Længe leve lederen

Med udgangspunkt i Max Webers forståelse af karisma som autoritetsform undersøger denne artikel den karismatiske leders alliance med folket. Begrebet er beslægtet med populismebegrebet, men bidrager særskilt med et udtalt fokus på lederen og dennes optræden og en fornemmelse af den karismatiske leders sårbare relation til folket. Karismaen kan til- og aftage og er afhængig af omverdenens perception. Hvis lederen af sin omverden betragtes som karismatisk, så er lederen karismatisk. Omvendt - hvis lederen skuffer sine støtter, ikke lever op til deres forventninger, udgår af det politiske spil eller på anden vis underpræsterer, så kan støtternes vurdering af lederen ændre sig, og karismaen derfor falme. Karisma kan derfor ikke objektivt indfanges, men etableres af støtterne og gives til lederen. Selvom lederen skulle ønske at blive betragtet som karismatisk, er vedkommende det altså ikke, før end omverdenen bekræfter det.

Om end den karismatiske leder ikke nødvendigvis er demokratisk, og endog historisk set har optrådt meget autoritativt, er der et afhængighedsbånd mellem leder og folk. Derfor er det relevant at undersøge, hvordan den karismatiske leder præsenterer sig i forhold til folket. Til dette formål belyses de to italienske politikere, Silvio Berlusconi og Matteo Salvini. Netop disse politikere er i fokus, fordi de repræsenterer forskellige arketyper af den karismatiske leder. Begge har de oplevet rutsjebaneture i meningsmålingerne, politiske nederlag og modvind, men deres støtter tilbeder dem fortsat loyalt. Karismatisk lederskab afhænger ikke af antallet af støtter, men snarere af måden hvorpå lederen konstitueres af sine støtter.