Sådan vil et fremtidigt Italien se ud med højrefløjen tilbage ved magten
Det kan være svært at få overblik over, hvad den italienske højrefløj egentlig vil, men ikke desto mindre står de til at vinde parlamentsvalget den 25. september. Sidste uge lancerede højrefløjens koalition bestående af Fratelli d’Italia, Lega og Forza Italia så deres fælles politiske program, hvor de selv satte ord på deres politiske visioner og idéer. Det viser umiddelbart ingen ambitioner om at trække Italien ud af EU eller forlove sig med Putin, men indenrigspolitisk kan Italien se frem til en markant højredrejning på områder som abort, migration og LGBTQ+- rettigheder, hvis højrefløjen får magten.
Højrefløjens kritikere i Italien og EU har særligt tre bekymringer. For det første fremhæver de med gru, at de tre partiledere på højrefløjen, Giorgia Meloni (Fratelli d’Italia), Matteo Salvini (Lega) og Silvio Berlusconi (Forza Italia), har udtrykt beundring for Orban og Putins politik og ledelsesstil. Berlusconi har været bonkammerat med Putin, Salvini har idoliseret den russiske leder, mens Meloni har afholdt konferencer side om side med Orban med ønske om at fremme kristen familiepolitik. Mange italienske nyhedsmedier spekulerer på, om de kan agere femtekolonnevirksomhed for Putins dagsorden og ødelægge det europæiske projekt indefra.
For det andet frygter kritikere, at højrefløjen ruller de reformer tilbage, som den nu afgående premierminister, Mario Draghi, har brugt til at løfte Italien ud af det økonomiske lavvande. Endelig fremhæves det, hvordan de tre partiledere hver især nærmest har undskyldt Italiens fascistiske fortid. Berlusconi bagatelliserede for mange år siden Mussolinis gerninger, Salvini har flere gange citeret den fascistiske fører, og Melonis parti står på skuldrene af et fascistisk parti oprettet i efterkrigstiden.
Spørgsmålet er, om kritikernes frygt bliver til virkelighed, hvis højrealliancen vinder parlamentsvalget til efteråret. Angående forholdet til Rusland så understreger koalitionen i det fælles valgprogram, at de ønsker, at Italien fortsat har en fremtrædende position i både EU og NATO, og at de vil støtte ukrainernes kamp mod den russiske invasion.
Hvad der præcis ligger i den udtalelse er mere uklart. I medierne fortsætter Salvini og Berlusconi nemlig med at foreslå sig selv som mæglende parter, der kan tage en alvorssnak med Putin og løse konflikten ved at finde et kompromis. Våbenleverancer til Ukraine er også omdiskuteret i Italien, da mange finder det kontraintuitivt at kæmpe for fred med våben. Selvom en højrefløjsregering tilsyneladende vil fastholde støtten til EU og Ukraine, er det altså sandsynligt, at den vil ændre måden at gøre det på.
Når det kommer til den økonomiske politik, så præsenterer koalitionen en gammel kending på højrefløjen: flad skat. Det skal gøre skattesystemet gennemsigtigt, men det vil særligt gavne borgere med højindkomster og gøre et svimlende indhug i den italienske statskasse. Berlusconi er desuden gået solo og ønsker at bruge endnu flere af de offentlige midler og har foreslået, at pensionister får 1000€ om måneden.
Hvor pengene skal komme fra, er dog mere uklart. Selvom højrefløjen håber at fortsætte den økonomiske støtte fra EU og den generøse genopretningsfond, så kræver EU til gengæld bæredygtige investeringer og økonomisk mådehold – noget, der kan være svært at forene med et fokus på at fylde de italienske husholdningers pengepunge, der lider under inflation og corona-eftervirkninger.
Valgprogrammet foreslår desuden en reform af præsidentembedet i Italien, så præsidenten fremover vælges direkte af folket. For nuværende er præsidenten valgt af de folkevalgte og repræsenterer kontinuitet og sammenhold. Præsidenten har politiske funktioner, men er normalt hævet over det almindelige politiske spil. Med højrefløjens forslag vil Italien få en præsident med langt større politisk magt. Kritikere ser Mussolinis spøgelse i denne nye førerskikkelse, men højrefløjen refererer til Frankrigs præsident som ideal og spørger retorisk, om Frankrig er mindre demokratisk end Italien?
Til trods for, at visse elementer i højrefløjens valgprogram kan give anledning til bekymring, vil det være for radikalt på baggrund af valgprogrammet at stemple koalitionen som antidemokratisk, fascistisk eller optaget af at opløse det europæiske fællesskab. Den økonomiske politik hænger tydeligvis ikke sammen, men det er også de færreste, der tror på, at de rent faktisk vil gennemføre den, og at det er mere end blot en ønskeseddel.
Med det sagt, er der naturligvis ingen garantier for, at denne position vil vedblive at være sådan, og højrefløjens tidligere politik er da heller ikke glemt. Blandt talrige eksempler kan det nævnes, at Berlusconi førte landet tæt på den økonomiske afgrund, at Salvini som indenrigsminister udfordrede menneskerettighederne i sin behandling af flygtninge og migranter ved at nægte deres skibe at anduve italienske havne, og at Meloni gentagne gange har måtte forklare sig, når hendes partimedlemmer har heilet eller rost Mussolini. Den slags overskygges ikke af et nyt valgprogram.
Vælgerne betragter dog tilsyneladende ikke højrefløjens projekt som hverken udenrigspolitisk urovækkende, økonomisk uholdbart eller udemokratisk. Og i første omgang er det da også svært at se, at en højrefløjsregering ville være interesseret i at rage uklar med eksempelvis EU. De har simpelthen for stor interesse i, at omverdenen accepterer dem som en legitim regering. De største knaster i samarbejdet mellem EU og en italiensk højrefløjsregering vil derfor formentlig blive udredt.
Vinder højrefløjen efterårets valg kommer de største forandringer derfor sandsynligvis til at være af indenrigspolitisk karakter i første omgang. Særligt hvad angår udlændinge- og familiepolitik kan italienerne forvente en højredrejning. Højrefløjsalliancen ønsker at afvise de skibe, der krydser Middelhavet med flygtninge og migranter, og de vil undersøge mulighederne for at lade flygtninge søge asyl i Nordafrika i stedet. Dernæst vil de fastholde og om muligt stramme Italiens allerede meget strikse statsborgerskabskrav. Læg dertil en skærpet retorik om migranter og en negligering af, hvor mange flygtninge der kommer til landet.
Desuden ser alle tre højrefløjsledere sig selv som forkæmpere for den kristne konservative familieform, som de mener er truet. Der er fri abort i Italien, men da de enkelte læger kan afvise at udføre dem, er det mange steder meget besværligt at få abort. Lignende forhindringer vil blive forsøgt installeret, hvis det står til højrefløjen, så det bliver endnu vanskeligere at få en abort. Endelig oplever LGBTQ+-personer allerede nu stor modstand fra kirken, og højrefløjen mener også, at italienerne bør værne sig mod homoseksualitet og transkønnethed. Derfor må det forventes, at en højrefløj ved magten betyder et tilbageskridt for LGBTQ+-rettigheder og -inklusion.
DIIS Eksperter
