Skal Vesten hjælpe iranernes kamp for frihed?

Den iranske revolution i 1979 havde alt det, der skulle til for at vælte shahens vestligt støttede diktatur og skabe et liberalt og demokratisk styre. Men revolutionen blev dygtigt og brutalt kuppet af shiamuslimske fundamentalister under ledelse af oprøreren i eksil, ayatollah Khomeini. Det er historien om mange revolutioner, der starter med at lykkes, men ender med at skabe et regime, som er meget værre end det, det afskaffede. Den kommunistiske revolution i Rusland i 1917 er et oplagt eksempel, som forfatteren George Orwell så rammende fik beskrevet i sin satire, Animal Farm.

Den iranske revolution i 1979 førte til et sejlivet, næsten totalitaristisk regime forklædt bag religion, som imidlertid ikke er andet end et middel til social kontrol, magtkoncentration og tyveri af kolossale iranske ressourcer. Staten og dens ressourcer forvaltes i dag af den religiøse leder og hans håndgangne folk, mullaherne, beskyttet af Den Revolutionære Garde. Mod et sådant regime kan modige kvinder og folk fra alle dele af samfundet demonstrere, men de kan ikke vælte det. Desværre!

Løfterne fra det arabiske forår

Om ikke andet blev det tragisk dokumenteret af det arabiske oprør i 2011: I Egypten førte det til det mest brutale militærdiktatur i landets historie, i Syrien til en krig, der stadig er i gang, i Tunesien til kup i 2021, og gang på gang har kæmpedemonstrationer i Libanon og Iran givet grobund for optimisme, indtil demonstranterne gav op og gik hjem. Det er derfor, at folk, der kæmpede mod den brutale overmagt eller simpelthen ikke længere kunne holde ud at leve under ufrihed og undertrykkelse, flygtede eller rejste ud af landene for at finde en bedre fremtid et andet sted, men som regel i stedet blev mødt af en mur og fik prædikatet bekvemmelighedsflygtninge.

Skulle de heroiske iranske kvinder, der i dag trodser overmagten, ende med at give op og prøve at se, om de kunne få et liv uden tørklædepåbud i Europa, ville de, hvis det stod til den danske regering, blive sendt til et modtagecenter i Rwanda. Der er således en vis ironi i, at demonstranterne på Tahrir-pladsen i Cairo i 2011 og samme år mod Syriens diktator fik stor sympati fra de europæiske politikere, fordi demonstranterne kæmpede for frihed, men så snart de trådte over den danske grænse, blev de set på som bekvemmelighedsflygtninge. Det samme kommer givet vis til at ske med de stolte iranske kvinder, hvis de opgiver kampen og søger andre græsgange, fx i Danmark.

Der kunne vises reel støtte til de iranske kvinder ved både at vise dem massiv moralsk og politisk solidaritet og samtidig tilkendegive, at de selvfølgelig altid vil være velkomne i Europa og Danmark, hvor der mangles ”varme hænder”, og hvor vi derfor sagtens kunne bruge de ofte veluddannede og frihedshungrede iranske kvinder og mænd. Indvendingen vil være, at det jo vil føre til det, der på nudansk hedder ”brain drain”, altså at ressourcestærke flygter ud af deres land for at finde en fremtid et andet sted og derved efterlader et hul i deres oprindelsesland. Det er jo rigtigt, men det religiøse diktatur i Iran er afhængig af de unge kvinder og mænd, der udgør over halvdelen af befolkningen. Det er jo dem, Iran skal leve af. Det er deres vigtigste ressource. Med andre ord vil iranere i den danske ”velfærdssektor” svække Mullaherne lige så meget, som det vil styrke det danske samfund.

Så langt rækker solidariteten med de modige iranske kvinder givetvis ikke. De nærer heller ingen illusioner: Siden 1936 har de kæmpet for et frit valg til at gå klædt, som de vil. Først blev tørklædet i 1936 forbudt, fordi Iran skulle være moderne – og så blev det påbudt, fordi Iran skulle være islamisk.

Der tegner sig et mønster. I Tunesien var det i 2010 en frugtsælger, som blev udsat for myndighedernes vold, og i protest satte ild til sig selv, hvilket sendte tuneserne i gaderne; i Egypten blev politiets fatale vold mod en ung mand i Alexandria den samlende begivenhed i udviklingen af de store demonstrationer på Tahrir-pladsen i 2011, og i Iran var det for nylig den kurdisk-iranske 22-årige kvinde, Mahsa Amini, der udløste de store demonstrationer, efter at hun døde i politiets varetægt. Hun var anholdt, fordi hendes tørklæde ”sad for skødesløst, og hendes jeans var for stramme” og demonstranterne er sikre på, hun døde som følge af tortur, hvilket de iranske myndigheder forsøger at afvise.

Den iranske elite har strammet grebet

Alle steder er det dog ikke den konkrete sag, der sender folk i gaderne, men derimod langvarige ophobninger af frustration og vrede over elendige levevilkår og politisk undertrykkelse, som sagerne kondenserer i klare budskaber om regimets vold. I Iran har tørklædet og kvindernes påklædning i årtier været et symbol på graden af undertrykkelse og dermed et barometer på undertrykkelsens omfang. Da vælgerne i 1997 overraskede den konservative elite ved at vælge den reformvenlige præsident Mohammad Khatami, kunne det med det samme ses i kvindernes påklædning, hvor chadoren blev afløst af skødesløse jakker, og de mønstrede tørklæder røg om på baghovedet, så der var frit udsyn til hårpragten. Men kvinderne blev ikke frie, og tog de i bazaren i den fattige sydlige del af Tehran, var det med at få jakkerne knappet godt til, få dækket lårene og skubbet tørklædet ned i panden igen. Efter nogle år slog de konservatives magtapparat til ved, at den ene reformtilhænger efter den anden blev likvideret af mordere fra det såkaldte ’Ministerium for Efterretninger’.

Alt gik mod mørkere tider, og til sidst blev den deciderede racist, populist og apokalyptikker, Mahmoud Ahmadinejad, præsident og huserede længe, indtil selv han blev for rabiat for den religiøse leder Ali Khamenei. Han var også klar over, at en vis tolerance over for navnlig de bedre stillede unge kvinder i det nordlige Tehran og i nogle af de andre storbyer som Isfahan i form af skødesløs tørklædeplacering og fester – så længe de ikke blev for provokerende eller blev politiske – var nødvendig. Derudover har han været konsekvent i sine ordrer til brutalt at nedkæmpe demonstrationer, som der efterhånden har været en del af i Iran. Regimet bruger alle midler: Folkemilitsen basij infiltrerer demonstrationerne, fremprovokerer vold, banker demonstranter og indhenter efterretninger om demonstranter, politi og militær indsættes, tortur tages i anvendelse, og beskyldninger om, at det er ondsindede udenlandske kræfter, der står bag demonstrationerne, fyger ud af de religiøse eliters munde.

Vreden blandt demonstranterne er stor! Over den politiske undertrykkelse, over den sociale kontrol, over fratagelse af det frie valg til at gå klædt, som man vil, over elendige leveforhold og mangel på varer, stor arbejdsløshed, især for kvinder, og over den kæmpestore synlige ulighed, regimet skaber. Folk kan bare lægge vejen forbi de store villaer i det nordlige Tehran og se, hvor den religiøse elite bor og konspirerer mod folket, samtidig med at de grådigt selv fylder deres bankkonti. I Iran er der to typer økonomi: den statslige, hvis største indkomst kommer fra olie- og gas eksport – når det er muligt på trods af sanktioner. Den økonomi er grundlaget for statens budget, som diskuteres og vedtages i parlamentet og i sidste ende godkendes af den religiøse leder.

Ved siden af denne offentlige økonomi findes en særdeles stor og meget velhavende privat økonomi, som er helt uden for statslig kontrol. Den er samlet i en række fonde, buniayds, hvoraf den i Vesten måske mest kendte er Khordad-fonden, hvis tvivlsomme ry uden for Iran skyldes, at den fremdeles opretholder en kæmpedusør for mordet på Salman Rushdie.

Men der er andre fonde, og de forvaltes helt uden for lands lov og ret af netværket omkring Ali Khamenei og Revolutionsgarden. Midlerne stammer fra revolutionen i 1979, hvor Khomeini konfiskerede shahens mange midler og formue og i 1982 samlede dem i fonde, der angiveligt skulle bruges til at hjælpe martyrer, familier til soldater døde i krigen mod Irak og krigsskadede i samme krige, fattige osv. Men pengene bruges til iransk erhvervsvirksomhed og industri, og profitten forvaltes udenom alle offentlige systemer af Khamenei og hans folk. Familier, der er ansat i eller af Revolutionsgarden og virksomheder organiseret af fondene er klart bedre stillet end de fleste iranske familier, og de er derfor ikke at finde blandt demonstranterne.

Så regimet kontrollerer de økonomiske ressourcer, mens demonstranterne ingen har. De kan til gengæld bruge sociale medier til at organisere deres opposition, men sociale medier hackes systematisk og effektivt af grupper ansat af regimet. Demonstranterne er politisk imod regimet og vil have frihed, men derudover er de ikke organiseret, har ikke et fælles politisk program, er ikke organiseret på en fælles platform og har ingen samlende ledelse. Derfor kan de gang på gang knækkes af regimet. Man kan frygte, at det også sker denne gang.

En revolutionær historie

Dette står i skærende kontrast til revolutionen i 1979. Den politiske opposition mod Shahen var stor og talte grupper fra både kommunister over liberale til royalister og islamister. De rige købmænd i bazaren følte sig snydt af Shahen og finansierede revolutionen, og uroen var stor bl.a. i oliesektoren, hvor der fra 1977 var talrige strejker, der bredte sig til andre sektorer. Personel i politi og militær følte stadig større ubehag over at være vidne til Shahens umådelige og pralende overforbrug og hans kyniske anvendelse af efterretningstjenesten til at likvidere oppositionsfolk.

Efterretningstjenesten, SAVAK, var blevet organiseret under kyndig støtte og ledelse af USA, efter at amerikanerne og briterne havde sikret Shahens magt gennem et kup i 1953, der afsatte den dengang populære premierminister, Mossadegh, som havde påkaldt sig briternes vrede ved at nationalisere den iranske olie. Den historie har iranerne, herunder demonstranterne, ikke glemt, og derfor skal USA ikke blande sig med direkte støtte til oprøret, fordi det helt ville fjerne oppositionens legitimitet. Efter de mange strejker og demonstrationer i 1977 og 1978 slog regimet stadig hårdere ned med mange dræbte til følge.

Begravelserne af de døde førte til nye og større demonstrationer, og antallet af desertører i sikkerhedsstyrkerne voksede. I 1978 bragte den statslige avis Ettalat en artikel, der latterliggjorde den eksilerede religiøse leder og oppositionspolitiker ayatollah Khomeini. Han havde i årevis organiseret et netværk, der havde distribueret hans kritik af Shah-styret, hvilket havde gjort ham folkelig kendt i Iran, og regimets latterliggørelse af ham førte til nye og større demonstrationer samt til at endnu flere deserterede. Pludselig fremstod Khomeini som den samlende oppositionsleder, der ovenikøbet i folkemunde kunne ses fremstillet som religiøs frelser, Iman, hvilket han ikke selv benægtede, skønt andre religiøse lærde ironisk sagde, at den frelsende Imam næppe ville ankomme med Boeing-passagerfly fra Paris, hvilket Khomeini gjorde 1. februar 1979.

Revolutionen var lykkedes. Shahen var flygtet, og nye ledere var kommet til. Folk fra alle dele af det iranske samfund var begejstrede, og de fleste troede, at de nu skulle have frihed og nyde at leve i en retsstat. De fik det modsatte. Khomeini udnyttede sin popularitet til at udskrive en folkeafstemning allerede 1. april med det enkle spørgsmål, om man var for eller imod en islamisk forfatning. Den blev vedtaget med overvældende flertal, men de færreste havde indset, hvad de stemte ja til, nemlig et nidkært religiøst diktatur. Igen var det tørklædet, der fik symbolsk politisk betydning, ved at Khomeinis tilhængere i gaden kunne finde på at kaste syre i hovedet på de kvinder, der ikke dækkede sig til. Dermed blev den iranske revolution kuppet af shiaislamisterne, der har kontrolleret magten i Iran lige siden.

Utilfredsheden med det religiøse diktatur i Iran er i dag stor og udbredt i befolkningen. Demonstrationer og strejker kan ikke gøre det. Det kan vestlige sanktioner heller ikke. Dem er mullaherne eksperter i at håndtere, og de kommer formentlig kun til at gå ud over netop dem, de skulle støtte, nemlig demonstranterne og befolkningen. Direkte vestlig og amerikansk støtte til demonstranterne i form af store pengebeløb og organisering af militser med vestlige våben risikerer at føre til borgerkrig, fragmentering af opposition, og endnu større anledning for regimet til at sætte hæren ind.

Selvfølgelig skal Vesten vise sin solidaritet, evt. støtte menneskerettighedsorganisationer i Iran (men det vil der blive slået ned på), og fremføre entydig kritik af regimets vold mod demonstrationer, men det er svært at se, hvad mere der kan gøres, for man vil næppe i Europa åbne dørene til veluddannede og frihedshungrede unge iranere. Skal demonstrationerne lykkes med at vælte det nuværende regime, skal de have støtte fra personel i sikkerhedstjenesterne, penge fra rige iranere, bedre organisation og en samlende vision om, hvad de vil med Iran i fremtiden. Det ligner en Sisyfos-kamp, men det er lykkedes før, nemlig i 1979. Den revolution skal dog også minde om, at en ting er at vælte regimet, noget andet er, hvad der kommer efter, og at det derfor, skulle revolutionen blive til noget i dag, er vigtigt, at det ikke bliver en ny populistisk, fundamentalistisk skurk, der træder ind på scenen. Iranerne har fortjent langt bedre!

Analysen er også bragt i Ræson 21. oktober 2022.