Spørger man amerikanerne, handler midtvejsvalget om demokratiets overlevelse
Hvis man troede, at det amerikanske demokratis krise var overstået med Joe Bidens sejr over Donald Trump ved præsidentvalget i 2020, har man ikke fulgt ordentligt med. Siden optøjerne og stormen mod Kongressen i 2021 har det stået klart, at det var afgørende for det amerikanske demokrati, at Trump ikke fik fire år mere til at stres teste de demokratiske institutioner. Men truslen mod det amerikanske demokrati er langt fra overstået. De underliggende årsager til Trumps politiske succes – og dermed USA's demokratiske krise – var til stede længe før hans præsidentperiode og er ikke forsvundet med Bidens sejr. Om noget har tiden efter Bidens sejr blot understreget situationens alvor.
En veldokumenteret demokratisk krise
Lad os først slå fast, at USA ikke er på vej til at blive et diktatur, dertil er landets demokratiske institutioner for stærke. Donald Trumps præsidentperiode testede det demokratiske system, men systemet holdt grundlæggende stand – takket være en klar tredeling af magten med en række indbyggede checks and balances, et velorganiseret oppositionsparti der kunne levere et politisk modspil, et stærkt civilsamfund og en fri presse. Et demokrati som det amerikanske forgår ikke så let. Når det er sagt, tyder meget på, at USA er på vej ind i en periode med større politisk ustabilitet, hvor demokratiet vil blive udfordret yderligere. Og det kan bestemt ikke afvises, at man igen får en præsident med stærke autokratiske tendenser – måske allerede i 2024.
Hvori består USA's demokratiske krise så? Lad os starte med at konstatere, at det ikke bare handler om Trump. Trump er et symptom på krisen – en krise, han var med til at forværre, men han er ikke årsag til krisen. USA's demokratiske krise er derimod et resultat af en række komplekse, strukturelle udviklinger, der har været længe under vejs og stadig gør sig gældende.
USA er det seneste årti raslet ned af de ranglister, der måler demokratiets tilstand i lande verden over; Eksempelvis gav den amerikanske organisation Freedom House i 2010 USA en score på 94 ud af 100 point – på niveau med Frankrig og ganske få point efter Danmark. Ved den seneste måling i 2022 ligger USA på 83 ud af 100 point – på niveau med Panama og Rumænien. Andre rapporter giver et lignende billede: I 2016 nedgraderede The Economist Intelligence Unit’s Democracy Index USA til et “fejlbehæftet demokrati” (flawed democracy), og den status opretholdes i 2021-udgaven, hvor USA får den laveste score siden indekset blev oprettet i 2006. Krisen er således veldokumenteret og bredt anerkendt af diverse videns- og analyseinstitutter.
Ser man nærmere på årsagerne til krisen, fremhæver diverse rapporter og forskningsstudier især fænomener som tiltagende politisk polarisering, voksende økonomisk ulighed, korruption, politisk manipulation af valgdistriktsgrænser gennem gerrymandering og et handlingslammet politisk system, der har vanskeligt ved at vedtage lovgivning og ofte ikke kan blive enige om det føderale budget. Flere af disse fænomener finder naturligvis sted i varierende grad i de fleste vestlige demokratier, men USA synes dog særligt hårdt ramt, og den kumulative effekt er ikke til at tage fejl af.
Amerikanerne selv er da heller ikke i tvivl om, at landet er i krise. Den ene meningsmåling efter den anden tegnet et dystert billede af en befolkning, der oplever at systemet ikke virker, og at landet er på vej i den forkerte retning – fra hver sin politiske lejr. 64 pct. af amerikanerne mener, at USA er i demokratisk krise (NPR, 2022). 68 pct. tror, at deres børn bliver økonomisk dårligere stillet end dem selv (PEW, 2021). 50 pct. tror, at der vil udbryde en form for borgerkrig indenfor de nærmeste år (UC Davis, 2022). Endelig målte Gallup i år den laveste tillid til de centrale amerikanske samfundsinstitutioner, siden de begyndte denne type målinger i 1973. Blot nogle smagsprøver på den mismodige stemning, der har indfundet sig i den amerikanske befolkning.
Og det er netop den udbredte opfattelse af, at systemet ikke virker, der er med til at forklare Trumps appel, da han som republikansk kandidat lovede at kaste en håndgranat ind det politiske establishment og genskabe en mytisk fortids storhed. Samtidigt appellerede Trump til de hvide amerikanere, der er utrygge ved udsigten til, at USA gennemgår en demografisk udvikling fra at være et land med en hvid majoritet til at blive et majority-minority country, hvor ikke-hvide amerikanere til sammen udgør et flertal af befolkningen.
Den republikanske radikalisering
Spådomme om, at det Republikanske Parti ville vende tilbage til partiets rødder, efter at Trump forlod det Hvide Hus, er blevet gjort til skamme. I kontrast til sine forgængere har Trump i høj grad fortsat med at spille en meget synlig og aktiv rolle i amerikansk politik efter sit præsidentembede. Og de republikanske vælgere, donorer og politikere har over en bred kam bekræftet, at partiet stadig tilhører Trump. Således er Trump ifølge meningsmålinger klart de republikanske vælgeres foretrukne kandidat i 2024. Han har indsamlet enorme summer fra små og store donorer, siden han forlod Det Hvide Hus. Endelig har republikanske politikere stået i kø for at modtage Trumps støtte i primærvalgene, og de, der har fået den, har generelt klaret sig godt.. Hvis han beslutter sig for at genopstille i 2024, hvilket bestemt ikke kan udelukkes, vil han således kun kunne tabe nomineringen til en anden trumpist. Uanset hvem, der bliver partiets kandidat i 2024, vil trumpismen dominere platformen.
Faktisk er det Republikanske Parti blevet yderligere radikaliseret i en anti-demokratisk retning efter præsidentvalget i 2020. Som påpeget af førende forskere som fx Steven Levitsky og Lucan Way ses det tydeligt ved, at der i partiet og blandt dets vælgere er udbredt opbakning til Trumps løgn – 'the big lie’ – om, at 2020 valgresultat var snyd. En måling fra YouGov i december 2021 viser, at 71% af republikanske vælgere mener, at Bidens sejr var snyd. Andre målinger viser lignende resultater.
Samtidigt har de fleste republikanske politikere nægtet at tage afstand fra det voldelige angreb på Kongressen den 6. januar 2021, der var et forsøg på at omstøde den demokratiske proces. Tværtimod udsendte den Republikanske Nationale Komite (RNC) i februar i år en officiel erklæring, der kaldte den 6. januar angrebet for ”legitim politisk diskurs” i forbindelse med en resolution, der fordømte republikanske politikere for at deltage i undersøgelsen af angrebet. Ifølge RNC’s forkvinde Ronna McDaniel var undersøgelse et udtryk for en Demokratisk-ledet forfølgelse af almindelige borgere. Og en måling fra Monmouth University fra juni viser således, at 61 pct. af Republikanere er enige i, at der var tale om en ”legitim protest.” Et flertal af det Republikanske Parti anno 2022 tilslutter sig således ikke to af de vigtigste demokratiske grundprincipper: villigheden til at acceptere nederlag ved stemmeurnerne og forkastelsen af vold som et middel til at vinde magten. Der er naturligvis undtagelser til denne anti-demokratiske udvikling i partiet. Såkaldte Never-Trumpers har aktivt forsøgt at bekæmpe Trump – fx gennem The Lincoln Project, der er en platform for både republikanske afhoppere. Enkelte prominente republikanere som den tidligere udenrigsminister Colin Powell og Kongresmedlemmerne Adam Kinzinger og Liz Cheney har ligeledes taget afstand fra Trump. Men de udgør en minoritet i partiet og har ikke bred opbakning blandt de republikanske vælgere, hvilket Cheneys sønderlemmende nederlag i det efterfølgende primærvalg i delstaten Wyoming tydeligt illustrerede. Cheney, der som navnet alluderer til, ganske vist er datter af den neokonservative politiker og vicepræsident for Bush-administrationen, Dick Cheney.
Angreb på valgets legitimitet
Det er i lyset af ovenstående, at midtvejsvalget antager en større betydning end normalt. Til midtvejsvalg stemmer amerikanerne ikke blot om sammensætningen af Senatet og Repræsentanternes Hus, men også til en lang række lokale- og delstatsvalg. Især disse sidste valg kan blive afgørende for præsidentvalget i 2024, da vinderne her kommer til at spille en afgørende rolle i forbindelse med afholdelsen af valget og certificering af valgresultatet.
Der har i amerikansk politik altid foregået en kamp om hvem, der får lov til at stemme. På sin vis er den gradvise udvidelse af stemmeretten den definerende politiske kamp i amerikansk historie. Historisk har både demokrater og republikanere skiftevis stået på begge sider i denne kamp. I de seneste år har det især været republikanerne, der har forsøgt at begrænse adgangen til stemmeurnerne. I kølvandet på 2020 valget har republikanske politikere således vedtaget mindst 34 love, der gør det vanskeligere at stemme ved eksempelvis at forkorte perioden for at brevstemme, reducere valgstedernes åbningstider og stille skrappere krav til ID. Eksperter vurderer, at disse restriktioner overvejende rammer vælgergrupper med minoritetsbaggrund, der tenderer til at stemme på demokraterne.
Men det Republikanske Parti er nu gået skridtet videre og har indledt en kamp om, hvordan stemmerne bliver talt op. Således har Trump og hans støtter forsøgt at erstatte politikere, der var ansvarlige for at certificere valgresultatet i 2020, med kandidater, der har udtrykt kritik af valget eller direkte accepteret løgnen om, at der var tale om snyd. Mere end 370 opstillede republikanske kandidater har udtrykt tvivl om valgresultatet fra 2020. Eksempelvis har den Republikanske kandidat til Senatet fra Arizona, Blake Masters, udtalt at han tror Trump vandt i 2020 og at valget var noget rod. Dermed er fundamentet lagt, og det øger risikoen for, at Trump eller en lignende kandidat vil have held til at omstøde et eventuelt nederlag i 2024.
Samtidigt søger Trump og andre republikanske politikere på forhånd at så tvivl om valgets legitimitet, hvis resultatet går dem imod. Fra kongreshøringerne om angrebet den 6. januar ved vi, at Trump på forhånd planlagde at erklære sig som vinder af valget i 2020 uanset resultatet. Flere republikanske kandidater har sået tvivl om hvorvidt de vil acceptere resultatet til midtvejsvalget, hvis deres demokratiske modstandere vinder. Således har det Republikanske Partis kandidater til Senatet fra North Carolina, Arizona, Alaska og Ohio alle nægtet at svare på om de vil acceptere valgresultatet. Denne manglende vilje til at bakke op om et centralt demokratisk princip sammenholdt med kommentarer om valgsvindel i 2020 er åbenlyst farligt for tilliden til den demokratiske proces og bør give anledning til seriøse bekymringer for en gentagelse af angrebet på Kongressen den 6. januar.
Når amerikanerne går til stemmeurnerne på tirsdag, er det ikke længere blot en kamp mellem to demokratiske partier. Det er en del af en langt mere fundamental kamp om det amerikanske demokratis fremtid. Det er den første store test af, om det Republikanske Parti vil lykkes med at indsætte kandidater, der nægter at respektere den demokratiske proces. I det omfang at det lykkes, bør det give anledning til alvorlige bekymringer for fremtidige valg herunder præsidentvalget i 2024.
DIIS Eksperter
