Cyberkrigen i Ukraine og folkeretten: Tre påstande tilbagevist

1. Den udeblevne ”cyberkrig”

Den første påstand er, at ”cyberkrigen” mellem Rusland og Ukraine har været forsvindende lille eller helt fraværende.

Allerede i månederne op til Ruslands invasion blev flere ukrainske ministeriers hjemmesider lagt ned af et stort cyberangreb. Ukrainske mediers hjemmesider blev også angrebet, og ukrainske soldater modtog falske sms-beskeder, der opfordrede dem til at nedlægge deres våben. På dagen for invasionen udførte Rusland en cyberoperation mod det amerikanskejede satellitfirma Viasat, som blandt andet leverer kommunikation til Ukraines militær og politi. Ifølge en ukrainsk talsperson resulterede angrebet i et betydeligt tab af kommunikation i begyndelsen af krigen.

Cyberangrebet havde også konsekvenser uden for Ukraine, hvor et stort antal internetmodems blev fysisk ødelagt og skulle udskiftes manuelt. Det samme angreb førte endvidere til at op mod 5800 vindturbiner i Centraleuropa blev sat ud af drift i en kortere periode. Ukrainske banker er også blevet udsat for overbelastningsangreb, og data er blevet slettet med forskellige typer af ”wiper” malware.

Det er dog ikke kun Rusland, som udfører offensive cyberoperationer. Hacktivistgruppen Anonymous og andre private hackere har også erklæret Rusland krig og udført forskellige angreb mod russiske hjemmesider. I maj 2022 fortalte USA's øverste ansvarlige for cybersikkerhed, general Paul M. Nakasone, at USA udfører offensive cyberoperationer til støtte for Ukraine.  Den firestjernede general gik ikke i detaljer med, hvilke operationer de amerikanske cybereksperter udfører, men han fortalte, at USA har udført hele spekteret af cyberoperationer med en serie af offensive, defensive og informations-operationer. Krigen i cyberspace har således budt på flere alvorlige og forstyrrende cyberoperationer, hvoraf størstedelen sandsynligvis ikke har været synlige for offentligheden. ”Cyberkrigen” er med andre ord langt fra udebleven.   

2. Cyberoperationer udvisker grænserne mellem krig og fred

Den anden påstand er, at brugen af cyberoperationer udvisker de klassiske grænser mellem krig og fred. Staters brug af cyberoperationer bliver ofte rubriceret som et mellemstadie eller en gråzone mellem fredstid og krig. Den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen skrev for eksempel i en kronik i Jyllands-Posten i januar 2022, at ”[v]i står i en helt anden gråzone, hvor grænsen mellem krig og fred er udvisket: cyberoperationer, desinformation og påvirkningskampagner”. Denne sprogbrug er problematisk fra et juridisk perspektiv. For hvilke juridiske regler gælder for denne påståede ”gråzone” mellem krig og fred?

I praksis falder de fleste cyberoperationer langt under tærsklen for den juridiske definition af krig. Allerede i antikken afviste den romerske jurist Marcus Cicero, at der eksisterer et mellemstadie mellem krig og fred (”inter bellum et pacem nihil est medium”). I dag skelner folkeretten da også klart mellem de regler, der gælder i fredstid og under en væbnet konflikt. Når to lande er i krig med hinanden, som tilfældet i konflikten mellem Ukraine og Rusland, er det den humanitære folkeret, der gælder. Der er bred enighed om, at det også er tilfældet hvad angår cyberoperationer i forbindelse med en igangværende væbnet konflikt. Nogle få lande, ført an af Rusland og Kina, har argumenteret for, at det vil lede til en militarisering af cyberspace, hvis man anerkender, at den humanitære folkeret gælder i forhold til cyberoperationer. Disse lande bliver blot bekræftet i deres synspunkt, når cyberoperationer fremstilles som noget, der mudrer grænserne mellem krig og fred.

3. Ukraine-Rusland krigen besværliggør regulering af cyberspace

Den tredje påstand er, at krigen mellem Ukraine og Rusland vil besværliggøre fremskridt i de igangværende forhandlinger om nogle internationalt ikke-bindende normer for god statslig adfærd i cyberspace. De internationale drøftelser angår imidlertid ikke alene forhandlinger om ikke-retligt bindende normer, men handler i lige så høj grad om fortolkningen og anvendelsen af folkerettens eksisterende bindende regler og principper i cyberspace. Det anspændte geopolitiske klima har eksempelvis ikke påvirket forhandlingerne i FN om en ny global konvention til bekæmpelse af cyberkriminalitet, som Rusland er den primære forslagsstiller til. Det skal også bemærkes, at denne retlige og normative udvikling ikke kun foregår gennem formelle multilaterale drøftelser i FN. En lige så vigtig del af udviklingen af normer og regler for cyberspace sker ved, at stater reagerer på andre staters cyberoperationer og på den baggrund fremsætter deres bud på, hvordan disse regler og normer skal fortolkes konkret i forhold til brugen af cyberoperationer. Dette skete blandt andet, da en række lande offentligt kritiserede Rusland for at have udført den tidligere nævnte cyberoperation mod satellitudstyr fra Viasat. Danmark var blandt de lande, der fordømte den russiske cyberoperation, og udenrigsminister Jeppe Kofod sagde i den forbindelse, at ”[d]et her angreb udstiller endnu engang Ruslands totale mangel på respekt for internationale regler og normer”.

Med sin eksplicitte henvisning til internationale regler og normer kunne denne officielle erklæring have været et relevant bidrag til den internationale debat om at skabe klarere regler for, hvordan stater skal operere i cyberspace. Desværre er erklæringen for ukonkret og overordnet til at uddrage nogle specifikke konklusioner af (u)lovligheden af den russiske cyberoperation. For hvilke konkrete regler eller normer krænkede den pågældende operation? Var operationen eksempelvis en overtrædelse af den humanitære folkerets grundlæggende regler, som kræver at et angreb alene rettes mod militære mål, og ikke mod civile objekter samt at angrebet skal være proportionelt?  

Udmeldingen er kendetegnende for Danmark og flere andre lande, som generelt er temmelig tilbageholdende med offentligt at fremlægge juridiske analyser eller holdninger til den præcise folkeretlige regulering af cyberspace. Krigen mellem Ukraine og Rusland er en mulighed for, at stater bidrager aktivt til den international debat om anvendelse af folkeretten og ikke-bindende normer på cyberoperationer. Det kræver dog, at stater offentligt eller i dialogen med hinanden forholder sig konkret og specifikt til de retlige spørgsmål, som brugen af cyberoperationer i både krig og fred rejser.