Ukrainske flygtningekvinder er mere end blot ofre

Annika på 38 år bor i et dansk flygtningecenter i Valby med sine to børn. Hun er uddannet ingeniør og har de seneste 10 år bygget en karriere op inden for ingeniørfaget. Men da der brød krig ud i Ukraine, var hun tvunget til at flygte med sine børn.

Nu bor hun i Danmark på ubestemt tid, mens hun forsøger at finde et job, som matcher hendes evner og faglige præferencer. Og det er udfordrende på flere planer. Hendes ønske om et fagligt udfordrende job kolliderer nemlig med omverdenens billede af de ukrainske flygtningekvinder som primært mødre og ofre.

Hun beskriver selv sin situation sådan her under et interview på flygtningecenteret i marts måned 2022:

“Nogle gange spørger jeg mig selv, hvad jeg er for en mor. Jeg tænker hele tiden på mit arbejde i Kiev. Jeg kan ikke arbejde som opvasker efter 10 år som ingeniør. Det ville være for stort et nederlag for mig. Jeg ville ikke længere kunne se mig selv i øjnene og være stolt af mig selv. Jeg ved, at det kan blive hårdt for mine børn, fordi jeg ikke kan finde et job, der lever op til min standarder. Men for nu er det okay. Det er nogle prioriteter jeg er nødt til at opretholde.”

Jeg er mere end et offer

Efter Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 blev millioner af mennesker lige som Annika tvunget til at forlade landet. Ifølge data fra UNHCR udgjorde kvinder og børn 86 procent af de tvangsfordrevne.

Ukrainske kvinder har også været i fokus i den internationale presse i månedsvis: Billeder af mødre, der krydser grænsen, repræsenterer ofrene for krigen i nyhederne og har vakt sorg og medfølelse hos publikum.

Netop det at mange af kvinderne er mødre, der har undsluppet krigen med deres børn, gør det endnu mere nærliggende at se dem som passive ofre, der fortjener at blive reddet på vegne af deres børn.

Der er ingen tvivl om, at kvinderne og deres børn fortjener at blive reddet og beskyttet, men de fortjener også, at vi ser mere nuanceret på dem, som andet og mere end bare ofre og mødre.

For den fortælling og synet på dem som ofre er ufuldstændig. Fordi den mangler at medregne al det andet, kvinderne også er: Mødre som har reddet deres børn og måske andre familiemedlemmers liv, ægtefæller som har mistet deres mænd, kvinder som vil have deres arbejde tilbage, kvinder på udkig efter nye muligheder og utallige andre ting.

Fortællingen bliver virkeligheden

Den kvindelige migrant som offer er ikke et nyt fænomen, men en mærkat vi nærmest per automatik sætter på kvinder, som har klaret at undslippe udsigtsløse eller ubærlige liv eller krige.

På samme måde som kvinderne, der flygter med deres børn fra krigen i Ukraine, er kvindelige migranter fra lande i Vestafrika, der ender med at sælge sex på Istedgade, også blevet stemplet som ofre.

Og på samme måde er disse kvinder meget andet end det. De er overlevere, resiliente, håbefulde, sårbare.

Det kræver sin kvinde af undslippe krigen i Ukraine, og det kræver sin kvinde at krydse en ørken og et hav for at komme til Istedgade i Danmark.

Samtidig er kvinderne jo ofre for krig og fattigdom. Så hvorfor er det et problem, at vi primært ser dem som det?

Offermærkatet er et problem, fordi den kan blive en slags selvopfyldende profeti. Som den verdensberømte nigerianske forfatter Chimamanda Adichie har sagt;

”[Problemet ved] at fortælle en gruppe som havende én historie, som kun én historie, igen og igen, er, at det er det, de bliver.”

De fleste mennesker forsøger at leve op til det, der bliver forventet af dem. Så hvis vores primære forventning til kvindelige migranter er, at de skal optræde som ofre, og hvis de har børn med, som dedikerede mødre, så er det det billede, de føler, de skal leve op til. De vil føle sig utilstrækkelige, hvis de ikke formår at gøre det, eller hvis de agerer ud fra andre præferencer end ene og alene, hvad der er bedst for børnene.

Som Annika beskriver det, føler hun sig som en utilstrækkelig mor, fordi hun tillader sig at prioritere at få et job som matcher hendes kvalifikationer.

Det tager kun en enkelt samtale med ukrainske tvangsfordrevne kvinder at forstå, at den endimensionelle fortælling om dem som mødre og ofre er ufuldstændig. Ufuldstændig, men ikke falsk, fordi de faktisk er sårbare ofre, der flygter fra en konflikt.

Analysen er oprindelig udgivet i Jyllands-Posten