Italiens valg af Meloni er historien om den udødelige fascisme

“Jeg synes, Mussolini var en god politiker. Alt hvad han gjorde, gjorde han for Italien. Der har ikke været nogen politiker som ham i de sidste 50 år.” Sådan sagde en ung italiensk kvinde til fransk tv i 1996, og tv-klippet er for nylig blevet støvet af og har cirkuleret i italienske såvel som udenlandske medier.

Kvinden var Giorgia Meloni, der i dag leder det yderligtgående højreorienterede parti, Fratelli d’Italia. I går gik italienerne til valg, og det der tegner sig et tydeligt billede af, at Meloni kan kalde sig premierminister. I en politisk alliance med Forza Italia, der ledes af den tidligere premierminister Silvio Berlusconi og partiet Lega, der ledes af den tidligere indenrigsminister, Matteo Salvini. Begge mænd har tilstræbt magten, men med Meloni vil Italien få sin første kvindelige premierminister. Meloni er også den mest yderliggående af de tre, og undervejs i valgkampen er hun af venstrefløjen blevet anklaget for at ville genintroducere fascismen i magtens sæde i Italien. Konfronteret med valgresultatet konkluderede venstrefløjen ikke blot, at det var et nederlag for dem, men for hele Italien.

Arven fra Mussolini

Det er ikke første gang, at berettigede anklager om Melonis tætte bånd til fascismen når de italienske avisforsider. Der er rigeligt med eksempler på, at Meloni har måtte forklare egne og partimedlemmers handlinger i den italienske offentlighed. Først og fremmest har partiets egen historie knyttet fascismen tæt til sig.

Fratelli d’Italias stamtræ kan føres tilbage til Movimento Sociale Italiano, der etableredes i 1946 af mennesker, der ikke accepterede det fascistiske partis endeligt. Selvom flere i partiet sidenhen har ønsket et opgør med bevægelsens fascistiske rødder, er det ikke lykkedes at kappe båndet til fortiden.

Ikke blot har partiets fascistiske aner spøgt i baggrunden, det har talrige gange vist sig i levende live. Forud for Europaparlamentsvalget i 2019 præsenterede Meloni stolt Caio Giulio Cesare Mussolini som kandidat for Fratelli d’Italia. Som hans efternavn antyder, er han efterkommer af Benito Mussolini.

Det kan han naturligvis ikke gøre for, men han har ikke bestræbt sig på at lægge afstand til sit familienavns ry. Tværtimod har han forsvaret sin oldefars karriere, og sågar fundet den sammenlignelig med Tony Blairs. “Der var mange gode ting og nogle fejl. Blairs støtte til Irakkrigen var forket, men briterne angriber ikke ham hver dag for det.” Den yngre Mussolini har også selv været en del af en voldsparat gruppering på højrefløjen, CasaPound, der længes nostalgisk tilbage mod den italienske fascismes storhedstid.

Ved præsentationen af ham som kandidat hæftede Meloni sig dog blot ved hans meritter i militæret og som patriot. Præsentationen af Caio Mussolini foregik i øvrigt med Palazzo della Civilità som bagtæppe – et af det fascistiske regimes allermest kendetegnende prydsmonumenter.

Året efter præsenterede Fratelli d’Italia højrefløjens kandidat til borgmesterposten i Rom. Han hed Enrico Michetti, og selvom det ikke lykkedes ham at vinde borgmestervalget, vakte også hans kandidatur opsigt. Indtil udnævnelsen som kandidat havde han nemlig fortrinsvis gjort sig bemærket i den brede offentlighed, da han under corona-nedlukningen havde foreslået den romerske hilsen som hygiejnisk alternativ til håndtrykket. At benytte den romerske hilsen betegnes nord for alperne typisk som at heile. Han tabte anden runde af det præsidentvalgsagtige kommunalvalg, da han fik omkring 40 pct. af stemmerne, mens hans modstander fra venstrefløjen fik 60 pct. af stemmerne.

Det yderste højre kunne til gengæld glæde sig over, at den byrådskandidat, der fik flest stemmer, var Rachele Mussolini. Foruden at være stemmesluger for Fratelli d’Italia er hun barnebarn til den fascistiske diktator.

Den halvhjertede afvisning

Man kan betragte Fratelli d’Italias fascistiske bånd som et pyramidalsk hierarki, hvor Meloni, øverst placeret, er længst væk fra det fascistiske rodnet. Således er det typisk menige partimedlemmer, der er tydeligst associeret med fascismen. Jo mere magt og bevågenhed medlemmerne får, jo mere tæmmede og distancerede bestræber de sig på at være. Meloni balancerer således mellem at fastholde vælgergruppen på det alleryderste højre og appellere bredere og fremstå magtduelig og demokratisk anlagt. Ved dette valg har hun i udtalt grad formået at renskure partiets politiske profil. Det har været nødvendigt i hendes stræben efter vælgere, der ikke naturligt indfinder sig på den yderste højrefløj. Alligevel er der dukket grimme sager om heilende lokalkandidater op.

Konfronteret med hendes medlemmers ageren har hun ofte grebet ud efter floskler om brodne kar og misforståelser, og ser man på valgresultatet, må det siges at være lykkedes for hende at gøre Fratelli d’Italia stuerene. Ved valget i 2018 opnåede Fratelli d’Italia under 5 pct. af stemmerne. Ved søndagens valg fik de 26 pct. af stemmerne. Det skyldes naturligvis flere ting – herunder ikke mindst et popularitetskollaps i andre højrefløjspartier – men det har været afgørende for Melonis succes, at hun har kunne skabe afstand mellem sig selv og fascismen.

Det udlægges derfor som inkonsekvent, at hun alligevel fortsat lader en flamme med den italienske trikolores farver udsmykke Fratelli d’Italias partilogo. Den symbolske flamme er arvet fra partiets forgænger, Movimento Sociale Italiano. Her var det tiltænkt at symbolisere fascismens eviggyldighed, trods antifascismens bestræbelser i efterkrigstiden.

Meloni nægter at fjerne flammen, og direkte adspurgt mener hun, flammen i dag symboliserer det modsatte: Det viser partiet såvel som Italiens rejse fra fascisme til republikansk demokrati. Symboler virker nu engang bedst, hvis der er enighed om, hvad de henviser til, og man kan derfor forestille sig, at flammen i al fald også fungerer som hundefløjte til de vælgere på det yderste højre, som Meloni ikke har ønsket at skubbe fra sig i sine bestræbelser på at nå magtens kerne.

Selvom Melonis forsvar for flammen i Italiens farver er mindre overbevisende, er hun gået længere end hidtil i denne valgkamp for at understrege, at partiet ingenlunde er fascistisk. Hun betragter fascismen som et fortidsfænomen, man skal anerkende eksistensen af, men som intet har at gøre med nutidige forhold. Hun tager entydigt afstand fra det fascistiske regimes racelove, krigserklæringer og diktatur, men kalder handlingerne for “fejl”, der i eftertiden har overskygget de gode ting, regimet også udrettede.

Nok fremhæver Meloni fascismens uhyggeligheder og indrømmer også, at denne arv definerer det fascistiske regime, men idet hun nuancerer sin generelle afvisning af fascismen, fjerner hun tyngden bag sin afstandtagen. Hun tydeliggør ikke, præcis hvilke fortræffeligheder hun tilskriver Mussolinis regime, men en udbredt vending i Italien støtter hendes synspunkt: Mussolini gjorde også mange gode ting. Frem mod valgdatoen har hun underspillet denne opfattelse, men den definerer alligevel partiets forhold til fortiden.

Blandt de typiske myter om fascismens bedrifter kan nævnes, at togene kørte til tiden, malaria nærved blev udryddet, og at antallet af analfabeter blev kraftigt reduceret. Om end det i grove træk er sandt, nedtones det i disse sammenhænge, at tiltagene udførtes med totalitære metoder, og at det øvrige ikke-fascistiske Europa også oplevede lignende fremskridt i samme periode. Ingen ville i øvrigt slippe afsted med rosende at hæfte sig ved Hitlers afsmag for tobak eller etablering af den tyske Autobahn uden at blive beskyldt for at være apologetisk overfor nazismens rædsler. Det forholder sig anderledes i Italien. Her har man ikke taget det nødvendige opgør med fascismen, hvorfor regimet stadig kaster skygger ind i nutiden.

Fortidens mørke og gråzoner

Efter Anden Verdenskrig definerede et antifascistisk partipolitisk flertal, hvordan Italiens fremtid skulle formes. De skrev en ny forfatning, der tydeliggjorde, at Italien fremover bevægede sig i en ny antifascistisk retning. Ikke desto mindre videreførtes flere af det fascistiske regimes praksisser og særligt på et emotionelt og historiografisk niveau, blev fascismen undskyldt.

Fra et pragmatisk og praktisk synspunkt havde fascismen simpelthen haft for meget magt for længe til at man kunne forsvare at lade hele systemet bryde sammen. Det ville være økonomisk uoverlagt og dybt ineffektivt. Bureaukrater med fascistisk partibog fortsatte derfor med at administrere landet, og de fascistiske kæmpebyggerier blev stående. I mange tilfælde bibeholdt man sågar fascismens symboler og inskriptioner. Opgøret med fascismens regime var ikke kun et statsanliggende men gav også lejlighed til personlig og familiær selvransagning.

Da Italien havde været fascistisk i over tyve år, kunne kun enkelte se sig fri for medvirken eller medløberi. Fra 1938 havde medlemskab af fascistpartiet været en forudsætning for at arbejde, og diskussionen om skyld og skam blev undertrykt og bagatelliseret. Hvis alle var skyldige, var ingen jo skyldige. Samvittighedskvaler tyngede den tyske folkestemning, men i Italien insisterede man på at begrave fortiden levende og forsøgte i stedet at forskyde ansvaret. Italienernes skæbne havde været i hænderne på en demagog med storhedsvanvid, men den enkelte italiener kunne ikke selv bebrejdes. “Italiani brava gente” sagde man til hinanden, og selv i dag høres udtrykket, der kan oversættes til, at italienerne jo er gode folk.

Det manglende italienske Holocaust blev også fremhævet som formildende omstændighed ved fascismen. Ganske vist døde italienske jøder også i koncentrationslejrene, men de døde ikke på italiensk jord, og det jødiske spørgsmål blev både formuleret og besvaret af Nazityskland. Fascisterne havde bistået jødeudryddelserne og begrænsede jødernes rettigheder fra 1938, dog fødtes fascismen ikke med antisemitismen i sin ideologiske kerne, men giftede sig til det i sin alliance med Hitler. Dette argument negligerer fuldkommen de racistisk motiverede krigsforbrydelser italienerne udførte i deres erobringskrige i Afrika. Mange udlægger det til stadighed sådan, at fascismens store brøde var dets alliance med nazismen.

Det synspunkt blev på sin vis også bekræftet af de allierede. Der var ingen Nürnbergproces for italienerne, og eftersom italienerne fra 1943 havde fyret Mussolini og formelt havde kæmpet på allieret side, fik de lov også i den internationale offentlighed at opfatte sig selv som sejrherrer ved krigens afslutning. Kun det fåtal, der loyalt havde fulgt Mussolini og hans kumpaners desperate modstand mod de allieredes fremmarch efter 1943, blev betragtet som pariaer af både de allierede og deres landsmænd.

Når Meloni insisterer på at se gråtonerne i sin vurdering af fascismen, kan det altså ikke alene tilskrives hendes position på det alleryderste højre. Hun gentager også udbredte folkemyter og benåder den fælles italienske historie. Hendes politik er nationalistisk, og hendes projekt er at styrke italiensk stolthed og identitet. I den sammenhæng finder hun det nytteløst og forstyrrende at hæfte sig ved historiens mørke kapitler, herunder fascismens grusomheder. Meloni giver i stedet italienerne en selvfortælling, de kan være stolte af. Italienerne er jo gode folk, og påstås andet, betragter hun det som en national fornærmelse.

Fascismens flygtige kerne

Nok benytter Meloni fascismens symboler, men det er ikke selvfølgeligt at tilskrive hendes politik en fascistisk karakter. Skal man vurdere, om hendes politik er sammenlignelig med fascistisk ideologi, må man gøre det klart, hvad fascisme egentlig er, og det er lettere sagt end gjort.

Den italienske fascisme, som Mussolini legemliggjorde, må betragtes som influerende på eftertidens forståelse af begrebet. Men regimet ændrede kurs og abonnerede på så forskelligartede idéer, at det er vanskeligt at fange dets kerne. Blandt mange eksempler kan nævnes, at Mussolini indgik alliancer med både den katolske kirke og det italienske monarki, selvom han var erklæret ateist og republikaner, og at den fascistiske politik gik fra at imødekomme arbejderrettigheder til at undertrykke dem. Derfor diskuteres det fortsat flittigt i forskningsverdenen, hvordan man skal definere fascismen. Der er ikke nogen vindende udlægning, men bare fordi fascismebegrebet dækker over mange ting, må det ikke reduceres til alting og dermed ingenting. 

Fascismen har klare karakteristika, men der er ikke enighed om, hvilken værdi man skal tillægge dem. Hvor vigtig var førerkulten og den hierarkiske magtopdeling? Den nationale og eventuelt etniske overherreopfattelse? Krigermentaliteten og dødskulten? Den propagandistiske undergravning af demokratiet? Eller den totalitære og korporative stat? Meget vigtig fristes man til at sige. Men var det hele lige vigtigt? Skal alle elementer være til stede, før der er tale om fascisme, eller kan man nøjes med et enkelt? Forsøgene på at indfange fascismens røde tråd er også præget af, hvilken kontekst man bruger begrebet. Ønsker man at finde lighedspunkter mellem den italienske fascisme og enhver anden kontekst, kan man grundet fascismens collagestruktur sandsynligvis finde dem. 

Dermed ikke sagt, at diskussionen ikke er vigtig, og at diskussionen ikke udvikler sig. Men nuancerne og kompleksiteten af den akademiske diskussion lader sig vanskeligt overføre til den offentlige samtale, der skrives i overskrifter og med versaler. Også her hersker naturligvis flere opfattelser af, hvad der er særligt kendetegnende for fascismen, men det er alligevel et simplere billede, der tegner sig. Fascismeprædikatet bruges her fortrinsvis om noget højreorienteret, racistisk og først og fremmest rædselsfuldt. I den politiske samtale er det blevet reduceret til et skældsord, og i langt de fleste tilfælde reducerer man Mussolinis fascismes rædsler for at få fortiden til at passe til nutiden.

Ved efterårets italienske valg er Meloni særligt blevet mødt af fascismeanklager. Tidligere har andre højrefløjspolitikere såsom hendes nærmeste koalitionspartnere måtte forsvare sig mod bebrejdelserne. Salvini har ved flere lejligheder citeret Mussolini, og Berlusconi har bagatelliseret Mussolinis behandling af sine kritikere. Begge har de haft en samling af støtter og vælgere, der er gået endnu længere i deres fascistoide tilbøjeligheder, og begge har de på den baggrund skulle stå til regnskab i dagspressen.

Meloni, Salvini og Berlusconi har frem mod valget allieret sig, og fælles for dem alle er, at de utvivlsomt har et problematisk forhold til det yderste højre. Men det alene gør dem ikke til fascister. Alliancen mellem Meloni, Salvini og Berlusconi har også utvivlsomt en meget højreorienteret politik. Med skrappe midler ønsker de at begrænse antallet af asylansøgere og migranter, de er kritiske overfor LGBTQ+, og de vil beskytte Italiens suverænitet og særinteresser mod liberale institutioner som EU. Men det gør dem ikke nødvendigvis til fascister.

Måske i et forsøg på at inkludere nuancerne fra den faglige debat, vægrer flere sig ved direkte at kalde Meloni fascist. Måske hun i stedet er neo-fascist? Det begreb dækker over en anerkendelse af, at Mussolinis projekt ikke kan genrejses, men at fascismens racisme kan genfindes i en moderne favorisering af hvide europæere. Eller hun kan være post-fascist? Her er også tale om en fascisme-mutation, hvor fascismen nu ifører sig demokratiets klæder, og alligevel fastholder noget ubestemmeligt ideologisk gods. Begge – og øvrige lignende – betegnelser lider under manglende klarhed. Ved at tilføje præfixer udvander man fascismeelementet til et blandingsforhold, hvor det i mindre grad bliver tydeligt lige præcis hvilket delelement af fascismen, der spejles.

“Hvis jeg var fascist, ville jeg indrømme det”

Der ytres konkret to forestillinger om Melonis fascistiske tendenser. De kan deles op i en opfattelse af Meloni som enten fortrinsvis ond eller dum. Førstnævnte mener, at Meloni ikke er ærlig om sine intentioner. Nok siger hun, at hun ikke er fascist, men de, der gerne vil betegnes som fascister, stemmer stadig på hende, og hun bruger også fascismens symboler. Uanset hvad hun siger, er hun ikke til at stole på over en dørtærskel, simpelthen fordi hendes modstandere ikke tillægger hendes ord nogen sandhedsværdi. Denne anklage kan ikke afkræftes, uanset hvad Meloni siger.

Den anden forestilling om Melonis forbindelse til fascismen bygger på glidebaneargumentet. Her fremføres det, hvordan Melonis nuværende projekt kan starte en lavine af irreversible fascistiske politikker. Lige så vel som Fratelli d’Italias ideologiske projekt er blevet stadig mere saneret siden dets moderpartis etablering i efterkrigstiden, kan processen rekylere, og partiet genradikaliseres. Det starter måske med en moralsk hvidvaskning af Meloni, men stoppes det ikke der, ender det i racelove og diktatur. Ved dette argument betragtes Meloni ikke nødvendigvis som medgerningsmand til den store ulykke, men ved at legitimere hende som magthaver vil italienerne have åbnet en fascistisk sluse.

Venstrefløjens bestræbelse på at udmåle præcis, hvor fascistisk Meloni og hendes politiske allierede er, har fulgt højrefløjen som en sten i skoen al den stund, de har haft magt. Det har været et stort problem for Meloni, at hendes modstandere bestandigt har kunnet finde lokalformænd fra Fratelli d’Italia, der fejrer Mussolinis fødselsdag, har tatoveringer med fascistiske slagord eller udtaler sig antisemitisk. I sin afstandtagen fra disse mennesker har Meloni omtalt dem som nyttige idioter i venstrefløjens tjeneste. Store dele af det jødiske samfund og veteranerne fra den antifascistiske modstandskamp har været principielle modstandere af hende og partiet. Deres antipati mod hende har tynget hendes popularitet. Det er ikke længere et problem. Valget har gjort Fratelli d’Italia til det største parti, og højrekoalitionen har vundetsuverænt. Fascismediskussionen fylder stadig meget på venstrefløjens opfordring, men overvældende mange italienere har tilsyneladende været ligeglade.

Det kan formentlig tilskrives flere ting. For det første føromtalte udbredte forestillinger om, at fascismen ikke var så slem. For det andet en fatigue over bestandigt at debattere Melonis sande ansigt i stedet for at debattere hendes politik. Til syvende og sidst ender diskussionen altid på børnehaveniveau. Meloni siger mopset, at hun i hvert fald ikke er fascist, og venstrefløjen insisterer på, at jo hun er så. Selv forsøger Meloni at fremføre sig som en umiddelbar politiker, der siger tingene som de er. “Når jeg er noget, så deklarerer jeg det. Jeg skjuler mig aldrig. Hvis jeg var fascist, ville jeg sige det,” insisterede Meloni i et engelsksproget interview.

Hendes slogan går på selvsamme. Ved et valgmøde i 2019 opsummerede hun med harmdirrende svulstighed, hvem hun var. “Jeg er Giorgia. Jeg er en kvinde. Jeg er mor. Jeg er italiener. Jeg er kristen.” Hendes ord er ikke blot definerende for hende som person men også for hendes politiske projekt. Hun mener, det er farligt og forkert at påstå, der findes mere end to køn. Hun vil gerne have aborttallet ned i Italien. Hun vil gerne beskytte italiensk særidentitet og homogenitet. Og hun vil lægge kirkens konservative familieforestilling til grund for Italien. Ved at understrege, at hun uproblematisk ville indrømme det, hvis hun var fascist, iscenesætter hun også sig selv som en politiker, der går i rette med aria fritta. Friteret luft er det italienske udtryk for varm luft, og netop denne gasart har ry for at være endog særligt udbredt i de italienske politiske korridorer. I starten af 1990’erne mistede italienske politik sin uskyld, da det blev tydeligt, at enorme dele af den politiske elite var dybt korrumperet. Lige siden har den italienske befolkning opfattet udenomssnak, palaver og brudte løfter som selvfølgelige politiske fænomener og sukket efter politikere, der talte lige ud af posen.

Realpolitisk populisme

Italienerne er bekymrede for vinterens varmeregninger og inflationens påvirkning på de små husholdninger. Flygtninge og migranter dør i Middelhavet, italienske fiskere bjerger deres lig, og det italienske samfund har haft svært ved at integrere mange af dem, der rent faktisk når kysten.

Italiens økonomi er omsider kommet op til overfladen igen, men gisper stadig efter vejret, og EU kigger derfor de italienske politikere over skuldrene hver gang de griber til pengepungen. Italien er et af de EU-lande, hvor færrest har en universitetsuddannelse, og hjerneflugt er udpræget. Syditalienere opsøger de prestigefyldte universiteter og gode jobs i Norditalien, og de dygtigste kandidater tiltrækkes af udlandet. Fødselstallet er dramatisk nedadgående, reel ligestilling en fjern utopi og coronapandemien trækker stadig spor efter sig i lokalsamfund og folkesundheden. Det er næsten lige gyldigt, hvor man kigger hen: De politiske kriser er allestedsnærværende.

Disse politiske kriser indsættes, som det også ses andre steder i Vesten, ikke længere primært i en ideologisk kontekst baseret på fordelingspolitiske præferencer. Venstrefløjen varetager ikke længere fortrinsvis arbejderklassens interesser, og højrefløjen appellerer ikke fortrinsvis til velhavere. Ganske vist forstås italiensk politik fortsat almindeligvis som en kamp mellem højre- og venstrefløj, men vælgergrupperne har forskubbet sig, og den egentlige konflikt formuleres hyppigere mellem de udstødte og eliten. Det er langt mere meningsfuldt at se valget som et valg mellem populisme og etablissement end mellem fascisme og antifascisme.

Højrefløjen med Meloni i spidsen taler til de klemte italienere, der ikke oplever, at de statslige og internationale institutioner har hjulpet dem. Mange oplever den politiske magt som et fjernt anliggende, der kun intervenerer i deres liv i negativ tvangsmæssig sammenhæng. Med sin store løftede pegefinger fortæller staten, at folk skal betale skat og lade sig vaccinere. Meloni og hendes allierede agiterer på populistisk vis for, at folket ikke skal lægge under for magten, men have magten.

Omvendt er centrumvenstre blevet synonym med en teknokratisering af politik, og selvom det ikke skorter på politiske ledere i den ende af det politiske spektrum, betragter de den nu afgående apolitiske og teknokratiske premierminister, Mario Draghi, som topmålet af politisk forvaltning. De arbejdervælgere, der for tredive år siden med den største naturlighed stemte på kommunisterne eller socialisterne, stemmer i dag i høj grad på protestpartiet Femstjernebevægelsen, der ikke længere præsterer tidligere tiders valgresultat , og på de populistiske højrepartier. Den formelle arvtager til venstrefløjens ideologiske projekt, centrumvenstres største parti, Partito Democratico, er derimod et foretrukket parti for dem med lange uddannelser og klækkelige årsindkomster.

Fascismediskussionen bringes hyppigt på banen af netop Partito Democratico i et forsøg på at delegitimere højrefløjen, men kritikken passer til højrefløjens narrativ om en magtelite, der ikke vil afgive magt. Meloni kan udlægge anklagen som endnu et af elitens moraliserende forsøg på at lade folket forstå, at alle og enhver ikke må få magt, men at det kræver en vis politisk baggrund og opdragelse. Med Meloni som premierminister vil Italien sætte flere rekorder. Ikke siden Anden Verdenskrig har Italien haft en premierminister med så stærke bånd til fascismen. Og aldrig har den italienske befolkning været mere ligeglad.