2022. Hvad er værst: Konflikten mellem USA og Kina eller at Iran får atomvåben?

I disse dage genoptages forhandlinger mellem USA og Iran om at redde atomaftalen fra 2015. Redningen skal ske ved, at USA afvikler de sanktioner, Iran er blevet pålagt siden præsident Donald Trump trak USA ud af aftalen i 2018. Til gengæld skal Iran igen overholde aftalen og eliminere resultaterne af overtrædelser, f.eks. afvikling af lagre af beriget uran. Irans overtrædelser er blevet sat i værk for at true verden til at komme tilbage i aftalen. Lige nu står de stejlt overfor hinanden og der er stor bekymring for, at det ender i fiasko: Frankrig, Tyskland og Storbritannien stillede sig i december op foran FN’s Sikkerhedsråd inden forhandlinger om aftalen skulle diskuteres i rådet og opfordrede samstemmende Iran til at acceptere det amerikanske tilbud, der ikke kan strækkes mere. Iranerne vil bl.a. have garantier for, at USA ikke igen trækker sig ud af aftalen, hvilket amerikanerne ikke kan levere. Det kræver, at den ratificeres som traktat i Senatet, men her er der ikke de nødvendige tredjedele flertal for, at det kan ske.

Får Iran bomben?

I mellemtiden rykker de arabiske lande stadig tættere sammen i at skabe fælles fodslag overfor Iran. Emiraterne og Saudi-Arabien har ført an i dialog med iranerne om afspænding, for de er nervøse for, at en konflikt vil gå værst ud over dem: De så i september 2019, hvor let det var at blive ramt af missiler, da et angreb satte halvdelen af Saudi-Arabiens olieproduktion i stå i et par uger. Og de tvivler på, at USA vil komme dem til hjælp, hvis det skulle eskalere til krig mellem dem og Iran, måske iværksat af et israelsk angreb. Deres tvivl er velbegrundet for med to militære fiaskoer i Irak og Afghanistan, begge meget mindre stater end Iran, er der næppe sandsynlighed for at USA vil engagere sig i en ny storkrig i Mellemøsten.

Derfor forbereder araberne sig på, at aftalen ikke reddes. Den bekymrende situation er nemlig, at kommer der ingen aftale, er der kun to scenarier tilbage, nemlig enten krig mod Iran eller at Iran om ganske kort tid vil være klar til at producere atomvåben. Derfor er Trumps udtræden af atomaftalen både den dummeste og den mest farlige beslutning, der er truffet i nyere amerikansk historie. Siden Trumps beslutning har Iran med stormskridt slået ind på muligheden for at opbygge kapacitet til at få atomvåben og vurderingen er, at iranerne er yderst tæt på. Det bekymrer sikkerhedseksperter i Israel, Mellemøsten og USA, men for så vidt atomaftalen skrottes, er der næppe nogen vej uden om for en ny storkrig i Den Persiske Golf er som nævnt ikke noget USA vil give sig i kast med.

Verden må derfor leve med, at Iran opbygger kapacitet til at få atomvåben og det kan den takke Trump for. Spørgsmålet er selvfølgelig om det ændrer så frygtelig meget? Den vestlige verden har levet med, at stater som Nordkorea, Kina, Pakistan, Indien og Israel har atomvåben og der er intet, der tyder på, at Iran ville opføre sig fuldstændig anderledes end dem, når det kommer til at bruge bomben: Som den amerikanske militærhistoriker Max Boot skrev i The Washington Post kan det godt være, at Iran støtter selvmordsterrorisme, men Iran er ikke en selvmordsstat og ved godt at brug af atomvåben alt andet lige vil være selvmord. Trump gamblede og tabte, Iran får bomben og verden går videre: lev med det!

Kissinger forudsiger verdens undergang

Endnu mere truende ser udviklingen i Det Sydkinesiske Hav ud. For første gang i verdenshistorien har verdens supermagter potentialet til at udslette menneskeheden! Det var budskabet på en nylig konference fra den nu 97-årige Henry Kissinger. Som national sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister blev han berømt for sit penduldiplomati i Mellemøsten og ikke mindst for sine hemmelige møder med de kinesiske ledere, der forberedte præsident Nixons rejse til Beijing i 1972. Nixons besøg førte til normalisering mellem de to stormagter og en amerikansk forventning om, at samarbejde og dialog ville transformere Kina til en demokratisk stat efter amerikansk model samt til fred og fordragelighed, hvor de sammen kunne inddæmme trusler mod verdensfreden, som dengang primært udgik fra Sovjetunionen.

Men Kina blev ikke en klon af USA og i dag er forholdet på støt kollisionskurs. Ifølge Kissinger er der flere farer og konflikter mellem de to supermagter, der kan lede til militær konfrontation, end der var forud for første verdenskrig. Skulle en militær konflikt udvikle sig, vil der ifølge den gamle statsmand ingen vindere være, men kun én taber, nemlig menneskeheden.

Amerikanernes syn på Kina som global sikkerhedstrussel blev indirekte formuleret af Barack Obama allerede i 2011 under en rejse i Australien. Her formulerede Obama, hvad der blev kendt som rebalancering af amerikanske prioriteringer og senere som Pivot to Asia: USA skulle sikkerhedspolitisk fokusere på Asien ved at øge sin militære tilstedeværelse der og styrke samarbejdet med alliancepartnere som Japan, Filippinerne, Australien, Indien, Sydkorea inden for økonomi, politik og strategiske prioriteringer.

Under Donald Trump blev tonen skærpet og allerede i Trumpregeringens nationale sikkerhedsstrategi fra december 2017 blev Kina sammen med Rusland udpeget som største trussel mod USA’s position i verden. I strategien er der navnlig fokus på Kinas hastigt voksende økonomi, som beskrives som gjort mulig af unfair handelsmetoder, tyveri af patenter og andre overtrædelser af regler stipuleret af Verdenshandelsorganisationen (WTO). Tonen blev dog hurtigt betydeligt mere hård og i det sidste halvandet år af Trumps tid som præsident blev den decideret fjendtlig samtidig med, at Kina blev pålagt sanktioner. Trump udstedte forbud mod, at amerikanske firmaer som Microsoft og Google kunne levere produkter til f.eks. det kinesiske firma Huawei, der af amerikanerne anses for at drive spionage og være Kinas kommunistpartis forlængede arm. Det håndgribelige resultat for danske forbrugere er, at den ellers populære Huawei mobil stort set er gledet ud af det danske marked. Optrapningen af kritikken af og konflikten med Kina er ikke blot fortsat under Joe Biden, men blevet yderligere optrappet.

Kina reagerede prompte, da Obama annoncerede sin rebalancering. Lederne i Beijing så den entydigt som en trussel direkte rettet mod Kina og frygtede for, at USA med sine allierede ville opbygge kapacitet til at blokere for kinesisk skibstrafik gennem Malaccastrædet ved Malaysia, hvilket ville være katastrofalt for kinesiske økonomi: 40% af kinesisk udenrigshandel flyder gennem strædet. Reaktionen, navnlig under den nuværende præsident Xi Jinping, var en aggressiv militær mobilisering i Det Sydkinesiske Hav med etablering af menneskeskabte øer forsynet med militærbaser og radaranlæg. Den kinesiske flåde, der allerede nu er større end den amerikanske uden dog at have samme slagkraft, skal opbygges til at kunne matche USA’s flåde og Kina har i Den Persiske Golf, Det Arabiske Hav, Rødehavet og Middelhavet lavet aftaler om benyttelse af dybvandshavne, som de kinesiske krigsskibe kan besejle og på den måde finde alternative ruter til Malaccastrædet.

At Kina på ingen måde vil acceptere trusler mod sit nærområde er også kommet til udtryk i Xi Jinpings gentagne udmeldinger om, at Taiwan snart bliver forenet med det kinesiske hovedland, at Hong Kong hører til det kinesiske fastland og suverænt styres fra Beijing samt med brug af retorikken fra den globale krig mod terror har søgt at legitimere voldsom undertrykkelse af og overgreb mod det uighuriske folk i Xinjiang.

Diplomati, krig eller atombomber

Mens Kina således med næb og klør forsvarer sine interesser, optrapper Biden-regeringen i Det Sydkinesiske Hav og forsøger sammen med sine asiatiske alliancepartnere at indhegne Kina mod øst mens kineserne ekspanderer mod vest. De to supermagter er de suverænt mest fremmelige på det teknologiske område, hvor ingen af dem formentlig har overhånden. Militært er USA utvivlsomt Kina langt overlegen, men økonomisk er Kina en supermagt, mens USA’s økonomi skrumper.

Ingen af dem kan formentlig vinde en militær konflikt – heller ikke selvom Danmark kommer USA til undsætning ved at sende en fregat til Det Sydkinesiske Hav. Som Kissinger peger på, vil en krig være altødelæggende. Han ser det nylige virtuelle møde mellem Biden og Xi Jinping som et første og helt nødvendigt skridt mod dialog og begyndende afspænding, hvilket formentlig vil møde kritik af f.eks. Anders Fogh Rasmussen og de tidligere ministre i Trumps regering. Men tror de virkelig på, at en vestlig alliance med USA i spidsen vil trække sig sejrrigt ud af en altødelæggende krig? Eller tror de, at Kina vil lægge sig fladt ned, når danske, amerikanske og andre krigsskibe sejler ind i kinesisk territorial farvand? Det er da en gambling, der vil noget: ifølge Kissinger er indsatsen hele menneskeheden!

Gamlingens år kan byde på diplomatiske løsninger i Den Persiske Golf og i forholdet mellem Kina og USA eller atomvåben til Iran og global militær optrapning mellem Kina og USA. Skulle der være diplomatisk fiasko i en af fronterne er den bedste satsning nok, at det er i Golfen og ikke i Det Sydkinesiske Hav.