Vil de mellemøstlige fredsforhandlinger lykkes denne gang?

Når det handler om proces og indhold, er der ikke meget, der er adskiller sig fra tidligere runder af fredsforhandlinger. Det er stadig de store spørgsmål om flygtninge, Jerusalem, grænser, bosættelser og Israels sikkerhed, parterne skal nå til enighed om, og det er stadig USA som agerer mellemmand i direkte forhandlinger mellem de to parter. Går vi ned i detaljerne om processen, er der nogle små forskelle: i modsætning til 2010 vil den amerikanske udenrigsminister John Kerry gerne have en aftale på plads indenfor 9 måneder (i stedet for 12), alle udestående spørgsmål er i spil med det samme (sidste gang var fokus på de såkaldte ”nemme” spørgsmål om grænser og sikkerhed), og der er angiveligt ikke en fast køreplan for forhandlingerne. Derudover har USA insisteret på, at forhandlingsforløbet skal holdes hemmeligt, og parterne ikke skal kommentere på forhandlingerne offentligt, mens de foregår.

Men den største forskel fra sidste runde af forhandlinger i 2010, er at regionens sikkerhedsarkitektur er under  grundlæggende forandring. De arabiske oprør, krigen i Syrien og omvæltningerne i Egypten har sat Israels sikkerhed og grænser under yderligere pres, og Israel er formentlig nervøse for at oprøret kan brede sig til Vestbredden. Derudover har det palæstinensiske FN-spor og det europæiske pres på Israel også betydet, at Israel står mindre stærkt. På marginalerne kan det betyde, at Israel er mere interesseret i at indgå en fredsaftale med palæstinenserne end tidligere.

Ved sidste runde fredsforhandlinger i 2010 var det netop nye bosættelser, der var med til at få forhandlingerne til at bryde sammen. Og bosættelser har stor betydning for konflikten (de har ændret Vestbredden-Jerusalems sammensætning og gjort det noget nær umuligt for palæstinenserne at opnå en sammenhængende stat), også på det symbolske plan er bosættelser centrale, idet de bliver set som en indikation på Israels forhandlingsvilje eller mangel på samme. De nye bosættelser er derfor også blevet kritiseret af USA og palæstinenserne, sidstnævnte frygter, at Israel bruger fredsforhandlinger som et røgslør for reelt at fortsætte bosættelsespolitikken.

Imidlertid lader det til, at kritikken denne gang er mere rituel. Der går således rygter om, at en forhåndsaftale er blevet indgået. Den skulle under hånden give Israel grønt lys til at annoncere nye bosættelser til gengæld for løsladelse af palæstinensiske fanger fra israelske fængsler, der er en torn i øjet på den israelske højrefløj og store dele af den israelske befolkning. Men på den længere bane er det klart, at hvis nye bosættelser igen godkendes, mens parterne forhandler, kan det få forhandlingerne til at bryde sammen. Omvendt kan palæstinensiske angreb på Israel eller yderligere skridt i forhold til international anerkendelse af en palæstinensisk stat, få Israelerne til at forlade forhandlingsbordet.

Martin Indyk har både været ambassadør i Israel, arbejdet for AIPAC (den mest magtfulde Israelske lobby-gruppe i USA), rådgivet om Israel-Palæstina blandt andet under Camp David forhandlingerne i 2000 og var medstifter af Tænketanken Washington Institute for Near East Policy, som er kendt for at være meget pro-israelsk. PÅ den ene side betyder Indyks baggrund, at Kerry får en mand ved forhandlingsbordet, der kender konflikten indgående, og som ved, hvad der har virket og ikke virket. Indyk nyder uden tvivl israelernes tillid, og det kan muligvis få israelerne til at indgå kompromisser, de ellers ikke ville have gjort.

På den anden side er det også klart, at Indyk skal kæmpe det ekstra for at opnå palæstinensernes tillid, og at valget af en meget pro-israelsk chefforhandler er med til at sætte spørgsmålstegn ved USA’s rolle som neutral mægler endnu en gang. Det skal dog  tilføjes, at hos palæstinenserne og i den arabiske verden er USA’s rolle som neutral mægler længe blevet set som en sandhed med modifikationer.

Endelig kan man også stille spørgsmålstegn ved Kerrys valg af en (lidt for) erfaren Mellemøstforhandler. Indyk kender Israel indgående og har rådgivet og skrevet om Israel-Palæstina og var endog med under de fejslagne Camp David forhandlingerne i 2000. Men netop derfor er det værd at spørge, om Indyk er den rette mand til at finde nye løsninger og tænke ud af boksen.

Her må jeg desværre tilslutte mig koret af pessimister. Chancerne for, at det lykkedes denne gang, er minimale. Bare det at få de to parter til at blive ved forhandlingsbordet henover ni måneder og holde indholdet hemmeligt vil være lidt af en bedrift. Og selv hvis det imod alle odds lykkes at få forhandlet en endelig fredsløsning på plads, så vil spørgsmålet om den manglende opbakning i de to respektive landes befolkninger øjeblikkeligt melde sig. For kan palæstinenserne få Hamas med, og kan Israel få højrefløjen med på de indgåede kompromisser?

Alt det ved den amerikanske regering naturligvis også, og når Kerry og Obama alligevel prøver endnu en gang, skyldes det blandt andet det paradoksale forhold, at Israel-Palæstina konflikten lige nu synes langt nemmere at gå til end den brutale regionale konflikt i Syrien eller den spegede magtkamp i Egypten.