Norden er den nye taber i Italien

Få uger før den første italiener blev testet positiv for coronavirus, begav jeg mig ud på en 1000 kilometer lang togrejse fra Bologna i Norditalien til Reggio di Calabria i Syditalien. Selvom jeg blot rejste inden for landets grænser, var der en verden til forskel på afrejse- og ankomstdestinationen. Som det italienske landsskab forandrede sig dramatisk for hver tunnel, jeg kørte igennem, gjorde livsvilkårene for de mennesker på den anden side af togruden det også.

Kigger man på alt fra gennemsnitsindkomst, arbejdsløshed, personlig sikkerhed og generel tilfredshed, udmærker de sydlige regioner sig negativt og de nordlige regioner sig positivt. Jo nordligere en region geografisk er placeret, jo større sandsynlighed for at få en misundelsesværdig placering på de statistiske oversigter. Og forskellen på top og bund er ikke lille. Delte man Italien i to, ville Norditalien toppe lignende statistiske oversigter også på EU-niveau, mens Syditalien også ville få en bundplacering på de europæiske lister. Blandt andet derfor er Italien et af de mest ulige lande i EU.

Forskellen mellem nord og syd kommer til udtryk på stort set samtlige parametre. De største og rigeste fodboldklubber ligger i nord. De mest velansete universiteter ligger i nord. Serviceniveauet i sundhedssektoren er højest i nord.

Til gengæld er også langt de fleste coronarelaterede smittetilfælde og dødsfald indtruffet i nord.

Langt færre penge til sundhed i syd

Mens sygehuspersonalet og bedemændene i Norditalien desværre arbejder i døgndrift, er syditalienerne til sammenligning sluppet relativt uskadt igennem - indtil videre. Ganske vist er syditalienernes hverdag også dramatisk forandret, dels på grund af regeringens nyligt etablerede udgangsforbud og dels på grund den velbegrundede frygt for, hvordan sygdommen vil rasere i syd.

Det italienske sundhedssystem er voldsomt decentraliseret, og regionerne har hver især det daglige og primære ansvar for sundhedssektorens prioriteter. De øvrige økonomiske forskelle på Nord- og Syditalien kan derfor aflæses i hver regions sundhedsudgifter, og det ser med Syditaliens øjne skræmmende ud: De nordlige regioner bruger næsten 50 % flere penge i sundshedssektoren pr. indbygger, end man gør i Syditalien. Hvis coronavirussen rammer med samme voldsomhed i syd, er der derfor grund til at frygte, hvor store de menneskelige omkostninger bliver. En hel del ubekendte faktorer kan dog stadig påvirke situationen positivt: flere af de sydlige regioner har lavere befolkningstæthed, syden har højere gennemsnitstemperaturer, der håbes at kunne sløve virussen, og regeringen har allerede foretaget markante nationale indgreb, der forhåbentlig vil bryde smittekæderne.

Årsagen til det ikke uvæsentlige skel mellem nord og syd i Italien er omdiskuteret, og allerede ved Italiens fødsel var uligheden veletableret. Det samme var fordommene. Lige siden har syden yndet at beskrive norditalienerne som kolonialistiske kapitalister, mens de selv har måtte høre for at være dovne og kriminelle. Særligt de nedsættende kommentarer fra norditalienerne til syditalienerne har fået politisk medvind. Den omdiskuterede højrenationalist Matteo Salvini er i dag leder af partiet Lega, der for kort tid siden hed Lega Nord og havde som erklæret formål at løsrive det velhavende Norditalien fra den økonomiske byrde, Syditalien blev defineret som. Siden er Salvinis syndebuksfigur rykket fra Syditalien til EU og afrikanske migranter, og højrelederen har gjort en brav indsats for at overbevise italienerne om, at han bestræber sig på at blive Italiens næste premierminister ikke kun Norditaliens. Ikke desto mindre høres de nedsættende bemærkninger stadig blandt partimedlemmerne. Men med den igangværende coronakrise muliggøres en opbrydning eller en opblødning af de eksisterende fordomme.

"Napoli lugter"

I årevis er napolitanerne blevet beskyldt for dårlig latrinær hygiejne og dertilhørende fækal stank. Mobberierne er opstået som følge af Napolis mange voldsomme og gentagne koleraepidemier. Med coronavirussens hærgen i Italien kan syditalienerne nu gengælde den sundhedsmæssige udskamning. Corona er både importeret til og eskaleret i Norditalien, men den finansielle pris betales af hele det italienske samfund. Hvis Syditalien bliver yderligere forarmet som følge af krisen, opstår en risiko for, at flere i syden vil være frustrerede over, at betale for det, der foreløbig primært er Norditaliens sundhedskrise.

Foreløbig maner politikerne fra regering til opposition dog til patriotisme fremfor regionalisme og understreger, at kun en samlet befolkning kan få Italien gennem krisen. Forhåbentlig vil denne følelse vare ved, også når det uundgåelige økonomiske efterspil indfinder sig.

Skuffelse over EU

Norditalien er både geografisk, politisk og livsstilsmæssigt tættere på Centraleuropa end det øvrige Italien. Ved Europaparlamentsvalget i 2019 sejrede de EU-skeptiske partier, og de høstede stemmer i hele Italien. De få decideret EU-venlige bastioner var dog at finde i Nord- og Centralitalien, ligesom den nuværende regering er overvejende gode venner med Bruxelles.

Uanset italienernes holdning til EU havde mange nok forventet en udstrakt hånd fra de øvrige europæiske statsledere og fra EU, men foreløbig efterlyser italienerne både moralsk og økonomisk opbakning. Selvom den Europæiske Centralbank har taget flere økonomiske tiltag i brug for at redde euroen, savner i særdeleshed de i forvejen EU-kritiske politikere i Italien, at der bliver taget særligt hensyn til landet. Italiens økonomi er dårlig, og den har nu udsigt til at blive dårligere. Derfor efterlyser blandt andre Salvini et EU-initiativ til at redde ikke bare Europas fællesøkonomi, men også specifikt Italiens.

Skuffelsen over EU’s manglende velvilje var endda at spore i regeringen, efter Centralbanken afslog at hjælpe Italien, og landets typisk apolitiske præsident, Sergio Mattarella, udtalte i en sjældent set frustreret tone, at Italien havde regnet med hjælp og ikke yderligere forhindringer fra EU. Formanden for den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, og hendes europæiske kolleger kan stadig nå at komme italienerne i møde, og derfor kan skuffelsen fortsat erstattes af europæisk solidaritetsfølelse.

Hvorvidt Italien oplever at være overladt til sig selv kan få afgørende betydning ikke blot for Italiens økonomi, men også for euroskepticismen i et eller land, hvor 55% allerede har mistillid til unionen.