Macron er også på stemmesedlen i Europa-Parlamentsvalget

For den franske præsident Emmanuel Macron er valget til Europa-Parlamentet også et nationalt valg. Fra begyndelsen har han gjort Europa til en vigtig del af sit samlede politiske program. Den store Sorbonne-tale fra september 2017 indeholdt en byge af forslag til at gøre EU stærkere og mere integreret. De aktuelle europæiske forhold, herunder den politiske svækkelse i Berlin, i hvert fald som set fra Paris, og de hjemlige udfordringer gør det ikke længere særlig sandsynligt, at de mere vidtrækkende tanker fra Sorbonne-talen har megen gang på jord. Hvis det i øvrigt nogensinde var det.

Væk er derfor nu de mest flyvske erklæringer, og ind i centrum rykker Macron her i foråret et mere borgernært “Europa, som beskytter” , med sikre grænser, et effektivt forsvar, et strategisk værn af erhverv og jobs, og en klima/miljøpolitik, der tager tingene alvorligt. Til gengæld fanger bordet. Macron kan ikke sno sig ud af, at Europavalget den 26. maj også i høj grad bliver et nationalt opgør. En stemme for eller imod ham, sådan som det tit har været tilfældet med denne mellemtid mellem to præsidentvalg, og for en præsident som Macron og hans særlige politiske bagage med ekstra skrue.

Kriser favoriserer EU-kritik

Der er næppe noget helt klart billede af vælgerbevægelserne før en god uges tid, inden franskmændene skal til stemmeurnerne. Men der er en fast tendens. Marine Le Pens parti Rassemblement National (RN) har gennem længere tid haft solide målinger, enten lige foran eller lige efter Macrons LREM. Og begge partier langt foran alle andre. I modsætning til de nationale franske valg er det et forholdstalsvalg. Den, der vinder, har virkelig vundet. Der er noget på spil for begge parter, også for den Marine Le Pen, der har erklæret sig som den eneste rigtige opposition til Macron. Og som var sidste Europavalgs store vinder.

Macron har en del imod sig. Han har efter mange lørdage med de Gule Veste talt om “en krise for demokratiet”. Sådanne kriser har tendens til at favorisere populistiske partier, der ofte og også i Frankrig er anti-EU. Og dermed sende vælgere i en anden retning end Macrons pro-europæiske linje og hans politik i øvrigt, der er er blevet kaldt både-og-isme. Ingen enkle svar, men en bred midtsøgende vifte af synspunkter. Lidt som LREMs sammensatte kandidatliste, Renaissance, hvor spidskandidaten er den tidligere diplomat og europaminister Nathalie Loiseau. Hendes tekniske kompetencer og integritet kan ingen betvivle. Hverken som politiker eller kampagneleder har Loiseau dog megen erfaring eller statur.

Loiseau er samtidig havnet i stormvejr allerede de første dage af sin kampagne. I sin studietid lod hun sig skrive på en liste med politisk aktive gaullistiske studerende. Samt et par stykker fra det yderste højre. Hvis det bevæger sig mod et valg mellem ´populisterne og progressisterne´, mellem Le Pen og Macron, sådan som LREM lægger op til, gavner det ikke ligefrem, at præsidentens spidskandidat måske har flirtet med kræfter på det yderste højre.

Det burde stadig være en sag i den beskedne ende. Og affæren var måske ikke kommet til at fylde helt så meget, som den gør, hvis den var blevet effektivt håndteret af de involverede. Her er endnu en forhindring på Macron-fronten. Manglen på erfaring - og erfarne - i den politiske struktur omkring præsidenten giver friskhed, men kan også være noget af hæmsko.

Et lokomotiv uden så mange vogne

Forskellen til Marine Le Pens europakampagne er til at få øje på. Over for en midaldrende tidligere europaminister af det bedre borgerskab står en meget ung mand, Jordan Bardella, der har kæmpet sig fri af en opvækst i Paris´ belastede forstæder. Endda italiensk af fødsel, som ville le Pen sige, at der er mange måder at være europæisk på.

Den ene er ikke mere legitim end den anden, når det gælder diskussionen om Europas fremtid. Bakket tæt op af sin partileder er Bardella en effektiv kommunikator med fokuserede budskaber, der - ud over europadagsordenen centreret omkring national identitet - godt kunne samle en del af øjeblikkets utilfredse stemmer. Det er trods alt godt nyt for Macron, at den spændte nationale situation ikke allerede har givet le Pen en større tilslutning, end tilfældet er. Mindre godt nyt, at mens det traditionelle venstre i fransk politik stadig er splittet, går det pænt fremad også for François-Xavier Bellamy, spidskandidaten til Europa-valget for det traditionelle højres Les Republicains. Igen en kommunikator med lidt større gennemslagskraft end Loiseau og et klart værdibaseret budskab. Begynder nogle af de højrevælgere, der valgte Macron efter nedsmeltningen af deres eget parti i 2017, først at bevæge sig hjem igen, kan det betyde andet og mere end blot en rival ved Europavalget.

Det er ingen katastrofe, hvis det går Macron og LREM/Renaissance mindre godt her den 26. maj. Et valg, som franske vælgere traditionelt ikke ofrer den store opmærksomhed. Men præsidentens liv vil ikke være blevet lettere. Hans politiske profil og hans politiske platform, nationalt som internationalt, kan få endnu bule, hvis den proeuropæiske røst afgørende overdøves af en tvivlende fransk stemme. Som tidligere udenrigsminister Hubert Védrine sagde i et nyligt interview, kan den europæiske elite hurtigt blive et lokomotiv uden særlig mange togvogne. Og i et land af Gule Veste og tårnhøje udfordringer måske samtidig være et varsel om endnu større politiske sten på vejen.

Kirsten Biering er associeret senior rådgiver hos DIIS og forhenværende ambassadør i bl.a. Frankrig