DIIS Comment
Venstrefløjen står til at blive den store vinder i fransk regionalvalg
De franske socialister står til at vinde stort i søndagens franske regionalvalg, der ses som en forsmag på præsidentvalget i 2012. Uroen breder sig i de borgerlige rækker. For ikke nok med, at venstrefløjen står til fremgang. Det gør det højreradikale Front National også.
20. marts 2010
Søndagens regionalvalg står til at blive en begmand af de helt store for Sarkozys gaullister, mens både venstrefløjen og det højreradikale Front National spås et godt valg.
Valget finder sted på et dårligt tidspunkt for præsident Sarkozy og hans borgerlige regering. Tilliden til Sarkozy er på lavpunktet på grund af en lang række skandaler og en uendelig række af aldrig færdiggjorte reformer af velfærdstaten.
Det var da også især de borgerlige vælgere, der blev hjemme ved første runde af regionalvalget den 13. marts. I alt forblev næsten 54 procent af vælgerne på sofaen mod ’kun’ 40 procent ved regionalvalget i 2004.
De borgerlige skal derfor bruge alt deres krudt på at få vælgerne op af sofaen til søndagens anden runde. Men vælgerne er skuffede over Sarkozy. Han blev præsident i 2007, fordi han fremstod som den, der bedst kunne gøre op med det politiske mismod, som havde bredt sig under den tidligere præsident Chirac. Sarkozy gik til valg på løfte om forbedring af købekraften, reduktion af arbejdsløsheden, fleksibel arbejdsuge, hård politik mod ungdomskriminalitet og illegal immigration.
Fra første færd af iværksatte han en tæppebombning af reformer af især den offentlige sektor. Men hver gang der var alvorlige protester mod en reform, stillede Sarkozy reformen i venteposition. I stedet fremsatte han et nyt forslag i et forsøg på at vise, at aktivismen var intakt. Den konstant svingende politik har betydet, at franskmændenes kritik af Sarkozy er vokset, ikke mindst fordi det er uhyre vanskeligt at forstå meningen bag de ustandselige politikskift. Hertil kommer, at Sarkozys løfte om forbedret købekraft og reduktion af arbejdsløshed er en saga blot på grund af den økonomiske og finansielle krise.
Der har derfor i lang tid været uro internt i Sarkozys gaullistparti UMP og i regeringen over Sarkozys autoritære lederstil og hans politiske uforudsigelighed. Ministrene betragtes mere som gode eller dårlige udøvere af Sarkozys politik end som ministre i egen ret. Mange går direkte til præsidentens egne rådgivere eller til ham selv for at få at vide, hvad de skal mene og gøre – i stedet for at tænke selv. En række ministre er derudover irriterede over, at Sarkozy har inddraget tidligere venstrefløjspolitikere i regeringen og i diverse vigtige kommissioner i stedet for at holde sig til højrefløjen. Sarkozys ’hyper-tilstedeværelse’ i al slags politik har ovenikøbet forårsaget, at det er ham og ikke premierministeren, der er skydeskive for al kritik. Mange ministre og gaullistpolitikere har derfor været modstandere af, at Sarkozy forsøgte at blande sig i regionalvalget. De var direkte bekymrede for, at han ville ødelægge partiets valgresultat.
Regeringen og gaullistpartiet har hele tiden vidst at regionalvalget ville blive en begmand til de borgerlige. Det eneste de kunne gøre, var at forsøge at begrænse venstrefløjens succes. Ved regionalvalget i 2004 vandt venstrefløjen 20 ud af 22 regioner. De borgerlige satser nu på, at de i det mindste beholder de to regioner og måske får et par stykker til. Men det ser tungt ud for dem her inden 2. runde. I første runde fik Sarkozys gaullistparti i alliance med fire små borgerlige partier 26 procent, mod godt 33 procent i 2004.
Det yderste højre går frem
Hvor der er tungsind i den borgerlige lejr, er der sejrsstemning på den yderste højrefløj. Front National – det højreorienterede parti Den Nationale Front – fik til alles overraskelse hele 11,5 procent. Meningsmålinger før valget havde givet det 6 til 8 procent fordi partiet ved Europa-Parlamentsvalget i 2009 kun fik cirka 6 procent. I Provence-Côtes d’Azur, som er deres traditionelle højborg, scorede de over 20 procent. Og i Nordvest, som er plaget af stor arbejdsløshed, ligger Front National på godt 18 procent.
Den franske valglov giver ret til at gå videre til 2. runde, hvis et parti har opnået mere end 10 procent i første runde. I Front Nationals tilfælde betyder det, at partiet stiller op i 12 ud af de 22 regioner. Front National kan ødelægge gaullistpartiets chancer for at få et hæderligt valg i de 12 regioner, hvor de stiller op, og hvor venstrefløjen står forholdsvist stærkt. I disse regioner bliver der udspillet trekantsdramaer mellem en næsten samlet venstrefløj, den borgerlige fløj og Front National. Gaullistpartiet og dets borgerlige alliancepartnere, kan kun håbe på, at sofavælgerne forlader sofaen, samt at en stor del af Front Nationals stemmer går til den borgerlige alliance, hvis der mellem de to runder er blevet lavet en del hemmelige ’lokumsaftaler’ mellem de to parter.
Socialister i sejsstemning
Der er sejrstemning i socialistpartiet (PS), som scorede 29,3 procent Dermed blev PS valgets største stemmesluger. PS blev nummer et i 13 regioner. De sidder allerede på magten i 20 ud af 22 regioner. Det ville derfor have været en katastrofe for PS, hvis det ikke havde scoret godt allerede i første runde. PS’s leder, Martine Aubry, der er datter af den forhenværende EU-kommissions formand Jacques Delors, har da også triumferende udtalt, at PS satser på at vinde alle 22 regioner. Ligegyldigt om PS vinder alle regionerne, så betyder første rundes gode resultat, at Martine Aubry står styrket som leder af partiet. Siden præsidentvalget i 2007, hvor socialisten Ségolène Royal stillede op som præsidentkandidat efter voldsomme magtkampe, har partiet været i permanent intern kamp om, hvem der skal lede partiet, og hvordan de forskellige vigtige poster skulle fordeles. Ségolène Royal har aldrig accepteret, at Martine Aubry blev valgt som partileder i 2008. Nu bliver det bliver sværere for Royal at sætte spørgsmålstegn ved Aubrys ledelse.
PS står stærkt op til anden runde, fordi det mellem første og anden runde har indgået forbund med Økologisk Europa (De Grønne) med den berømte Daniel Cohn-Bendit som formand. De Grønne fik et forholdsvist godt valg med 12,4 procent. Partiet kom dermed ind på fjerde pladsen.
Kamp om præsidentposten
Venstrefløjen vinder regionalvalget. Men det er ikke ensbetydende med, at den vinder præsidentposten i 2010. Den har tabt tre præsidentvalg siden 1995. En fransk præsident skal have karisma og have en klar politisk vision. Han/hun skal fremstå som hele den franske nations samlingspunkt og så at sige svæve over de nationale vande. Og så må han/hun ikke blande sig så meget i dagliglivets problemer, som Sarkozy har gjort det.
I de næste to år vil PS og De Grønne forsøge med al magt at fremstå som et samlet alternativ til højrefløjen. Men det kræver, at PS bliver mere grønt, at det begraver de interne stridsøkser samt at det gør op med ideen om, at staten skal intervenere i alle livets områder. Det er slet ikke sikkert, at det kan lade sig gøre, fordi de to hunelefanter, Ségolène Royal og Martine Aubry, vil slås om at stille op som præsidentkandidat. Helt bortset herfra, står især PS i en politisk kattepine, fordi det lige som andre europæiske socialister og socialdemokrater har svært ved at tackle den globale og europæiske (u)orden politisk.
Sarkozy mangler effektiv nødplan
Den borgerlige alliance kommer til at slikke sårene efter 2. runde. Uroen vil vokse internt i gaullistpartiet på grund af Sarkozys autoritære stil, hyperaktivitet og mangel på klar vision. Regeringen går givetvis et varmt forår i møde med strejker inden for den offentlige sektor på grund af pensionsreformer. Landbruget, som traditionelt stemmer til højre, er utilfreds med svigtende indtægter og stor gældsbyrde. Arbejdsløsheden ser ikke ud til at falde og købekraften stiger ikke. Det kan gå grueligt galt for Sarkozy, hvis han stiller op som præsident 2012. Sarkozy er derfor begyndt at tale om nødvendigheden af en reformpause indtil slutningen af 2011, altså 6 måneder før præsidentvalget. Ydermere lufter Sarkozy ideen om ’regeringstilpasninger’. På godt dansk: ministerrokade og udsmidning af de ministre, der fik dårligt valg i de regioner, hvor de stillede op. Disse forslag er en taktisk nødplan, som ikke automatisk sikrer Sarkozy massiv opbakning i befolkningen eller i gaullistpartiet. Frankrig går et politisk forvirret forår i møde.
Ulla Holm
Valget finder sted på et dårligt tidspunkt for præsident Sarkozy og hans borgerlige regering. Tilliden til Sarkozy er på lavpunktet på grund af en lang række skandaler og en uendelig række af aldrig færdiggjorte reformer af velfærdstaten.
Det var da også især de borgerlige vælgere, der blev hjemme ved første runde af regionalvalget den 13. marts. I alt forblev næsten 54 procent af vælgerne på sofaen mod ’kun’ 40 procent ved regionalvalget i 2004.
De borgerlige skal derfor bruge alt deres krudt på at få vælgerne op af sofaen til søndagens anden runde. Men vælgerne er skuffede over Sarkozy. Han blev præsident i 2007, fordi han fremstod som den, der bedst kunne gøre op med det politiske mismod, som havde bredt sig under den tidligere præsident Chirac. Sarkozy gik til valg på løfte om forbedring af købekraften, reduktion af arbejdsløsheden, fleksibel arbejdsuge, hård politik mod ungdomskriminalitet og illegal immigration.
Fra første færd af iværksatte han en tæppebombning af reformer af især den offentlige sektor. Men hver gang der var alvorlige protester mod en reform, stillede Sarkozy reformen i venteposition. I stedet fremsatte han et nyt forslag i et forsøg på at vise, at aktivismen var intakt. Den konstant svingende politik har betydet, at franskmændenes kritik af Sarkozy er vokset, ikke mindst fordi det er uhyre vanskeligt at forstå meningen bag de ustandselige politikskift. Hertil kommer, at Sarkozys løfte om forbedret købekraft og reduktion af arbejdsløshed er en saga blot på grund af den økonomiske og finansielle krise.
Der har derfor i lang tid været uro internt i Sarkozys gaullistparti UMP og i regeringen over Sarkozys autoritære lederstil og hans politiske uforudsigelighed. Ministrene betragtes mere som gode eller dårlige udøvere af Sarkozys politik end som ministre i egen ret. Mange går direkte til præsidentens egne rådgivere eller til ham selv for at få at vide, hvad de skal mene og gøre – i stedet for at tænke selv. En række ministre er derudover irriterede over, at Sarkozy har inddraget tidligere venstrefløjspolitikere i regeringen og i diverse vigtige kommissioner i stedet for at holde sig til højrefløjen. Sarkozys ’hyper-tilstedeværelse’ i al slags politik har ovenikøbet forårsaget, at det er ham og ikke premierministeren, der er skydeskive for al kritik. Mange ministre og gaullistpolitikere har derfor været modstandere af, at Sarkozy forsøgte at blande sig i regionalvalget. De var direkte bekymrede for, at han ville ødelægge partiets valgresultat.
Regeringen og gaullistpartiet har hele tiden vidst at regionalvalget ville blive en begmand til de borgerlige. Det eneste de kunne gøre, var at forsøge at begrænse venstrefløjens succes. Ved regionalvalget i 2004 vandt venstrefløjen 20 ud af 22 regioner. De borgerlige satser nu på, at de i det mindste beholder de to regioner og måske får et par stykker til. Men det ser tungt ud for dem her inden 2. runde. I første runde fik Sarkozys gaullistparti i alliance med fire små borgerlige partier 26 procent, mod godt 33 procent i 2004.
Det yderste højre går frem
Hvor der er tungsind i den borgerlige lejr, er der sejrsstemning på den yderste højrefløj. Front National – det højreorienterede parti Den Nationale Front – fik til alles overraskelse hele 11,5 procent. Meningsmålinger før valget havde givet det 6 til 8 procent fordi partiet ved Europa-Parlamentsvalget i 2009 kun fik cirka 6 procent. I Provence-Côtes d’Azur, som er deres traditionelle højborg, scorede de over 20 procent. Og i Nordvest, som er plaget af stor arbejdsløshed, ligger Front National på godt 18 procent.
Den franske valglov giver ret til at gå videre til 2. runde, hvis et parti har opnået mere end 10 procent i første runde. I Front Nationals tilfælde betyder det, at partiet stiller op i 12 ud af de 22 regioner. Front National kan ødelægge gaullistpartiets chancer for at få et hæderligt valg i de 12 regioner, hvor de stiller op, og hvor venstrefløjen står forholdsvist stærkt. I disse regioner bliver der udspillet trekantsdramaer mellem en næsten samlet venstrefløj, den borgerlige fløj og Front National. Gaullistpartiet og dets borgerlige alliancepartnere, kan kun håbe på, at sofavælgerne forlader sofaen, samt at en stor del af Front Nationals stemmer går til den borgerlige alliance, hvis der mellem de to runder er blevet lavet en del hemmelige ’lokumsaftaler’ mellem de to parter.
Socialister i sejsstemning
Der er sejrstemning i socialistpartiet (PS), som scorede 29,3 procent Dermed blev PS valgets største stemmesluger. PS blev nummer et i 13 regioner. De sidder allerede på magten i 20 ud af 22 regioner. Det ville derfor have været en katastrofe for PS, hvis det ikke havde scoret godt allerede i første runde. PS’s leder, Martine Aubry, der er datter af den forhenværende EU-kommissions formand Jacques Delors, har da også triumferende udtalt, at PS satser på at vinde alle 22 regioner. Ligegyldigt om PS vinder alle regionerne, så betyder første rundes gode resultat, at Martine Aubry står styrket som leder af partiet. Siden præsidentvalget i 2007, hvor socialisten Ségolène Royal stillede op som præsidentkandidat efter voldsomme magtkampe, har partiet været i permanent intern kamp om, hvem der skal lede partiet, og hvordan de forskellige vigtige poster skulle fordeles. Ségolène Royal har aldrig accepteret, at Martine Aubry blev valgt som partileder i 2008. Nu bliver det bliver sværere for Royal at sætte spørgsmålstegn ved Aubrys ledelse.
PS står stærkt op til anden runde, fordi det mellem første og anden runde har indgået forbund med Økologisk Europa (De Grønne) med den berømte Daniel Cohn-Bendit som formand. De Grønne fik et forholdsvist godt valg med 12,4 procent. Partiet kom dermed ind på fjerde pladsen.
Kamp om præsidentposten
Venstrefløjen vinder regionalvalget. Men det er ikke ensbetydende med, at den vinder præsidentposten i 2010. Den har tabt tre præsidentvalg siden 1995. En fransk præsident skal have karisma og have en klar politisk vision. Han/hun skal fremstå som hele den franske nations samlingspunkt og så at sige svæve over de nationale vande. Og så må han/hun ikke blande sig så meget i dagliglivets problemer, som Sarkozy har gjort det.
I de næste to år vil PS og De Grønne forsøge med al magt at fremstå som et samlet alternativ til højrefløjen. Men det kræver, at PS bliver mere grønt, at det begraver de interne stridsøkser samt at det gør op med ideen om, at staten skal intervenere i alle livets områder. Det er slet ikke sikkert, at det kan lade sig gøre, fordi de to hunelefanter, Ségolène Royal og Martine Aubry, vil slås om at stille op som præsidentkandidat. Helt bortset herfra, står især PS i en politisk kattepine, fordi det lige som andre europæiske socialister og socialdemokrater har svært ved at tackle den globale og europæiske (u)orden politisk.
Sarkozy mangler effektiv nødplan
Den borgerlige alliance kommer til at slikke sårene efter 2. runde. Uroen vil vokse internt i gaullistpartiet på grund af Sarkozys autoritære stil, hyperaktivitet og mangel på klar vision. Regeringen går givetvis et varmt forår i møde med strejker inden for den offentlige sektor på grund af pensionsreformer. Landbruget, som traditionelt stemmer til højre, er utilfreds med svigtende indtægter og stor gældsbyrde. Arbejdsløsheden ser ikke ud til at falde og købekraften stiger ikke. Det kan gå grueligt galt for Sarkozy, hvis han stiller op som præsident 2012. Sarkozy er derfor begyndt at tale om nødvendigheden af en reformpause indtil slutningen af 2011, altså 6 måneder før præsidentvalget. Ydermere lufter Sarkozy ideen om ’regeringstilpasninger’. På godt dansk: ministerrokade og udsmidning af de ministre, der fik dårligt valg i de regioner, hvor de stillede op. Disse forslag er en taktisk nødplan, som ikke automatisk sikrer Sarkozy massiv opbakning i befolkningen eller i gaullistpartiet. Frankrig går et politisk forvirret forår i møde.
Ulla Holm
Regioner
Frankrig
Venstrefløjen står til at blive den store vinder i fransk regionalvalg