DIIS Nyhed

Hvad har de lært i andre lande om krigen i Afghanistan?

I forbindelse med udredningen om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan afholdt DIIS den 8. til 9. december 2022 en workshop for en række forskere og eksperter tilknyttet udredninger og evalueringer i Holland, Norge, Storbritannien, Sverige, Tyskland og USA. For at sikre den fortsatte vidensdeling tog DIIS samtidig initiativ til etablering af et netværk for Afghanistan-udredninger.
afghanistan-udredning-forskere
Foto: DIIS

Netværket under navnet International Network of Afghanistan Inquiries, forkortet INAI, holdt sit første møde fredag d. 9. december 2022 på DIIS i København. Deltagerne repræsenterede otte forskellige institutioner og seks forskellige lande, som alle har lavet, skal til at lave eller er i gang med udredninger om krigen i Afghanistan:

  • Institute for War, Holocaust and Genocide Studies (NIOD) og Netherlands Military History Institute (NIMH) i Holland
  • Forsvarets høgskole i Norge
  • Foreign Affairs Committee, House of Commons i Storbritannien
  • Totalförsvarets forskningsinstitut i Sverige
  • Deutscher BundeswehrVerband i Tyskland
  • Tufts University i Boston, USA
  • Special Inspector General for Afghanistan Reconstruction (SIGAR) i Washington, USA

Formålet med forskertræffet var at etablere kontakt og opnå viden om igangværende og afsluttede udredninger på tværs af de lande, der bidrog til de internationale indsatser i Afghanistan fra 2001 til 2021. Under overskriften 20 Years of Engagement: Learning from Afghanistan var repræsentanter fra de otte institutioner indbudt til at give et kort oplæg om deres udredningsarbejde – både de udredninger og evalueringer, der er færdige, og dem, der netop er begyndt. Træffet var således et format, der både tillod refleksioner over de videnskabelige og metodiske tilgange til udredningsarbejdet, men også over lessons learned og efterfølgende reaktioner på de færdige evalueringer og udredninger i eksperternes hjemlande.

Netværket skal fremadrettet bruges til vidensdeling og kontakt til relevante eksperter på området. Samtidig kan netværket bidrage til at sikre international forankring af det færdige arbejde, da så kan formidles i en større international kreds af Afghanistan-interessenter.

Erfaringsudveksling med internationale kollegaer

Udredningsarbejdet i Danmark er endnu i dets begyndelse. Inputs udefra er derfor værdifulde for det danske udredningshold, der til dagligt graver i ministeriernes arkiver og sidder i forskningsmiljøet på DIIS. Vidensdeling og erfaringsudveksling på tværs af lande kan bidrage til at sikre udredningens videnskabelige objektivitet, men giver også mulighed for fremtidigt samarbejde med internationale kollegaer.

Deltagernes forskellige perspektiver og fokus viste, at der er vidt forskellige tilgange til arbejdet. I nogle lande er man mere policy-praktisk orienterede, mens man i andre er mere akademiske i tilgangen. Nogle har fokus på kommunikation til den brede offentlighed, mens andre har fokus på beslutningstagere. Samtidig er der forskel på, hvordan opdraget lyder, og hvem opdragsgiverne er.

I Danmark er det et bredt politisk flertal i Folketinget, der har igangsat udredningsarbejdet med et formål om at opnå læring til brug for overvejelser om fremtidige freds-, stabiliserings- og genopbygningsindsatser. Udredningsholdet i Danmark består udelukkende af forskere, mens man i andre lande også har embedsfolk og politikere involveret i arbejdet.

Selvom den danske udredning har været i gang i omkring otte måneder, er der stadig mange overvejelser og beslutninger, der skal træffes om det videre arbejde.  Erfaringsudvekslinger med eksperter, der allerede har gennemført evalueringer dog i en anden national kontekst, betød, at man kunne stille næsten alle slags spørgsmål. Træffet dannede derfor rammen om udveksling af perspektiver på alt fra de respektive landes lessons learned i Afghanistan til metodiske tilgange, datamateriale og strategi for det videre arbejde.

Deltagernes forskellige udgangspunkter

Det amerikanske Special Inspector General for Afghanistan Reconstruction (SIGAR) indledte talerrækken med et indlæg om USA’s lessons learned i Afghanistan. Lessons learned er interessant fra et dansk perspektiv, da ét af udredningens centrale mål netop er at identificere relevante læringspunkter, der kan være af værdi for fremtidige beslutninger om danske bidrag til internationale indsatser.

Du kan læse SIGAR’s lessons learned-rapport her

Norges repræsentant beskrev metodiske tilgange og refleksioner i forbindelse med den norske udredning ”En god alliert - Norge i Afghanistan 2001–2014” fra 2016. Dette gav et godt indblik i, hvordan en udredning, der minder meget om den danske, er blevet til. Det samme gælder Sverige, hvis repræsentant fortalte om to af de offentlige udredninger, der er gennemført indtil nu.

Du kan læse den norske udredningen fra 2016 her

Udredningen af Sveriges samlede engagement i Afghanistan 2002-2014 kan læses her 

Evalueringer og rapporter af Sveriges militære bidrag kan søges frem på Totalförsvarets forskningsinstitut hjemmeside

I Storbritannien har man gennemført flere mindre evalueringer, herunder senest en om tilbagetrækningen fra Afghanistan i 2021, der gav et godt indblik i, hvordan man organiserer disse udredninger under det britiske parlament med direkte inputs fra britiske parlamentsmedlemmer.

Du kan finde rapporten om Storbritanniens tilbagetrækning fra Afghanistan her

Ligesom Danmark er udredningerne i Holland, Tyskland og Tufts University i Boston, USA, endnu i deres spæde opstartsfase. 

Det hollandske opdrag kan du læse her

Det tyske opdrag findes her

Afghanistan-projektet på Tufts University kan du læse mere om her

DIIS Eksperter

Cecilie Felicia Stokholm Banke
Udenrigspolitik og diplomati
Enhedsleder, seniorforsker
+45 3269 8938
Petra Mathilde Jørs
Udenrigspolitik og diplomati
Videnskabelig assistent