Med Giorgia Meloni som foregangsfigur har ideologien udkonkurreret populismen i Italien
POPULISMEN HAR i årrække været over os. På de samfundsvidenskabelige afsnit af universiteterne er populismeforskningen blevet en hjørnesten, og i den politiske debat kastes populismebegrebet både mod højre og venstre og først og fremmest mod dem, man er politisk uenig med. Den store interesse for populismen har været berettiget, og er det i vid udstrækning også stadig, men i de senere år har populismen kunnet lægge stadig flere nederlag til sine hidtidige sejre. I Italien har populismen defineret landets politik i årtier, men nu er der sprækker i fortællingen. Med landets nye premierminister, Giorgia Meloni, er balancen mellem populisme og ideologi tippet.
Ideologien er tilbage
Italien har i flere sammenhænge lagt sandkasse til politiske eksperimenter, der siden har bredt sig eller været inspirationskilde for globale fænomener. Også hvad angår den seneste bølge af populisme, har italienerne været pionerer. Allerede i starten af 1990’erne blev det politiske regeringsapparat overdraget til arketypiske populister. Senest har partiet Legas leder, Matteo Salvini, været foregangsfigur for højrepopulismen. Længe lignede han den mest oplagte kandidat til premierministerposten, men han blev overhalet af Meloni. Selvom hun også kan rummes under populismens kappe, er hun først og fremmest defineret af sin ideologiske tyngde. Hendes politiske stil kan indvarsle højrepopulismens død.
Mens antallet af populistiske bevægelser og politikere er vokset, er den akademiske verdens bestræbelser på at kortlægge en fællesmængde for de forskellige afarter blevet en stadig større opgave. Donald Trump er populist. Det samme er Bernie Sanders. Populismens kappe passer mange. Det diskuteres, hvordan populismen bør udlægges, og hvilken rolle populismen spiller i demokratiet. Hvad flertallet af de mange forsøg på en begrebsafklaring har tilfælles, er, at populisme handler om at appellere til folket i opposition til eliten. De to hovedbegreber, folk og elite, kan bebos af forskellige grupper mennesker afhængig af ens øvrige politiske observans.
I den mest udbredte opfattelse af populismen fremstår begrebet som et iglebegreb, der hægter sig på andre ideologier. Socialistiske populister kan således agitere for, at arbejderklassen repræsenterer folket, og at de udbyttes, undergraves og ignoreres af en økonomisk elite. Konservative populister kan påstå, at folket repræsenteres af en etnisk eller national gruppe, der svigtes af en kulturel elite, der vanærer fædrelandet, og liberale populister kan mene, at eliten udtrykkes i den besnærende og formynderiske statsmagt og dens bureaukrati over for den almindelige og folkelige borger, som er blevet berøvet selvbestemmelse og myndighed.
Variationerne er utallige. De har dog det tilfælles, at det populistiske perspektiv opnår definitionsmagt over den politiske vision. Således har Salvini inkarneret en højrefløjspopulisme, hvor hans ærinde først og fremmest har været at fremstille sig selv som repræsentant for folket i al dets almindelighed, udstødt af elitens gode smag og skinhellige humanisme. Den politiske linje har undervejs rykket sig og ladet sig spejle af den snævre forestilling om folkets dydighed og elitens fordærvethed, og det har kostet Salvini hans troværdighed. Hans devise har været, at folket altid havde ret, og eliten altid tog fejl, og som så mange andre populister før ham har han lidt den skæbne at fremstå som en vendekåbe.
Ligegyldig hvilke farver og former populisterne kommer i, så mener de, at det politiske status quo gavner eliten på bekostning af folket. Den eksisterende magtbalance er i elitens favør, og populisternes ærinde er at genoprette folkets krav på indflydelse. På den måde påstår populisterne at handle ikke bare i folkets tjeneste, men også i demokratiets. Mens eliten er korrupt, selvoptaget, ineffektiv eller udygtig, har folket altid ret, og kun ved at punktere elitens magtboble og lade indflydelse sive direkte ned i folkets udstrakte arme kan retfærdigheden ske fyldest.
Til trods for de demokratiske ambitioner artikuleres populismen sjældent som et flertalsanliggende. Folket er sjældent det hele folk, den fuldkomne sum af antallet af borgere og vælgere. Tværtimod træder populismens sprog ud af fællesskabet og etablerer skel i samfundet.
Folket og eliten udelukker hinanden gensidigt. De har intet med hinanden at gøre, og de har intet tilfælles ud over magtambitioner. Retorikken er splittende – den kan resultere i svigtende valgdeltagelse og stigende politikerlede, og så er ønsket om demokratisk styrkelse næppe blevet indfriet.
Store dele af det politiske etablissement har derfor ledt efter en kur mod populismen. I bestræbelserne på at holde yderfløjspopulisme fra magten er etablissementet rykket sammen på midten. Det ses fx i dansk politiks kamp om midten, da de amerikanske Demokrater valgte Biden til primærvalgene i 2020, og i Emmanuel Macrons midterprojekt. Resultatet kan blive en ophævelse af højre-venstre-spektret og en bekræftelse af den simple fortælling om folkets udelukkelse af den herskesyge elite. I Italien udviste den tidligere premierminister Mario Draghi både kompromisvenlighed og forsonlighed i spidsen for en bred samlingsregering fra februar 2021 til oktober 2022. Men ét parti stod uden for samarbejdet: Melonis Fratelli d’Italia – Italiens Brødre. Ved Italiens efterårsvalg høstede hun suverænt flest stemmer. Hendes parti fik 26 pct. af stemmerne, de populistiske partier, Lega og Femstjernebevægelsen, fik henholdsvis knap 9 og 16 pct., og centrumpartierne fik knap 8 pct. af stemmerne. Det viste, at populismens egentlige rival kommer fra yderpolerne og ikke fra centrum.
De populistiske velmagtsdages endeligt
De forsøgsvise kortlægninger af populisme i den akademiske verden bunder i et mærkbart opsving for populismen i den virkelige verden. Selvom populismen fødtes helt tilbage i det 19. århundrede, blev den først for alvor uomgængelig i 2000’erne, og i 2010’erne holdt populisterne sejrstaler ved det ene valg efter det andet. Særligt forskellige variationer af højrefløjspopulisme blev tilsyneladende belønnet af vælgerne.
I 2016 varslede Brexit-afstemningen en international populistisk storhedstid, der blev cementeret af Trumps sejr i det amerikanske præsidentvalg samme år. Herhjemme havde Dansk Folkeparti året forinden farvet Danmarkskortet gult ved folketingsvalget, i 2018 forenedes højre- og venstrepopulister i Italien, da de umage partier Lega og Femstjernebevægelsen dannede regering sammen, og samme år vandt Jair Bolsonaro det brasilianske præsidentvalg. Men Trump tabte valget i 2020, franske Marine Le Pen tabte valget i 2022, og Dansk Folkeparti, Femstjernebevægelsen og Lega er blevet decimeret. Den populistiske bølge kan have toppet.
Foruden at være leder af Fratelli d’Italia er Meloni kvinde, mor, italiener og kristen – fire identitetsmarkører, der har formet hendes partiprogram. Meloni mener, at hendes eget identitetsmæssige udgangspunkt er blevet sygeliggjort, og har sat sig for at gøre modstand. Hun insisterer på retten til at være kvinde og vil dermed gøre op med den flydende kønsforståelse, der udfordrer hendes binære forståelse af mand og kvinde. Det er en krigserklæring til LGBT+-personer og den indoktrinerende lobbyisme, hun mener, de praktiserer. Meloni går til kamp for moderskabet, hvormed hun vil styrke respekten for moderskabets arbejdsbyrde. Det indebærer forbedrede pasningsmuligheder og økonomisk tilskud til børnefamilier, men under samme fane ønsker hun flere mødre, og det indebærer for hende færre aborter. Hendes løsning er at begrænse antallet af abortklinikker eller at besværliggøre udførelsen af medicinske aborter til fordel for de mere omfangsrige kirurgiske indgreb, mange kvinder måske vil være afskrækket af.
I understregningen af sin italienske nationalitet prædiker hun patriotisme og beskyttelse af både de fysiske grænser og det italienske tankegods. Det bevirker både en afvisning af migranter og flygtninge ved de italienske kystlinjer og en styrkelse af den italienske kultur og det italienske erhvervslivs ry i udlandet. Hendes kristne baggrund tjener som grundlag for særligt hendes familiepolitik og som kontrast til det, Meloni betragter som åndløshedens ligegyldighed og islamismens belejring.
Der er flere elementer af Melonis politik, der opstiller en modsætning mellem de såkaldt almindelige italienere og de magtbegærlige eliter. Melonis folkebegreb er abstrakt nok til at inkludere majoriteten af italienerne, mens hendes elitebegreb er mere konkret. Hun væmmes ved centrum-venstres manglende evne til at forbedre almindelige menneskers liv. Hun frygter feminismen og wokeismen, der vil vende op og ned på kernefamiliebegrebet. Hun betragter udlændinge som en krigsførende styrke, der vil udkonkurrere etniske italienere. Hun mener, at EU tager magten ud af hænderne på folket. Hendes politiske kompas inddeler verden efter de gode og de onde eller dumme, og det kan gnidningsfrit betragtes som en populistisk ramme.
Men alene kan populismen langtfra forklare Melonis projekt. Populismen snylter på ideologier, og i Melonis tilfælde står populismen bagest i køen af rækken af gode forklaringsperspektiver. Først og fremmest er hendes vision et sammenskudsgilde af højrefløjsideologi.
Højrefløjsfremstød
Meloni kalder sig selv nationalkonservativ, og hendes slagord er „Gud, familie og fædreland”. Hendes kritikere derimod minder om, at netop disse slagord også var Mussolinis, og peger på Melonis egen fortid i de nyfascistiske ungdomspartier som en væsentlig ideologisk pejling for hendes nuværende projekt. Adskillige af hendes partifæller har også fascismeprædikatet ækelt klistrende til sig – og forståeligt nok. Hendes tætte allierede Ignazio La Russa ledede et nyfascistisk voldsparat ungdomsparti i de terrorfyldte 1970’erne, og i dag samler han på Mussolini-buster og anden slags fascistisk memorabilia. Partiorganisationen er heller ikke renskuret. Partiets stamtræ kan føres tilbage til 1946 og de ukuelige fascister, der nægtede at se deres ideologiske flamme slukke. Og selvom partiet i dag afviser at have bevaret det fascistiske arvegods, bruger de hyppigt sproglige og symbolske referencer, der virker tillokkende for nutidige fascistapologeter. Det er ikke fyldestgørende at betragte partiet som fascistisk, for prædikatet skygger for andre ideologiske kendetegn, mere end det afdækker, men det er en væsentlig indikator på, at Meloni hører til langt ude på højrefløjen.
Meloni leder det mest højreorienterede parti, der er parlamentarisk repræsenteret i Italien, og herfra har hun dannet regering med Lega og Forza Italia, der ledes af henholdsvis Salvini og Silvio Berlusconi. Netop disse tre partier har været allierede i løbet af de seneste 30 år, og de har haft regeringsmagten ad flere omgange. Nybruddet består i, at det er første gang, Fratelli d’Italia leder trioen.
Lega og Forza Italia er begge først og fremmest populistiske partier, og den nye magtforskydning mellem de tre partier i Melonis favør har bevirket, at blandingsforholdet mellem populisme og højrefløjsideologi er ændret betragteligt i koalitionen.
De tre partiers samarbejde etableredes i kølvandet på en skelsættende korruptionsskandale i Italien i starten af 1990’erne. Skandalen udviklede sig til en krise, da over halvdelen af de folkevalgte blev anklaget for korruption. Hidtil havde italiensk politik været strakt ud mellem de tre store partier – kristendemokraterne, socialisterne og kommunisterne. Aftaler blev indgået, og dagsordener skrevet i krydsfeltet mellem de tre partier og deres interessegrupper. Kristendemokraterne havde typisk serveretten, men blev ofte sat skak af de to venstrefløjspartier.
I vid udstrækning kunne vælgeradfærd i tiden fra 1945 til begyndelsen af 1990’erne begrundes dels med vælgernes placering i produktionskæden, dels med deres religiøsitet. Der var mange regeringer og mange premierministre, men det var overvejende interne konflikter i partierne, der udløste mytteri og regeringskrise. De store linjer var forudsigelige.
Omfanget af korruptionsskandalen i 1990’erne åbenbarede, at partiernes enevælde ikke kunne overleve. Prominente politikere endte på anklagebænken og stod til lange fængselsstraffe, og rygraden af partierne var dermed opløst. Partierne forsøgte at skifte ham ved at ændre navn og organisationsstruktur, men lige lidt hjalp det på den afgrundsdybe politiske mistillid, som korruptionsskandalen havde plantet i befolkningen.
Repetitiv populisme
Dette åbnede dansegulvet for populisterne, der forekom mere ubesmittede end de politikere, der hidtil havde haft magt. Ved valget i 1994 vandt en højrefløjskoalition med Berlusconi i spidsen regeringsmagten, og kimen til et forandret politisk landskab blev skabt.
Hvor ideologierne prægede italiensk politik indtil 1994, har populismen præget Italien lige siden. De enkelte partier og politikere har opereret med forskellige folke- og elitebegreber, men drejebogen har i de forgangne tre årtier været stort set uændret: Et populistisk projekt artikulerer en kritik af den siddende politiske klasse. Det er et oprør mod en elite, der ikke forstår eller magter at løse folkets problemer, som kun de populistiske politikere selv har blik for. Vælgerne belønner populisterne, der får magt. De indfrier dog ikke deres løfter, og projektet falder fra hinanden. Ofte sidder de tøvende på hænderne, gruende for, at enhver handling vil blive straffet af vælgerne. Partimedlemmer og vælgere forlader den synkende skude, mens de overlevende i partiet famler efter at redefinere deres projekts ambition eller genopfinde dets troværdighed. Herefter forekommer argumentet om den politiske klasses uduelighed så meget desto mere overbevisende, og historien gentager sig, da vælgerne søger mod de politikere, der på ny agiterer for en strukturel forandring af de politiske normer.
Som mellemspil følger teknokratiprægede regeringer, der handler og reformerer, når de folkevalgte ikke magter det, men som efter valg afløses af populistiske løfter. Ingen siddende regering har vundet et valg i de seneste mange årtier i Italien. Tværtimod har italiensk politik været præget af tanken om, at eliten er ufuldkommen, og at systemet kun bedres ved øget folkelighed.
Den seneste valgperiode er et udmærket eksempel på denne norm. Ved valget i 2018 vandt to af de populistiske partier, Femstjernebevægelsen og Lega. Populismen var de to partiers eneste fællesnævner, og alligevel var det nok til, de dannede regering sammen. Ikke så snart havde de konstitueret sig, før uoverensstemmelserne viste sig for store. Regeringspartierne bekrigede hinanden i stedet for at føre reel politik.
Meningsmålingerne belønnede Lega frem for Femstjernebevægelsen, hvorfor Lega satsede på nyvalg og trak sig fra regeringen. Resultatet blev imidlertid, at Femstjernebevægelsen fandt legekammerater på den italienske venstrefløj og gik i regering med dem. Den nye regering overlevede størstedelen af coronapandemien, mens Legas popularitet efterhånden svandt, men da genopbygningen af landets økonomi og udrulningen af vacciner kom øverst på dagsordenen, kollapsede også denne regeringskonstellation. Nu indkaldte man Mario Draghi som premierminister. Som tidligere direktør for Den Europæiske Centralbank havde han de meritter, det krævede at lægge passende planer for Italiens fremtid og tilmed få opbakning til det fra de stridende parter i parlamentet. Draghis regering vandt stor opbakning i befolkningen, men som det eneste parti, der stod uden for Draghis samarbejde, fik Fratelli d’Italia tilsvarende vind i sejlene. Ved valget i 2018 havde de blot præsteret knap 5 pct. af stemmerne. Ved det netop overståede valg i 2022 konverterede Meloni sine nyerhvervede 26 pct. af stemmerne til en premierministerpost.
Ved denne lejlighed aflivede Meloni magtdrømmene både hos Salvini og i det politiske centrum. Hun bliver en del af fortællingen om det populistiske Italien, fordi hun ligesom sine populistiske kolleger og forgængere agiterer for en ny politisk kultur, herunder en ny magtfordelingsnøgle mellem folk og elite, men hun er ideologisk langt mere klar i spyttet end de populister, der tidligere har domineret italiensk politik.
Melonis ideologiske blandingsprodukt
I Melonis optik er kulturen i forfald. I går var bedre end i dag, og morgendagen fremstår endnu mere rædselsvækkende. Hun vil dog ikke blot bremse tiden og bevare det bestående. Meloni ønsker ganske vist at opbygge et samfund med udgangspunkt i fortidens værdikompas, men den utopiske drøm er det samfund, der aldrig har været. Melonis idealsamfund er ikke det fascistiske 20-årsregime. Det er heller ikke tiden, hverken før eller efter. Italien skal under hendes lederskab udfylde et hidtil uset potentiale. Omsider skal landet vågne til dåd og endelig anerkendes og beundres.
Der er flere ideologiske tråde i Melonis DNA. Lige såvel som hun bærer mærker fra den klassiske konservatisme og fra fascismen, er hun præget af det såkaldt ,nye højre’. Det kommer bl.a. til udtryk i hendes flirten med teorien om den store udskiftning. Det er en konspirationsteori, som beskriver, hvordan etnisk hvide europæere og nordamerikanere er ofre for en bevidst befolkningsudskiftning til fordel for mennesker fra fortrinsvis Mellemøsten, Afrika og Latinamerika. Hun er som nævnt opsat på at bremse det nedadgående italienske fødselstal ved at øge antallet af børn født af etnisk italienske mødre. Befolkningstallet skal i Melonis optik ikke genoprettes ved migranter eller børn født af migranter, da det vil være en trussel mod italienskheden. En associeret teori udtænkt på det nye højre og nu bosat i Meloni er tanken om etnofællesskaber knyttet til konkrete territorier. Det kommer eksempelvis til udtryk, når hun taler om migranter som besættere og dermed understreger en kulturel tilknytning til selve den italienske jord. Hun mener både, at der er en hellig forbindelse mellem det italienske blod og den støvlelignende halvø og mellem det europæiske kontinent og den europæiske kultur og historie. Disse forestillinger ligger eksempelvis til grund for hendes forsvar for de stramme italienske statsborgerskabsregler, der favoriserer udlandsitalienere frem for børn født af migranter i Italien, og adskillige gange har hun understreget, at hun mener, der foreligger en spekulativ plan om at udskifte etniske italienere og europæere. „Jeg tror, der er en plan for at udviske alt det, der identificerer os: Kultur, nation, familie er under angreb”, sagde hun eksempelvis i 2019. Således plæderer hun for et samlet europæisk værdifællesskab, som skal danne grundlag for EU-samarbejdet.
Meloni har våbenbrødre på en række af de øvrige europæiske højrefløje, men hun adskiller sig også fra dem. Ved talrige lejligheder har hun rost Ungarns premierminister, Victor Orbán, og hun har støttet ham i hans konflikt med EU-ledelsen. De to deler opfattelsen af, at EU-projektet først og fremmest skal være en fætter-kusine-klub, hvor man mødes og dyrker Europas særegenhed til kamp mod andre kulturkredse. Til gengæld er kun Meloni interesseret i, at de flygtninge og migranter, der lander på de europæiske Middelhavskyster, fordeles solidarisk mellem EU-landene. Det skyldes hovedsageligt Italiens beliggenhed, ligesom Orbáns modstand mod en sådan aftale i hvert fald delvist skyldes, at Ungarns geografiske placering ikke gør migrationen på tværs af Middelhavet til hans akutte hovedpine. Men Meloni accepterer hermed EU-samarbejdets overnationale karakter, når det altså er til Italiens fordel. Hun har også gnubbet skuldre med franske Éric Zemmour, der ganske vist tabte det nyligt overståede franske præsidentvalg, men som dog formåede at flytte debatten yderligere til højre og udfordrede Marine Le Pens position som hersker af den franske højrefløj. Meloni og Zemmour kan hurtigt blive enige om risikoen for europæisk kulturs masseuddøen, men Meloni adskiller sig også fra Zemmour ved at være langt mindre provokerende og mere pragmatisk anlagt i sin tilgang til de eksisterende politiske institutioner både nationalt og overstatsligt. Hvor Zemmour har forarget sine omgivelser med bogstaveligt talt udstrakte fuckfingre rettet mod sine modstandere, slentrer Meloni smilende og imødekommende fra det ene håndtryk med en vestlig topleder til det næste.
De ideologiske tangenter i Melonis projekt lader sig tilsyneladende indramme af en udpræget pragmatik. Selvom hendes ideer kan forekomme bombastiske eller opsigtsvækkende, har hun foreløbig iscenesat sig som en stabilitetsfokuseret og forudsigelig premierminister. Parolen lader til at være en variant af, at alt skal forandres, for at alt kan forblive det samme, som den litterære klassiker Leoparden fra 1958 foreskriver. Den ikoniske replik definerer i bogen den sicilianske elites bestræbelser på at fastholde magten i en kaotisk og revolutionært indstillet tid omkring Italiens samling.
I Melonis tilfælde skal alt forandres, uden at nogen tager anstød. I praksis kan det føre til, at store dele af hendes regeringsfællers løfter forbliver stående som utopiske drømme frem for gennemført politik. Men det er ikke noget, der skader hendes omdømme og får hende til at fremstå som en taskenspiller.
På den internationale scene roser man allerede Melonis strategiske hensyn. Hun har sværget, at hun ikke vil udfordre landets trængte økonomi, at hun vil videreføre Italiens støtte til Ukraine, og at hun omfavner Italiens medlemskab af NATO såvel som af EU. Hun har understreget, at hun forkaster fascismen, at hun ikke vil gøre abort ulovlig, og at hun ikke vil skrue demokratiets skruer løse. Hvorvidt man kan stole på hende, vil vise sig, men foreløbig lader hendes internationale kolleger tvivlen komme hende til gode.
På den nationale scene har hun et væld af kritikere, og det er tvivlsomt, om samtlige af hendes vælgere vil følge hende i dansen mellem EU-smiger og yderliggående højreorienteret banken i bordet. Hun taler ganske vist om folkets tilbageerobring af magten, men hun er villig til at indgå aftaler med eliten, så hun udskyder, omformer og redefinerer foreløbig folkets genoprejsning. Men hun foregiver ikke noget og har foreløbig ikke givet vælgerne andet end det, hun har lovet dem. Der er ikke tale om slingrekurs, tværtimod: Hun fastholder en bevidsthed om nødvendigheden af at indgå alliancer med eliten for at få magt, handle – og fastholde magten. Hendes pragmatisme er overlagt og skal derfor ikke ses som en vendekåbetendens lig den, som fx Salvini lagde for dagen. Eksempelvis lovede Salvini et opgør med EU for kort efter at indfinde sig som en skødehund underlagt EU’s luner. Meloni derimod accepterer Italiens skæbne under EU’s observante blik, og det er inden for disse rammer, hun kæmper for, at EU-medlemskabet bliver en overskudsforretning for Italien. Pragmatismen medvirker på den måde til at fortynde betydningen af populisme i hendes politiske tankerække.
Efter hendes indtrædelse har meningsmålingerne kun belønnet Melonis linje. Hendes balancegang mellem forandring og kompromisvillighed lader til at falde i italienernes smag, og de højrepopulistiske partier står mundlamme tilbage – ude af stand til at hamle op med Melonis greb om befolkningen. Det er næppe en varig vaccine mod Italiens erfaringer med vanlig politisk tumult og den udbredte populismelogik. Men Meloni repræsenterer en markant anderledes figur end de vante populistiske balloner, der blæses op og springer i luften med imponerende hurtighed og udskiftning. Blandt de første til at lykønske Meloni var hendes politiske kammerater Orbán og Zemmour. Sidstnævnte mente endda, at Meloni repræsenterede et forbillede for den europæiske højrefløjs strategiske vej til magten.
Hendes kombination af talrige elementer fra forskellige højrefløjsideologier tilsat en populistisk retorik og en taktisk pragmatisme kan sikre Meloni-regeringen en længere overlevelsestid, end de italienske regeringer har for vane. Men den kan også indvarsle et mere levedygtigt blandingsforhold mellem populisme og ideologi, der sætter populismens flygtighed på bagsædet og kan vise vejen for den yderste højrefløj. Det er endnu for tidligt at spå om, hvor levedygtig Melonis strategi er, og om, hvor længe hun kan pryde sig med titlen som Italiens premierminister. Hendes egen position trues særligt af de højrepopulistiske partier i regeringsfamilien. Ikke fordi de egenhændigt er i stand til at udgøre en trussel mod Melonis skridsikre linje, men fordi de netop ikke er det og derfor i desperation agerer illoyalt og uforudsigeligt over for Meloni. Det er meget sandsynligt, at det bliver hendes egne ministre, der stikker en kæp i hjulet på hendes regering. Men det gøder ikke nødvendigvis jorden for selvsamme højrepopulister. I Italien er det ikke alene Salvinis egen troværdighed, der er blevet nedslidt af politisk vakkelvornhed og handlingslammelse, men også hele den populistiske tanke, som befolkningen efterhånden har mistet tålmodigheden med. Til trods for deres løfter er den positive forandring ikke hidtil kommet fra de populistiske bevægelser. Foreløbig er de italienske vælgeres foretrukne derfor Meloni. Er Italien også på dette område en politisk spåkugle, bør det øvrige Vesten snart spejde mod den tydelige ideologiske venstre- og højrefløj for at få øje på populismens konkurrenter i stedet for at betragte midten af den politiske elite som det eneste duelige alternativ.
DIIS Eksperter
