Hvorfor Macron erklærer NATO hjernedød

Emmanuel Macron gav et interview til ugemagasinet The Economist - og så var der lagt i kakkelovnen op til NATO-mødet for stats- og regeringschefer i London den 3.-4. december.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at Macron forestiller sig alliancen udskiftet her og nu eller europæiske interesser solgt til Moskva. Til gengæld kan man spørge, hvorvidt Macrons kendte disruptive metode i forhold til netop NATO´s sikkerhedsgaranti er det allerbedste valg.

Macron har gjort det til en dyd ikke at anvende “langue de bois” - uld i mund - men tale direkte og uden for mange politiker-omsvøb. Det er en del af hans projekt for en transformation af det politiske landskab. Kommunikationen kan derfor godt fra tid til anden komme til at ligne et tweet fra Det Hvide Hus en sen nattetime.

Allerede præsidentens overvejelser om en europahær har vist fordele og ulemper ved den dramatiske forkortning. Den bagvedliggende idé om et tættere europæisk forsvarssamarbejde på tværs af de kendte forskelle i strategisk syn og nationale forsvar kræver for mange nuancer til rigtig at slå igennem, synes præsidenten at mene. Så hellere den slagkraftige formel, der efter alle officielle franske udtalelser at dømme dækker det samme. Men det fremmer ikke forståelsen hver gang.

NATO fungerer teknisk, men ikke politisk

Det må i udpræget grad siges at være tilfældet med erklæringen om NATO som hjernedød- “ mort cérébrale” . Den indgår til gengæld i et 27 sider langt interview om den globale situation, der er både nuanceret og gennemreflekteret. I sin rette sammenhæng ser den hårdtslående vending lidt mindre brutal ud.

NATO har en krop - forsvarsenhederne, et hjerte - artikel 5 og en hjerne - i det store og hele USA, selve garanten for Atlantpagten. Det er hovedet på kroppen, der ikke rigtig længere er i kontakt med resten. Det skyldes ikke blot Trump, for hvem alliancen står i fare for at blive “overflødig”. Som heller ikke helt ved, om Nordmakedonien ville være besværet værd. Det er del i en udvikling mod andre amerikanske prioriteter, herunder ikke mindst i forhold til Stillehavet og Kina, der var i gang allerede under Barack Obama.

Problemet, når USA og Tyrkiet går egne veje - Macrons seneste eksempel - hentes hos de allierede USA og Tyrkiet og deres aktioner i Syrien, henholdsvis tilbagetrækning og besættelse af andet territorium, endda i samarbejde med Rusland. Når det sker, uden at de to informerer, rådfører sig med eller blot koordinerer med andre allierede, så har man ifølge præsidenten et problem. Mens han ikke som sådan undsiger artikel 5, spørger han, hvordan den kollektive beskyttelse ser ud i morgen? Hvis f.eks. den syriske præsident angriber tyrkiske styrker på syrisk jord? Den tyske forsvarsminister Annegret Kramp-Karrenbauer har udlagt det, som om Macron her og nu lægger NATO i graven og vil bytte den transatlantiske alliance ud med europæisk forsvar. Det er der heller ikke rigtig belæg for. Omend der sine steder spekuleres i, om Macron skulle være på nippet til at tage skridtet fuldt ud og også tænke højt om en europæisk nuklear afskrækkelse.

Den franske præsident har siden sin tiltrædelse ihærdigt forsøgt at fastholde det amerikanske engagement, henover Washingtons tilbagetrækning fra atomaftalen med Iran og den INF-aftale, begge aftaler der berører europæiske sikkerhedsinteresser. Den franske præsidents tale om et nyt forhold til Rusland er næppe i sig selv et tegn på, at han er villig til at smide alt overbord. Han fastholder i interviewet USA som “vor store allierede”. Men hvad gør man, hvis selve garanten for europæisk sikkerhed bliver fjern i blikket? Derfor må man have en alvorlig diskussion af de strategiske mål for NATO. Derfor må Europa i langt højere grad lære at stå på egne ben.

Så er der endelig det med pengene: NATO som kommerciel transaktion. Macron bemærker hos det aktuelle USA en lidt for tæt forbindelse mellem en sikkerhedsgaranti og køb af amerikanske våbensystemer. Som den franske forsvarsminister Parly spidst har sagt, så hedder det Atlantpagtens artikel 5, ikke F 35. Det kan der fra fransk side stadig være en hel del Europa i, men nok også en god bid national våbenindustri.

Macrons analyse er delt, metoden ikke

Det er først og fremmest interessant at konstatere, at bag også den tyske afstandtagen fra Macrons udtalelser er analysen af den internationale situation stort set sammenfaldende. Merkel erklærede selv i maj 2018 direkte, at Europa ikke længere kunne forlade sig på amerikansk beskyttelse, og at det måtte tage sin skæbne i egne hænder.

Problemet her er måske den franske præsidents faste tro på, at disruption fører til transformation. Han har nok det lange strategiske lys på, men virker frustreret over, at det ikke går hurtigere. Berlin ser på sin side i stigende grad ud til at være frustreret over, at det skal gå så hurtigt. Også dette forløb kaster et trist lys over det skrantende fransk-tyske samarbejde.

Af Macrons lange og alt andet lige velkalibrerede politiske analyse er det bare enkelte ord, der står tilbage i den offentlige debat. Det samlede budskab kan være nok så rigtigt - og delt af mange - men reaktionerne, herunder både i Moskva og hos centraleuropæiske allierede, rejser trods alt tvivl om form og metode. Det kan ikke være ukendt, at NATOs solidaritetsklausul er stærk, fordi den er bevidst vag. At perception spiller en vigtig rolle. Man kan sige tingene lige ud og håbe, at folk får hovedet op af sandet. Men netop i denne sammenhæng er der måske grænser for, hvor hårdt, hvor direkte og hvor ofte der fra politisk hold kan slås uden at risikere flere negative end positive følger.

Når der nu ikke er et troværdigt alternativ.