Ruslands invasion af Ukraine har kastet den kinesiske regering ud i en uhyre vanskelig balanceakt

Da Kina ved fredagens afstemning i FN’s Sikkerhedsråd afstod fra at stemme om et resolutionsforslag vedrørende konflikten i Ukraine, efterlod det Rusland alene om at bruge sin vetoret til at blokere forslaget. Forud var gået intense forhandlinger anført af amerikanerne for at undgå et kinesisk veto – og for dermed at kunne udstille Ruslands isolation i Sikkerhedsrådet. Kinas beslutning var så meget desto mere opsigtsvækkende i lyset af de senere års stemmepraksis i Sikkerhedsrådet, hvor Beijing i stigende grad har fundet sammen med Moskva om at blokere for vestligt sponsorerede resolutioner (fem af de seneste syv vetoer har været sådanne ”dobbelt-vetoer”). 

Selv om det er fristende at se afstemningen som et vidnesbyrd om fremvoksende sprækker i det ellers så tætte strategiske partnerskab mellem Kina og Rusland, skal vi snarere hæfte os ved den uhyre vanskelige balanceakt, Ruslands invasion af Ukraine har kastet den kinesiske regering ud i. Umiddelbart synes invasionen at have fanget den kinesiske regering på det forkerte ben, for så vidt kinesiske statsborgere ikke forinden var blevet opfordret til at forlade Ukraine, og måneden forinden havde præsident Xi Jinping endda lykønsket sin ukrainske kollega med 30 års diplomatiske relationer mellem de to lande. Under alle omstændigheder står der ganske meget på spil for Beijing, som nu tvinges til at foretage en afvejning af adskillige uforenelige hensyn i Ukraine-konflikten. 

1. Suverænitetsprincippet

For det første drejer det sig om suverænitetsprincippet, som altid har udgjort et helt centralt omdrejningspunkt for Folkerepublikken Kinas officielle retorik på den internationale scene og ikke mindst i FN-regi, siden Kinas overtagelse af FN-sædet fra Taiwan i 1971. Det skyldes ikke så meget de historiske traumer – påført af imperialistiske magter under Ydmygelsens Århundrede – som en vedvarende frygt for, at der bliver sat spørgsmålstegn ved Kinas egen suverænitet over Xinjiang, Tibet, Hongkong og Taiwan.

Kort før Ruslands invasion understregede Kinas udenrigsminister Wang Yi i tråd hermed, at ”ethvert lands suverænitet, uafhængighed og territorielle integritet skal respekteres og forsvares”, hvorefter han tilføjede: ”Det gælder også Ukraine.” Hvor nogle iagttagere frygter, at Kina vil kunne udnytte Ukraine-konflikten som et påskud til at invadere Taiwan, forsøger de kinesiske magthavere faktisk netop at undgå enhver form for sammenligning og gentager i stedet velkendte fraser om Taiwan som en uadskillelig del af Kina. 

2. Det grænseløse partnerskab med Rusland

For det andet gælder det Kinas partnerskab med Rusland, som er blevet styrket væsentligt siden Krim-konflikten i 2014, idet Vestens sanktioner allerede dengang fik Moskva til at orientere sig mere mod Beijing. I dag rangerer Rusland øverst i Kinas internationale partnerskabshierarki (foran Pakistan), og da Xi og Putin mødtes i Beijing forud for Vinter-OL udsendte de en omfattende fælles erklæring omkring en række nye samarbejdsområder og et strategisk partnerskab kendetegnet ved ”grænseløst venskab”.

I udtalelsen bakker de to stormagter også op om hinandens ”kerneinteresser” og ”legitime sikkerhedsbekymringer”, mens de stiller sig i stærk opposition til Vestens ideologiske hegemonisme og universalistiske menneskeretsidealer. Det tætte partnerskab afspejles da også i de foreløbige officielle kinesiske reaktioner på Ruslands angreb på Ukraine, som slet ikke omtales som en ”invasion”. I stedet har den kinesiske regering anklaget USA for at ”piske stemningen op” og NATO for at have fremprovokeret konflikten, mens statskontrollerede medier har ladet forstå, at ”Rusland ikke havde andre muligheder”. 

3. Forholdet til Europa og Vesten

For det tredje står der samtidig meget på spil for Kina i forholdet til Vesten og især Europa, som er dybt chokeret over den russiske invasion. Hvis kineserne lægger sig for tæt op ad Rusland i Ukraine-konflikten, vil det utvivlsomt forstærke de senere års tiltagende fremmedgørelse mellem Kina og Europa. Hermed cementeres den igangværende geopolitiske og geoøkonomiske blokdannelse, hvor europæerne i stigende grad orienterer sig mod Washington i den strategiske rivalisering mellem USA og Kina.

Mere konkret risikerer Kina – det har Biden-administrationen allerede gjort klart – selv at komme i sigtekornet for Vestens meget vidtgående sanktioner mod Rusland, hvis Beijing forsøger at afbøde effekterne af sanktionerne imod eksempelvis Ruslands centralbank. Og på et tidspunkt hvor Kina allerede kæmper med omsiggribende amerikanske sanktioner mod diverse kinesiske virksomheder, har den kinesiske regering næppe mod på at blive yderligere afskåret fra de vestlige markeder. 

Med andre ord har Ukraine-konflikten sat Kina i en særdeles penibel situation, hvor kineserne tilsyneladende tvinges til enten at distancere sig fra deres vigtigste strategiske partner eller Vesten i en højeksplosiv konflikt, som kan ende med at definere de internationale skillelinjer i mange år frem. Mon ikke den kinesiske regering i stedet vil forsøge at holde lav profil og afvente, at stormen lægger sig?

For ikke så mange år siden var Kinas udenrigspolitik netop kendetegnet ved en udpræget sans for pragmatisme og forsigtighed for dels at undgå at blive viklet ind i andre landes konflikter og dels at kunne koncentrere sig om Folkerepublikkens egen udvikling. Med Xi Jinping ved roret har Kina imidlertid anlagt en langt mere selvhævdende og risikovillig kurs, og derfor er det trods alt ikke utænkeligt, at Xi vælger at kaste sig ind på Putins side. 

Uanset hvad, bør kineserne tænke sig godt om denne gang, for som Jen Pskai – talskvinde for Det Hvide Hus – formulerede det på invasionens første dag: ”Dette er øjeblikket for Kina, for ethvert land, til at overveje, hvilken side af historien, de ønsker at stå på.”

Analysen er bragt i Ræson 28. februar 2022.