Voldtægt har været en del af krig i årtusinder – men kan forebygges
I krigens rædselsfulde voldsunivers forløses menneskets værste sider. Mænd bliver som dyr og giver efter for deres urinstinkt om at voldtage de kvinder, som er tilgængelige.
Sådan var den udbredte forståelse i mange år af, hvorfor voldtægt og seksuel vold eksploderer under krig. En forståelse som ud over at være forkert formentlig også har bidraget til at forværre traumer og skamfølelse både hos ofre og overgrebsmænd.
Soldater i krig er rigtig nok en del af et rædselsfuldt voldsunivers. Krig er vold og drab og lemlæstelse. Som soldat i krig overskrider man grænser, som i fredstid er uoverskridelige. Man skal være parat til at dræbe andre mennesker hvis nødvendigt og begå vold, som er forbudt som almindelig civil. I et voldsunivers er skridtet fra vold til seksualiseret vold sandsynligvis mindre end under fred. Seksuel vold under krig er et resultat af volden ikke af den mandlige seksualitet og lyst.
Jeg skal ikke kunne sige, om nogle af de forfærdelige overgreb, vi har hørt om, at russiske soldater har begået mod ukrainske civile, har været motiveret af seksuel lyst. Men forskning i voldtægt og seksuel vold efter folkedrabet i Rwanda og krigen i Eksjugoslavien viser, at seksuel lyst sjældent er den primære drivkraft.
Voldtægt som resultat af gruppepres
Seksuel vold kan være en strategi, hvis det bliver beordret eller tolereret af militærledelsen. Men seksuel vold i krig kan også være en praksis, som ikke er beordret. I så fald handler det ofte om et gruppepres. Under krigen i Bosnien for eksempel, var voldtægt og gruppevoldtægt fuldstændig accepteret og straffrit. Det kunne endda føles som nødvendigt for en soldat at begå voldtægt med sine kammerater, hvis han skulle gøre sig håb om at få et hus i et erobret område.
Der har været flere beretninger fra soldater, som deltog i disse gruppevoldtægter, om at de faktisk helst ville flygte selv. De kunne ikke få rejsning, men ikke at gennemføre blev set som et kæmpe svigt af gruppen.
Gruppen og gruppesammenholdet blev styrket af, at man gjorde noget fuldstændig uhyrligt sammen. Og ledelsen fordømte det ikke. Ny forskning viser, at gruppevoldtægt findes oftere i krig, når soldater er tvangsrekrutteret til hæren. Gruppevoldtægt fungerer som en form for kampsocialisering for at skabe loyalitet overfor hinanden fremfor frygt og mistillid.
Under krigen i Irak så vi, at amerikanske soldater udførte seksuelle overgreb mod mandlige krigsfanger og brugte seksuel vold. Vi husker de rædselsfulde billeder af seksuel tortur fra Abu Ghraib. Ikke fordi den øverste ledelse i det amerikanske militær havde beordret dem til det, men fordi der var skabt en praksis og gruppedynamik, hvor det var overset og tilladt. Og hvor krigens rædselsfulde voldsunivers var udvidet til at angribe det allermest intime i et menneske – seksualiteten.
Som den britiske professor i folkedrab Martin Shaw har beskrevet, bliver alle former for sårbarhed brugt imod en befolkning i krig og folkedrab. Seksualitet er i den grad en menneskelig sårbarhed.
Vold og drab er overgreb, voldtægt og seksualiseret vold er et endnu mere ekstremt angreb både mod den enkelte og mod samfundet – fordi den bogstaveligt talt trænger helt ind i det enkelte menneske og rører ved det basale ved at være menneske både nu og her og i fremtiden, hvor skam og traumer kan komme til at erstatte ens forhåbninger for fremtiden.
Voldtægt som beordres af militærledelse
Vi har også set eksempler på, at en ledelse – politisk eller militær – direkte har opfordret til voldtægt under krig. Det var for eksempel tilfældet under folkedrabet i Rwanda i 1994. Hvor voldtægt blev brugt strategisk til at ydmyge og terrorisere civilbefolkningen til at flygte.
Her blev borgmester Jean-Paul Akaysu i byen Taba efterfølgende dømt for krigsforbrydelser, fordi han havde opfordret til voldtægt af tutsi-kvinder. I Rwanda var voldtægt et led i folkedrabet, hvor man ved at voldtage og måske befrugte tutsi-kvinder ville forsøge at sikre, at fremtidige børn ikke var tutsier og på den måde udrydde tutsierne.
Så seksualiseret vold kan bruges strategisk i krig og folkedrab til at udrydde en befolkning, få dem til at flygte fra et territorium som led i etnisk udrensning, eller smadre et samfund. Men det er vigtigt at kigge på de forskellige mønstre i brug af seksuel vold under krig, mønstre som også kan være forskellige mellem delinger i den samme hær.
Vi kender ikke de russiske soldaters ordrer fra øverste ledelse og kan kun gætte på, om den øverste militære ledelse har forbudt voldtægt og overgreb mod civile og meldt klart ud, at brug af seksuel vold er forbudt og bliver straffet.
Men vi ved fra forskning, at en ledelse, som melder klart ud, at voldtægt er uacceptabel, har en effekt og kan mindske seksuel vold under krig. Af historiske eksempler kan nævnes venstreorienterede oprørere under borgerkrigen i El Salvador i 1980’erne, oprørsgruppen De Tamilske Tigre i Sri Lanka i 1980’erne og 90’erne. Af nutidige krige og konflikter kan nævnes Israel-Palæstina konflikten, hvor der trods rapporter om overtrædelser af menneskerettighederne ikke er forlydender om seksuel vold og voldtægt. Der var heller ikke rapporter om, at amerikanske soldater voldtog civile i Irak og Afghanistan.
Fordi voldtægt og seksuel vold i krig kan undgås, er det et problem, at kun en direkte ordre til voldtægt og seksuel vold kan udløse en retssag og dom ved den internationale krigsforbryderdomstol. Militærledelsen har et ansvar for at undersøge seksuel vold og retsforfølge gerningsmænd. Både militære og politiske ledere bør holdes ansvarlige for vold begået mod civilbefolkningen, inklusiv seksuel vold.
En militærledelse, som ser igennem fingre med voldtægt, bør også kunne retsforfølges. Straffrihed bidrager kun til at voldtægt og seksuel vold accepteres som en naturlig og uundgåelig del af krig.
DIIS Eksperter
