I frygten for nederlaget vokser brutaliteten i Myanmar
I begyndelsen af juli standsede to små lastbiler foran et hus på University Avenue 54 i Myanmars hovedstad Yangon. Huset tilhører Aung San Suu Kyi. Ud steg hendes tjenestefolk og hendes hund, men ejeren var ikke med. Hun var blevet overført til en isolationscelle i hovedstadens fængsel, hvor militæret, der kuppede magten i februar 2021, har bygget en ny retssal, der alene bruges til at dømme hende og hendes nærmeste medarbejdere for en byge af opfundne anklager, der allerede har givet hende sammenlagt 23 års fængsel. Hensigten er klar: Den 77-årige folkevalgte leder og nobelprismodtager skal holdes helt væk fra den politiske scene. I hvert fald indtil militærets ledelse har gennemført de valg, som de selv påstår er vejen ud af den politiske krise, der siden kuppet har udviklet sig til en udbredt voldelig konflikt.
Mens verdens øjne er rettet mod Ukraine, står Myanmar i dag over for et militærregime, der konstant intensiverer sin voldelige brutalitet over for civilbefolkningen og bekriger væbnede modstandsgrupper i store dele af landet. Tusinder af landsbyer er blevet nedbrændt, over 2.000 af regimets civile modstandere er blevet dræbt, 15.000 er sat bag tremmer, og over en million mennesker er fordrevet – alt sammen i militærets forsøg på at nedkæmpe den store folkelige opposition til kuppet. Militærets voksende brutalitet kom for alvor til udtryk i slutningen af juli, da fire demokratiaktivister blev hængt – den første eksekvering af dødsdomme i mere end tre årtier. Stærk international kritik af hængningerne fra Vestens side og fra nabolande som Malaysia har ikke stoppet militærets fremfærd. I det hele taget har vestlige sanktioner, international fordømmelse og forsøg på diplomatiske løsninger siden kuppet ikke haft megen effekt. Tværtimod er brutaliteten blot vokset.
Det er muligt, at Aung San Suu Kyi igen bliver forenet med sin hund og sine tjenestefolk, men det er svært at forestille sig, at hun vil kunne spille den samme politiske rolle igen. Hvis militæret formår at holde på magten, vil det gøre alt for at holde hende ude af politik. Aung San Suu Kyi er fortsat meget populær i den brede befolkning, og hvis modstanden sejrer, vil der opstå et pres fra mindretallene og progressive aktivister for, at hun ændrer på den majoritetsdominerede politiske kurs, som hun praktiserede før kuppet. Isolationen af hende er blot én brik i en krise, der mere og mere tegner sig som en langstrakt udmattelseskrig. Hverken militærets top eller de grupperinger, der repræsenterer oppositionen, er parate til at sætte sig ved et forhandlingsbord, men er opsat på at bekæmpe hinanden til det sidste.
I månederne efter kuppet var det svært at forestille sig, at Myanmars historisk stærke og veludrustede militær kunne tabe en kamp mod den civile modstand. I dag er det tydeligt, at militæret ikke har formået at få kontrol over landet, men i stedet mister flere og flere territorier og ugentligt lider betydelige tab blandt sine kamptropper. Den væbnede del af modstanden er vokset, og den ikkevoldelige civile ulydighed i form af strejker, boykotter og protester fortsætter, men oppositionen præges af interne splittelser og af, at nogle af de magtfulde etniske hære plejer særinteresser. En balkanisering truer, hvis militæret kollapser, og oppositionen ikke kan finde fælles fodslag.
En befolkning mellem militæret og magten
Myanmars militær (Tatmadaw) er den absolut stærkeste institution i landet, der efter det første militærkup i 1962 udviklede sig som en slags stat i staten. Militæret har ikke alene en stor hær med 300.000-350.000 mand (heraf 100.000 kamptropper), men også med enorm politisk og økonomisk magt. I sin selvforståelse er militæret nationens fader og beskytter – det eneste, der forhindrer Myanmar i at gå i opløsning. Den position har militæret med løbende mellemrum påtaget sig og udviklet gennem en lang, konfliktfyldt historie, siden kolonimagtens del og hersk-strategi fortsatte under bamar-domineret ledelse, der frem for at samle nationen splittede den.
Myanmars moderne historie er defineret af stridigheden mellem etniske grupper, magten og militæret. Siden selvstændighed fra briterne i 1948 har majoritetsbefolkningen (ca. 70 pct.), bamarene, ledet regeringerne, men allerede dengang var landet præget af interne stridigheder. Flere af de etniske mindretal var utilfredse med ikke at opnå egen selvstændighed, og i 1949 indledte karenerne – et af de største mindretal – det første af mange etniske væbnede opgør mod den bamar-dominerede regering. Som resultat var landet på randen af at gå i opløsning i slutningen af 1950’erne, hvilket i første omgang ledte til, at den folkevalgte regering bad militæret tage over i en kortere periode indtil valget i 1960. Men hærchefen Ne Win havde fået smag for magten, og i 1962 begik han et militærkup, under påskud af at kun militæret kunne få styr på landets mange konflikter. Kuppet betød over 50 år med et undertrykkende militærregime, der både bekæmpede mindretallene og lukkede landet fra omverden, især fra Vesten.
I 1988 forsøgte prodemokratiske kræfter at vælte militærstyret, og det var også her, Aung San Suu Kyi kom på banen. Militæret var dog ikke klar til at overgive sig, og en ny hærchef kuppede sig til magten kort tid efter valget og satte de prodemokratiske folk bag tremmer. Kun i 2010, under en ny militærforfattet grundlov, åbnede generalerne op for en delvis demokratisering, der også betød, at Aung San Suu Kyi kom ud af husarrest, og at relationer til Vesten blev åbnet.
I denne periode var der også en lang række våbenhvileaftaler; ca. ni af de ca. 20 etniske væbnede grupper gik med i en national fredsproces, der, trods fortsatte kampe i nogle dele af landet, gav håb om en vej ud af de mange år med væbnet konflikt. Da Aung San Suu Kyis vandt en jordskredssejr ved valget i 2015 – et valg, som militæret denne gang accepterede – var forventninger til en reel demokratisering af Myanmar høj, både internt og internationalt. Men den civile NLD-regering måtte fortsat dele magten med militæret, som i grundloven havde sikret sig 25 pct. af pladserne i parlamentet samt styring af fire centrale ministerier, herunder forsvar, politi og domstole. Et udtryk for militærets magtfulde og vedvarende status var dets massive angreb på det muslimske mindretal rohingyaerne i 2016-17, da NLD-regeringen ikke magtede at gøre op med årtiers undertrykkelse af mindretallene. Da NLD igen vandt en jordskredssejr, var det tilsyneladende nok for militæret. Under påskud af valgsvindel – hvilket der stadig ikke er beviser for – kuppede militæret igen magten. For ifølge ledelsen kan kun militæret redde nationen fra de fortsatte interne splittelser.
Den massive folkelige modstand mod kuppet bevidner klart, at burmeserne ikke køber militærets retfærdiggørelse af kuppet, men det har ikke stoppet militæret.
Militæret er svækket, men giver ikke op
Realiteten er dog, at militæret nu et år og ni måneder efter kuppet befinder sig i en eksistentiel krise med en usikker fremtid. Militærets overlevelse står på spil, både ideologisk og på kamppladsen, og det er i det lys, den ekstreme optrapning af volden mod civilbefolkningen skal ses.
Bamarerne, som militæret historisk har påberåbt sig at repræsentere, har i stor udstrækning vendt militæret ryggen efter kuppet sidste år. Faktisk oplever militæret i dag den hårdeste modstand i sit ,eget’ bagland – og hver dag mister militæret legitimitet pga. sin brutale fremfærd.
Også på slagmarken er militæret presset. Det er sket i takt med det voksende antal af folkelige forsvarsgrupper (People’s Defence Forces, PDF), der i dag tæller titusinder af civile, der siden maj sidste år har grebet til våben som respons på militærets brutale undertrykkelse af de ikkevoldelige protester mod kuppet. Nogle af dem samarbejder med etniske mindretalshære, som modsætter sig militærstyret, og andre opererer selvstændigt eller under ledelse af oppositionsregeringen, National Unity Government (NUG). I takt med at kampene er eskaleret på tværs af landets regioner, er militærets kampstyrker blevet spredt tyndt: Ifølge Davis lider hæren allerede af underbemanding og påføres dagligt betydelige tab. Et studie, vi har foretaget på DIIS, viser, at op mod 4.000 soldater er gået over på modstandens side, mens et endnu højere antal formodes at have deserteret ved at gå under jorden. For der er lav kampmoral og udbrændthed blandt de lavt rangerende, som i stigende grad er mistroiske over for ledelsens retfærdiggørelse af kampen mod civile.
Mens militæret er modstanderne overlegent, når det gælder våben, kamperfaring og en samlet hierarkisk kommando, så er det altså svækket både politisk og på slagmarken. Militæret har også mistet betydelig territoriel kontrol i landområder, som traditionelt set har være styret af centralmagten. En rapport udgivet i september påviser, at oppositionsgrupper kontrollerer 52 pct. af landet. Militærets tab omfatter de centrale dele af Myanmar, hvor de folkelige forsvarsgrupper og NUG flere steder har oprettet deres egne administrationer.
Modstanden er stærk, men ikke forenet
Modstanden mod militæret er mangfoldig, og de mange grupper repræsenterer forskellige interesser, etniciteter og religioner. Det, der binder oppositionen sammen, er vreden over militærets brutalitet og ønsket om endegyldigt at få militæret fjernet fra politik. Myanmars lange historie, med etniske splittelser og mistillid, gør det imidlertid svært at skabe en samlet front.
Oppositionsregeringen, NUG, som medlemmer af Aung San Suu Kyis parti, NLD, dannede i maj sidste år, har forsøgt at sætte sig i spidsen for oppositionen. Det har den bl.a. gjort ved at udpege aktivister og repræsentanter fra etniske mindretal som ministre og forsøge at samle modstandsgrupperne omkring udarbejdelsen af en fælles politisk vision om et føderalt demokrati. Der er ingen tvivl om, at NUG har betydelig opbakning, men det er ikke lykkedes den at stå i spidsen for en samlet koordinering af hverken den politiske eller den væbnede modstand mod militæret.
I landets østlige dele, hvor etniske væbnede Kachin-, Kayah og Karen-grupper i årtier har bekæmpet hæren, er der en høj grad af samarbejde med NUG og med de folkelige forsvarsgrupper. Disse grupper giver også beskyttelse til desertører og til civile modstandsfolk, som er flygtet fra byerne. De har deres egne statslige institutioner og en høj grad af territoriel kontrol. Langt mere problematisk for en samlet opposition er imidlertid de to mest bevæbnede etniske hære, Arakan Army (AA) og United Wa State Army (UWSA), som indtil videre har holdt sig distanceret fra den prodemokratiske opposition og primært er fokuseret på at udnytte konflikten til at sikre og udvide deres egne territorier.
Arakan Army (AA), som blev dannet i 2009, har siden 2014 opereret i staten Rakhine, på grænsen til Bangladesh, hvorfra over en million muslimske rohingyaer blev fordrevet pga. militære overgreb i 2016-17. AA kæmper dog ikke for rohingyaerne, men repræsenterer de buddhistiske rakhinere, og dens mål er at etablere en selvstændig arakansk stat. Fra 2017 var AA i åbne kampe med militæret, men lige før kuppet i 2020 indgik de en våbenhvileaftale. I det første års tid efter kuppet brugte AA og dens politiske gren United League of Arakan våbenhvileaftalen til at overtage over to tredjedele af administrationen i Rakhine-staten. Siden midten af 2022 har AA dog igen været i åbne kampe med militæret: Her handler det primært om at forsvare de erobrede territorier frem for at bidrage til den fælles modstand. Det er også yderst tvivlsomt, om AA vil forsvare rohingyaernes interesser. Militæret står svagt over for AA, der er en af de bedst udrustede og taktisk mest kompetente væbnede grupper, og hvis militæret øger indsatsen i Rakhine, vil det betyde betragtelige tab af ressourcer i kampen mod modstandsbevægelser i andre dele af landet. De seneste meldinger fra Rakhine tyder også på store militære tab både på slagmarken og i form af over 100 desertører. AA nyder også stor folkelig opbakning i Rakhine, hvor militæret har ringe støtte.
United Wa State Army (UWSA) har i årtier kontrolleret sit eget territorie på størrelse med Belgien, som ligger inden for Shan-staten på grænsen til Kina. Det er Myanmars mest veludrustede etniske hær, og den har nære forbindelser til Kina. Foreløbig har UWSA holdt sig neutral i konflikten mellem militæret og modstandskampen, som den anser for at være en konflikt mellem bamarerne. UWSA har imidlertid benyttet lejligheden til at indtage nye territorier i Shan-staten. I modsætning til AA er det usandsynligt, at UWSA vil gå ind i bekæmpelsen af militæret, medmindre Kina kan se en interesse heri.
Fælles for UWSA og AA er, at de ikke vil underlægges en føderal union under ledelse af bamarerne. Begge har ambitioner om at få Myanmar omdannet til en konføderation eller – i bedste fald – opnå løsrivelse. Skulle militæret bryde sammen, udgør de derfor en udfordring for enhver fremtidig civil regering. Oppositionsregeringen, NUG, der det seneste år har arbejdet på at samle opbakning til at danne en samlende føderal stat, vil være tvunget til at indgå kompromiser med en række af de væbnede etniske grupper for at undgå, at nye væbnede konflikter bryder ud.
Kina og Rusland holder hånden under militærstyret
Vestens respons på militærkuppet har været at indføre sanktioner og udsende stribevis af udtalelser, der indtil videre ikke har ført til ændringer i styrets adfærd. Tværtimod tyder meget på, at disse tiltag blot har bidraget til militærets dæmonisering af international indblanding. I FN’s Sikkerhedsråd har Kina og Rusland systematisk blokeret Vestens ønsker om hårdere sanktioner, herunder en våbenembargo, og på landjorden har FN ikke formået at vise vej i forhold til at koordinere støtten til civilbefolkningen. Generalsekretærens særlige udsending, Noeleen Heyzer, måtte vente halvandet år, før hun overhovedet fik adgang til Myanmar. Da det endelig lykkedes i august i år, blev hun misbrugt af militærjuntaens propagandamaskine og måtte lettere forpjusket forlade landet uden nogen resultater andet end skuffelse fra civilbefolkningen.
Kort efter kuppet valgte Vesten at lade ASEAN (Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer) forsøge at mægle. Den beslutning låste Vestens handlekraft i forhold til konflikten og var præcis, hvad kineserne ønskede. Ved at fastholde Vestens støtte og opmærksomhed på ASEAN’s plan er det lykkedes Kina at holde Vesten og FN uden for reel indflydelse. ASEAN-planen blev i øvrigt undsagt af kupgeneralen, Min Aung Hlaing, allerede inden blækket på aftalen var tørt, og regimet har da heller intet gjort for at implementere den.
De første måneder efter kuppet i februar 2021 holdt Kina relativt lav profil. Men i 2022 har landet benyttet det internationale samfunds fokus på invasionen i Ukraine til mere direkte at markere sin støtte til militærstyret gennem optrapning af højniveaubesøg og indgåelse af investerings- og handelsaftaler. Beijings vurdering var, at militærjuntaen for nærværende var den, der bedst kunne garantere de kinesiske interesser i landet, men samtidig holder Kina – i lyset af den uafklarede situation – døren på klem til andre parter i konflikten.
Den store kinesiske interesse for Myanmar skyldes landets geostrategiske placering. Kina har igennem årtier ønsket af få adgang til Det Indiske Ocean gennem Myanmar, hvor man vil anlægge en transportkorridor fra Kunming i Yunnan-provinsen gennem Myanmar og frem til Kyaukphyu ved Det Indiske Ocean. Det er et af de vigtigste projekter i Xi Jinpings nye Silkevejsprojekt – det såkaldte Belt And Road Initiative (BRI).
Korridoren skal mindske Kinas afhængighed af den dyre og risikable sejlads gennem Malaccastrædet og Det Sydkinesiske Hav. Den vil sikre 80 pct. af Kinas import af olie og gas og størsteparten af varehandlen. Kontrol over dybvandshavnen vil på sigt kunne facilitere anløb af kinesiske flådefartøjer. Konflikten har derfor også en sikkerhedspolitisk dimension i forhold til udviklingen i hele Asien, herunder den fremtidige sikkerhedspolitiske arkitektur i Det Indiske Ocean.
Myanmar er i dag verdens tredjestørste eksportør af sjældne jordarter, og langt størsteparten udvindes i samarbejde med kinesiske virksomheder, hvorefter de fragtes uhindret over grænsen til Kina. Nogle af de områder, hvor jordarterne er lokaliseret, kontrolleres af etnisk væbnede grupper, der kæmper mod militæret.
Udvindingen har længe været kritiseret af miljø- og menneskerettighedsgrupper, som efter kuppet ikke længere har adgang til områderne, og der har således været en betydelig stigning af eksport af sjældne jordarter til Kina.
Myanmars tætteste allierede efter kuppet har været Rusland, der fra starten markerede sin støtte til militærjuntaen. For snart ti år siden igangsatte kupgeneralen, Min Aung Hlaing, en større modernisering af militæret, hvor han netop ønskede et øget samarbejde med Rusland og mindre afhængighed af Kina. Siden er de russiske militærleverancer vokset betragteligt, og samarbejdet er yderligere blevet styrket efter kuppet. Rusland har således leveret de fleste af de kampfly, der de seneste måneder har gennemført sønderbombninger af landsbyer i mange af landets provinser. Bombninger, der har kostet hundredvis af civile livet og sendt titusinder på flugt.
Under udenrigsminister Sergej Lavrovs besøg hos regimet i august har de to internationale pariaer indgået en aftale om olie og gas, som Myanmar aftager til fordelagtige priser.
Vesten tøver
Efter militærkuppet har Rusland, sammen med Kina, altså givet Myanmar en livline, der omfatter både diplomatisk beskyttelse, militære leverancer og økonomisk hjælp. Det er bemærkelsesværdigt, at Kina – vel vidende at den burmesiske befolkning er Kina-fjendtligt stemt – udtrykker sin støtte til regimet så relativt synligt, som det sker. Hvor Kina dog holder flere døre åbne, er den russiske støtte ensidigt rettet mod at holde militærstyret på benene. Derfor risikerer Rusland at miste et vigtigt fodfæste i Sydøstasien, hvis militæret bukker under for modstanden.
Over for Kinas og Ruslands støtte står Vestens mange udtalelser og sanktioner, der som sagt indtil videre ikke har haft større indflydelse på militærstyrets adfærd. Det har længe været klart, at det ikke fører nogen vegne at krybe i ly bag ASEAN-landenes plan. Det er vigtigt, at Vesten fastholder presset gennem ASEAN og FN, men den værdipolitiske dagsorden og sanktioner kan ikke stå alene. Der må findes nye ting frem af værktøjskassen.
Det er oplagt, at de vestlige lande i langt højere grad end hidtil engagerer sig med oppositionsregeringen, NUG – og gør det åbent. Dels fordi den er en væsentlig part i konflikten, uafhængigt af udfaldet, dels fordi det vil bibringe en langt større indsigt i den komplicerede konflikt. Oprettelsen af repræsentationskontorer for NUG, som bl.a. er sket i Australien, Norge, Sydkorea og Tjekkiet, er et godt skridt på vejen.
Det er samtidig vigtigt at styrke samarbejdet med de andre sydøstasiatiske lande (Indonesien, Malaysia og Singapore) samt Indien, Korea og Japan, der har bedre adgang til parterne i konflikten og kan spille en rolle, hvis militæret på et tidspunkt får brug for en stige til at kravle ned af træet. Særligt Indien, men i en vis udstrækning også Japan, ser med bekymring på de regionale og geopolitiske konsekvenser af Kinas ekspansion, herunder forsøget på at få direkte adgang til Det Indiske Ocean – og fokuserer langt mere på de geopoliske konsekvenser heraf end på menneskerettigheds- og demokratiudviklingen i Myanmar. Derfor er det vigtigt, at Vesten kan kombinere den værdipolitiske dagsorden med den geopolitiske tilgang, hvis vi for alvor skal have de større asiatiske lande i tale.
Udviklingen i Myanmar har vist, at FN ikke har formået at spille nogen rolle. Hvis det internationale samfund ønsker, at FN skal spille en rolle i forhandlingssporet, bør generalsekretæren derfor selv træde i karakter og ikke uddelegere mæglingsforsøg i Myanmar til en lavt rangerende diplomat.
Et slutspil for regimet?
Meget tyder på, at militæret med kuppet efter NLD’s anden valgsejr skød sig selv i foden. For første gang nogensinde ser militæret ind i en fremtid, hvor dets egen eksistens står på spil og med en reel risiko for, at regimet mister ,sit land’. Den lim, der holder sammen på militæret, er frygten for at miste magten og de mange privilegier, man har siddet på i mere end et halvt århundrede.
Militæret har aldrig givet efter for eksternt diplomatisk og økonomisk pres, og det er stadig utænkeligt, at ledelsen vil indgå et kompromis eller en aftale med oppositionen. I militærets selvforståelse har det reddet landet fra udenlandsk indflydelse (Vesten), som under den delvise demokratiske åbning (2011-20) gik i gang med at underminere både landets suverænitet og religion. Juntaen kæmper i dag for sin overlevelse, og det må forudses, at jo mere presset den bliver, jo mere brutalt vil den agere. Oppositionen virker også indstillet på, at der er et slutspil i gang. I sammenligning med opstandene mod militæret i 1988 og 2007 er der denne gang en meget bredere opposition og en væbnet modstand, der som sagt også omfatter militærets ,egen’ etniske gruppe, bamarerne.
Myanmar står over for en udmattelseskrig, der kan blive langvarig og blodig – og udfaldet er usikkert. I 2023 er det 75 år siden, at briterne skyndsomt efterlod en ufærdig nation, hvor man havde spillet flere etniske grupper ud mod hinanden og efterladt uindfriede løfter om selvstændighed hos flere af dem. Siden har der ikke været fred i Myanmar, og situationen er kun blevet mere kompleks i de snart to år efter kuppet.
Forudsætningen for, at Myanmar kan vende tilbage til en demokratisk vej, er, at militæret underordnes den civile magt. Men opstår der en splittelse i toppen af militæret, eller skulle militæret bryde sammen under pres, vil der åbne sig en Pandoras æske af udfordringer, der ikke nødvendigvis gør situationen mindre kompleks. I mange dele af landet lyder der som sagt stærkere krav om udvidet selvstyre, eller ligefrem selvstændighed, og dét skaber store vanskeligheder for enhver fremtidig regering. Dannelsen af en føderalstat vil ikke opfylde alle drømme – og formår en fremtidig civil regering ikke at tage hensyn til de største etniske væbnede gruppers krav og ønsker, er der en reel risiko for en proces som den, der ventede Jugoslavien i 1990’erne.
DIIS Eksperter
