Uret tikker for militærjuntaen i Myanmar. Det vækker drømmen om et føderalt demokrati

Den. 20. januar blev tre brigadegeneraler fra Myanmars militær dømt til døden, mens tre andre fik fængselsdomme på livstid. Det skete, da de to uger forinden havde overgivet sig med ca. 2.400 soldater til en etnisk væbnet gruppe – Myanmar National Democratic Alliance Army (MNDAA) – der siden d. 27. oktober sidste år har erobret Kokang-området på grænsen til Kina.

Erobringen er del af ’Operationen 1027’ – opkaldt efter dens startdato – der ledes af en alliance mellem MNDAA og to andre etniske væbnede grupper, Arakan Army (AA) og Ta’ang National Liberation Army (TNLA). Operationen, der til at begynde med koncentrerede sig om områder på grænsen til Kina, har nu spredt sig til Rakhine-staten i det vestlige Myanmar.

Andre modstandsgrupper har samtidigt udnyttet presset på militæret til at udvide deres kontrolområder inde i landet og på grænserne til Indien og Thailand. Siden oktober har militæret mistet 30 byer, flere hundrede baser og vigtige grænseovergange, hvilket udgør de største tab til modstanden siden kuppet i februar 2021.  

Dødsdommene mod generalerne blev dog ikke udsted af de etniske væbnede grupper, men af militærjuntaen selv, efter generalerne var transporteret hjem til hovedstaden, Naypyidaw. De hårde straffe er et tydeligt udtryk for, at militærjuntaen har tabt ansigt i forbindelse med overgivelsen, men sådan som situationen er lige nu i Myanmar, vil det næppe skræmme andre fra at give op på kamppladsen. Kampgejsten og loyaliteten i militæret har været stærkt dalene længe, og det er steget markant efter Operation 1027.

Siden kuppet har op mod 14.000 soldater og politifolk direkte tilsluttet sig modstanden mod militæret, mens et endnu større antal er gået under jorden, har overgivet sig eller har mistet livet i kampene mod modstandsgrupper. Blot siden oktober 2023 har ca. 5.000 soldater overgivet sig, ifølge de etniske væbnede grupper.

Militser under militærets kommando er også i stigende grad på vej over på modstandens side eller har erklæret sig selvstændige. Samtidigt opfodrer de etniske væbnede grupper og andre dele af modstanden, aktivt soldater til at gå over på deres side, herunder at love dem og deres familier beskyttelse og forsørgelse. Det er del af strategien til at vælte juntaen.

Modsat kæmper militæret med at rekruttere nye soldater. I det, der ligner desperation, tvinger det nu soldaters koner og børn ud i kamp og forsøger at snyde unge civile mænd ind i hæren i de byer, som det stadig kontrollerer. Det kan give bagslag, og allerede nu er der eksempler på, at de nye rekrutter løber over til modstanden, så snart de kan.      

Den seneste udvikling i Myanmar viser tydeligt, at militæret siden kuppet for nu tre år siden er blevet mere og mere svækket. Godt nok sidder militærjuntaen stadig på magten i hovedstaden og er overlegen, når det gælder tungt artilleri og luftvåben, men på stort set alle andre fronter er den presset. Det skyldes i høj grad den dybe og brede folkelige modstand, der allerede viste sig få dage efter kuppet i 2021, og som kun er vokset i styrke siden.

Samtidigt har juntaen ikke vist nogle positive fremskridt. Tværtimod. Jo mere modstand den møder, jo mere brutalitet bruger den mod civilbefolkningen i form af anholdelser, tortur, henrettelser, nedbrændinger af landsbyer og luftbombardementer. Økonomien er i frit fald, og landet står over for en kæmpe humanitær katastrofe med over 2,5 millioner internt fordrevne og stærkt voksende fattigdom. Statsapparatet uden for de største byer er brudt sammen eller overtaget af forskellige nye modstandsgrupper og gamle etniske væbnede grupper.

Der tegner sig et billede af en militærjunta, der trækker sig tilbage til de større baser og byer, hvor den krampagtigt forsøger at holde på magten, mens den fortsætter med luftangreb på civile i de områder, den har tabt. Dette scenarie har givet den pro-demokratiske oppositionen et øget håb om at vælte juntaen, men hvordan det vil udspille sig, er stadig usikkert.

En forskelligartet, men stærk opposition

Den folkelige modstand til militærjuntaen i Myanmar er historisk stor og går på tværs af de mange etniske grupperinger, der før har splittet landet. Helt ekstraordinært er det, at mange nye alliancer er bygget op mellem den burmanske majoritet og de mange etniske mindretal, der i årtier har været undertrykt af militæret og senere politisk marginaliseret af den folkevalgte regering, der sad på magten fra 2016 til 2020 under ledelse af Aung San Suu Kyis parti, den Nationale Liga for Demokrati (NLD).

Modstanden begyndte med fredelige gadeprotester og en civil ulydighedsbevægelse, der i dag tæller ca. 400.000 offentligt ansatte, som har modsat sig at arbejde under en militærstyret stat. Allerede tre måneder efter kuppet begyndte især unge mennesker at organisere sig i folkelige selvforsvarsgrupper – ’People’s Defence Forces’ (PDFs) – og det har siden august 2021 udviklet sig til decideret væbnet konflikt med militæret.

Skiftet til væbnet modstand var en respons på militærets brutale overgreb på de fredelige folkelige protester. I dag er der op mod 800 selvforsvarsgrupper på tværs af landet, og de er over tid blevet bedre bevæbnet og mere sofistikerede i deres kamp mod militæret. Nogle af dem er under ledelse af oppositionsregeringen, National Unity Goverment (NUG), som blev dannet af folkevalgte politikere kort efter kuppet i april 2021, mens andre arbejder selvstændigt eller i samarbejde med de gamle etniske væbnede grupper, der har modsat sig militærjuntaen.

Især fire af disse gamle, etniske væbnede grupper – fra områderne Karen, Chin, Karenni og Kachin – begyndte allerede tidligt efter kuppet aktivt at kæmpe mod militæret i deres områder på grænserne til Thailand, Indien og Kina. De har også officielt indledt samarbejde med oppositionsregeringen, NUG.

Blandt disse forskellige grupper, NUG og store dele af civilsamfundet er der politisk enighed om at vælte militærjuntaen, og der er også bred opbakning til at oprette et føderalt demokrati, der vil fjerne militærets historiske rolle i politik og gøre op med den meget centralistiske statsmagt. Man vil ikke tilbage til status quo før kuppet, hvor der godt nok var indført demokratiske valg, men hvor militæret stadig sad på 25 pct. af pladserne i parlamentets to kamre, og hvor magten ikke var decentraliseret.

Mange blandt modstandsgrupperne bruger ordet ’revolution’ til at beskrive deres politiske mål for et nyt Myanmar. For de etniske mindretal og mange i civilsamfundet indbefatter revolutionen også at gøre op med den burmesiske majoritets historiske dominans i samfundet og i politik. Disse politiske visioner har været et ønske hos mange af de etniske væbnede grupper i landet, der i årtier har kæmpet for mere selvstændighed og rettigheder for mindretallene.

Selvom modstanden mod militæret er kommet rigtigt langt med at samle kræfterne mod militæret, politisk og på slagmarken, så er den meget forskelligartet og udgør ikke en enkelt organisation. En række af de ca. 20 etniske væbnede grupper i Myanmar har længe været tilbageholdende med at tage aktivt side i konflikten; mange fordi de ikke ville i kamp med militæret.

Dette billede har delvist ændret siden slutningen af 2023, især efter at de tre militært stærke grupper – MNDAA, AA, og TNLA – indledte Operation 1027 og erklærede, at de også gik efter at vælte militærjuntaen og opnå føderalt demokrati. Men de har samtidigt ikke officielt tilsluttet sig oppositionsregeringen, NUG, som har forsøgt at samle modstanden under sin ledelse.  

Udfordringen fra politisk hold er, at der er mange lokale interesser på spil, ligesom der er forskellige forståelser af, hvordan et føderalt demokrati skal se ud i praksis. Især de etniske grupper er uenige om graden af selvstyre og er skeptiske overfor NUG som en ledende aktør, da den domineres af det burmesiske flertal og folk fra Aung San Suu Kyis parti. Mens den politiske debat om disse svære spørgsmål fortsætter, koncentrer mange af grupperne i modstanden sig nu om at konsolidere administrationen af de områder, de har erobret fra militæret. 

Føderalt demokrati ’fra neden’

I takt med at militærjuntaen skubbes tilbage til byerne, er flere modstandsgrupper, ofte i samarbejde med civilsamfundsorganisationer, nu i gang med at opbygge et slags føderalt demokrati ’fra neden’ i de områder, de kontrollerer. Det sker enten ved at etablere nye lokale regeringer eller ved at styrke de eksisterende etniske institutioner på områder som sundhed, uddannelse, domstole, politi, humanitær hjælp og beskatning. Mange af disse initiativer er rettet mod offentlige ydelser til civilbefolkningen, og på at opbygge lokal legitimitet.

I Karenni-staten på grænsen til Thailand har man fx etableret et råd, der består af folk fra civilsamfundet, den etniske væbnede gruppe, nye selvforsvarsgrupper, og politikere valgt ind i parlamentet lige før kuppet. Rådet udvikler politikker på forskellige områder, som implementeres af et tilknyttet organ i samarbejde med lokale administrationer. I Chin-området på grænsen til Indien forsøger man at gøre det samme. Sydøst på i staten Karen ser vi omvendt den etniske væbnede gruppe, Karen National Union (KNU), bruge militærets svækkelse til at udvide den offentlige administration, som den i flere årtier har praktiseret, herunder skoler, sundhedsklinikker og skovbevaring.

Det samme gør en række andre etniske grupper, som fx AA og TNLA. Inde i landet, der befolkes primært af den burmesiske majoritet, er det tværtimod grupper under den nye oppositionsregering, National Unity Government (NUG), der opbygger nye lokale regeringer, ofte i samarbejde med folkevalgte politikere og de nye selvforsvarsgrupper.

Der tegner sig derfor et billede af forskellige lokale regeringer og delstater på tværs af landet, som kunne danne grundstenen for et føderalt demokrati i fremtiden. De opererer dog under svære vilkår, ikke kun på grund af militærets jævnlige luftangreb, men også fordi de mangler finansielle midler.

Samtidigt er det vigtigt at vedholde den bredere politiske dialog på tværs af de mange grupper og oppositionsregeringen, så man står stærkere i opgøret med militærjuntaen og i en fremtidig politisk aftale. Lande som Danmark med interesse i at støtte en demokratisk udvikling i Myanmar kunne med fordel optrappe udviklings- og humanitærbistand på begge disse områder. I det hele taget har de pro-demokratiske kræfter i Myanmar behov for mere dedikeret international støtte end hidtil.

En usikker fremtid i et broget internationalt landskab

Militærjuntaen i Myanmar har været genstand for stor kritik fra Vesten og FN, og er blevet pålagt en lang række sanktioner. Fra vestlige lande har man også sikret sig, at støtte til landet kanaliseres gennem civilsamfundet fremfor militærjuntaen, under fortegnet at støtte et demokratisk udfald af krisen.

Men når det kommer til politiske forhandlinger er både FN og Vesten reelt  uden for indflydelse, da man tidligt efter kuppet overlod mæglerrollen til Sammenslutningen af Sydasiatiske Lande (ASEAN). Det har indtil videre ikke skabt resultater, men har tvært imod styrket Kinas strategiske position i forhold til udviklingen i Myanmar, hvilket kan underminere den pro-demokratiske opposition.

Kina spiller her et dobbeltspil: Selvom de bakkede op, da de etniske væbnede grupper tog kontrol over grænseområdet under Operation 1027, brugte Beijing samtidigt militærets svækkelse til at fremme sine økonomiske investeringsaftaler med juntaen i Myanmar. Kina har ikke interesse i, at de etniske grupper i dets grænseområde samles med resten af modstanden omkring at vælte juntaen og indføre demokrati. I Kinas øjne læner oppositionsregeringen sig nemlig op af vestlige demokratiske værdier. Der er således geopolitiske interesser bag Kinas dobbelte spil.

Nabolande som Indien og Thailand har heller ikke indtil videre bakket op omkring oppositionen, men fortsat deres forbindelser til juntaen. Med den begrænsede intervention fra Vesten efterlader dette oppositionen med meget lidt tillid til, at det internationale samfund kan bane vejen for en fremtidig løsning. I stedet satser man derfor på at svække militæret endnu mere på kamppladsen og i forhold til territoriel kontrol, således at juntaen tvinges til at trække sig tilbage eller til at give efter på de krav, som oppositionen har.

Indtil videre har hverken militæret eller oppositionen været villige til at sætte sig ved forhandlingsbordet. Men en lille åbning kan måske være på vej. Dagen før treåret for militærkuppet, udsendte NUG og tre af de etniske grupper en fælles udtalelse, der understregede, at de var villige til at forhandle fred med militærets ledelse på seks betingelser. De går i korte træk ud på, at militæret skal fjernes fra politik og underlægges civilkontrol, at ansvarlige for krigsforbrydelser sættes for en domstol, og at der indføres et føderalt demokrati under en ny forfatning, der følger demokratiske værdier.

Om den nuværende juntaleder, Min Aung Hlaing, vil gå med til de krav, er langt fra sikkert. Indtil videre har juntalederen blot forlænget den ’undtagelsestilstand’, som blev igangsat efter kuppet, så det vil nok kræve en markant udskiftning af militærets ledelse, før vi ser en forhandling. Med den markante svækkelse, som militæret står over for lige nu, er der dog et forbeholdent håb herom for 2024. Her er det afgørende, at det internationale samfund bakker mere aktivt op om oppositionen, end det hidtil har været tilfældet.

Denne artikel blev bragt på raeson.dk den 9. februar 2024