Det vi ved (og ikke ved) om Nordkoreas a-våben
Efter de seneste ugers intense dækning af Nordkorea står det lysende klart, at der er mange meninger og vurderinger af Nordkoreas intentioner bag landets våbenprogram, men hvad ved vi egentligt om, hvor langt de er nået? Nordkoreanerne er kommet meget langt på meget kort tid, men noget tyder på, at landet stadig er et stykke fra målet.
Der findes visse indikationer på, hvor langt Pyongyang i virkeligheden er kommet i sin våbenudvikling, siden landet genoptog sit våbenprogram under Kim Jong-un. Det drejer sig blandt andet om antallet af atomvåben, hvor effektive de er og deres evne til at nå deres mål.
En vurdering er, at det nordkoreanske regime har et sted mellem 13 og 30 atomvåben, og den seneste amerikanske vurdering er, at Nordkorea nu har 60. Vi ved til gengæld, at Nordkorea kun opererer med fissionsvåben. Det er de våben, vi kalder atombomber i modsætning til bomber, der fungerer ved fusion, som det er tilfældet for termonukleare bomber eller brintbomber.
Men hvor effektive er Nordkoreas atomvåben? Når man taler om et atomvåbens effektivitet handler det om, at den størst mulige del af det fissile materiale bliver brugt i kædereaktionen (og ikke blot spredes i forbindelse med sprængningen), og dermed forøger våbnets sprængkraft. Der er flere analytikere, der mener, at da Pyongyang hævdede at teste et termonukleart våben i januar 2016, så testede de i virkeligheden et effektiviseret våben, og at der var tale om en test med såkaldt ”boosted fission”. Boosted fission er en måde at effektivisere et våben på, ved at man indsætter en lille kerne af fusionsbrændstof - grundlæggende forbliver våbnet dog et fissionsvåben. Så selvom fusionsbrændstoffet undergår fusion (som navnet antyder), der udløser energi, er det væsentlige bidrag fra fusionen, at der frigives en stor mængde ekstra neutroner. De oversvømmer så at sige kernen af fissionsvåbnet, og det resulterer i mere spaltning, og derved bliver våbnet langt mere effektivt og sprængkraften øges væsentligt - altså får man mere ”bang for the buck”.
Et er at have en effektiv bombe, noget andet er at være i stand til at kunne affyre den og ramme mål over lange afstande. Her kommer størrelsen ind i billedet. Donald Trump for ud med bål og brand på Twitter, fordi Defense Intelligence Agency (DIA) mente at vide, det nu er lykkedes Nordkorea at lave et miniaturiseret nukleart sprænghoved, dvs. at sprænghovedet er mindre og lettere, men uden at det nødvendigvis er mindre effektivt. Størrelsen på sprænghovedet er vigtigt, når det skal sættes på et missil. Missiler kommer i mange former, og generelt kan man sige, at jo længere missilet skal rejse, jo lettere og mindre skal sprænghovedet være - men det må stadig ikke være for let. Så hvis Nordkorea agter at ramme eksempelvis USA, skal Pyongyang have et tilstrækkeligt ”lille” men effektivt sprænghoved på et interkontinentalt ballistisk missil (ICBM).
Der er generel enighed om, at det er lykkedes Pyongyang at udvikle et sådant sprænghoved, og det burde ikke være en overraskelse, og da slet ikke for præsident Trump. Da Kim Jong-un poserede foran en rund, sølvkugle (som hurtigt fik kælenavnet ”Disco Inferno”) tilbage i marts 2016, var der bred enighed om, at nok var det en model, men detaljerne var snublende nær et vaskeægte miniaturiseret sprænghoved. I det hele taget burde det ikke være den helt store overraskelse, at Nordkorea nu kan formindske et sprænghoved, da det netop er et af formålene med atomprøvesprængningerne.
Men hvad er vurderingen af Nordkoreas ICBM-kapacitet? Her deler vandene sig. Inden for de seneste uger har vurderingerne været spændt mellem ”ja, Nordkorea har rigelig kapacitet” og ”nej, det er et nær-ved-og-næsten-ICBM, de har”. Men det handler om mere end distance for et ICBM, der skal levere et nukleart sprænghoved. Missilet skal på sin mission rejse i jordens atmosfære. En af de vigtigste ting er at sikre sprænghovedet mod varmen i atmosfæren, ellers kan det brænde op eller på anden måde blive beskadiget. Til det formål anvender man de såkaldte ”reentry vehicles”, der netop sikrer, at sprænghovedet ikke bliver for varmt. Vurderingen fra DIA var, at nordkoreanerne formentlig ville mestre reentry-kunsten om et års tid, hvorimod andre mener, at det er Pyongyang allerede i stand til.
Når vandene deler sig i vurderingen af, hvorvidt Pyongyang har et interkontinentalt ballistisk missil, skyldes det især, at Nordkorea i modsætning til eksempelvis USA testede missilet ved at affyre missilet højt op i en linje for derefter at lade det falde ned. Det efterlod analytikere med forskellige forsøg på beregninger af den reelle distance, herunder indgik også beregningen af missilets ”payload”. Et missils payload er vægten af sprænghovedet plus vægten af reentry vehicle. Vurderingen af Nordkoreas missiler er altså baseret på del antagelser, som selvfølgelig resulterer i forskellige vurderinger. Men der er ingen grund til at tro, at Nordkorea ikke har et fungerende ICBM i nær fremtid.
Men hvad med de andre missiler, de kortrækkende og mellemdistanceraketterne, altså dem som kan nå Guam? Den generelle vurdering er, at Nordkorea har den kapacitet, selvom enkelte stadig hævder, at de er under udvikling, og det er tvivlsomt, om de overhovedet kan ramme målet.
Vurderingerne af de nordkoreanske våbenprogram er altså fyldt med antagelser, og det er det, der kan give de meget forskellige vurderinger, som har været i medierne de seneste uger. Det til trods står en ting dog klart: Nordkorea er lykkedes med meget inden for relativt kort tid, og der er ingen grund til at tro, at Pyongyang ikke vil fortsætte sine bestræbelser. Men der er altså formentligt stadig lidt vej igen.