Italien

I Italien har populismen defineret landets politik i årtier, men nu er der sprækker i fortællingen. Med landets nye premierminister, Giorgia Meloni, er balancen mellem populisme og ideologi tippet.

“Hvis jeg var fascist, ville jeg indrømme det”, insisterede Meloni i et engelsksproget interview. Italienernes valg af den mest højreorienterede regeringsleder siden Mussolini er udtryk for et manglende opgør med landets historie – og aktualiserer på ny en debat om fascismens position i Italien i dag.

Den ekstreme persondyrkelse når nye højder i italiensk politik

Manden, der skulle redde Italiens økonomi, teknokraten Mario Draghi, stopper som premierminister. I slutningen af september skal italienerne nu til et valg, mange gerne ville have undgået. Det afslører en politisk krise langt dybere end den, Draghi var sat i verden for at afbøde.

Italiens præsident Mattarella fortsætter, fordi han ikke er nogens præsident. Valgprocessen åbenbarer både præsidentembedet særlige position klemt inde mellem det ceremonielle og det politiske, men de politiske egeninteresser ligger lige under den polerede overflade. Og den evigt lurende afgrund i italiensk politik.

Kina opnår blød magt på vejen mod globalt lederskab. Mens corona-virussen har eksponeret fejl i det kinesiske system, har den også givet kineserne mulighed for at støtte andre lande i krise

Corona-krisen har bogstavelig talt vendt op og ned på Italien: Det underprivilegerede syd er lige nu heldigere stillet end nord, hvor virussen hærger. Den – norditalienske – højreleder Matteo Salvini har da også vendt skytset væk fra Syditalien og mod den institution, de fleste italienere bebrejder for at svigte i krisetiden: EU

Fabrizio Tassinari in the Washington Post

Italiens gældsproblemer kan blive en alvorlig test for euroen

The normative usefulness of the Berlusconi parallel