtur og for den store eksplosion på havnen i 2020. Mange husker også, hvordan Dahiya i 2006 blev bombet til grus. Med andre ord: Flertallet af libanesere, herunder også Hizbollahs koalitionspartner, det kristne maronitiske parti, ønsker ikke en krig med Israel, hvor de igen nådesløst bombes.

’Modstandens akse’ kan føre til eskalation

Heller ikke Iran synes ivrig efter, at Hizbollah skal åbne en front mod Israel. Iran ser hellere, at Hizbollah bruger sine mange tusinde raketter til at afskrække Israel fra et direkte militært angreb på Iran, som flere israelske politikere har peget på er påkrævet i den nuværende situation, fx Israels tidligere premierminister Naftali Bennett  Med andre ord: Hvis Israel angriber Iran, skal Hizbollah åbne fronten med massive affyringer af raketter, der kan nå langt ind i Israel. Derfor foretrækker Iran, at Hizbollah begrænser sine aktiviteter mod Israel til de angreb, der allerede har fundet sted, siden Gazakrigen blev indledt.

Meget tyder imidlertid på, at Israel vil det anderledes. Mens Hizbollah og Iran foretrækker ikke at eskalere krigshandlinger ud over det niveau, der har gjort sig gældende de seneste måneder, synes Israel mere opsat på at foretage såkaldte foregribende angreb mod Hizbollah. Disse angreb skal dels udslette rakettruslen, dels ødelægge organisationen ved at angribe dens hovedkvarterer. Israel ønsker måske, engang for alle, at eliminere truslen fra Hizbollah – på samme må som krigen i Gaza skal eliminere Hamas. Men lige så lidt som Israel kan overrumples af overraskelsesangreb fra Hizbollah – Israel er jo i alarmberedskab – kan Hizbollah overrumples og er formentlig vel forberedt på, hvordan der skal reageres på regulære krigshandlinger fra Israel, nemlig de omtalte massive raketangreb langt ind i Israel.

Sker det, er det helt umuligt at forudsige, hvordan situationen i regionen vil udvikle sig. Siden Gazakrigen startede, har pro-iranske militser i Syrien og Irak angrebet amerikanske styrker. USA har svaret igen med en serie målrettede angreb, der har dræbt højtstående militsledere. Det samme har Israel gjort, der i julen fik likvideret en højtstående iransk officer i Damaskus. Dertil kommer, at den iransk støttede Houthi-milits i Yemen nu angribes af USA og Storbritannien, efter at den har angrebet skibstrafikken i Det Røde Hav. Der er ingen tvivl om, at det betydeligt øger spændingerne i Mellemøsten og forstærker de arabiske folks vrede.   .

Iran har i årevis bygget, hvad der kaldes ”modstandens akse” i form af militser i Gaza, Libanon, Syrien, Irak og Yemen. I Libanon har Iran bidraget til, at Hizbollahs styrker står stærkt militært, og i Syrien og Irak er der ligeledes militser og iranske baser. Denne akse, som jeg har beskrevet i detaljer i bogen Oprør og Alliancer fra 2021, mobiliseres nu . De angreb, militserne retter mod USA’s styrker i Syrien og Irak, ind i det nordlige Israel og mod skibe i Det Røde Hav, bærer en klar besked: De er Irans forvarsel om, hvad der vil ske, skulle Israel eskalere krigen ud over Gaza. Selvom hverken Hizbollah, Hamas eller Houthibevægelsen er rene marionetdukker styret af Iran, er der ingen tvivl om, at houthiernes angreb på kommercielle skibe i Det Røde Hav med krav om våbenhvile i Gaza også skal ses som en iransk meddelelse om, det kan blive dyrt for verdenshandelen, hvis USA optrapper krigen i Mellemøsten  

Et selvsikkert Iran – med atomvåben?

Trods problemer og udfordringer med sin egen befolkning, der protesterer mod regimets undertrykkelse af og vold mod utilfredse demonstranter, navnlig kvinder, er det et mere selvsikkert Iran, USA og regionen står over for i dag end før Rusland angreb Ukraine. Iran har forsynet Rusland med armerede droner og belønnes for det. Iran har genoptaget diplomatiske forbindelser og samarbejde med Saudi-Arabien, har udviklet gode relationer til de øvrige arabiske Golfstater (især Forenede Arabiske Emirater), har indgået i omfattende partnerskab med Kina, er blevet fuldgyldigt medlem af Shanghai Cooperation Organization og har herigennem styrket sine forbindelser til de centralasiatiske republikker samt arbejder sammen med Indien om en korridor fra Mumbai til Moskva. Senest blev Iran en del af BRIKS+. Mange stater i det globale syd er stærkt utilfredse med USA og Vestens sanktioner mod Rusland og Iran og omgår dem åbenlyst. Trods vedblivende og konstant nye amerikanske sanktioner mod Iran er den iranske olieeksport voksende.

I november 2023 afholdt Organisationen af Muslimske Lande, som tæller 57 stater, og Den Arabiske Ligas 22 stater et fællesmøde i Riyadh, hvor de blev enige om en stærk kritik af Israels krig i Gaza og opfordring til øjeblikkelig våbenhvile og på længere sigt oprettelse af en suveræn palæstinensisk stat i en såkaldt tostatsløsning med Israel. At USA forhindrer, at en resolution om våbenhvile kan vedtages i FN’s Sikkerhedsråd, møder stadig større utilfredshed i alle disse lande.   

Dertil kommer, at Iran tilsyneladende fuldstændig har opgivet at få en aftale med USA om en ny aftale om deres atomenergiprogram. Det ses ved, at iranerne har sluppet bremserne om at berige uran: Det var hele meningen med atomenergiaftalen mellem USA, FN og Iran, at Den Islamiske Republik ikke måtte opbygge lagre af højt beriget uran. Det sker nu, og efterretningskilder mener, at Iran i dag har nok beriget uran til at producere tre atombomber. Med andre ord: Hvis Iran vil have atomvåben, har den Islamiske Republik i dag formentlig ressourcerne til det.

Situationen er således: Mens Ukrainekrigen fortsætter, og Israel fører krig i Gaza, som måske vil sprede sig til Vestbredden og i Libanon, mobiliserer Iran ’modstandens akse’ – muligvis selv bevæbnet med atomvåben. Samtidig træder Iran ud af den internationale isolation, som USA gerne ville havde landet fastholdt i.

Bidens står med nøglen – men vil næppe bruge den

Den sikkerhedspolitiske situation i Mellemøsten har næppe nogensinde været mere bekymrende, end den er i dag. Skal situationen afspændes, er en våbenhvile i Gaza nødvendig, og den skal følges op af seriøse perspektiver for, hvordan den israelsk-palæstineniske konflikt kan finde en bæredygtig løsning. Som påpeget af Seyed Hossein Mousavian, ekspert i Mellemøsten med fokus på spredning i atomvåben ved Princeton universitetet, er USA den eneste stat, der kan få Israel til at indgå i en våbenhvile og undlade at eskalere krig i Libanon . Men der skal skrappe midler til. Formentlig skal USA true med at indstille al våbenhjælp og måske også anden bistand til Israel. Samtidig skal USA overbevise Iran om, at Washington seriøst ønsker forhandlinger om det iranske atomenergiprogram, der som minimum vil indebære fjernelse af sanktioner og iransk absolut villighed til indførelse af nye kontrolregimer. Vil det lykkes USA, vil det samle opbakning i hele Mellemøsten og hele vejen til Kina, hvis højeste sikkerhedspolitiske prioritet i Mellemøsten er stabilitet.

Med udsigt til et valgår og haltende bagefter Donald Trump i meningsmålinger er det næppe den vej, Joe Bidens administration vil gå. Med udviklingen i Det Røde Hav kan amerikansk pres på Israel om våbenhvile også udlægges som en indrømmelse til houthierne, som Biden netop har defineret som terrorister, og USA forhandler ikke – officielt – med terrorister. Dermed ser situation usædvanlig dyster ud, og USA’s politiske betydning og legitimitet såvel i Mellemøsten som i det globale syd risikerer at dale til et nyt lavpunkt. Det eneste alternativ til dette scenarie er, at de arabiske golfstater sammen med Iran – og understøttet af store stater i det globale syd som Kina, Indien og Sydafrika – forhandler sig frem til en regional sikkerhedsorden med en aftale om at etablere Den Persiske Golf som en atomvåbenfri zone. Det vil føre til fornyet isolation af Israel, men også rumme et tilbud til israelerne om ubegrænset samarbejde, for så vidt Israel vil arbejde seriøst for oprettelse af en palæstinensisk stat. Det vil også føre til, at staterne i Den persiske Golf med større fart vil fortsætte deres bevægelse bort fra Vesten og USA mod Asien, Rusland, Kina og Indien. Det vil ikke løse Palæstinakonflikten, men dog alligevel skabe nogle nye rammer for den og dermed nye muligheder for, at Israel og palæstinenserne omsider kan komme til at leve i fred og sikkerhed.

Forskydning i den globale magtbalance mellem Vesten og det globale syd, som for alvor blev synlig med Ukrainekrigen, vil fortsætte. Også her lytter lederne i det globale syd til deres befolkninger, for hvem Israel med sin krig i Gaza overskrider alle grænser, og USA med den ubetingede støtte til krigen accelererer tab af sin legitimitet i det globale syd.  Det vil bestemt ikke være et ønskescenarie for Vesten og den såkaldte alliance af demokratier, der udover at miste global indflydelse måske også vil blive kastet ind i en alvorlig økonomisk krise. Det vil dog stadig være et bedre scenarie for alle end en ny storkrig i Mellemøsten og Den Persiske Golf. Det positive i analysen er, at vil den amerikanske præsident bruge den, står Joe Biden stadig med nøglen til at få hele situationen deeskaleret. Bidens dilemma er, at vælger han at bruge nøglen, vil han blive en helt i verden, men formentlig en taber i USA. Bruger han den ikke, vil han sandsynligvis blive en taber både ude og hjemme.