Kuppets mange modstandere gør klar til at kæmpe for demokratiet
Militærkuppet i Myanmar den 1. februar er et stort tilbageskridt for den demokratiske og økonomiske udvikling, der begyndte for godt ti år siden, da generalerne bestemte sig for at åbne op over for Vesten og give plads til folkevalgte, civile ledere. Situationen ser sort ud. Generalerne har helt overtaget centralmagten og slår brutalt ned på modstand og kritik. Aung San Suu Kyi, præsident Win Myint og andre politikere, der vandt ved valget i november 2020, er sat bag tremmer eller i husarrest og står over for anklager, der kan sætte dem i fængsel i mange år. I midten af maj var omkring 800 civile modstandere af kuppet blevet dræbt, og ca. 4.000 er arresteret.
Men hærchefen, Min Aung Hlaings, politiske plan har slået fejl. Han lovede at få styr på økonomien, som er kraftigt påvirket af coronakrisen, og under påskud af, at Aung San Suu Kyis parti, NLD, havde svindlet sig til en valgsejr, foregav hærchefen at ville bringe Myanmar tilbage på den rette demokratiske kurs og samle en splittet nation. Det modsatte er sket. Økonomien ligger i ruiner, og det skyldes i stor udstrækning den massive folkelige modstand mod hæren. For hundredtusindvis af arbejdere i den offentlige sektor, bankerne og industrien strejker, og mange borgere boykotter militært ejede firmaer. Strejkerne er medvirkende til, at hæren ikke kan styre statsapparatet og sørge for offentlige ydelser til befolkningen. Folk, der er forfulgt af regimet, flygter ud af byerne til nogle af grænseområderne, hvor hæren til gengæld er i færd med at intensivere angreb på de etniske mindretalshære, der har modsat sig kuppet og beskytter modstanderne. Der er her især tale om nogle af de ældste mindretalshære, der i mange årtier har kæmpet mod militæret for at beskytte mindretalsrettigheder og opnå selvbestemmelse, men som i en kort årrække indgik våbenhvileaftaler. De er brudt nu.
Samtidig er mange udenlandske investeringer sat i bero. Vestlige lande, herunder USA og et samlet EU, har pålagt sanktioner mod militærets forretninger og de civile, der er gået med i hærens administrative råd. Verdensbanken forudså i midten af marts et fald på 10 pct. i Myanmars økonomi pga. kuppet mod en ellers forventet vækstrate på ca. 6 pct.
Som det ser ud nu, har hæren kun den rå, militære og voldelige magt tilbage – uden noget folkeligt mandat og med få alliancer uden for militærets egne rækker. Den brede befolkning – på tværs af generationer og politiske, etniske og religiøse grupperinger – vil ikke have hærens ’disciplinerede demokrati’ og suveræne magt. Alligevel er der ikke tegn på, at hærchefen vil trække sig. Det er, som om Min Aung Hlaing stadig tror på sin egen plan, og at han regner med, at den folkelige modstand vil forstumme på sigt.
Situationen i Myanmar vidner om en dyb splittelse mellem befolkningen og hærens top, der ikke kun handler om, hvem der skal sidde på magten, men om stærkt divergerende forståelser af demokrati og politisk legitimitet. Drømmen om et liberalt demokrati udleves hver dag i den folkelige modstand. Og i den fælles kamp mod hæren er der også ved at udvikle sig en mere samlet forståelse af, hvad det er for et demokrati, man vil have: et føderalt demokrati med plads til mindretallene.
Udfordringerne er dog store både internt i modstandsbevægelsen og i kampen mod hæren. Hvad er Myanmars reelle udsigter til at opnå et demokrati uden hæren ved roret? Spørgsmålet er, om et liberalt og føderalt demokrati kan etableres i en sydasiatisk region, hvor autoritære styreformer har udvist stor resiliens.
Demokrati i militærets forklædning
Myanmar har en lang og turbulent historie med over 60 års militærdiktatur og væbnet konflikt mellem de mange mindretal og den burmansk-dominerede centralmagt. Landet blev uafhængigt fra Storbritannien i 1948, men allerede kort tid efter begyndte mindretalshære at kæmpe for selvstændighed, og i 1962 kuppede hæren magten og gjorde en ende på kun lidt over et årti med demokrati.
En massiv folkelig opstand mod diktaturet i 1988 blev efterfulgt af et flerpartivalg i 1990, hvor demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi og hendes nystiftede parti, NLD, vandt. Hæren nægtede dog at acceptere det og blev ved magten. Undertrykkelse af civil modstand og overgreb på mindretallene i landet blev herefter intensiveret. Det var først i 2010, at generalerne igen tillod et valg, som militærets eget parti, Union Solidarity Democracy Party (USDP), vandt – formentlig pga. både manipulation og at Aung San Suu Kyi stadig sad i husarrest, saNLD havde boykottet valget. Den nye præsident, Thein Sein – en tidligere general og nu leder af USDP – overraskede dog omverdenen ved at indlede en række liberale reformer, tillade frie medier, løslade politiske fanger og åbne op for vestlige investeringer og bistandshjælp. Hans regering indgik også våbenhvileaftaler med en række af de etniske mindretalshære, og en fredsforhandlingsproces blev sat i gang.
I Vesten opstod der, efter at Thein Sein kom til magten, en nærmest euforisk tro på, at det faktisk kunne lykkes at få etableret et liberalt demokrati i Myanmar på kort tid – og efter de mange årtier med militærdiktatur. Denne tro fik især liv, da Aung San Suu Kyi blev løsladt fra husarrest efter valget i 2010, og tog til i styrke, da hendes parti, den Nationale Liga for Demokrati (NLD), vandt en kæmpe jordskredssejr i 2015. Det var det første frie valg i over 50 år, der blev respekteret af hærens magtfulde generaler.
Internationalt blev Aung San Suu Kyis valgsejr på mange måder set som kronen på værket i et nyt demokratiprojekt. Rigtig mange i befolkningen havde også tiltro til, at Aung San Suu Kyi kunne demokratisere landet yderligere og beskytte mindretallene. Det, man bare glemte – eller valgte at underspille – især i Vesten, var, at det var hæren selv, der havde søsat demokratiprojektet under en ny forfatning fra 2008, der godt nok introducerede et civilt flerpartisystem, men også sikrede hæren 25 pct. af parlamentets pladser – både nationalt og ude i delstaterne. Forfatningen giver også hæren kontrol over de fire ministerier, der har tilsynet med domstole, politi, grænsekontrol, statsadministration og selvfølgelig hæren, som i øvrigt ikke er underlagt civil kontrol. Da det kræver over 75 pct. af stemmerne i parlamentet at ændre forfatningen, er hærens politiske magt i realiteten sikret via et veto – uanset hvem der vinder et valg ved stemmeurnerne.
Der var altså grundlæggende tale om et hybridt civil-militært demokrati eller det, som hæren selv har kaldt et ’disciplineret demokrati’ (disciplined democracy). I et sådant demokrati, som vi også kender fra Thailand og andre sydøstasiatiske lande, sameksisterer politisk konkurrence gennem flerpartivalg med autoritative styreformer og en institutionalisering af hærens politiske magt. Hæren skal her agere ’storebror’ over for de folkevalgte civile ledere, som forventes at samarbejde med militærets folk.
I generalernes egen udlægning, er et ’disciplineret demokrati’ nødvendigt i Myanmar for at sikre landets suverænitet og holde sammen på en mangfoldig nation, hvor stridigheder med etniske mindretal stadig ikke er løst. Denne diskurs underbygges af hærens selvforståelse som nationsfader, der beskytter den burmesiske-buddhistiske nation mod både interne og eksterne trusler. Det er også ud fra denne selvopfattelse, vi skal forstå hærens forsøg på at retfærdiggøre ikke blot kampene mod mindretalsgrupper (som de muslimske rohingyaer), men også kuppet den 1. februar i år. Et kup, som hærchefen i en tale på nationalt TV den 8. februar kaldte en ’national undtagelsestilstand’, der har til formål at genetablere et ’rigtigt og disciplinært demokrati’.
I hærchefens officielle udlægning har han taget magten, fordi Aung San Suu Kyi og hendes parti, NLD, har sat demokratiet over styr ved at svindle sig til en valgsejr i november 2020. Denne beskyldning er blevet afvist af nationale og internationale valgobservatører, og hæren har da heller ikke fremlagt nogen klare beviser. Alligevel påstår hærchefen stadig, at formålet med hærens magtovertagelse er at beskytte det demokratiske flerpartisystem, som er nedskrevet i forfatningen. På nationalt TV få dage efter kuppet sagde hærchefen, at der vil blive afholdt et nyt valg, som er ’frit og retfærdigt’, ud fra befolkningens ønsker. I en senere tale til sine egne hærfæller antydede hærchefen yderligere, at det demokrati, der passer til Myanmar, var blevet truet af ’nogle magtfulde lande og organisationer’, som ville eksportere en anden slags demokrati til landet. Et demokrati, som kommer fra Vesten, og som Aung San Suu Kyi og hendes parti i stor udstrækning har været eksponenter for.
Uden klare beviser for valgsvindel og med en befolkning, som hurtigt gik på gaden og strejkede mod kuppet i massetal, er det blevet tydeligt, at hærens version af demokrati ikke er det, de fleste i befolkningen ønsker. Det system, som generalerne havde planlagt, er ikke blevet, som de havde forestillet sig.
Godt nok har Aung San Suu Kyi ikke formået at ændre forfatningen – og heller ikke stoppe hærens overgreb på mindretallene – men hun har prøvet. ’Storebrorsamarbejdet’ med hæren var yderst anspændt op til valget i november 2020. Da hun ved valget – efter fem år ved magten – vandt endnu større end i 2015 (fra 80 til 83 pct), og de militær-allierede partier gik endnu mere tilbage, blev det nok for generalerne.
I Vesten troede vi ellers, at Aung San Suu Kyi var i lommerne på generalerne, da hun ikke fik stoppet og tilmed ikke støttede de internationale anklager om hærens folkemord på rohingyaerne, der begyndte i 2017, mens hendes parti, NLD, havde regeringsmagten. Det var hun også i en vis grad pga. det politiske system, men set fra hærens perspektiv var hendes popularitet og magt gået for vidt. Det handler både om generalernes ære og om, at et disciplineret demokrati virker bedst, når en stor del af de folkevalgte tilhører partier, der støtter hærens kurs og dermed dens økonomiske interesser. Det var der bare ikke folkelig opbakning til.
At modstanden mod kuppet har været så massiv, er kommet bag på hæren, der i stor stil har overvurderet sin egen politiske legitimitet. For mange vælgere var en stemme på Aung San Suu Kyi ved valget i 2020 et ’nej’ til hæren – også blandt dem, som var kritiske over for hendes ledelsesstil og manglende evne til at beskytte og dele magten med mindretallene. De fleste i Myanmar ønsker et helt andet demokrati – mere åbent, decentralt og liberalt.
Modstandens demokratiforståelse
Til at begynde med så det ud, som om militærkuppet handlede om en magtkamp mellem hærens generaler og Aung San Suu Kyi. Sådan var opfattelsen blandt mange af landets etniske mindretal, som udgør ca. en tredjedel af Myanmars 52 millioner indbyggere. Det var i starten mest medlemmer af den største etniske gruppe, burmanere, der deltog i den civile ulydighedsbevægelse, som opfordrede til massestrejker i den offentlige og senere også i den private sektor.
Men allerede i midten af februar blev modstanden meget bredere med deltagelse fra folk på tværs af etniske, religiøse, politiske og generationsmæssige skel. Aktivister fra den generation Z, der er opvokset under de sidste ti års demokratiske åbning, har ført an på gaderne og på de sociale medier med at samle folk omkring nye demokratiske aspirationer og har omdøbt modstanden mod militæret til en ’forårsrevolution’. De vil ikke tilbage til status quo, men af med forfatningen fra 2008 til gengæld for et føderalt demokrati med etnisk lighed og inklusion. Som en af de kvindelige aktivister har sagt til pressen, er kampen mod hæren ikke en kamp ført af NLD-partiet, men en national kamp om demokrati med etnisk lighed. Dét er en aspiration, som mindretalsgrupperne har råbt op om i mange år, men som før har skabt enorm splittelse i samfundet. En splittelse, som hæren har udnyttet i sit forsøg på at retfærdiggøre sin magt, og som NLD ikke formåede at adressere.
Det er uden fortilfælde i Myanmars historie, at den fælles afsky for hærens magtovertagelse og vold mod demonstranter har fået så mange burmanere til at acceptere landets etniske diversitet og vise solidaritet over for de overgreb og den diskrimination, som mindretallene har oplevet. Omvendt har det også fået mange fra mindretalsgrupperne til at gå med i en mere fælles modstand, ikke kun i byerne, men også ude på landet i de grænseområder, som de etniske væbnede grupper i høj grad kontrollerer.
Og hvor det før mest var folk i gadeprotesterne og den unge generation Z, som ville et nyt demokrati, er medlemmer af Aung San Suu Kyis parti, NLD, nu også gået med. Siden den 5. marts har NLD’s skyggeregering – under navnet CRPH (Committee Representing the Pyiduangsu Hluttaw) – erklæret, at den støtter et decentralt og føderalt demokrati under en ny forfatning. En lille måned senere udsendte CRPH et udkast til et føderalt charter, og den 16. april dannede den en ny national samlingsregering (National Unity Government – NUG), hvor omkring halvdelen af ministrene og viceministrene er fra etniske mindretal. I processen har CRPH også rakt ud til mindretalshærene og de etniske partier – blandt dem endda rohingyaerne. Det er et historisk stort skridt, der har skabt et håb om et nyt fremtidigt demokrati.
Visionen med NUG er at få international anerkendelse som den legitime regering og samle modstanden til at vælte hæren gennem et fælles politisk pres for føderalt demokrati og ved hjælp af ikkevoldelig modstand som strejker, boykotter og gadeprotester.
Samtidig lægger NUG op til at danne en føderalhær, der skal bestå af de unge fra protestbevægelsen og de lidt over 20 etniske mindretalshære, der tilsammen udgør ca. 75.000-90.000 soldater under våben. Man håber også, at flere af militærets egne soldater og politi vil desertere og gå med i en ny føderalhær. NUG annoncerede den 5. maj en opfodring til at danne lokale People’s Defence Forces (PDF) eller folkelige selvforsvarsgrupper, der skal beskytte mod hærens overgreb og være en slags forløber for en føderalhær. Siden da har flere lokale selvforsvarsgrupper med hjemmelavede våben været i kamp med hæren i mindst tre regioner, og vi har også set sammenstød mellem hæren og især to af de etniske mindretalshære. Men udfordringerne er store. NUG er på militærjuntaens liste over terroristgrupper – medlemmerne er gået under jorden og kan kun mødes online. En anden helt afgørende udfordring er at få alle de mange etniske grupper med i en fælles modstand.
At samle en splittet nation
En del af de etniske mindretals partier og bevæbnede grupper har anerkendt NUG, og kun et fåtal af disse partier er gået over på hærens side. Men mange af dem er fortsat afventende i forhold til at vælge side. De er stadig i tvivl om NLD’s reelle intentioner. Vil NUG blot videreføre NLD’s dominerende magt, og – hvis man beholder Aung San Suu Kyi som statsoverhoved – blot vende tilbage til det gamle status quo?
Godt nok viste valget i 2020, at Aung San Suu Kyi bliver set som det bedste bud på at få hæren ud af politik, men for mindretallene er hun ikke længere det demokratiske lys og samlingspunkt, som hun var, før hun kom til magten i 2016. Hun skuffede ved ikke at dele magten med de etniske partier og vedikke at gå imod hærens overgreb på mindretallene. Burmanske aktivister og intellektuelle har sammen med mindretallene kritiseret hende for at videreføre generalernes hierarkiske og centraliserede ledelsesstil og for at støtte den burmanske-buddhistiske nationalisme, der favoriserer majoritetsgruppen og skaber et etnisk hierarki i samfundet.
Og der er også egeninteresser på spil. Mens nogle af de etniske grupper nu ser kampen mod hæren som en fælles, multietnisk demokratikamp, er andre mest fokuserede på at sikre deres egne gruppers interesser og politiske position.
For mindretallenes hære handler det også om at sikre den kontrol, de allerede har over territorier og ressourcer i en del af grænseområderne, og de er derfor skeptiske over for at gå med i en samlet føderalhær. Den fælles kamp for et føderalt demokrati er derfor helt afhængig af, at NUG formår at skabe tillid, give garantier og nedbryde de etniske splittelser i samfundet, der har kendetegnet Myanmars politiske landskab lige siden uafhængigheden fra briterne i 1948.
Hertil kommer, at der er stor tvivl om, hvordan militærjuntaen faktisk kan bekæmpes. Til at begynde med var der en ret samlet forståelse af, at ikkevoldelig modstand var mest effektivt. Strategien med strejker, boykot af militærejede firmaer og kampagner mod at betale skat, skolepenge og elektricitetsregninger har allerede lammet økonomien og fået den offentlige sektor i knæ. Men indtil videre har den ikke haft nogen effekt på juntaen, som blot har eskaleret volden. Flere og flere er begyndt at mene, at det at samle en føderalhær til modstand mod regimet er den eneste udvej. Denne holdning er også vokset, i takt med at troen på international handling er dalet. Man tvivler på, at nabolandene vil bakke op om et demokrati i Myanmar. Og med god grund.
International handlingslammelse
Den internationale fordømmelse af kuppet i Myanmar har været markant. USA, EU, Canada og England har indført skrappe sanktioner mod militærets topfolk og de militærejede holdingselskaber. Flere vestlige lande, som fx også Danmark, har frosset stat-til-stat-bistanden for ikke at legitimere militærets magtovertagelse og har i stedet omdirigeret støtten til civilsamfundet.
Kritikken fra vestlig side har haft tydeligt fokus på demokratiske værdier og menneskerettigheder. Kravet har lydt på at genindsætte den folkevalgte regering, og i slutningen af april udsendte EU også en pressemeddelelse, der bakker op om de prodemokratiske tiltag, som NUG, CRPH og protestbevægelserne har taget. I FN-regi har Myanmar også stået højt på dagsordenen, men selvom der ikke har manglet fordømmende ord, er de ikke blevet til handling. Uenighed og divergerende interesser står i vejen for fælles handling i internationalt regi, og her er det især vigtigt at se på den asiatiske tvetydighed.
Det har været tydeligt fra begyndelsen, at sanktioner fra Vesten ikke ville være nok til at få hæren til at ændre kurs. I værste fald vil juntaen fremstille presset som illegitim indblanding i landets suveræne anliggender og som en del at et geo- og værdipolitisk magtspil mellem Vesten og Østen. Det har vi set tidligere i Myanmars historie. Derfor har man også tidligt indset, at det er afgørende at få de asiatiske lande med i et fælles internationalt pres, og at det er dem, der skal stå i front i forhandlinger med juntaen.
Vigtigt er især ASEAN – sammenslutningen af sydøstasiatiske lande – som Myanmar selv er medlem af. Især EU og FN har sat deres lid til, at organisationen kan spille en rolle i at nedtrappe volden og få Myanmar tilbage på den demokratiske kurs.
Det er der bare to vigtige udfordringer i. For det første har ASEAN (i øvrigt ligesom Kina) et stærkt princip om ikke at blande sig i medlemslandenes interne politiske anliggender, og indtil videre har de hverken villet anerkende eller fordømme militærkuppet. De betegner det i stedet som en krise mellem forskellige parter. For det andet er det ikke ud fra demokratiske værdier, at landene i ASEAN kan blive enige om at lægge pres på juntaen. Centralt for dem er stabilitet i regionen og at opretholde økonomiske interesser og vækst. Godt nok har Singapore, Malaysia og Indonesien fordømt hærens voldelige overgreb på civile og opfordret til at løslade de folkevalgte politikere, men Cambodia, Vietnam, Laos, Brunei og Thailand, som er de lande i regionen med de mest autoritative regimer, har været tavse. For dem handler det ikke om at redde Myanmars demokrati eller bakke op om modstandsbevægelses demokratiske aspirationer. Og der har da heller ikke været nogen historisk tradition i regionen for, at man støtter hinandens demokratiseringsprocesser. Tværtimod har der været en udbredt accept af, at autoritative regimer kan sameksistere med delvise demokratier og afholdelse af valg.
Dette udgangspunkt for ASEAN var også tydeligt, da landenes repræsentanter den 24. april mødtes i Jakarta og blev enige om en fempunktsplan for Myanmar. På mødet havde man inviteret hærchefen fra Myanmar, og selvom han blev tituleret som hærchef og ikke statsleder, sendte det et signal både til landets befolkning og til omverdenen om, at hans rolle ved et forhandlingsbord var essentiel for de asiatiske naboer.
I fempunktsplanen var det centrale da også forhandling mellem ’parterne’ i Myanmar med ASEAN som mægler. Et andet punkt handlede om, at alle skulle standse volden og opnå en våbenhvile. Om denne forsoningskurs er den rette for Myanmar på den lange bane, er uvist, men fra oppositionen hjemme i Myanmar blev opfordringen kraftigt kritiseret – dels for ikke at anerkende hæren som den skyldige part i volden og krisen, dels for slet ikke at nævne CRPH og NUG som legitime spillere. Det står derfor uklart, hvilke parter der skal forhandle, ikke mindst så længe toppen af de folkevalgte ledere stadig er bag tremmer eller i husarrest. Planen nævner nemlig ikke noget om at løslade dem.
Alt tyder derfor på, at ASEAN ikke direkte vil bakke op om de demokratiske aspirationer hos Myanmars befolkning. Tværtimod er frygten nu, at ASEAN-planen giver hæren et pusterum og fornyet energi til at ’normalisere’ og stabilisere situationen ved at neddæmpe modstanden gennem intimidering, anholdelser og skræmmekampagner.
Modstandernes frygt er, at hæren formår at holde et valg under nogenlunde stabile forhold, og uden Aung San Suu Kyis deltagelse, hvorefter ASEAN anerkender regimet. Der vil være tale om et system, som ligner det, man har set i Thailand siden kuppet i 2014, hvor hæren formåede at sikre sig en større plads i et hybridt politisk system, hvor flerpartivalg sameksisterer med militærkontrol og en autoritativ styreform. Det kan Kina og ASEAN godt leve med, så længe der er stabilitet, og deres økonomiske interesser ikke er påvirket. Derfor er det heller ikke overraskende, at Kina ikke har modsat sig fempunktsplanen.
Kina har, som Myanmars største og mest magtfulde nabo, også store økonomiske interesser bundet i landet. Ligesom ASEAN har Kina hverken anerkendt eller fordømt kuppet. Beijing ser ud til at være afventende, i forhold til at se, hvem der vinder krisen. Det centrale er Kinas økonomiske interesser – især landets adgang til Det Indiske Ocean med olierørledninger, veje og tog gennem Myanmar er vigtige for Kinas økonomiske og geopolitiske ekspansion. Tidligt efter kuppet overraskede det positivt, at Kina faktisk gik med til at udsende en pressemeddelelse fra FN’s Sikkerhedsråd, der udtrykte bekymring for situationen i Myanmar og krævede løsladelse af de anholdte politikere – herunder Aung San Suu Kyi. Men siden har Kina, sammen med Rusland, brugt vetoretten i Sikkerhedsrådet til at blokere for sanktioner og en våbenembargo fra FN’s medlemslande. Med det har folk i Myanmar også mistet troen på, at FN vil indfri sit princip om R2P (Responsibility To Protect), som ellers netop forpligter det internationale samfund til at handle, hvis en befolkning alvorligt undertrykkes, forfølges eller slås ihjel. Med ASEAN som international mægler kunne det også betyde, at FN er sat ud af spillet.
Med andre ord: Nabolandene er ikke afklarede – selvom det er dem, der med størst tyngde kan lægge pres på generalerne i Myanmar. Borgerne er ved at samle sig om et demokratisk håb – men en fredelig, politisk løsning synes langt væk, og i øjeblikket ser det desværre ud til, at modstanden vil trække sig mere og mere i retning af væbnede sammenstød. Især i grænseområderne er kampene ved at intensiveres, men voldelige sammenstød i byerne er også blevet flere, og nogle af de unge fra protestbevægelsen er begyndt at blive trænet til kamp. Om det bliver til en landsdækkende borgerkrig, er tvivlsomt – da det endnu er svært at forestille sig, at de etniske mindretalshære kan samle sig bredt. Endnu mere usikkert er det, hvordan de vil klare sig mod regimets langt større og stærkere militær. På den anden side er det NETOP en øget ustabilitet – og risikoen for flygtningestrømme – der vil kunne få nabolandene til at handle mere resolut over for hæren. Ikke de demokratiske aspirationer.
DIIS Eksperter
