Øget engagement i Asien er afgørende for Europas plads i den fremtidige verdensorden

Mens Europa har fokus rettet mod krigen i Ukraine og håndteringen af Rusland, er øjnene i såvel Beijing som Washington rettet mod Asien. Den fremtidige verdensorden vil i høj grad blive formet af økonomiske, politiske og militære udviklinger i denne region. Asien tegner sig i dag allerede for over 60 pct. af verdens økonomiske vækst og udgør et knudepunkt på hele kontinuummet af globale produktions- og værdikæder med innovation og højteknologi øverst på dagsordenen. I 2035 ventes over 50 pct. af verdens befolkning, inkl. en voksende middelklasse, at bo i regionen.

Tyngde flyttes fra Europa

Med større økonomisk tyngde følger også krav om større international status og indflydelse fra landene i Asien. Det gælder ikke kun Kina, men også lande som Indien og Indonesien, der i stigende grad presser på for udviklingen af en verdensorden, som afspejler deres ideer og varetager deres interesser. De vil ikke længere sidde på sidelinjen, men vil med ind på banen – og de vil også være med til at udvikle spillereglerne.

Det resulterer i et stigende og mere proaktivt engagement i internationale multilaterale organisationer, særligt inden for FN-systemet, men også regionale organisationer tillægges mere vægt. Det gælder eksempelvis Shanghai Cooperation Organisation (SCO), som de senere år har optaget flere medlemmer og tager flere emner op. Regler, normer og standarder, som opnår enighed i SCO-regi, hvor medlemslandene i dag står for ca. 30 pct. af verdensøkonomien og 44 pct. af verdens befolkning, kan ikke affejes af USA og Europa.

Særligt Kina anser SCO som en vigtig platform til fremme af en kinesisk førerrolle i udformningen af den fremtidige verdensorden senest med lanceringen af to nye initiativer kaldt ”Global Development Initiative” (GDI) og ”Global Security Initiativ” (GSI), der er Beijings bud på, hvordan international udvikling og international sikkerhedshed nu skal gentænkes. Der er endnu småt med konkret indhold i de to initiativer – det vigtigste kinesiske budskab så vidt er, at det er noget andet, end hvad USA har stået for de sidste mange årtier og som ikke har bragt meget godt med sig eksempelvis i Afghanistan, der ofte fremhæves af kineserne.

Der spores i det hele taget en højere grad af selvsikkerhed og villighed til at udfordre USA og Europa. Som den indiske udenrigsminister Jaishankar slog fast i juni 2022 efter gentagne europæiske forsøg på at få Indien til at tage afstand fra den russiske invasion af Ukraine ”Europa er nødt til at gå væk fra den tankegang, at Europas problemer er verdens problemer, men verdens problemer er ikke Europas problemer.” Det er – modsat den gængse fremstilling – ikke slut med den regelbaserede verdensorden, men det er slut med, at det er USA og Europa, der relativ enerådigt sætter reglerne. Der vil nu i højere grad være intensive forhandlinger om reglerne, og her vil udviklinger i Asien spille en afgørende vigtig rolle.

Stormagtskonkurrencen mellem USA og Kina udspiller sig særligt i Asien

Biden-administrationens nationale sikkerhedsstrategi fra oktober 2022 slår fast, at stormagtskonkurrencen er det overordnede prisme, som amerikansk sikkerheds- og forsvarspolitik indrettes efter med Kina som stormagtskonkurrenten. USA har de senere år rettet fokus – økonomisk, politisk og militært – mod Asien, hvilket fortsætter trods Ruslands invasion af Ukraine.

I Kina har generalsekretær Xi Jinping på den nyligt overståede 20. Partikongres gentaget den overordnede ambition om, at Kina skal indtage en stormagtsposition på linje med USA, hvilket forudsætter, at Kina først konsoliderer sig som den stærkeste og dagsordenssættende magt i Asien. Stormagtskonkurrencen mellem Kina og USA udspiller sig mest intenst i Asien med tyngde i Det Sydkinesiske Hav og Taiwan Strædet, hvor kinesisk militær nu for alvor begynder at udfordre det amerikanske.

Det blev senest demonstreret under krisen i Taiwan Strædet i august 2022 foranlediget af Nancy Pelosi’s besøg til øen, hvor det kinesiske militær for første gang havde øvelsesområder hele vejen rundt om Taiwan med overflyvning af kinesiske missiler. Efter krisen har der indfundet sig en ny normaltilstand i Taiwan Strædet med markant øget militær tilstedeværelse fra såvel kinesisk som amerikansk og taiwansk militær.

Samtidig tyder seneste udmeldinger fra både Biden-administrationen og Kongressen på, at USA’s støtte, inkl. militært, til Taiwan fortsat vil blive styrket. Det er en farlig udvikling. Med stærke modsatrettede interesser og voksende mistillid er Taiwan Strædet det brændpunkt, hvor der er størst risiko for en militær konflikt mellem USA og Kina de kommende år.

I erkendelse af, at USA ikke kan håndtere Kina alene, styrker Washington i disse år sikkerhedspolitiske og militære relationer med regionale allierede og partnere og indgår nye politiske og sikkerhedspolitiske samarbejder som eksempelvis QUAD bestående af USA, Australien, Japan og Indien samt AUKUS, som er en sikkerheds- og forsvarspolitisk aftale mellem USA, Storbritannien og Australien, der bl.a. skal sikre levering af atomdrevne ubåde til den australske flåde. Dette resulterer også i større amerikanske forventninger til europæiske allierede og partnere, inkl. i NATO-regi, om et større engagement i Asien. Det kan eksempelvis være i form af permanente europæiske bidrag til amerikansk-ledede flådeoperationer i regionen – såkaldte ”Freedom of Navigation Operationer” (FONOPS). 

Indviklet geopolitisk landskab

Størstedelen af landene i Asien ønsker ikke at vælge klart side i den tiltagende konfrontation mellem Kina og USA, hvilket også hænger sammen med en bekymring angående den fremtidige amerikanske villighed og evne til at levere på USA’s sikkerhedsgarantier. Derfor ses i disse år en udvikling, hvor landene i regionen på diskret, men proaktiv, vis indgår sikkerhedspolitiske og militære partnerskaber og aftaler på kryds og tværs samtidig med, at de øger deres forsvarsbudgetter.

Senest i oktober 2022 er Australien og Japan blevet enige om at styrke det militære samarbejde med fælles træning og deling af efterretninger. De sydøstasiatiske lande ført an af Indonesien og Singapore søger at styrke ASEAN’s rolle som buffer mellem stormagterne og omdrejningspunkt for regionens konflikthåndtering. Resultatet er et yderst komplekst og dynamisk væv af relationer og samarbejder, som spænder bredt over økonomiske, teknologiske, politiske og militære områder.

Der er ikke noget, der er afgjort og givet – kun en ting nemlig at hvis Europa, herunder Danmark, skal have indflydelse på denne for den fremtidige verdensorden afgørende region, så kræver det, at vi engagerer os.

Europas selvstændige rolle og bidrag i Asien

Over de seneste år har der i Bruxelles såvel som i de enkelte europæiske hovedstæder – særligt Paris, London og Berlin – indfundet sig en stigende erkendelse af behovet for et øget europæisk engagement i Asien. EU’s Indo-Pacific-strategi lanceret i september 2021 står som en foreløbig kulmination med adskillige bud på, hvordan Europa – også via EU’s konnektivitetsinitiativ ”Global Gateway” relanceret i december 2021 i en ny geopolitisk udgave som et modsvar til Kinas ”Den Nye Silkevej” – skal bidrage til regionens stabilitet, sikkerhed og velstand bl.a. ved at præsentere alternativer til kinesiske investeringer for at fremme menneskerettigheder og bæredygtig udvikling.

Den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har imidlertid centraliseret og bundet europæisk fokus og ressourcer til Europa. Selvom det er fristende at konkludere, at den fornyede trussel fra Rusland understreger det fornuftige i en arbejdsdeling mellem Europa og USA, hvor Europa koncentrerer sig om Rusland og den europæiske sikkerhedsorden, mens USA fokuserer på Kina og Asien, er det uhensigtsmæssigt af flere grunde. Primært bygger det på en forkert antagelse om, at USA og Europa kun har sammenfaldende interesser i Asien. Det har de ikke.

USA har fokus på at fastholde amerikansk dominans, mens Europa – i stil med Kinas nabolande – prioriterer stabilitet, sikkerhed og velstand. Adskillige af de regionale lande ser et europæisk engagement som en vigtig modvægt til den USA-Kina opdeling, som ellers præger regionen. De efterspørger erfaringsdeling og hjælp til kapacitetsopbygning fra Europa – det gælder på de store overordnede politikområder som frihandels- og klimaforhandlinger og institutionsopbygning eksempelvis i forhold til konflikthåndteringsmekanismer såvel som i forhold til mere konkrete opgaver såsom opbygningen af landenes kystvagtskapacitet og internationale havretskompetencer. Her er en rolle at spille for Europa, som også vil sikre europæisk indflydelse på de regler, normer og standarder, som kommer til at definere den fremtidige verdensorden.

Det er også tvivlsomt, om USA på sigt vil stille sig tilfreds med en arbejdsdeling, hvor europæiske allierede og partnere ikke deltager aktivt i Asien. NATO’s kerneopgave i mange år frem bliver kollektiv afskrækkelse og forsvar i forhold til Rusland mod øst, men som alliancens vigtigste land, USA, flytter strategisk fokus og militær tyngde mod Kina og Asien, vil det uundgåeligt også stille nye krav til alliancens europæiske medlemmer.

Med det nye strategiske koncept retter NATO et øget fokus på såvel den regelbaserede verdensorden, hvor Asien vil udgøre den centrale arena, som de udfordringer et stærkere og mere selvhævdende Kina stiller alliancen overfor. Det taler samlet for, at NATO uundgåeligt vil skulle forholde sig mere til Asien. Der er også tydelige tegn på, at Washington fortsat søger at få NATO mere engageret i Asien. Ved seneste NATO-topmøde i sommeren 2022 deltog statsledere fra de fire amerikanske hovedallierede i Asien – Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand – således for første gang på statslederniveau.

Camilla T.N. Sørensen er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet