Maria-Louise Clausen: Irak har demokrati, men befolkningen er ved at miste troen på det

PARLAMENTSVALGET i Irak, der afholdes på søndag d. 10. oktober, er udskrevet som direkte konsekvens af de protester, der ramte Irak i efteråret 2019, de såkaldte Tishreen (oktober) protester. De var større, mere omfattende, og mere eksplicit kritiske overfor Irans indflydelse i Irak end tidligere protester, særligt i de sydlige, shia dominerede provinser af Irak. Protesterne var overvejende fredelige, men demonstranterne blev mødt med vold. Mere end 600 blev dræbt og tusindvis såret af iranskstøttede militser og irakiske sikkerhedsstyrker. Og det tvang den daværende premierminister, Abdul Mahdi, til at gå af, og i maj 2020 blev Mustafa al-Kadhimi konstitueret premierminister med løfter om at tage demonstranternes krav alvorligt, og afholde dét nyvalg, der løber af stablen på søndag

Irak er i økonomisk og politisk krise. Der er omfattende arbejdsløshed, samtidig med at den offentlige sektor, der traditionelt har afsat mange dimentender, nu vakler under vægten af den forvoksede lønningsliste. Demonstranterne i oktoberprotesterne havde derfor bred opbakning i den irakiske befolkning til deres ønsker om politiske og økonomiske reformer, der skal gøre op med den siddende elites kontrol over Iraks ressourcer.

Kadhimis finansminister, Ali Allawi, har formuleret en økonomisk hvidbog, der er blevet præsenteret som en politisk køreplan for langsigtede og omfattende strukturelle reformer af den irakiske økonomi. Og det er nødvendigt. Tidligere i år viste en national undersøgelse, at kun lidt over 20 pct. af de adspurgte ville karakterisere deres økonomiske situation som meget god eller god, samtidig med at jobskabelse og korruption blev set som afgørende politiske prioriteringer på linje med etablering af sikkerhed. Men det er usikkert, om der er den nødvendige politiske opbakning til indgribende økonomiske reformer, især hvis forsat stigende oliepriser gør det muligt for eliten at øge finansieringen af deres patronage-systemer og dermed fastholde status quo.

Det vil underminere den brændende platform, som ellers havde givet reformerne momentum. Uden økonomiske reformer kan den offentlige sektor ikke effektiviseres, og arbejdsløsheden vil sandsynligvis stige i takt med den irakiske befolkningstilvækst. Men selvom den irakiske elite retorisk bakker op om reformer, har det nuværende politiske system historisk prioriteret kortsigtet overlevelse over langsigtede reformer.

Kan valget skabe reelle forandringer?

Der er over 3000 kandidater organiseret i diverse partier og alliancer, der stiller op til valget af det 329 pladser store parlament. Dette er færre end ved sidste valg, men fortsat rigtig mange, og antallet af opstillede reflekterer et politisk system, hvor partier ofte er bygget op omkring individer og kun stiller kandidater i afgrænsede geografiske områder. Så selvom den politiske debat i Irak er langt mindre sekterisk end tidligere, vil kandidater ofte repræsentere specifikke etniske og religiøse grupperinger. Samtidig spiller muhasasa ta’ifia systemet, der har rødder i perioden efter den amerikanske invasion, hvor politiske poster fordeles baseret på etnicitet og religion, en afgørende rolle. Det tydeligste eksempel på systemet er, at præsidenten er kurdisk, mens premierministeren er Shia, og lederen af parlamentet Sunni, og systemet definerer generelt hele det politiske system og den irakiske administration.

Det var oprindeligt et forsøg på at bygge et demokratisk system, der kunne håndtere Iraks religiøse og etniske mangfoldighed. Men systemet har været med til at delegitimere det politiske system ved at skabe en ramme, der belønnede klientelisme ved at gøre det attraktivt at indgå i klient-relationer baseret på etnisk eller religiøst tilhørsforhold fremfor at fokusere på kandidaters evner eller udvikling af politiske platforme. Det er blevet et symptom på det politiske systems inerti og korruption. Tidligere har irakiske ledere reageret på krav om reformer ved at indsætte politisk svage teknokrater som ministre, men deres manglende politiske netværk har gjort det vanskeligt for dem at implementere reformer. Samtidig kontrollerer den politiske elite ministerierne ved hjælp af administrative udnævnelser, der reelt kan gøre en minister magtesløs.

Nu står kandidater – både nye og gamle – overfor at skulle overbevise en irakisk befolkning om, at deres stemme vil gøre en forskel, men de irakiske vælgere har ikke længere tillid til den politiske proces. I en undersøgelse, hvor irakerne skulle svare på, hvor tilfredse de var med den nuværende premierminister på en skala fra 0-10, svarede 42 pct. 0 – altså absolut ikke tilfredse. Det skal i højere grad læses som udtryk for manglende tilfredshed med det politiske system, end at Kadhimi som sådan er exceptionelt upopulær. Det ses i den omfattende apati ved fx, at den officielle valgprocent ved sidste valg i 2018 blot var 44 pct. – og uofficielt gættes der på endnu lavere tal. Og frygten er, at valgprocenten vil blive endnu lavere ved det kommende valg.

Et nyt parlamentsvalg var et centralt krav for protestbevægelsen, men nu kan mange enten ikke se formålet med at stemme eller vælger aktivt at boykotte valget for ikke at legitimere processen. Det vil ikke bare udfordre legitimiteten ved valget, men sandsynligvis også tilgodese aktører som Muqtada al-Sadr, en populistisk og kontroversiel Shia figur, der anses for at være favorit ved valget, og de politiske fløje af iransk støttede militser. Disse aktører har loyale kernevælgere, og de har igangsat en kampagne for at få folk til at stemme på dem. Udover Muqtada al-Sadr gælder det for eksempel Fateh Alliancen, der består af iransk-støttede militser og ledes af Hadi al-Ameri.

Protestbevægelsen har folkelig opbakning, men det er usikkert om det kan omsættes til stemmer. Det skyldes blandt andet, at det er misvisende at tale om én bevægelse, for reelt er der tale om diverse grupperinger af demonstranter og individer, der er frustrerede over det eksisterende uden at have et fælles alternativt politisk projekt. Dele af bevægelsen taler for en boykot af valget, mens andre stiller op som uafhængige kandidater. Protestbevægelsen har etableret en række politiske partier, der deltager i valget særligt i de sydlige provinser. Men selvom oppositionen til det nuværende politiske system er fragmenteret, er der altså teoretisk mulighed for at valget ville kunne styrke reformvenlige kandidater, der gradvist vil kunne reformere det politiske landskab. I den forbindelse er det usikkert, hvilke effekt Ayatollah al-Sistanis, den højeste religiøse autoritet i Irak, nylige opfordring til at stemme vil have. Det er tidligere blevet påpeget, at hans begrænsede opbakning til valget i 2018 var medvirkende til den lave valgprocent. Denne gang har han i højere grad opfordret irakerne til at stemme som den bedste måde at skabe forandring uden kaos.

Det er også farligt at udfordre det politiske system i Irak. Ledende aktivister i protestbevægelsen har været udsat for snigmord, kidnapninger og andre taktikker for at skræmme dem ud af politik. Nogle af de mest indflydelsesrige politiske partier har tilknyttede militser, der bruger deres politiske magt til at fastholde et stærkt greb om magten. Den nuværende premierminister Kadhimi har flere gange lovet retfærdighed, men har indtil videre ikke været i stand til at holde løfterne. Men den voldelige reaktion på demonstrationerne har skabt et modpres mod militserne og den udbredte accept af våben i det offentlige rum.

Interesser udenfor grænserne

Kadhimi har gjort en indsats for at forbedre Iraks regionale relationer. Dette inkluderer en højt profileret konference i august med deltagelse fra en lang række lande, herunder Iran, Saudi Arabien, Qatar, Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet. Det ses som en diplomatisk sejr for Kadhimi, at han var i stand til at få disse højtrangerede delegationer til at mødes i Irak – i nogle tilfælde mellem lande, der ikke officielt har mødtes i årevis. Samtidig er der ingen tvivl om, at Iran spiller en afgørende rolle i Irak. Det ses for eksempel ved at Kadhimi netop har været i Iran, hvor han mødtes med Irans nye præsident, Ebrahim Raisi. Under dette besøg bad Kadhimi tilsyneladende Raisi om hjælp til at kontrollere de iransk støttede militser i Irak. Samtidig er Irans rolle i Irak mere kontroversiel end tidligere, særligt efter de iransk-støttede militser angreb demonstranter i 2019, så flere irakiske politikere taler om behovet for at inddæmme den iranske indflydelse. Men det er usikkert om det vil ske, for Irans indflydelse er dybt integreret ind i det irakiske politiske system og sikkerhedssektoren.

Det internationale samfund opfordrer irakerne til at stemme. Den irakiske regering har bedt FN om teknisk støtte, og FN-missionen i Irak, UNAMI, har påtaget sig en større rolle i et forsøg på at stå som garant for frie og retfærdige valg. Der er indført biometriske identitetskort, og Iraks valgkommission arbejder på at forhindre systemisk valgsnyd. Der er indtil videre registreret mere end 17 millioner vælgere ud af 25 millioner, men ikke alle har modtaget deres biometriske kort. Samtidig er FNs involvering en balancegang. Selvom det lykkedes at gennemføre valgdagen relativt fredeligt, har UNAMI [FN’s assistancemission for Irak, red.] ikke haft mulighed for at forhindre påvirkning af vælgere op til valget, hvor der for eksempel har været rapporter om forsøg på at købe stemmer, eller forhindre trusler og vold mod kritiske kandidater. Men vigtigere er det, at teknisk støtte til afholdelse af valg eller støtte til aktivister for, at de kan deltage i valget, ikke adresserer de bagvedliggende årsager til irakernes manglende tiltro til det politiske system. Det er et forsøg på at understøtte gradvise reformer, men det er tvivlsomt om valgene alene kan mindske den voksende kløft mellem den irakiske befolkning og deres politikere. 

Denne artikel blev bragt i Ræson den 8. oktober 2021