Ruslands invasion i Ukraine sætter sydøstasiatiske lande på prøve

Mens invasionen i Ukraine har fået en række vestlige lande til at fremstå mere samlet, er situationen i Sydøstasien markant anderledes. Her er landene i stigende grad splittede i reaktionerne på Ruslands krig i Ukraine. Siden invasionen har de slået knuder på sig selv i forsøget på at undgå at lægge sig ud med USA, Kina og Rusland.

De sidste 20 år har Rusland været den absolut største våbeneksportør til Sydøstasien, og selv om eksporten er faldende, leverer Rusland stadig op mod 30% af de samlede våbenleverancer til regionen. Vietnam, Malaysia, Indonesien, Laos og Myanmar er de største aftagere af våben fra Rusland.

Samarbejdet mellem Rusland og Sydøstasien har været fokuseret på våbeneksporten. Regionen har de seneste årtier ikke været en politisk eller handelsmæssig prioritet for Rusland.

Den sydøstasiatiske sammenslutning, ASEAN, som repræsenterer de 10 sydøstasiatiske lande, er verdens femtestørste økonomi, og repræsenterer mere end 650 millioner indbyggere. ASEAN er muligvis den mest forskelligartede regionale organisation i verden. Den omfatter både autoritære styrer (Vietnam, Laos og til dels Cambodia), et absolut monarki (Brunei), lande hvor militæret reelt sidder på magten (Thailand og Myanmar) og en række lande, der er mere eller mindre demokratiske (Malaysia, Singapore, Indonesien og Filippinerne).

I ASEAN træffes alle beslutninger af betydning i konsensus, og det har kendetegnet organisationen, at den aldrig har været i stand til at markere en klar linje, når der opstod politiske kriser. Det viste sig sidste år i forbindelse med militærkuppet i Myanmar, hvor ASEAN i stedet for at bidrage til en løsning har givet militærstyret mulighed for at konsolidere sig.

Det var ikke forventeligt, at ASEAN ville bakke op om Vestens linje i Ukraine-konflikten, men selv efter ASEAN´s egne standarder, har udmeldingerne været vage og udtryk for laveste fællesnævner. I korte pressemeddelelser har ASEAN opfordret parterne til at indlede en fredelig dialog og forhandling. Hverken Rusland eller ordet ”invasion” er blevet nævnt.

Ser man på de enkelte landes reaktion på invasionen, tegner der sig et broget billede. Vietnam og Laos afstod fra at stemme for FN-fordømmelsen af Ruslands invasion, mens Myanmars militærstyre åbent støttede invasionen. Thailand vurderede, at en fordømmelse af Rusland kun ville gøre situation værre. Malaysia og Indonesien har været uklare i deres udmeldinger. Singapore er det eneste ASEAN-land, der har været klar i fordømmelsen af Rusland og har fulgt kritikken op med sanktioner – i øvrigt de første sanktioner i landets historie rettet mod et andet land.

Vietnam er det ASEAN-land, der befinder sig i det største dilemma i forhold til Rusland. Vietnam støtter ikke invasionen, og er normalt tilhænger af en regelbaseret international lov og orden. Det har landet vist ved flere lejligheder i forbindelse med territorialstridighederne med Kina i det Sydkinesiske Hav. Regeringen i Hanoi har imidlertid været meget afdæmpet i sine udtalelser i forhold til konflikten, og har internt i ASEAN bidraget til at blokere antydninger af fordømmelse af Rusland. Det skyldes bl.a., at der siden Vietnam-krigen har været tætte relationer mellem de to lande og at Vietnam mellem 1995 og 2019 købte over 80% af sit militære udstyr i Rusland.  Vietnam ønsker ikke at sætte de gode relationer over styr selv om landet også har et strategisk samarbejde med USA.

De fleste af de sydøstasiatiske lande ser ingen fordele ved at markere sig i konflikten i Ukraine, og de reagerer, nærmest per instinkt, neutralt i spørgsmål, der splitter Kina og USA. De sydøstasiatiske statsledere ønsker ikke at være en del af et vestligt narrativ om, at konflikten i Ukraine er en kamp mellem demokratier og autokratier.

I forvejen kæmper landene dagligt en kamp for at undgå at blive inddraget i den strategiske konkurrence mellem Kina og USA, der har udfoldet sig i regionen de senere år.  De sydøstasiatiske lande ønsker ikke at vælge side og forsøger i stedet at balancere deres forhold til begge lande. Set i det lys var neutralitet i konflikten i Ukraine nok det bedste USA og Vesten kunne forvente fra Sydøstasien.