Valget i Irak har mange kandidater, men få alternativer

Den 10. oktober går irakerne til valg. Et valg, der er blevet udskrevet som konsekvens af de voldsomme protester, der rystede det politiske system i Irak i 20192020 og tvang premierministeren, Adel Abdul-Mahdi, til at gå af. Han var ellers netop blevet valgt i 2018, men hverken valget eller hans korte regeringsperiode adresserede irakernes frustration over det politiske system og den dysfunktionelle stat.

I maj 2020 blev Mustafa al-Kadhimi konstitueret premierminister med løfter om at tage demonstranternes krav alvorligt. De demonstrerede for job, bedre offentlige service og reformer af valgsystemet. Han lovede også retfærdighed for de mere end 600 demonstranter, der mistede livet og de op mod 30.000, der blev såret under protesterne. Det løfte har han ikke kunnet holde. Nok fordi gerningsmændene både var de magtfulde pro-iranske militser og statens egne sikkerhedsstyrker.

Selv om valget den 10. oktober på overfladen er en sejr for protestbevægelsen, kan den få svært ved at omsætte sejren til politisk indflydelse. Det skyldes intern splittelse, men også at demonstranterne har været udsat for regulær forfølgelse, hvor aktivister med potentiale til at forene demonstranterne er blevet truet, kidnappet og i visse tilfælde myrdet.

De fleste peger på de pro-iranske militser som hovedansvarlige for forfølgelsen. Protestbevægelsen havde derfor svært ved at stille med nok kandidater til at udgøre et reelt alternativ til det etablerede politiske system. Det gør det usikkert, om den brede folkelige opbakning til protestbevægelsens krav om reformer bliver omsat til stemmer. I stedet er der reel risiko for, at valgdeltagelsen bliver historisk lav.

Der er udbredt mangel på tillid til de politiske partier, og få tror på, at valget vil føre til forandringer. For selv om stemmesedlen tæller tusindvis af kandidater og masser af partier, er det politiske landskab fortsat domineret af relativt få personer og grupperinger, der har siddet tungt på magten siden den amerikanske invasion i 2003. Samtidig er det politiske system dybt fragmenteret, og indflydelse afhænger af personlige forbindelser.

Den irakiske stats manglende evne til at garantere kandidaternes sikkerhed underminerer demokratiet. For de aktører, der er parate til at bruge vold mod deres politiske modstandere, kan gøre det uden at frygte konsekvenserne. Det nyder især de pro-iranske militser og deres politiske grene godt af.

Den irakiske regering er bevidst om den problematiske rolle, militserne og deres politiske partier spiller i irakisk politik. Den har derfor forsøgt at sikre et retfærdigt valg ved at invitere internationale valgobservatører fra blandt andet FN og EU til at monitorere valget. Men spørgsmålet er, om valgobservatørerne vil gøre en forskel. For selv hvis det lykkedes at afholde valg uden omfattende svindel eller voldshandlinger på dagen, er det ikke nok til at kalde valget en succes.

Den generelle sikkerhedssituation er forsat en udfordring i Irak. Det påvirker også Danmark, der i øjeblikket leder Natos rådgivningsmission i Irak. Missionen er en træningsmission, der skal rådgive og træne irakiske sikkerhedsinstitutioner, primært fokuseret på det irakiske militær. Missionen har til formål at hjælpe med, at Iraks sikkerhedsstrukturer bliver mere ansvarlige og effektive i kampen mod terrorisme. Danmark bidrager også fortsat til koalitionens indsats mod Islamisk Stat.

Valget den 10. oktober er af afgørende betydning for Irak. Det handler ikke blot om, hvem der vinder, men i højere grad om, hvordan vinderen findes.

Om det vil lykkes at få irakerne til at stemme, og om kandidater, der ikke har været del af den politiske elite siden 2003, vil få en chance. For der er risiko for, at valget kun vil øge irakernes desillusionering med det politiske system.

For Danmark, EU og FN er det vigtigt, at valget gennemføres og kan præsenteres som en succes. Men vi bør undgå, at et kortsigtet fokus på gennemførsel af valget ender med at legitimere korruption og magtmisbrug. For hvis valget ikke bliver et skridt på vejen mod mere omfattende reformer af det politiske system, kan det i stedet føre til yderligere underminering af den irakiske stat.

Indlægget er bragt i Jyllands-Posten 27. september 2021.