Skal de sultende registreres?
Verdens værste humanitære katastrofe udspiller sig i øjeblikket i Yemen – og det er en menneskeskabt katastrofe. Det er én af de få ting, der er bred enighed om, når det kommer til Yemen. Men så ophører enigheden også – for hvem er skyld i den humanitære krise? Skal krisens årsager primært forklares ved, at en iransk-støttet, radikal islamisk milits tog kontrol over hovedstaden Sana’a i september 2014 og dermed afsluttede en igangværende inkluderende transitionsproces? Eller påhviler ansvaret den interne yemenitiske bevægelse Ansar Allah (’Guds partisaner’, som de selv foretrækker, eller houthierne, som de oftest kaldes), der rejste sig mod den eksisterende elite, i et forsøg på at få transitionen efter det arabiske forår tilbage på sporet, og nu forsvarer sig mod en saudisk-ledet aggressionskrig? I 2013-2014 diskuterede repræsentanter fra forskellige politiske og sociale grupperinger i Yemen landets fremtidige forfatning i en national dialog-konference. Konferencen kom i kølvandet på, at et bredt udsnit af den yemenitiske befolkning fredeligt havde tvunget præsidenten gennem 33 år, Ali Abdullah Saleh, til at træde tilbage. Dengang var der stadig håb om, at Yemen kunne finde en politisk vej ud af den politiske og økonomiske krise. Men selvom internationale og regionale aktører insisterede på, at transitionen var på sporet, var det tydeligt, at økonomien svækkedes, korruptionen voksede og sikkerhedssituationen forværredes, mens Yemens offentlige sektor afventede, hvor de politiske kampe ville ende.
Håbet om en politisk løsning forsvandt, da houthierne tog kontrol over hovedstaden Sana’a i 2014. Houthierne havde allieret sig med den tidligere præsident Saleh og lovede et opgør med de eksisterende eliter og den massive korruption. De præsenterede sig som en økonomisk og politisk marginaliseret gruppe – et alternativ til de eksisterende eliter og deres evindelige magtkampe – og lovede et mere retfærdigt system, der, modsat Salehs regime, ville være baseret på meritter i stedet for patronage og nepotisme.
Den fortælling lever stadig, men 6 ½ år efter den saudisk-ledede koalition begyndte sin intervention i Yemen i marts 2015, står det klart, at houthierne langt fra har leveret et opgør med korruption. Yemen er i dag fragmenteret, og statsmagten er nærmest ikke-eksisterende. Houthierne kontrollerer det meste af det, der indtil 1990 var en separat stat, Nordyemen, og i det område har de implementeret deres eget administrative system, der fungerer som samarbejdspartner for internationale aktører.
Politiseringen af humanitær assistance
FN og internationale humanitære organisationer kæmper for at indsamle midler til deres indsats. Manglen på midler understreger behovet for ikke bare at være effektiv og ansvarlig, men også at kunne dokumentere indsatsen. Det kan være vanskeligt i et svært tilgængeligt land, hvor nødhjælpen er blevet del af et politisk spil om at placere ansvar for både den militære konflikt og den humanitære katastrofe. Problematikken gør Yemen til et prima eksempel på, at biometri spiller en stadig større rolle i nødhjælp.
Den humanitære krise er indiskutabel. Tallene er overvældende. Mere end 20 millioner mennesker i Yemen, 70 pct. af befolkningen, har dagligt brug for humanitær nødhjælp, og mere end 16 millioner oplever fødevareusikkerhed – groft oversat 16 millioner, der hver aften går sultne i seng. Den humanitære indsats i Yemen er enorm – selvom nødhjælpen langt fra når alle, der har behov, er omkring 10 millioner personer blevet hjulpet hver måned siden starten af 2021. Men mere end 400.000 børn under fem år er ekstremt underernærede, og yderligere 2,3 millioner er så akut underernærede, at de burde være i behandling. Bag hvert af disse tal gemmer sig piger, drenge og familier, der hver dag kæmper for at få mad på bordet.
Halvdelen af Yemens sundhedsfaciliteter er blevet ødelagt under konflikten, og der er mangel på kvalificeret sundhedspersonale, samtidig med at der mangler midler til at betale for medicin, udstyr og løn til eksisterende personale. Sundhedssystemet er presset i bund, og indsatsen fra humanitære aktører udgør et plaster på et blødende sår.
Men den humanitære krise er samtidig blevet politiseret. Det handler ikke kun om, hvem der er mest ansvarlig. Skal man rette fokus mod Saudi Arabien med deres blokade af Yemens havne og lufthavne og deres luftangreb, der igen og igen rammer civile mål og dermed har skadet vital infrastruktur, samt skoler, sundhedsfaciliteter og markeder? Eller mod houthierne, der i kraft af deres bevæbnede magtovertagelse skubbede Yemen ind i en borgerkrig, hvor civile bruges som redskaber til at underminere modparten? Alt efter hvornår krigen startede – eller rettere, hvem der startede den – fastlægges definitionen af hvem, der er henholdsvis aggressor og forsvarer. Og uanset ansvarsfordelingen bliver konflikten i Yemen indplaceret som en del af regionale og internationale staters interne magtkampe.
Den humanitære assistance er blevet en del af det spil. De houthi-kontrollerede områder har behov for nødhjælp, hvoraf en stor del kommer ind i Yemen via havnen i Hodeidah. FN opfordrer alle parter til at lade nødhjælp og handelsskibe, inklusiv skibe med olie, dokke, så deres varer kan blive aflæsset og fordelt. Men der er sket en militarisering af økonomien, hvilket betyder, at både houthierne og den anerkendte regering forsøger at påvirke, hvem der får hjælp, og hvordan behovet for hjælp præsenteres. Ifølge FN’s World Food Programme (WFP), hvis største nuværende indsats netop er i Yemen, er landet et af de mest komplekse og udfordrende steder at arbejde. Humanitære nødhjælpsorganisationer rapporterer om bureaukratiske forhindringer og indblanding fra de forskellige autoriteter på jorden, der forsøger at påvirke, hvem der får hjælp. Samtidig er fordeling af nødhjælp vanskeliggjort – af Yemens geografi, af den ødelagte infrastruktur og af sikkerhedssituationen. Der er rapporter om vold og angreb mod humanitært personale, der risikerer tilbageholdelser og begrænsninger på deres bevægelsesfrihed. Konsekvensen har været, at uddeling af nødhjælp kræver en længere forsyningskæde med flere partnere, hvilket kan udfordre internationale organisationers opsyn og dokumentation af effekten af nødhjælp.
Biometri og humanitær assistance – en del af løsningen?
Generelt er humanitære aktører under stadigt større pres for at demonstrere effektivitet og dokumentere, at midlerne når frem til de relevante modtagere. Dette er af afgørende betydning i Yemen, hvor den humanitære indsats konsekvent har været underfinansieret. Derfor har aktører som WFP argumenteret for, at brugen af biometri kan hjælpe med at forhindre omdirigering af nødhjælp og sikre en mere effektiv fordeling af eksisterende ressourcer. WFP bruger deres digitale platform, SCOPE, hvor de har registreret mere end 50 millioner modtagere globalt. Der er fokus på unikke biologiske kendetegn, som øjne (iris) og fingre (fingeraftryk), der indsamles og bruges til at identificere specifikke individer. Fordelen er netop at disse biologiske kendetegn er unikke, således at systemerne er sværere at omgå. Indsamling af biometriske data bruges derfor, udover i nødhjælp, i stigende omfang i sikkerhedsindustrien eller som et redskab ift. vælgerregistrering i områder, hvor der er komplekse politiske udfordringer. Men teknologien er samtidig sårbar overfor fx cyberangreb, og forestillingen om at teknikken er ufejlbar kan skabe store problemer for individer, hvis de er fejlregistreret eller har brug for, fx af sikkerhedshensyn, at få slettet deres biometriske data. I Yemen ønsker WFP at indsamle biometrisk data, der kan bruges til at overvåge ændringer i behov og dermed hurtigt tilpasse indsatsen, hvis modtagere fx er tvunget til at flytte med kort varsel. Derudover skal de biometriske data også bruges til at dokumentere overførsler af kontanter eller værdibeviser.
WFP argumenterer for, at biometri kan bruges til at simplificere fordelingen af nødhjælp og sikre, at den når frem til de intenderede modtagere – særligt et sted, hvor mange ikke har identitetspapirer, eller hvor disse kan blive væk eller stjålet. Biometri øger sporbarheden af nødhjælp og kan give donorerne en oplevelse af transparens.
I områder kontrolleret af den internationalt anerkendte regering er over 1,8 millioner yemenitter blevet registreret, men houthierne har været mere kritiske og modsatte sig i første omgang den biometriske registrering. I det konkrete tilfælde med WFP, anklagede houthierne WFP for ikke at være neutrale og at forbryde sig mod yemenitisk suverænitet ved at insistere på udrulning af deres biometriske dataindsamlingssystem. Der har været bekymring for, at internationale humanitære organisationer bruger yemenitternes afhængighed af nødhjælp til at introducere værdimæssige tiltag, eller at de er skalkeskjul for at missionere.
Samtidig har houthierne anklaget WFP for at indføre medicin og fødevarer, der var for gamle eller af dårlig kvalitet, for i stedet at bruge de indsamlede midler på løn til internationale ansatte og administration. Dét har WFP naturligvis benægtet - at nogle varer er blevet dårlige, inden de nåede frem til de intenderede modtagere, skyldes bureaukratiske forhindringer i Yemen eller blokaden. WFP har argumenteret for, at modstanden mod brugen af biometrisk data kompromitterer deres indsats i Yemen, herunder deres evne til at dokumentere, at nødhjælpen når de relevante modtagere og ikke fx bliver brugt til at understøtte houthiernes krigsindsats. Denne diskussion har i flere tilfælde ført til, at WFP har nedskaleret deres humanitære indsats i de houthi-kontrollerede områder. Selvom houthierne nu er gået med til at tillade registrering af biometriske data, som fingeraftryk kombineret med identifikationsdata på medlemmer af husholdningen (navn, alder, køn, geografisk placering, billede og kontaktinformationer) på forsøgsbasis, så er de fortsat kritiske, og implementering har været langsommere end i de øvrige dele af Yemen. Ifølge WFP, er der på nuværende tidspunkt registreret næsten 120.000 personer i Sana’a i SCOPE, mens næsten 52.000 personer er biometrisk registreret for at kunne modtage overførsler af kontanter.
Biometriens etiske spørgsmål
Introduktionen af biometrisk dataindsamling bliver af houthierne set som et spørgsmål om national sikkerhed. Dette understreger den politiske betydning af nødhjælp i Yemen. Houthierne forsøger at placere ansvaret for den humanitære krise på Saudi Arabien og blokaden. Det har fået yemenitter og observatører af konflikten, som Nadwa al-Dawsari, en yemenitisk analytiker, der har arbejdet professionelt med Yemen i mere end 20 år, til at påpege, at houthierne udnytter den humanitære krise til at understøtte deres fortælling om krigen som et resultat af saudisk aggression. Diskussionen om indsamling af biometrisk data i Yemen bliver dermed del af en større diskussion om magt, internationale hierarkier, og hvem der har ret til at definere, hvem der skal modtage nødhjælp og hvordan. Er det houthierne, som de facto har autoriteten eller de internationale organisationer, der finansierer nødhjælpen?
I den diskussion kan de almindelige yemenitter nemt blive statister. Dette er tilfældet, selvom potentielle risici forbundet med at få registreret sine biometriske data primært bæres af hver enkelt yemenit. Disse risici inkluderer muligheden for at få stjålet og misbrugt sine data. Der er risici forbundet med at systemet ikke er ufejlbart, hvor man kan forestille sig at individer vil blive nægtet adgang til nødhjælp på baggrund af en fejl i registreringen. Eftersom biometrisk data anses for at være unik og sikker, vil det i sådanne tilfælde være vanskeligt at overbevise autoriteter om, at der er sket en fejl. Men der er også alvorlige risici forbundet med at data falder i hænderne på politiske aktører eller militser, der vil bruge biometrisk data til at straffe registrerede individer. Du kan jo ikke skille dig af med dine fingre eller øjne, som du kan med et identitetskort. Disse risici er netop karakteriseret ved at det kan være utroligt svært at forudse hvilke data i hvilke sammenhænge og i al fremtid, der potentielt kan udgøre et problem.
Det gælder derfor også, at ideen om informeret samtykke er problematisk. Giver det mening at tale om informeret samtykke, når samtykke er knyttet til muligheden for at modtage nødhjælp? Og er det muligt for den enkelte yemenit – eller nogen af os – at gennemskue fremtidige konsekvenser af at give tilladelse til registrering af vores biometriske data?
Det er helt forståeligt, at yemenitterne stiller spørgsmål til introduktionen af biometri – især i et land, hvor historikken ikke opfordrer til blind tillid til autoriteter. Samtidig er humanitære organisationer under pres for at øge deres effektivitet og, ikke mindst, dokumentere, at deres midler bruges hos de mest trængende.
Dette er ikke en abstrakt diskussion, men en diskussion, der kan betyde forskellen mellem liv og død. Men selvom diskussionen om introduktion af biometri i konfliktzoner er kompleks, bør det være en prioritet ikke at pålægge de allermest sårbare yderligere risici.
DIIS Eksperter
