Fem tendenser peger på nye spændinger i international politik

2022 blev et skelsættende år i international politik med Ruslands invasion af Ukraine, som vakte debatter om behov for oprustning og styrkelse af den europæiske sikkerhed. Det blev tydeligt, at international politik er en global kampplads i fysisk forstand, men 2022 illustrerede også, hvordan geografisk placering påvirker ens udsyn: Hvad defineres som væsentligt eller uvæsentligt for verdens udvikling?

Den globale udvikling er mangefacetteret med sideløbende oprustning og konfliktløsning. Derfor bør vores syn på international politik også kunne rumme modsatrettede udviklinger. Grundlæggende kan der udlægges fem globale tendenser fra 2022, der peger på nogle interessante spændinger i international politik.

Europæiske skyttegrave og maliske konfliktbundter

Ovenpå årtiers relativ fredelig fremgang i Europa, var der ikke mange, der havde regnet med, at vi igen skulle se en angrebskrig i Europa med skyttegrave og sønderbombning. Selv om grænsekonflikter har været en normal del af konfliktbilledet i andre dele af verden, blev territorialforsvar og landegrænser igen og igen fremhævet som de nye (gamle) kardinalpunkter i et år, der rystede den geopolitiske spilleplade fuldstændigt.

Det var realiteten for Europa, men ikke i resten af verden. For der har samtidig også været en række modsatrettede tendenser. Hybridkrig, grænseoverskridende teknologi og massemobilisering på tværs af grænser vidner om, at en række af verdens konflikter ikke kan håndteres ved at tænke klassisk territorialforsvar. Ny data viser, at borgerkrige ofte ’vokser ud’ af landegrænser og spreder sig til regionale konflikter.

I mange tilfælde er flere konflikter blandet sammen i én konflikt, ligesom flere forskellige konflikter bliver bundet sammen af en fælles fortælling, der overskrider grænser. Mali er et godt eksempel på den øgede kompleksitet i konflikter: Den handler både om ulige ressourcefordeling, jihadisme som middel til en alternativ regeringsførelse, franskledet intervention og russisk alliancedannelse med den maliske hær. Konflikten har bredt sig til flere nabolande, herunder Burkina Faso og Uganda, og flere af verdens konflikter følger det samme mønster.

Metaidentiteter mobiliserer

En anden tendens i internationale konflikter er, at såkaldte metaidentiteter som race, køn, religion, og civilisation let bliver sprængfarlige omdrejningspunkter, både inden for og på tværs af landegrænser. I Europa, USA, Mellemøsten, Asien og Afrika ser vi bevægelser, der mobiliserer som modsvar på undertrykkelse af køn, race, og religion. Samtidig får fortællinger om en svunden storhedstid og historiske tragedier også folk på barrikaderne. Endelig er også antikolonialismen en stærk mobiliserende ideologi. Alle disse metaidentiteter rummer konkurrerende tanker om, hvad fremskridt er, og hvor den vigtigste kamp i international politik ligger.

Qatars VM-værtskab mødte stor kritik i Europa. Det samme gjorde Ruslands krig i Ukraine. Men for flere mellemøstlige lande var det vigtigere at formulere en antikolonialistisk kritik af Europas tidligere overgreb i regionen og Vestens krigsadfærd i Irak og Afghanistan. Hverken Kina, Indien eller Sydafrika, der alle har ligget under for stormagters imperialisme, valgte at kritisere Rusland. Andre kampe var vigtigere set fra deres perspektiv. 2022 mindede om, at alle diagnoser om ’verdens tilstand og de store trusler’ afhænger af, hvor i verden man befinder sig.

Ideologiernes kamp

Siden murens fald har troen på fred som følge af øget samarbejde og samhandel været dominerende. Under Donald Trumps præsidentskab kom der stort fokus på, at nationale interesser nu var ved at trumfe de globale fællesinteresser i forhold til blandt andet klima og våbenkontrol.

I 2022 talte vi i Europa om at styrke det regionale samarbejde, men denne gang i en anden forstand, end da man kritiserede Trumps nationalistiske måde at definere amerikanske interesser på. Ideen om globalt samarbejde, handel og gensidig afhængighed som vejen til verdensfred, blev et af de første ofre på den ukrainske slagmark. Territorialforsvar, regionalisering og selvforsyning kom i stedet i fokus.

De ideologiske spændinger ved globalisering over for regionaliseringen kan beskrives som en skillelinje mellem idealisme og materialisme: Idealisterne peger på, at globale kriser, som den vi oplevede med COVID-19 eller klimakrisen, ikke kan løses uden globalt samarbejde. Selv med mere eller mindre autoritære regimer. Materialisterne er omvendt optaget af forsyningskæder og styrkelsen af det lokale og regionale værdifællesskab. De har suspenderet den ’gamle’ idé om, at samarbejde, handel og global afhængighed vil være nok til at tæmme de værste tyranner. Denne spænding har århundreder på bagen, men sjældent har den haft større betydning for udviklingen i internationale relationer.

Fra intervention til civil modstand

Ovenpå årtiers vestlig militær indblanding i Mellemøsten og Afrika er der i løbet 2022 kommet øget fokus på alternativer til militære interventioner. Talebans magtovertagelse i Afghanistan i kølvandet på 20 års krig står som et eksempel til skræk og advarsel. Flere vestlige regeringer har igangsat større udredninger om, hvorfor interventionerne gik galt. Samtidig viser verdensscenen nye potentialer i folkelig opstand.

I Iran har protesterne mod Khamenei-regimet for alvor sat civil modstand på dagsordenen som en lokalt forankret forandringskraft. På samme måde pegede Talebans magtovertagelse i Afghanistan ikke blot på behovet for en ny måde at tænke interventioner på, men også på nye muligheder i den civile modstand, der spirer blandt Afghanistans unge befolkning.

Det Arabiske Forår var en del af samme tendens. Ideer om at kunne vælte autoritære regimer med andre midler end internationale interventioner vinder indpas, og de ukontrollerbare globale informationsstrømme er med til at styrke tendensen til lokalt, civilt ejerskab.

Kollektiv hukommelse som skyklapper

Når vi i Europa skruer op for forsvarsbudgetterne i kølvandet på Ruslands krig, er det fordi vores teorier og erindringer fortæller os en bestemt historie om, hvordan man skal agere, når en stormagt handler uforudsigeligt. Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig er de to væsentlige referencepunkter i den internationale politiks hukommelse, især fra vestligt synspunkt, hvorimod kolonitidens pinsler fylder markant mere i Mellemøsten og Afrika. Men heri ligger også faren for, at vi kommer til at gentage historien.

For eksempel har fredsforskning og fokus på konfliktløsning fået vanskeligere vilkår i Europa. Ruslands ageren har, sammen med vores specifikke kollektive hukommelse om historiens gang, defineret det prisme, hvorigennem vi ser muligheder og begrænsninger i international politik. Men udvider vi prismet, rummede 2022 også succeshistorier i forhold til konfliktløsning: En længe ventet våbenhvile i Yemen, en fredsaftale i Etiopien og en genstart af fredsprocessen i Colombia. De globale udviklinger bør minde os om, at oprustning ikke bør udgøre hele vores fokus. Vi skal blive ved med at lære om betingelserne for fred i en verden, der rummer mange anskuelser og erfaringer.

Vores geografiske udgangspunkt bliver sjældent ekspliciteret i vores diagnoser af verdens tilstand, selv om de ofte definerer vores udsyn på verden. Et nytårsforsæt for 2023 bør være, at vi suger mere ind fra verden omkring os, så vi bedre kan se de sameksisterende tendenser i international politik.