Vaccine-nationalisme øger globale uligheder

Når man læser nyheder, kan man nærmest få indtryk af, at der er en international konkurrence udskrevet mellem rige lande om, hvem der hurtigst får vaccineret deres befolkninger. Her fører Israel suverænt. Israel overtalte tidligt Pfizer til hurtig levering af mange doser vaccine. Israel har betalt væsentligt mere for vaccinen end f.eks. USA, og samtidig tilbød Israel at være et forsøgsland, hvor andre rige lande hurtigt kunne få viden om, hvordan vaccinen virker i praksis, når det handler om at skabe såkaldt flokimmunitet i en befolkning.

Og de gode vaccinenyheder er strømmet ud af Israel siden december, skønt epidemien, trods al vaccinen og omfattende nedlukning af samfundet, nu er eksploderet, men det skyldes vist nok den engelske covid-19 mutation, samt at de såkaldte ultraortodokse ikke vil indordne sig restriktioner til forhindring af smitte. Seneste melding er dog, at vaccinens positive effekt på begrænsning af smitte nu klart kan ses i gruppen af mennesker over 60 år.   

Danmark er således ikke alene om det, vrisne udviklingsforskere kalder ”vaccine-nationalisme”. De andre rige lande konkurrerer også om at få vaccinen først, hvilket åbner store dele af verden for russisk og kinesisk indflydelse, fordi Rusland og Kina godt kan og vil levere vaccine til dårlige betalere. Deres vaccine er vist ikke lige så god som den, der produceres i Vesten, men den er billigere, undertiden gratis, og så er den tilgængelig. 

Det håbede man i hvert fald i det besatte palæstinensiske Gaza, hvor man har fået lovning på den russiske Sputnik V-vaccine i midten af februar. Man kunne nemlig ikke være sikker på, at vaccinen kunne få lov til at passere over den grænse mellem Israel og Gaza, som Israel siden 2007 har blokeret, på trods af, at Israel ved flere våbenhviler har skrevet under på, at blokaden skal hæves. 

Når man var usikker på om Sputnik-vaccinen kunne komme ind i Gaza, skyldes det, at Israel er omhyggelig med, at deres regler og forståelse af sikkerhed følges til punkt og prikke. Da palæstinenserne i marts sidste år, efter de første covid-19 smittetilfælde var konstateret i Betlehem, satte nogle telte op på Vestbredden ved Hebron og nord for Nablus, der skulle bruges som nødhospitaler, beordrede israelerne dem fjernet, for der var jo ikke søgt om byggetilladelse. 

I de 14 år, de ca. 2 millioner indbyggere i Gaza - hvoraf over halvdelen i øvrigt er børn - har levet med blokaden, har de gang på gang oplevet, hvad alle ville mene er uskyldige produkter, blive blokeret ved grænsen: alt kan jo på en måde bruges til at lave ulykker med, så ikke meget får lov til at passere den israelske grænsekontrol. Måske har israelerne læst den franske filosof Jacques Derridas studie ”Pharmacia” fra 1981, hvor Derrida gør opmærksom på, at ”pharmakon” på græsk både kan betyde medicin og gift. Er der tale om farmaceutiske produkter til indbyggerne i Gaza, fortolker Israel ofte ”pharmakon” i betydningen gift. Og gift skal jo ikke ind til de indespærrede palæstinensere i Gaza, lyder det omsorgsfuldt fra den israelske besættelsesmagt. 

Konsekvensen er, at hospitalerne i Gaza er stærkt underforsynede med medicin og hospitalsudstyr. De kan derfor ikke levere en lang række medicinske behandlinger, hvorfor 9000 palæstinensere årligt må søge israelerne om tilladelse til at rejse ud af Gaza for at få medicinsk behandling et andet sted. Det forklarer to israelske læger, Dana Moss og Ghada Majadle, der arbejder for Physicians for Human Rights Israel i det prestigefyldte tidsskrift The Lancet i september 2020. Efter at have tilbageholdt den russiske vaccine med henblik på inspektion tillod Israel imidlertid i midten af februar, at 1000 doser kunne passere grænsen ind i Gaza, således at sundhedspersonale så småt kunne begynde at blive vaccineret. Men der er lang vej fra 1000 doser til 2 millioner indbyggere. 

Vaccine-nationalisme rummer etiske dilemmaer 

I begyndelsen af februar donerede Israel 5000 doser vaccine til det palæstinensiske selvstyre, der skal bruges til at vaccinere palæstinensisk sundhedspersonale på Vestbredden. Ellers har Israel alene vaccineret israelske statsborgere, hvilket naturligvis er blevet mødt med kritik fra bl.a. menneskerettighedsorganisationer. De peger på, at Israel er forpligtet på at levere vaccine til palæstinenserne på lige fod med de israelske statsborgere. Det afviser Israel med henvisning til Osloaftalerne fra 1993 og 1995, der åbnede for palæstinensisk selvstyre og hvor der står, at palæstinenserne selv skal sørge for sundhedstilbud til deres folk. Der står imidlertid også i 1995-aftalen - populært kaldet Interim-aftalen - at parterne, altså Israel og det palæstinensiske selvstyre, ”skal samarbejde om bekæmpelse af epidemier og smitsomme sygdomme”.

Ifølge Folkeretten er Israel forpligtet til at bekæmpe sygdomme i besatte områder på lige vilkår med sine egne, men Israel vil argumentere for, at med Osloaftalerne er Vestbredden og Gaza ikke længere at betragte som besatte. Folkeretseksperter både i Israel og USA mener noget andet, mens andre støtter Israel. Det etiske spørgsmål må man jo så gøre op med sig selv.

Hvorom alt er, øger den israelske vaccine-nationalisme uligheden mellem Israel og de besatte palæstinensiske områder: De katastrofale økonomiske konsekvenser af nedlukningen af samfundet og overbelastningen af sundhedssektoren er vist indlysende for alle efter et år med corona. Konsekvensen gælder lokalt mellem Israel og palæstinenserne, men også globalt mellem rige og fattige lande. 

Vaccine-nationalismen rejser således etiske spørgsmål, der dog synes at være grundigt fortrængt, for konkurrencen mellem de rige om at komme først med flokimmunitet fortsætter ufortrødent. Spørgsmålet er, om det også er klogt? For hvad det nytter det i grunden, at vi er immune i Danmark og Israel, når vores naboer og andre regioner i verden ikke er? Hvordan denne situation skal håndteres, tilbyder det sociale eksperiment i Israel også svar på: Omkring 132.000 palæstinensere har tilladelse til at rejse ind i Israel bl.a. fra Gaza, fordi deres arbejdskraft er efterspurgt på det israelske arbejdsmarked. Udvekslingen mellem vaccinerede og ikke-vaccinerede samfund kan her studeres konkret og i praksis og dermed give os nyttig viden om, hvordan vi selv skal håndtere den udfordring, vi får, når vi er blevet immune, mens de varme lande, vi gerne vil rejse til, stadig er fulde af smitte.