Væbnede grupper kan vinde 'hearts and minds' i krigszoner

I mange af verdens konfliktzoner er ikke-statslige væbnede grupper (på engelsk Armed Non-State Actors ellerANSA) med til at levere helt basale serviceydelser. Derfor kan befolkningerne i konfliktområder ende med at støtte selv brutale væbnede grupper, hvis grupperne kontrollerer basale ydelser som uddannelse, sundhedsvæsen og infrastruktur.

Denne afhængighed tager Vesten ikke altid højde for, når vi griber ind i væbnede konflikter, skriver Jairo Munive i denne artikel i Jyllands-Posten.

Overordnet kan de defineres som grupper eller organisationer, der er villige og i stand til at bruge vold til at forfølge deres mål, og som ikke er integreret i formelle statslige institutioner som regulære hære, politimyndigheder eller specialstyrker. Grupper som Ansar al-Sharia (Libyen), Karen National Liberation Army (Myanmar), tidligere Farc (Colombia), og Islamisk Stat (Irak og Syrien) leverer alle forskellige former for serviceydelser i de områder, de kontrollerer.

Når det internationale samfund engagerer sig i nuværende eller tidligere krigszoner, er det vigtigt at forstå, at mange mennesker her er mere afhængige af serviceydelser leveret af væbnede grupper end af de officielle myndigheder, skriver Jairo Munive.