For Frankrig er Biden en velkommen forandring, men ikke en gamechanger

De seneste år har budt EU på lidt af hvert. Lige fra Brexit til COVID-19 og USA´s 45. præsident. Over for Brexit har EU vist, at man kan stå sammen uden at lade særinteresser skabe splittelser mellem de 27.

Vedtagelse af redningspakken i kølvandet på COVID-19´s økonomiske ødelæggelser vil være godt nyt i sig selv. Dertil kommer, at EU med de særlige solidaritetsmekanismer kan tage et nyt skridt fremad. Det tætte fransk-tyske samarbejde begyndte denne sommer igen at fungere. Ikke nødvendigvis med hjerter, der banker i samme takt. Men i hvert fald med samme erkendelse af, hvad øjeblikket krævede.

Endelig forsvinder - før eller siden - Donald Trump, der ikke så med milde øjne på hverken EU eller det transatlantiske samarbejde. Ind kommer en internationalt trænet politiker, som kender mange af de europæiske aktører. Joe Biden vil have et hold med sig med et lignende kendskab. Han har allerede erklæret at ville pleje kredsen af gamle allierede. En af hans tidlige prioriteter er et ”Topmøde for Demokratiet”, som mødes fint med bl.a. den fransk-tyske alliance for multilateralisme. Det ser lysere ud.

Rammen bliver en anden. Men bliver indholdet også ? Sådan for alvor?

Håb og skepsis

Den transatlantiske alliance med NATO i fokus er af åbenlyse historiske grunde hjerteblod for Berlin, der prøver at finde den rigtige balance mellem at se vestover og se indad mod den europæiske integration. Angela Merkel har allerede signaleret, at hun godt ved, at verden har forandret sig.

USA med Biden i spidsen vil være lige så optaget af udviklingen i Asien som under forgængerne. Kina markerer sig stadig stærkere. Europa har fortsat intet andet valg end at stå bedre på egne ben. Til gengæld er den interne tyske diskussion langt fra ovre.

Frankrig har det lidt anderledes. Som den franske udenrigsminister Le Drian direkte siger, så regner man ikke med at vende tilbage til de gode gamle dage for det transatlantiske forhold.

Det vil også for Frankrig være et stort plus, at USA igen bliver del af den internationale klimaaftale, Paris-aftalen, som den franske præsident desuden personligt har investeret meget i. Der er - muligvis - en vej tilbage til JCPOA, Iran-atomaftalen, hvor Frankrig ligeledes har spillet en væsentlig rolle. De gode kontakter fra Obama-tiden står i kø. En af Bidens nærmeste rådgivere, fhv. viceudenrigsminister Tony Blinken, voksede op i Paris og taler sproget flydende. Selv Joe Robinette Biden har måske fjerne franske aner.

Det hjælper altsammen. Og det vil blive anderledes. Men Paris går ikke ud fra, at Washington afgørende vil lytte meget mere nu end før. Eller vende sig meget mere mod Europa end før. USA har sine egne strategiske interesser. Det er ikke glemt, hvordan Obama i 2013 i sidste øjeblik trak sig tilbage fra de røde linjer i Syrien (anvendelse af kemiske våben) og lod bl.a. den allierede Frankrig og en rasende fransk præsident hænge til tørre. Forhandlingerne om en handels- og investeringsaftale, TTIP, er heller ikke et særlig lyst minde, selv før Trump lagde aftalen endeligt i graven.

Europa først

Det, der er vigtigt for Paris, er først og fremmest, at den europæiske integration og arbejdet mod Europas såkaldte strategiske autonomi fortsætter. Også uden det pres, som Trump fik sat på den agenda. Her kan man i Paris godt have sin tvivl om, hvor vidt de europæiske løsninger vil føles lige så nødvendige alle steder med den høflige Biden.

Men det bør de, mener franskmændene. Der er en god grund til, at europæiske reaktioner på valget af Biden, både fra EU´s institutioner og fra europæiske ledere, kom i en bunke den 7. november og temmelig præcist omkring kl 19:00. Her var et Europa, der i det store og hele talte som en samlet enhed, orkestreret ifølge Elysee-palæet af Berlin og Paris. Sikkert ikke mindst det sidste.

Kaster man blikket længere ud, kan den udbredte lettelse over valget af Biden hurtigt nok blive udvandet. Hvem stiller op til det amerikanske præsidentvalg i 2024, og hvem vil kunne vinde? Trump skabte ikke sine 71 millioner vælgere. De gjorde det derimod muligt for Trump at være Trump.

Tabet af kollektive pejlemærker er heller ikke bare et amerikansk fænomen, som en fransk kommentator udtrykker det. Populismen blomstrer også i EU´s egen have. Læg dertil visse stormagters voksende “værdirelativisme” (endnu et udtryk fra præsident Macrons righoldige samling), og der er over for hele denne urolige verden efter fransk mening kun en vej frem. Det forpligtende værdibårne europæiske samarbejde. Og gerne mere af det.

En version af denne kommentar er blevet bragt i Jyllands-Posten.