Den amerikanske ordens tragedie
Alt imens billedet af Trumps partisaner i storm på Kongressen kloden over afspilles på repeat – pelshuer, tyrehorn, Odin-tatoveringer und alles – gør en anden og betydeligt mindre farverig garde sig klar til igen at trække i arbejdstøjet: Washingtons udenrigspolitiske elite. I fire år har de kloge mænd, og indimellem også kvinder, der i fast pendulfart mellem Ivy League-professorater og Washingtons mange tænketanke plejede at give Pentagon, udenrigsministeriet og Det Hvide Hus gode råd om USA’s rolle i verden, været sat på bænken. Herfra har de vantro set til, mens nye globale magter har fået fat, og store globale problemer er blevet større: klima, migration, ulighed,
pandemi, big tech. Og skiftevis grinet og grædt, mens folk som John Bolton og Mike Pompeo har brændt deres mest grundlæggende trossætninger ned: at USA er skabt til at gå forrest; at frihandel øger fred; at sikkerhed og diplomati kræver forudsigelighed; at man skal tale pænt til sine venner.
Nu er Trumps kapitel forbi, Biden få dage fra sin indsættelse, og strategerne tilbage fra tiden på bænken. Det er slut med twitterdiplomati, udenrigspolitik skal igen være de lærdes kamp om strategier og koncepter. Nye bøger fra den amerikanske ordens akademiske underbygning vælter ud for tiden, og trods nuancer er tendensen klar: Stort set alle søger de en opskrift på, hvordan man efter Trump kan genrejse æren, men nedskalere indsatsen. Findes der en vej mellem Clinton- og Bush-årenes militære og politiske mani og Trump-epokens nulsumsnationalisme?
Klog isolationisme
En bog, der søger at besvare det spørgsmål, er Charles Kupchans Isolationism: A History of America’s Efforts to Shield Itself From the World. Som ekspert ved det prestigefyldte Council on Foreign Relations og forfatter til bøger om USA’s globale hegemoni er Kupchan ingen tilfældig stemme i debatten. Og som først udenrigspolitisk rådgiver for Clinton-administrationen i 1990’erne og siden særlig sikkerhedspolitisk rådgiver for Obama er han det perfekte eksempel på den type akademisk tunge, men også praktisk erfarne liberale policy-tænker, der de næste fire år skal hjælpe Bidens udenrigspolitik ud af moradset. At hans anbefaling, i store dele af det liberale USA’s optik, er provokerende polemisk – USA bør afmontere drømmen om amerikansk globalt lederskab – gør Isolationism til en bog, der er værd at hæfte sig ved.
Kupchans ærinde har schwung. Han vil løfte sine medborgere op i det historiske luftlag, hvorfra de kan se, at de seneste 80 års tætte amerikanske omfavnelse af verden reelt er en parentes – og at der forud for den parentes gik to århundreders kamp for at holde resten af verden på afstand. Og han vil have dem til at genoverveje, om ikke tiden til klog, gradvis retræte er inde. Ikke Trumps abrupte farvel og ikke hans vulgære »Amerika Først«. Og i en globaliseret tidsalders sammenvævede verden naturligvis heller ikke simpel isolation. Men dog en langsom frigørelse fra ideen om en amerikansk anført verden, der måske altid var for voldsom, forblændet, og – som de seneste årtiers polarisering af amerikansk kultur måske illustrerer – forkrøblende.
For at fortælle den historie vender Kupchan tilbage til den amerikanske nations puritanske og republikanske rødder. Det gør han ret i. Vil man for alvor forstå de ideer, der har drevet amerikansk udenrigspolitik, må man begynde med det paradoks, der drev de første kolonister: at man for at redde verden måtte holde sig fri af den. Både de tidlige religiøse nybyggere, forfatningens forfattere og republikkens første mange præsidenter og udenrigsministre skrev sig på forskellig vis ind i samme fortælling: Det unge Amerika skulle være en republik og ikke et imperium. Man skulle undgå en stærk centralmagt og stående hære. Holde sig fri af de europæiske monarkier og fyrsterigers evige og korrumperende nabokrige. Forblive ren. Ikke for at svigte eller vende den gamle verden ryggen, men for gennem eksemplets magt at hjælpe den. Som et lys i mørket – fri til at skinne for alle fra sin By På Bakken.
Kupchan vil dog mere end beskrive de to epoker i USA’s exceptionalisme. Han vil gøre isolationismen til en mulig fremtid. Derfor handler hans bog, trods mere end 300 sider om Monroe-doktrin med mere, reelt om noget andet end historie. Kupchan vil nuancere isolationismen for at skrive en moralsk og politisk legitim form for tilbagetrækning frem. Ikke den grimme isolationisme – 1920’ernes og 30’ernes amerikanske egoisme, protektionisme og ligegyldighed over for Europas undergang, nu overtaget og justeret af Trump. Men en klogere, mere ydmyg, fleksibel og åben isolationisme, der – som bogens undertitel siger det – langtfra er ligeglad med verden, men dog gerne vil ’skærme sig’ lidt fra den.
Lukket inde i akvariet
Her kunne man så give sig til at diskutere, om Kupchans kasser passer – det kan man altid, når historien skal læses. Det mere grundlæggende spørgsmål er dog, om svaret på, hvordan USA skal komme videre fra blindsporet – ikke blot Trumps, men de årtier med fejlslagen krig og demokratieksport, der var med til at muliggøre Trumps platform – overhovedet skal findes i den amerikanske tradition? Er problemet blot, at USA er gledet for langt væk fra sit oprindelige udgangspunkt: at rollen som missionær blev for aktivistisk, for militant, og for økonomisk krævende? Eller er også Kupchans blik mere problem end løsning? Skal der virkelig blot søges længere ind, øses af dybere kilder? Eller bør USA snarere rette antennerne ud?
Da Kupchan i december fortalte om sin bog ved et webinar på DIIS, fik jeg mulighed for at spørge ham selv. Svaret faldt med oprigtig eftertanke. Lang pause. Så en ærlig erkendelse af, at både han selv og Washingtons policy-miljø er opdraget i en »fish bowl«. Født ind i efterkrigsepokens stærke fortælling om USA som »den uundværlige nation«. Rundet af en kort historisk periodes totale ideologiske og økonomiske dominans – og af dens teknokratiske fokus på mål og resultater. Undervist i egne fortræffeligheder. Sjældent i kontakt med de mange paradokser og modsætninger, der både gik forud for og levede side om side med efterkrigstidens amerikanske orden: krig, vold, uretmæssig ekspansion, racisme. Og derfor også uden de nødvendige redskaber til for alvor at forstå, hvorfor store dele af den verden, USA siden Anden Verdenskrig har brugt liv, tid og penge på at omvende til ’liberalt demokrati’, igen og igen har svaret med anklager om »imperialisme«, »hykleri« eller ret og slet »nej tak«. Under Den Kolde Krig i Korea, Vietnam eller Sydamerika.
Dette er et uddrag af Vibeke Schou Tjalves analyse bragt i Information 16. januar 2021. Analysen kan læses her (bag betalingsmur)
