Historien om Super Mario og det uduelige demokrati

“Italien er blevet forrådt” stod der på forsiden af avisen La Repubblica torsdag morgen (21. juli). Avisen flød over af forbitrelse, efter at premierminister Draghi aftenen forinden var blevet stukket i ryggen af tre af sine regeringspartier. De havde afstået fra at stemme i en mistillidsafstemning og dermed indirekte netop udtrykt mistillid. Først kritiserede Femstjernebevægelsen regeringen for ikke at være lydhør overfor partiets mærkesager, dernæst annoncerede de højreorienterede partier Lega og Forza Italia, at de ikke ville støtte en regering med netop Femstjernebevægelsen. Da Draghi insisterede på at ville have støtte fra alle partierne, begik han politisk harakiri og mistede støtten fra alle tre. Senere torsdag tog Draghi den ventede konsekvens af afstemningen og trak sig som premierminister. Få timer senere så præsidenten Sergio Mattarella sig nødsaget til at udskrive valg med afholdelse den 25. september. Det er knap et år tidligere, end det ellers var planlagt.

Ifølge La Repubblica og store dele af den øvrige italienske offentlighed er det ikke blot Draghi eller regeringen i sin helhed, der er blevet forrådt. Det er italienerne selv. Det tydeliggør, hvilken rolle Draghi har haft for mange italienerne. Da Draghi tiltrådte som premierminister for knap halvandet år siden, navngav den italienske presse ham Super Mario og understregede deres messianske forventninger til, hvad Draghi kunne udrette i nationens tjeneste. På daværende tidspunkt rasede coronapandemien, og Italiens i forvejen skrantende økonomi mærkede i accelererende grad de negative konsekvenser af de konkurser og fyringer – ikke mindst i turistsektoren – som pandemien førte med sig. Læg dertil, at det italienske parlament hverken magtede opgaven med at løse disse problemer eller helt konkret kunne etablere et regeringsdygtigt flertal. Præsident Mattarella foreslog Draghi som samlende regeringsleder, og et flertal af de folkevalgte kvitterede ved at støtte ham. Draghi kunne snart herefter præsentere en regering, der indeholdt de fleste af parlamentets partier og dermed spændte fra venstrefløj til højrefløj, fra populistiske protestpartier til centristiske magtpartier.

Draghis bedrifter

Italiens økonomi har i årtier været et smertensbarn ikke blot for italienerne selv, men også for de øvrige EU-lande. Derfor blev Draghis udnævnelse modtaget med kyshånd i Bruxelles såvel som af et flertal af italienerne. Foruden en fortid som økonomiprofessor indeholder hans CV også posterne som formand for både den Italienske Nationalbank (2006-11) og Den Europæiske Centralbank (2011-19).

Han besidder bankmandens kølighed, overblik og neutrale fremtoning. Ikke blot forventedes det, at han havde evnerne til at kurere Italiens økonomi, han var også politisk uplettet.

Og Draghi har ikke skuffet sine fans. Selvom hans navn aldrig har figureret på en stemmeseddel, har han opnået imponerende resultater i undersøgelser af hans folkelige popularitet. Det er også lykkedes ham at overbevise EU om at sende omtrent 200 ma. euro til støvlelandet fra unionens genopretningsfond. Han har desuden fået meget forskellige partier i regeringen til at arbejde sammen, og da The Economist i slutningen af 2021 kårede Italien som årets land, mente mange, at æren kunne tilskrives Draghi.

Ikke mindst i EU-regi har han formået at ændre Italiens ry. I det forgangne halvandet år har Italien undsluppet de ellers sædvanlige bebrejdelser fra Bruxelles om uansvarlighed og inkompetence. I stedet har de øvrige europæiske statsledere lyttet opmærksomt til Draghis idéer og forslag. Det lignede en kroning – og en styrkelse for Italiens plads i EU-hierarkiet – da han sammen med den tyske kansler og den franske præsident i juni repræsenterede EU ved mødet med den ukrainske præsident Zelenskyj i Kyiv.

Højrefløjens regeringsdrømme

Der er ingen tvivl om, at Draghi har efterladt Italien i en bedre tilstand, end da han overtog roret, og hans støtters ærgrelse ved hans afgang er fuld forståelig. Til trods for hans bedrifter er økonomien dog ikke raskmeldt, og ikke mindst Ukrainekrigen og den stigende inflation har gjort fremtiden usikker. Flere italienere har færre penge mellem hænderne, og krisefølelsen er at mærke alle vegne. Da præsidenten modtog Draghis opsigelse og annoncerede nyvalget, henstillede han til de valgkampsparate politikere, at de forstod situationens alvor. De skulle, indskærpede præsidenten, konstruktivt forsøge at lede Italien ud af mørket i stedet for at lade sig optage af mudderkastning og interne magtkampe.

Hans løftede pegefinger er absolut rimelig, for det er tvivlsomt, at politikerne vil lade deres egne interesser hvile. Det brede samarbejde i det forgangne halvandet år har været en undtagelse, og pausen lader til at have styrket de enkelte partiers ønske om at få opmærksomhed. Derudover er det ikke sikkert, at der kan etableres en regering prompte, efter valgresultatet foreligger. Den politiske tumult kan dermed vare langt ind i efteråret og vinteren. Det mener Mattarella ikke, der er tid til.

Giorgia Meloni – lederen af det højreorienterede parti, Fratelli d’Italia, der som et af de eneste partier stod uden for Draghis regering – har dog manet til besindighed. Hun mener ikke, at det er en tragedie, at italienerne nu skal stemmeurnerne – men minder om, at dét trods alt er fundamentet i demokratiet.

Kigger man på meningsmålingerne, forstår man hendes iver for nyvalg. Meget tyder på, at hun kan blive Draghis efterfølger, og at hun kan samle en højreorienteret regering omkring sig. Foruden hendes eget parti vil en sådan regering formentlig bestå af to af de partier, der førte kniven mod Draghi: Forza Italia og Lega, der ledes af henholdsvis Silvio Berlusconi og Matteo Salvini. Både Berlusconi og Salvini har haft omdiskuterede roller i italiensk politik og blandt andet plæderet for kontroversiel økonomisk politik, tilsidesættelse af menneskerettighederne, et tættere forhold til Putins Rusland og en svækkelse af domstolenes magt. Meloni selv leder det parti, der ligger længst ude på den italienske parlamentariske højrefløj og blandt hendes kandidater er flere af Mussolinis efterkommere.

EU vil rynke på næsen, hvis italienerne udskifter Draghi med en sådan regering. Og internt i Italien vil både udlændingepolitikken og køns- og familiespørgsmål tage en kraftig højredrejning. Det inkluderer en diskussion af statsborgerskabsrettigheder, ligesom abort- og LGBTQ+-rettigheder risikerer at blive bragt op til diskussion. Centrumvenstre begræder da også Draghis fald, blandt andet fordi det kan føre til Meloni og hendes allieredes fremmarch.

Hvad sørgekoret også kan fortælle os

Sørgekoret over Draghis afsked er tragisk i sig selv. Selvom teknokratministeren er en tilbagevendende og uproblematisk demokratisk figur i Italien, så var hans tiltrædelse i 2020 ikke kun et resultat af hans evner. Udnævnelsen af en ikke-politiker var også et tegn på systemets mangler: Parlamentet evnede ikke at regere, hvorfor man fandt det nødvendigt at tilkalde en professionel. Resultatet er, at den person, som mange regner for en af landets bedste premierministre nogensinde, ikke engang er politiker.

Enrico Letta, der leder det socialdemokratiske parti Partito Democratico, er gået så vidt som til at sige, at parlamentets mistillid til Draghi afslørede, at politikerne var gået imod folkets interesser. Letta mener, befolkningen nu skal sætte deres kryds afhængigt af, om de støtter Draghis regering, selvom den altså nu er fortid, og Draghi som teknokrat ikke er at finde på stemmesedlen.

Draghis ophøjede status i italiensk politisk historie viser, at den politiske talentmasse har været skuffende. Centrumhøjre har i de seneste tredive år bestræbt sig på at fremstille sig selv som alt det, Draghi ikke repræsenterer: De har været fremadbusende, bramfri, provokerende og disruptive. Det har ikke været fordrende for stabile og stærke regeringer, men det har præget avisforsiderne, og den politiske tete har derfor ligget hos højrefløjen.

Imens har centrumvenstre haft svært ved at finde et passende alternativ. Måske fordi deres idéer sjældent har virket som selvstændige visioner og oftest har haft karakter af at være et svar til højrefløjens udspil.

Selvom magten i de sidste tredive år er skiftet mellem højre- og venstrefløj, har de konkurrerende politiske idéer derfor snarere været højreideologi og ikke-højreideologi. Tydeligst ses det i anti-berlusconismen, der er en etableret politisk retning, som særligt protestpartiet Femstjernebevægelsen har fremført. Den handler i al sin enkelthed om at repræsentere alt det, Berlusconi ikke er.

Der er naturligvis undtagelser til dette overordnede narrativ – fx har netop Femstjernebevægelsen præsteret flere opsigtsvækkende politiske idéer, og klimadagsordenen er blevet rejst af venstrefløjen. Men Femstjernebevægelsen er nærved aflivet i meningsmålingerne, og sammenlignet med danske forhold fylder klimaspørgsmålet ikke særligt meget.

Venstrefløjen står dermed overfor en stor opgave, hvis den skal afværge, at Meloni, Salvini og Berlusconi sammen vinder magten. Letta er i spidsen for at forme venstrefløjens politik, og det er derfor tankevækkende, at han mener, det kommende valg skal handle om støtte til den nu forrige regering. Letta er selv venstrefløjens mest realistiske premierministerkandidat. Men sat på spidsen agiterer han for, at valget skal handle om, hvorvidt man foretrækker Draghi eller Meloni. Det sker til trods for, at Letta dygtigt har øget Partito Democraticos placering i meningsmålingerne og dermed etableret et reelt alternativ til højrefløjens forspring. Det tyder på, han alligevel mener, Draghi og en samlingsregering er bedre til at lede landet end ham selv og en venstrefløjsregering

Den evige krise

Lettas frustration over at vinke farvel til Draghi er et ekko af Mattarellas opfattelse af, at Italien står i kriser til halsen. Tiden er ikke til politiske slåskampe og forandring. Dét er, som vist ovenfor, ikke grebet ud af den blå luft, men kigger man tilbage i italiensk historie, er det også en så hyppigt fremsat påstand, at man som observatør må spørge sig selv, om det nogensinde har været anderledes. Det vidner om et ustabilt politisk system, der ikke hviler i sig selv – og ikke stoler på, at det er i stand til at varetage magten og løse nationens problemer.

Selvom – eller rettere sagt fordi – Draghi ikke selv er folkevalgt, men udpeget af et flertal af de folkevalgte, har han i ét og alt, han har sagt og gjort, understreget vigtigheden af at lade sin regering hvile på bredest mulige demokratiske fundament. Han har trådt varsomt og ihærdigt forsøgt at stille sine regeringspartnere tilfredse snarere end at profilere sig selv.

Også ved Draghis afsked stod dette princip tydeligt frem. Da Femstjernebevægelsen tøvede med at stemme for regeringen i mistillidsafstemningen, mente han, det ville være urigtigt at fortsætte regeringen. Det skete ud fra tanken om, at et smuldrende flertal ville trække regeringen i en udemokratisk retning.

Alligevel er Draghi blevet mødt af anklager om at have handlet forkert og sågar udemokratisk. Havde Draghi accepteret Lega og Forza Italias krav om at lade Femstjernebevægelsen falde fra, ville han stadig have haft flertal og kunne dermed være fortsat som premierminister. Nogle af Draghis tilhængere synes, han burde have gradbøjet sine værdier, så italienerne nu ikke behøvede at undvære ham som premierminister. Meloni er kommet med den mest krasse kritik, selvom hun glædes over Draghis farvel. Hun anklager Draghi for i sin stædighed at have ønsket ’fuld magt’. Det udtryk er i Italien uafladeligt forbundet med Mussolinis anmodning om fuld magt i 1922 og altså ladet med totalitarisme. Hendes kritik er urimelig, men trykker præcis dér, hvor Draghi er mest sårbar.

Draghi har i sin ageren opført sig eksemplarisk bevidst om at holde sig indenfor demokratiets ånd og bestemmelser. Men hans støtter har nærmet sig en dyrkelse af hans person, der presser demokratiets grænser. Blandt de demokratiske principper eksisterer tanken om politikernes udskiftelighed. Ikke nødvendigvis i en radikal version, hvor den ene politiker kan være lige så god som den anden, men i den forstand, at ingen må blive uundværlig. I tårerne over tabet af Draghi lurer denne opfattelse af ham som uundværlig for Italiens fremtid. Det er forståeligt, fordi Draghi har bragt så meget godt med sig, og fordi det øvrige politiske landskab forekommer kaotisk, men det er i sig selv et sygdomstegn for det italienske demokrati.