Tysk valg er en mavepuster for EU’s økonomiske integration
Det var, som om valgene i Holland og Frankrig havde givet de europæiske eliter fornyet luft. Pludselig var der tro på tingene igen, efter at Brexit og valget af Trump ellers havde taget pusten helt fra dem i 2016. Der var sågar plads til, at Jean-Claude Juncker, EU-kommissionens formand, i sin årlige tale til Europaparlamentet forleden kunne tage den helt store pensel frem og tegne konturerne af et endnu mere integreret EU, både politisk og økonomisk.
De næste skridt i det europæiske projekt handlede nu ikke længere blot om at fuldende den europæiske bankunion eller om at sætte fart i den spirende kapitalmarkedsunion. Nu var det på tide også at komme videre med områder for øget politisk integration, som ellers så ofte har været stopklodser for det europæiske projekt. Det handlede ikke mindst om at få taget hul på fælleseuropæisk skatteinddrivelse og fælleseuropæisk udenrigspolitik, lod Juncker forstå. Kontrasten til hans tale til Europaparlamentet sidste år på samme tid, i kølvandet på Brexit, kunne næppe have været større. Sidste års eksistentielle krise var erstattet af et nærmest mageløst europæisk morgenrøde.
Hvis det franske valg i juni gik bedre end mange havde frygtet, set med de politiske eliters øjne, så kan man til gengæld roligt sige det modsatte om weekendens valg i Tyskland. Indenrigspolitisk var det et jordskred på tre måder: For Angela Merkels konservative kristendemokrater (CDU) er valget det dårligste siden 1949, om end dets status som Tysklands største parti bevares med 33 procent af stemmerne. For Socialdemokraterne i SPD var valgresultatet usædvanlig dårligt: fra 25,7 procent ved sidste valg til nu 20,5 procent af stemmerne. Samlet set går de to store partier i tysk politik fra tilsammen at have haft 80 procent af sæderne i Forbundsdagen til i den nye Forbundsdag kun at kunne mønstre 60 procent af mandaterne. Sidst, men ikke mindst, er det højre-populistiske parti, Alternative für Deutschland (AfD), braget ind i parlamentet, hvor det med over 13 procent af stemmerne bliver Tysklands tredjestørste parti og står til at få næsten 100 af de i alt godt 700 pladser.
Efter tyske forhold er det en forbløffende stor tilslutning til et parti, der så bramfrit har udråbt islamisme og immigration som de store trusler mod den tyske nation og kultur. I den skarpe ende af spektret har Sigmar Gabriel, Tysklands udenrigsminister, udtalt, at der nu for første gang siden anden verdenskrig sidder ”real Nazis” i Forbundsdagen. Helt så langt går de færreste. Men det vækker dyb bekymring i den tyske politiske elite, at AfD’s ledere, Alexander Gauland og Alice Weidel, under valgkampen er kommet med en type udtalelser, der indtil for få år siden var utænkelige i tysk politik. Gauland har understreget, at det tyske folk har al mulig ret til at være stolte af sine soldater i begge de store verdenskrige, mens Weidel hånende har beskyldt den tyske regering for at være ynkelige marionetter for de magter, der vandt anden verdenskrig.
Men der er mere på spil i det tyske valgresultat end fremgangen til AfD. De liberale demokrater (FDP), som traditionelt har været fortalere for europæisk integration, har denne gang ført en stærkt euroskeptisk valgkamp. Et helt centralt element i det liberalistiske partis valgkampagne var, at der skulle sættes en prop i enhver tanke om tysk finansiering af hjælpepakker til andre europæiske landes nødlidende statskasser. Hvor AfD’s valgkamp har fokuseret på Merkels immigrationspolitik, har FDP især været kritisk over for øget integration i EU’s økonomisk-politiske samarbejde. FDP’s formand, Christian Lindner, slog da også allerede søndag aften fast, at hans parti vil insistere på, at Macrons idé om et særligt budget for Eurozonen får dødsstødet af en tysk koalitionsregering med FDP’s deltagelse. Og idéen om en særlig finansminister for Eurozonen kan integrationisterne også skyde en hvid pind efter, siger Lindner. Hvis der bliver en sådan figur, vil han ikke have en klink på lommen at spendere af – men i bedste fald blive udstyret med udvidede beføjelser i sit tilsyn med Eurozone-landenes nationale finanspolitikker.
Hvis tilhængere af øget politisk og økonomisk integration i EU vejrede morgenluft med valget af Macron til Frankrigs præsident kort før sommer, må det tyske valg søndag føles som et hårdt stød i mellemgulvet. Det er svært at forestille sig andet, end at omfattende visioner for øget europæisk integration nu må en tur på bænken på ubestemt tid. Wolfgang Münchau, førende analytiker af tysk og europæisk politik for Financial Times, lægger da heller ikke fingrene imellem. Det tyske valgresultat kan potentielt få større negative implikationer for det europæiske integrationsprojekt end Trump og Brexit tilsammen, vurderer han.
Hæver vi blikket og ser ud over den europæiske horisont, er der yderligere grund til bekymring. Ved udgangen af 2016 – efter briternes Brexit, amerikanernes valg af Trump, og Hollandes dybe upopularitet i Frankrig – fremstod Merkel som en søjle af solidt lederskab og blev af mange udpeget som den vestlige verdens moralske leder. Merkel får nu fire år mere som tysk kansler, men det er svært at forestille sig, at det faktisk vil være den samme Merkel i den nye Forbundsdag. En svækket Merkel – i et parlament, hvor der hersker dyb skepsis over for økonomisk integration, hvad enten den er europæisk eller global – vil få ualmindelig svært ved at føre an i vestlige politiske eliters forsvar for en liberal verdensorden, der i stigende grad er under pres indefra.
Jakob Vestergaard er seniorforsker på DIIS. Han arbejder pt blandt andet på et projekt, der sammenligner holdninger til økonomisk globalisering i Tyskland, Frankrig og Danmark.