Fokus på krigsskibe i pirateribekæmpelse overskygger problemer med retsforfølgelse

Danmark har siden 2008 tilbageholdt over 300 formodede pirater i Øst- og Vestafrika. Kun 51 er blevet retsforfulgt. Langt størstedelen er sat fri igen uden tiltale – den såkaldte catch and release-procedure.

Den etbenede nigerianer og formodede pirat, Lucky, er den første og eneste, som er blevet retsforfulgt i Danmark. Det er således et lille stykke dansk retshistorie, at en mistænkt pirat i november 2022 blev stillet for en dommer på dansk jord. Lucky blev bare ikke anklaget for pirateri, men for overtrædelse af straffelovens paragraf 252 stk. 1 om fareforvoldelse.

I november 2022 fandt enige domsmænd Lucky skyldig i fareforvoldelse. Fareforvoldelsen skete, da han og otte andre ombord på en motorbåd kom i skudveksling med det danske Søværn i Guineabugten den 24. november 2021. Men trods enighed om skyld undlod domsmændene alligevel at straffe Lucky.

Dommen er opsigtsvækkende og mangler at blive belyst. Den peger lige ned i en af de største udfordringer med pirateribekæmpelse, nemlig retsforfølgelse.

Fokus var på krigsskibet

Sagen er på mange måder spektakulær og er fra sin start blevet dækket flittigt i pressen med flere vigtige, kritiske perspektiver. Hidtil har opmærksomheden kredset omkring den militære del af dansk pirateribekæmpelse til søs, altså Søværnets rolle og mandat, og de manglende politiske aftaler med stater i regionen om udlevering af mistænkte pirater til retsforfølgelse.

Daværende forsvarsminister Trine Bramsen blev bebrejdet for at kalde opgaven en ’afskrækkelsesmission’ og negligere den store voldsparathed, piraterigrupperne besidder i Guineabugten – og således at det var sandsynligt, at Søværnet kunne komme i skudveksling under missionen. Som sagen udviklede sig, sejlede Esbern Snare rundt i flere uger med de mistænkte – overlevende som døde – uden en retssal, der var villig til at tage imod dem. Heraf følger, som også blev diskuteret i medierne, at et væsentligt problem var de manglende udleveringsaftaler med lokale kyststater i Vestafrika, så mistænkte kunne retsforfølges i regionen.

Men selv med udleveringsaftaler, ville vi have et problem i forhold til at udlevere formodede pirater. Hvis forholdene i fængslerne i de givne lande ikke lever op til internationale standarder, ville Danmark stå med et folkeretligt benspænd, der forhindrer os i at udlevere til stater i regionen. Danmark ser ind i denne problematik med sit kapacitetsopbygningsprogram i Vestafrika under Freds- og Stabiliseringsfonden. Et styrket retssystem og fængselsvæsen i regionen bliver et vigtigt bidrag til effektiv pirateribekæmpelse.

Svært at bevise pirateri

Domsmændene undlod som sagt at straffe Lucky. Det skyldtes sagens omstændigheder: at Lucky mistede sit ene ben under hændelsen, og at han var dårligere stillet end sine kumpaner. Selvom Lucky slap for straf, vil mange nok mene, at et år i varetægtsfængsel og pådragelse af et svært handikap er en hård straf i sig selv. Lucky venter stadig på et nyt ben og kan ikke hjemsendes, før han får en protese.

Lucky-sagen giver vigtig læring om retsforfølgelse, som forligskredsen og danske myndigheder må forholde sig til, hvis ikke Søværnets indsats mod pirateri nu og i fremtiden skal undermineres af, at mistænkte blot sættes fri.

Fra agtindsigter i Søværnets dokumenter i forbindelse med tidligere pirateribekæmpelse i Østafrika fremgår det, at Danmark fra 2008-2015 tilbageholdt 295 mistænkte for pirateri ud for Somalias kyst. Heraf blev 50 retsforfulgt i Kenya og på Seychellerne. Resten blev sat i land – den såkaldte catch and release-procedure. Med Lucky og hans venner har det danske Søværn opbragt godt 300 formodede pirater de seneste 14 år. Og heraf er altså kun én blevet retsforfulgt i Danmark – og dette tilsyneladende modvilligt.

Lucky-sagen føjer nemlig sig til rækken af nyere retssager relateret til formodet pirateri, hvor det kan vise sig overordentligt vanskeligt at føre beviser for den kriminelle handling.

Nyere forskning har analyseret pirateri-retssager foretaget på Seychellerne, som var meget aktiv i retsforfølgelse af somaliske unge mænd mistænkt for pirateri i perioden 2008-2016. Seychellerne foretog i alt 17 piraterisager. Alle ca. 150 anklagede på nær én mindreårig blev fundet skyldige af Seychellernes højesteret i forskellige forhold under overskriften pirateri.

Af de 17 retssager valgte de unge mænd i seks af sagerne at anke deres domme. I fem af sagerne mere eller mindre hudflettede appeldommerne afgørelserne foretaget i højesteret. De dømte fik medhold og blev repatrieret til Somalia som frie mænd.  Det danske krigsskib Absalon, som er Esbern Snares søsterskib, medvirkede i to af sagerne.

Årsagerne til frifindelse var temmelig alvorlige. Dommerne i Seychellernes appelret fandt, at bevisførelsen i sagerne var mangelfuld. De fandt, at nogle sager byggede på åbenlyse forudantagelser om skyld. De fandt, at nogle sager forlod sig på blotte rygter om, at de anklagede skulle have forsøgt at smide våben overbord (en klassisk handling i piraterisager for at skjule deres forsæt). De fandt, at statsanklageren ikke var i stand til at godtgøre hvilke ulovligheder, de anklagede egentlig havde foretaget sig ombord på deres fartøj. I nogle af ankesagerne påpegede dommerne, at vidnerne ikke havde været i stand til at identificere de anklagede. Og endvidere at anklagedes version af sagen ikke blev så meget som overvejet.

Ankesagerne viser alvorlige brud på retssikkerheden. Man kan spørge sig selv, hvad der ville være sket, hvis de dømte i resten af de 17 sager også havde valgt at anke? Det betyder ikke nødvendigvis, at de dømte, der fik medhold i deres anke, ikke rent faktisk havde begået pirateri eller havde til hensigt at begå pirateri. Men alt i alt var bevisførelsen mangelfuld. På godt dansk er det svært at bevise pirateri. I de gennemgåede sager står retsforfølgelse af pirateri således og sitrer et paradoksalt sted imellem brud på retssikkerhed – og straffrihed.

Var Lucky pirat?

Tilsvarende var der udfordringer med beviserne i Lucky-sagen. Til forskel fra Seychellerne indså anklagemyndigheden i Danmark på forhånd, at der ikke var nok beviser til at tiltale Lucky for pirateri (som i øvrigt ikke er selvstændigt kriminaliseret i dansk lovgivning). Først gik man efter drabsforsøg på danske soldater. Siden blev det kraftigt nedskaleret til fareforvoldelse.

Men under selve retssagen fyldte bevisførelsen mod Lucky overraskende lidt. Der var ingen fingeraftryk eller DNA fra Lucky på de konfiskerede våben. Der var ingen krudtslamsanalyser af Luckys hænder, som kunne pege på, at han havde været involveret i fareforvoldelsen. Ej heller hovedbeviset, optagelser fra Søværnets infrarøde kamera – som under protest fra pressen blev afspillet for lukkede døre fordi det ifølge anklageren bla. kunne kompromittere dansk forsvars operative sikkerhed – (be)viste Luckys involvering i fareforvoldelse ud over at være fysisk til stede i motorbåden.

Til gengæld henvistes konstant til pirateri. På trods af at pirateri ikke var en del af anklagen. Anklagemyndigheden førte beviser for, hvordan pirateri foregår i regionen, og sågar hvilket tøj pirater har på, som også blev fundet ombord på motorbåden. Herved malede anklageren et billede af, hvordan Lucky måtte formodes at tilhøre en etableret og farlig piratgruppe.

Selvfølgelig kan man argumentere for, hvad anklageren også gjorde, at Lucky måtte have været vidende om, at formålet var pirateri, når han tog ud i en båd med våben i lige præcis Guineabugten. Men der var ingen håndfaste beviser på, at deres formål skulle have været pirateri. Da Luckys motorbåd blev opbragt af Søværnet, havde de ikke så meget som forsøgt at begå et angreb. Ud fra et retssikkerhedsperspektiv er forsættet i sådan en situation overordentligt svært at bevise, også selv om det måtte være sandt. Og, igen, Lucky stod ikke anklaget for pirateri.

Retsforfølgelse skal i fokus

Samlet set viser Lucky-sagen og ankesagerne på Seychellerne, hvor svær pirateribekæmpelse er. Ikke blot er det farefuldt for Søværnets besætning såvel som mistænkte, og dyrt at sende et krigsskib. Det retslige efterspil er meget mere kompliceret end at sigte for pirateri.

Givet at Danmark siden 2008 kun har retsforfulgt én ud af de godt 300 mistænkte pirater, som det danske søværn selv har tilbageholdt, og givet at Luckys venner slap helt for retsforfølgelse, tyder meget på, at skiftende danske regeringer ikke ønsker at bidrage til pirateribekæmpelse igennem retsforfølgelse, kun igennem militære bidrag.

Men hvis fremtidige skibsbidrag skal have fuld effekt, kræver det alligevel, at danske myndigheder fokuserer meget mere på det retslige aspekt af pirateribekæmpelse.

Bliver udleveringsaftaler med regionale kyststater en realitet, er der flere dimensioner, der kræver nøje overvejelse. Der er behov for fortsat fokus på, hvordan man kapacitetsopbygger rets- og fængselsvæsen i kyststaterne.

Dernæst må man overveje, hvordan man i antipirateri-operationer, som den Esbern Snare var på, sikrer beviser uden at gå på kompromis med hverken retssikkerhed eller straffrihed. Dette kan gøres ved at opdatere proceduren omkring bevisindsamling på baggrund af de allerede mange pirateri-retssager, der er foretaget i forskellige lande. Bevisindsamling bør svare til de faktiske forhold til søs og bedre understøtte anklagemyndighedens mulighed for at løfte bevisbyrden.

Beslutningstagere herhjemme og i relevante internationale fora må desuden se på, om der er grund til at opdatere straffeloven i retsforfølgende lande, så den passer bedre til de faktiske forhold. Det kunne være ved at forbyde fartøjer at sejle med særlige redskaber, som bruges til pirateri, herunder stiger til at kravle ombord på angrebne skibe, store mængder våben, vand og brændstof som bruges til de lange sejladser på internationalt farvand. Her kræves særligt fokus på retssikkerheden, så man ikke går for langt i forhold til, hvad der kriminaliseres som værende tegn på pirateri.

Hvis vi ikke løser udfordringerne med retsforfølgelse, må man spørge, hvad pointen er med, at rets- og velfærdsstaten Danmark bruger millioner på at sende et skibsbidrag på antipirateri-mission?

Dele af dette policy brief er skrevet som en del af projektet 'Counter-piracy Infrastructures in the Gulf of Guinea' (COPIGoG), venligst finansieret af en bevilling fra det danske udenrigsministerium, administreret af Danida Fellowship Centre