Bidens Summit for Democracy er både en del af et ydmygt opgør med USA’s egne problemer og en ekstern rettet magtkamp

Demokratiet har i disse år trange kår mange steder verden over og Biden-administrationen er fast besluttet på, at USA skal komme disse steder til undsætning. En styrkelse af demokratiet ude såvel som hjemme er således et helt afgørende element i USA’s udenrigspolitik. Denne målsætning har Biden såvel som højtstående embedsmænd betonet i taler gang på gang. Den midlertidige nationale sikkerhedsstrategiske vejledning fra marts 2021 beskriver ”realisering og forsvar af de demokratiske værdier i hjertet af den amerikanske livsstil” som en vital national sikkerhedsprioritet.

Ønsket om at styrke demokratiet er også reflekteret i sammensætningen af Bidens udenrigspolitiske hold. Centrale figurerer som udenrigsminister Antony Blinken, den nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan og administratoren af udviklingsagenturet USAID Samantha Power er således alle fortalere for, at USA skal betone demokratiske værdier i udenrigspolitikken.

En demokratiagenda med blandede budskaber

Biden-administrationens fokus på at revitalisere demokratiet er drevet af to indbyrdes forbundne udviklinger. På hjemmefronten er USA ramt af manglende tillid til den demokratiske proces i et samfund plaget af polarisering, ulighed og et politisk system, der har svært ved at levere varen. The Economist Intelligence Unit, der hvert år tager bestik af demokratiet verden over, degraderede i 2016 USA fra at være et “fuldt demokrati” til “fejlbehæftet demokrati (flawed democracy).” Angrebet på Kongressen den 6. januar 2021 understregede situationens alvor.

På den internationale scene er USA’s altoverskyggende udenrigspolitiske prioritet den tiltagende stormagtsrivalisering med Kina. Den rivalisering har Biden i høj grad valgt at fremstille som en kamp mellem demokrati og autokrati. Administrationens demokratiagenda adresserer begge disse udviklinger ved at forsøge at styrke demokratiet hjemme og samle verdens demokratier mod Kina og andre autoritære regimer.

De to drivkræfter bag Bidens demokratiagenda, det amerikanske demokratis hjemlige udfordringer og stormagtsrivaliseringen med Kina, har ført til blandede budskaber. På den ene side udtrykker administrationen ydmyghed, hvad angår USA’s evne til at forsvare demokratiet. Man ser indad, erkender USA’s demokratiske mangler og lægger afstand til tidligere tiders fejlslagne forsøg på at eksportere demokrati. Et eksempel på denne tilgang kom tydeligt til udtryk i et lækket kabel sendt fra udenrigsminister Blinken til amerikanske ambassader i juli 2021. I kablet forklarer Blinken sine diplomater, at det i diplomatiske diskussioner om demokrati og menneskerettigheder er ok at indrømme USA’s demokratiske mangler.

På den anden side præsenterer administrationen sin demokratiagenda som en del af en stort anlagt eksistentiel kamp mellem demokrati og autokrati, der vil definere verdens fremtid. Denne fremstilling argumenterer for nødvendigheden af at bevise, at demokratiet kan levere varen og dermed vinde denne kamp. Biden selv har gentagne gange udtrykt dette synspunkt, der ser demokratisk fornyelse som et middel til at vinde i stormagtrivaliseringen med Kina. Bidens demokratiagenda bliver således både fremstillet som en del af et ydmygt opgør med USA’s egne problemer og en ekstern rettet magtkamp.

Administrationen argumenterer med en vis berettigelse for, at de to elementer er indbyrdes forbundne. Der er ingen tvivl om, at det at få løst nogle af USA’s hjemlige problemer er afgørende for landets evne til at projektere sin magt internationalt. Ligeledes ville en fremtidig verdensorden domineret af autokratier unægteligt udgøre en trussel mod det amerikanske demokrati. Men de to elementer er ikke uden friktioner. En kamp mellem demokrati og autokrati har således potentialet til utilsigtet at underminere det amerikanske demokrati, som det har været tilfældet med den globale krig mod terror. Den relative vægt administrationen tillægger disse to elementer vil have stor betydning for, hvordan demokratiagendaen kommer til at tage form i praksis.

Et symbolsk topmøde med usikkert potentiale for substans

En ting står dog klart: Det meget omtalte demokratitopmøde er det mest højtprofilerede initiativ i Biden-administrationens kamp for at styrke demokratiet. Biden vil samle regeringsledere samt repræsentanter fra civilsamfundet og den private sektor for at formulere tiltag indenfor tre overordnede temaer: bekæmpelse af korruption, forsvar imod autokrati og fremme af menneskerettigheder. Topmødet er i virkeligheden to topmøder. Det  første er et virtuelt møde den 9.-10. december i år. Det vil blive efterfulgt af et andet fysisk møde godt et års tid senere. I mellemtiden forventes det at deltagerne leverer fremskridt på en række konkrete – men endnu ikke fremsatte – tiltag til at styrke demokratiet.

Deltagerlisten har været genstand for betydelig diskussion internt i administrationen såvel som i offentligheden. 108 lande er efter sigende blevet inviteret, og selvom deltagerlisten endnu ikke er officielt bekræftet, blev den lækket i starten af november. Ikke overraskende inkluderer listen de etablerede demokratier – herunder Danmark -, mens Kina og Rusland ikke er med. Mest bemærkelsesværdigt er det, at der ikke er blevet plads til NATO-medlemmerne Ungarn og Tyrkiet, der begge har gennemgået betydelige demokratiske tilbageskridt i den seneste tid. Derimod har andre lande med ondt i demokratiet såsom Indien, Polen og Filippinerne fået en invitation. Til Kinas store irritation er Taiwan også blevet inviteret med. Listen tæller derudover lande som Irak, Pakistan og Den Demokratiske Republik Congo, der næppe kan kategoriseres som demokratiske. Strategiske hensyn har tydeligvis også spillet en afgørende rolle.

Topmødet har betydelig symbolsk værdi. Formålet er at understrege, at USA er tilbage som demokratiets fremmeste forkæmper på den internationale scene. Samtidigt skal topmødet demonstrere sammenhold mellem verdens demokratier. Dette er på ingen måde uvæsentligt efter en turbulent tid for demokratierne i kølvandet på Trumps præsidentskab, Brexit, tilbagetrækningen fra Afghanistan og AUKUS-kontroversen. Nok så vigtigt gennemlever verden i øjeblikket det, der er blevet beskrevet som en global demokratisk recession.

NGO’en Freedom House, der i en årrække har målt demokratiets tilstand verden over, har således registreret en overordnet demokratisk tilbagegang de sidste 15 år i træk. Modstykket til den demokratiske tilbagegang er en fremvækst af autokratier – ikke mindst symboliseret ved Kinas voksende indflydelse. Set i det lys, er det utvivlsomt værdifuldt at tilskynde til stærkere samarbejde mellem verdens demokratier. Om topmødet kan bevæge sig ud over symbolikken og levere substantielle løsninger på nogle af de problemer, demokratiet står overfor, er en anden sag.

At demonstrere demokratisk samhørighed overfor Kina er godt på kort og mellemlang sigt, men hvis demokratiet skal overleve i det lange løb, bliver demokratierne nødt til at konfrontere deres egne problemer. Det gælder først og fremmest strukturelle udfordringer som økonomisk ulighed og politisk polarisering, der har bidraget til demokratiske tilbageskred og skabt grobund for fremvækst af autoritære kræfter. Hvis topmødet blot bliver brugt til at samle demokratierne i et ideologisk korstog mod Kina og andre autokratier, vil det være en forspildt chance for at løse demokratiernes reelle problemer. Heldigvis har den officielle fremstilling af topmødet primært været centreret om at skabe demokratisk fornyelse. Selve formuleringen ”Summit for Democracy” fremfor et ”Summit of Democracies” indikerer også et fokus på at fremme demokrati frem for at samle demokratier mod eksterne fjender.

Dette fokus er lovende af tre grunde. For det første er det primært indre faktorer, der er skyld i de fleste landes demokratiske tilbageskridt de senere år. Selvom Kina, Rusland og andre autoritære regimer forsøger at underminere demokratiet, er det i høj grad selvforskyldte problemer, der driver den demokratiske recession. Topmødet bør afspejle den kendsgerning ved at bekæmpe autoritær indblanding uden at miste fokus på, at hovedudfordringen er at løse demokratiernes iboende problemer. For det andet risikerer en indramning af topmødet som en del af en ideologisk kamp mellem demokrati og autokrati at skabe splid i den demokratiske lejr, hvor bl.a. flere europæiske lande er utilpasse med den slags retorik. For det tredje risikerer en ideologisk indramning at drive autokratierne i armene på hinanden og styrke deres indbyrdes samarbejde som modreaktion.

Et topmøde gør det ikke alene

Selv hvis topmødet får den rette framing med fokus på at skabe demokratisk fornyelse, er der stadig lang vej til at levere substantielle resultater. Indtil nu har Biden-administrationen kun fremsat vage ideer om, hvilke tiltag topmødet skal munde ud i, og der er et åbenlyst behov for at blive mere konkret. Et lækket dokument fra administrationen omtaler en ”tech alliance” med formål om at sikre et frit internet. Der har ligeledes været rygter om øget finansiering til at styrke vigtige demokratiske byggesten som fx frie medier. De officielle udmeldinger har lagt op til, at de enkelte deltagere skal formulere deres egne tiltag. Der venter således et stort arbejde for deltagerne i at blive enige om, hvilke tiltag, der skal satses på, og hvordan de skal udformes.

Næste udfordring bliver at sikre reelle fremskridt på de vedtagne tiltag i perioden mellem de to topmøder. Det vil kræve, at man får etableret et transparent system, der kan monitorere, hvorvidt deltagerne lever op til deres forpligtelser. Nok så vigtigt vil det kræve, at deltagerne rent faktisk kan levere det nødvendige politiske flertal til at implementere deres tiltag. Alt efter tiltagenes karakter kan det blive meget vanskeligt. Det gælder ikke mindst i USA, hvor Biden får meget svært ved at få vedtaget lovgivning, der kan styrke det amerikanske demokrati ved fx at øge valgdeltagelsen og begrænse penges indflydelse i politik. I situationer, hvor tiltagene kan blive set som uønsket indblanding udefra, må det også formodes at skabe modstand.

Det kan således ende med, at det mest håndgribelige slutprodukt ved udgangen af det andet topmøde bliver en slags deklaration om fælles opbakning til demokratiske principper. Det vil i sig selv ikke være en dårlig ting, men det vil selvsagt ikke løse demokratiets udfordringer. Det er muligt, at man kan nå til enighed om enkelte konkrete tiltag, fx et globalt initiativ til at bekæmpe korruption.

Uanset hvor omfattende et slutprodukt man står tilbage med om et års tid, er det dog yderst tvivlsomt, at man får vendt den globale demokratiske recession, og demokratierne vil med garanti fortsat stå over for omfattende strukturelle udfordringer med økonomisk ulighed og politisk polarisering. Ligeledes er der intet, der tyder på, at den autokratiske fremgang er på retræte. Derfor vil den egentlige indikator for et succesfuldt topmøde være, hvorvidt det bliver en engangsbegivenhed, eller om det kommer til at markere begyndelsen på et fortsat styrket samarbejde mellem verdens demokratier.