Viljen til at kæmpe
I det britiske militær kunne officerer og psykiatere under Første Verdenskrig observere et foruroligende fænomen: I skyttegrave, på slagmarker og i hospitalssenge lå flere og flere soldater mentalt nedbrudte, ude af stand til at kæmpe længere. Mange kunne hverken gå eller tale og sad eller lå blot med øjne, der stirrede tomt ud i luften. Fænomenet fik navnet ”granatchok”, fordi man mente, at de psykologiske symptomer måtte være et resultat af fysiske skader på nervesystemet forårsaget af granateksplosioner.
Men det mærkelige var, at læger og psykiatere observerede de samme symptomer hos soldater, der ikke havde været i nærheden af eksplosioner. Det gjorde dem mere og mere overbeviste om, at symptomerne måtte være et resultat af en psykologisk belastning affødt af krigen. Men hvis problemet var rent psykologisk, rejste det et vigtigt spørgsmål: Hvorfor brød nogle soldater sammen, mens andre kæmpede videre?
Rædslerne under Første Verdenskrig skabte et akut behov for at forstå kampmoralens psykologi i forsøget på at opretholde soldaternes kampvilje og mod, når de stod ansigt til ansigt med den moderne krigs teknologi og dens frygtindgydende destruktive kræfter. Men spørgsmålet om kampmoral har været diskuteret næsten lige så længe, som der har hersket krige, og er endnu engang blevet aktuelt med Ruslands invasion af Ukraine.
For hvad russerne tilsyneladende havde planlagt som en kortvarig ”militær operation” er blevet mødt med en indædt ukrainsk modstand, der har overrasket hele verden i sin vedholdenhed og styrke. Men hvad er det, der giver soldater styrken til at fortsætte kampen – selv mod en hær, der langt overgår deres i militær styrke? Svaret på det spørgsmål findes forenden af en lang historisk rejse ind i krigens psykologi.
Psykologiseringen af kampmoralen
Soldaternes kampmoral er tre gange så vigtig som den fysiske og militære styrke i en krig. Sådan formulerede Napoleon det for mere end 200 år siden, og historien har talrige eksempler på, hvordan korpsånd og kampvilje har betydet forskellen på sejr og nederlag.
Før Første Verdenskrig forbandt man hovedsageligt soldaternes kampmoral med deres fysiske tilstand. Så længe soldaterne fik tilstrækkelig mad og hvile, ville deres kampmoral være intakt, mente man. Men med fremvæksten af moderne psykologi og psykiatri i det tyvende århundrede blev kampmoralen i stigende grad et spørgsmål om den individuelle soldats mentale tilstand. Det besnærende spørgsmål blev, om kampmoralen kunne sættes på formel og måske endda optrænes?
Et af de mest berømte studier af kampmoral er Lord Charles Morans ”The Anatomy of Courage” fra 1945. Her argumenterede han for, at soldatens mod er en begrænset ressource. Hver enkelt soldat havde, ifølge Lord Moran, en bestemt mængde mod, der i nogle tilfælde kunne udtømmes lige så nemt, som vand kan hældes ud af et bæger. Mod var, ifølge Lord Moran, tæt forbundet med den individuelle soldats karakter. Den nærliggende tanke var, at de soldater, der brød sammen under Første Verdenskrig, manglede karakterstyrke, og derfor ikke var i stand til at håndtere deres egen frygt.
Idéen om mod og kampvilje som et resultat af den individuelle karakter stod stærkt i første halvdel af det tyvende århundrede. Det samme gjorde idéen om mod som en begrænset psykologisk ressource, der kunne blive opbrugt. Under Anden Verdenskrig talte man om ”combat exhaustion”. Soldaterne brød simpelthen sammen, fordi de var udmattede. De havde kæmpet for længe uden pause, mente man. Løsningen var derfor at give dem mulighed for at hvile i et par dage, inden man sendte dem tilbage til fronten.
Som krigen skred frem, voksede tvivlen dog blandt læger og psykologer: Var udmattelse virkelig den vigtigste forklaring på soldaternes mentale sammenbrud? I 1944, i Anden Verdenskrigs sidste måneder, blev en amerikansk psykiatrisk kommission sendt til Europa for at studere mentale sammenbrud blandt soldaterne.
Faktisk kunne psykiaterne ikke adskille gruppens funktionsevne og soldatens psykologi. Hvis gruppen gik i opløsning, gik individets psykologiske modstandskraft også i opløsning.
Kommissionen konstaterede, at soldaterne havde været i stand til at kæmpe videre så længe, de havde været del af en velfungerende militær enhed. Men i det øjeblik den militære enhed gik i opløsning, mistede soldaten den styrke, der havde opretholdt hans evne til at kæmpe. Faktisk kunne psykiaterne ikke adskille gruppens funktionsevne og soldatens psykologi. Hvis gruppen gik i opløsning, gik individets psykologiske modstandskraft også i opløsning.
Gruppens betydning
Gruppens betydning for soldatens kampmoral skulle spille en stor rolle i militær tænkning og planlægning i de efterfølgende år. Krigens karakter havde ændret sig i det tyvende århundrede. Udviklingen af nye, kraftfulde og mere præcise våben havde gjort det nødvendigt at sprede styrkerne ud over større geografiske områder, og dette betød, at soldater typisk kæmpede i mindre kompagnier eller delinger fremfor i større samlede regimenter og bataljoner.
Det blev derfor altafgørende i krig, at den enkelte lille gruppe fungerede. Dette krævede godt lederskab og et stærkt fællesskab, hvor soldatens kompagni eller deling i bedste fald blev som en slags familie. Man kæmpede for hinanden og skulle endda være villige til at dø for hinanden.
Den individuelle soldats kampmoral er i dette perspektiv uløseligt bundet sammen med gruppens sammenhængskraft. Problemet for amerikanerne under Anden Verdenskrig havde været, at militære enheder var blevet forstærket på individuelt niveau. Hvis en soldat faldt, tog en fremmed hans plads, og man kæmpede derfor tit ved siden af en person, man knapt kendte navnet på. Det svækkede gruppens sammenhængskraft og dermed også kampmoralen, og i løbet af 1944 brød de amerikanske soldater mentalt sammen hurtigere, end man kunne nå at træne nye rekrutter.
Wehrmachts stærke fokus på fællesskab, korpsånd og velfungerende gruppedynamikker var hovedforklaringen på tyskernes evne til at kæmpe effektivt og indædt helt til det sidste.
Helt anderledes forholdt det sig i den tyske hær. Wehrmacht formåede – selv efter, at nederlaget syntes uundgåeligt – at opretholde en stærk kampmoral, og de tyske soldater oplevede langt færre psykologiske sammenbrud end amerikanerne. Et berømt amerikansk studie publiceret tre år efter krigen konkluderede, at Wehrmachts stærke fokus på fællesskab, korpsånd og velfungerende gruppedynamikker var hovedforklaringen på tyskernes evne til at kæmpe effektivt og indædt helt til det sidste.
Belært af Anden Verdenskrig anbefalede amerikanske eksperter som S.L.A. Marshall derfor, at man fremover burde indsætte forstærkninger i hele grupper, og at soldaterne burde sendes i krig med den samme gruppe mennesker, som de havde trænet med.
Sygeliggørelsen af det mentale sammenbrud
Brigadegeneralen og militærhistorikeren S.L.A. Marshall havde også gjort en anden foruroligende opdagelse set med det amerikanske militærs øjne. Efter utallige interviews med kampsoldater under Anden Verdenskrig havde han opdaget, at kun 25% havde brugt deres våben effektivt i kamp og skudt mod fjenden med intentionen om at dræbe. Den amerikanske hær ændrede efterfølgende rekrutternes basisuddannelse, nu med meget mere fokus på at træne soldaterne til at dræbe.
Det virkede for amerikanerne i de efterfølgende krige, og i løbet af Vietnamkrigen skød hele 95% af kampsoldaterne mod fjenden. Men det amerikanske militær havde imidlertid glemt Marshalls første centrale indsigt; nemlig, at soldaternes kampmoral i høj grad afhang af, om de følte sig som en del af et velfungerende fællesskab. Under Vietnamkrigen gentog amerikanerne derfor fejlen fra Anden Verdenskrig og sendte deres forstærkninger på individniveau. I Vietnam gik man i krig alene og vendte hjem alene, sagde man.
...i kølvandet på Vietnamkrigen introducerede den amerikanske psykiatriforening diagnosen ”posttraumatisk stress” eller PTSD. Soldaternes mentale sammenbrud var officielt blevet til en psykisk sygdom.
I takt med at den folkelige modstand mod Vietnamkrigen voksede, begyndte både veteraner, psykiatere og medlemmer af antikrigs-bevægelsen at tale om krigens traumatiserende effekt på soldaterne. I 1980, i kølvandet på Vietnamkrigen, introducerede den amerikanske psykiatriforening diagnosen ”posttraumatisk stress” eller PTSD. Soldaternes mentale sammenbrud var officielt blevet til en psykisk sygdom. Og i 1990 konkluderede en stor national undersøgelse, at over en tredjedel og måske så mange som halvdelen af alle Vietnamveteraner oplevede alvorlige symptomer på PTSD.
Mange veteraner hilste den nye diagnose velkommen. Nu kunne de få behandling og erstatning for deres ar på sjælen. Samtidig indebar PTSD-diagnosen en normalisering af deres smerte. Det blev hermed anset som normalt at bryde sammen efter så voldsomme oplevelser. Diagnosen var dog ikke en velkommen nyhed for alle, og debatten om krigens psykologiske konsekvenser pågår stadig den dag i dag.
Kritikerne – både dengang og nu – argumenterer for, at PTSD-diagnosen sygeliggør soldaterne og endda krig som sådan. Nærkamp er en ”test af din karakter”, sagde den amerikanske general og senere forsvarsminister Jim Mattis i 2014. Krig gør ”dårlige mænd værre og gode mænd bedre”, og PTSD er ikke en uundgåelig konsekvens af krig, understregede han: ”Der er også noget, der hedder posttraumatisk vækst.”
Positiv psykologi og individualiseringen af kampmoralen
Idéen om posttraumatisk vækst havde Mattis hentet fra positiv psykologi, et relativt nyt felt inden for psykologien, der fokuserer på mental styrke og personlig udvikling, i kontrast til psykologiens traditionelle fokus på psykisk sygdom. Det vi mangler, sagde en af den positive psykologis grundlæggere, Martin Seligman, i 1998, er en forklaring på, hvorfor nogle mennesker kan håndtere modstand, når andre ikke kan. Det vi har brug for, erklærede han, er en psykologisk videnskab, der er i stand til at forhindre – fremfor blot at behandle – psykisk sygdom.
Ti år senere, i 2008, skulle den positive psykologi testes for alvor. På det tidspunkt befandt det amerikanske militær sig i en mental sundhedskrise. Eksperter vurderede, at næsten en tredjedel af soldaterne i Afghanistan og Irak vendte hjem med en diagnosticerbar psykisk sygdom, inkl. 14% med PTSD, og med erfaringerne fra Vietnamkrigen i baghovedet forventede man, at dette kunne vise sig blot at være toppen af isbjerget.
”Der er også noget, der hedder posttraumatisk vækst.”
De øverste generaler i det amerikanske militær havde behov for at gøre noget, og deres øjne faldt på Seligman og den positive psykologi. Kunne denne nye videnskab forhindre psykisk sygdom i at svække militærets kampevne? Ja, sagde Seligman. Den positive psykologi kunne ikke bare forhindre de mange tilfælde af PTSD og depression men også øge sandsynligheden for, at soldaterne ville opleve posttraumatisk vækst.
Seligmans positive psykologi er forankret i det gamle begreb om moralsk karakter. Det er styrken eller svagheden i individets karakter, fortalte Seligman til generalerne, der forudsiger, om en person bliver psykisk syg eller ej efter en traumatisk oplevelse. Dette mindede på mange måder om Lord Morans teori om modets anatomi, hvor soldatens kampmoral og mentale udholdenhed først og fremmest handlede om at have den rette indstilling. For Seligman var den rette indstilling en optimistisk indstilling: en evne til at se det positive i selv de sværeste situationer. Og en sådan indstilling kan tillæres, mente Seligman.
Ideen blev købt af generalerne og siden 2010 har alle soldater i den amerikanske hær skulle gennemføre et kursus i positiv psykologi med henblik på at styrke deres mentale robusthed. Men der er ingen tegn på, at dette har forhindret eller reduceret psykisk sygdom blandt soldaterne. Interne evalueringer har ikke kunnet påvise nogen forbedring, og den eneste eksterne evaluering af træningsprogrammet fandt ingen effekt.
I sidste ende er det som regel ikke abstrakte ideer eller kærlighed til fædrelandet, der får soldaterne til at fortsætte med at kæmpe – de kæmper, selv mod alle odds, fordi de har hinanden.
Problemet med Seligmans analyse var, at den glemte erfaringerne fra Anden Verdenskrig. Nok en gang blev kampmoral og krigens mentale konsekvenser reduceret til et spørgsmål om individets psykologi. Seligman forkastede konklusionen, mange eksperter havde draget efter mere end 100 års forskning i militærpsykologi – nemlig at alle mennesker er sårbare i mødet med krigens barske realiteter, og at kilden til en stærk kampmoral og evnen til at blive ved med at kæmpe ikke er at finde i individets psykologi eller karakter, men i relationerne mellem mennesker. Det er støtten fra, og kærligheden til andre, som gør det muligt for individet at udholde næsten hvad som helst.
Og hvis din kampmoral og udholdenhed i krig afhænger af andre – hvis den i bund og grund er baseret på en velfungerende militær enhed – så er din kampgejst og din mentale modstandskraft heller ikke længere i dine egne hænder. Relationen til dine medsoldater gør dig både stærk og sårbar. For når dine venner dør foran dine øjne, og når din militære enhed går i opløsning, er der en overhængende fare for, at du også selv går i opløsning.
Det var de amerikanske psykiateres konklusion efter Anden Verdenskrig: Krigens psykologi kunne ikke reduceres til et spørgsmål om individets psykologi. Mest af alt var krigens psykologi og kampviljens anatomi et spørgsmål om fællesskab.
Der er mange årsager til, at de ukrainske soldater stadigvæk holder stand mod den russiske overmagt. Det ukrainske militær har fået effektive våben af allierede. Ukrainerne har tilsyneladende forberedt sig godt, og deres forsvarsstrategi ser ud til at virke. Og de har helt tydeligt mere at kæmpe for end de russiske soldater. Men allervigtigst er det, at ukrainerne magter at opretholde sammenhængskraften og bliver ved med at fungere som et effektivt kollektiv i takt med, at tabstallene stiger. Deres kampmoral afhænger af det.
Kampmoral alene kan ikke afgøre en krig, men den kan gøre det muligt for en meget underlegen hær at besejre en stor militær overmagt. I sidste ende er det som regel ikke abstrakte ideer eller kærlighed til fædrelandet, der får soldaterne til at fortsætte med at kæmpe – de kæmper, selv mod alle odds, fordi de har hinanden.
Topfoto: https://en.wikipedia.org/wiki/Frank_Hurley#/media/File:Supports_going_up_after_battle.jpg
Teksten er tidligere bragt som en kronik i Politiken 6. april 2022.
Johannes Lang er seniorforsker på DIIS og leder forskningsprojekterne "The new psychology of war" og ”Wars, pandemics, and the human mind: Competing conceptions of trauma in the 21st century”, finansieret af hhv. Danmarks Frie Forskningsfond og Carlsbergfondet.
