DIIS Comment
Tunesien er ikke længere en fransk baggård!
Hvis Frankrig skal genvinde indflydelse i Nordafrika kræver det, at Nordafrika ikke længere blot betragtes som en fransk baggård for specifikke, franske interesser.
3. marts 2011
Den franske udenrigsminister Michèle Alliot-Marie blev tvunget til at tage sin afsked den 27. februar. Præsident Sarkozy så sig nødsaget til at reagere over for både indenlandsk og udenlandsk kritik af udenrigsministerens lidet glorværdige ‘håndtering’ af Jasmin-revolutionen i Tunesien. Alliot-Marie – også kaldet MAM i folkemunde – kom for skade at tilbyde fransk politisamarbejde med det tunesiske regime, for at genoprette ro og orden. Derefter rullede den politiske lavine. Franske medier fandt ud af, at MAM og hendes mand havde været i Tunesien på en juleferie, der var ‘sponsoreret’ af en af den nu flygtede præsident Ben Alis rige venner. Samtidig blev det afsløret, at statsminister Fillon havde været på ‘sponsoreret’ ferie i Egypten. Sådanne ‘sponsorerede’ rejser er uhyre almindelige for franske politikere. Ingen har udtalt sig kritisk om disse rejser før januar 2011, hvor revolutionerne i Nordafrika pludselig satte fokus på, hvem politikerne frekventerer.
MAM var ikke den eneste, der havde vanskeligt ved at manøvrere under Jasmin-revolutionen. Sarkozy udtalte således i et officielt kommuniké d. 15. januar, at fransk udenrigspolitik styres af to principper: Det ene er ‘ikke-indblanding’ i en suveræn stats interne politik. Det andet er støtte til demokrati og frihed. Hvordan disse to modsatrettede principper hænger sammen, gjorde Sarkozy ikke rede for.
At tale om ‘ikke-indblandingspolitikken’ som et fundamentalt princip i fransk udenrigspolitik stemmer ikke med virkeligheden. Fransk afrikapolitik er i allerhøjeste grad præget af indblanding. Sarkozys første udenrigsminister, Bernard Kouchner, var kendt for sin lancering af begrebet ‘humanitær intervention’ over for regimer, der begår overgreb mod deres befolkninger. Desuden er ‘ikke-indblandingspolitikken’ i realiteten også en form for indblandingspolitik. Frankrig blander sig nemlig alligevel i Nordafrikas indenrigspolitik, men på regimernes betingelser. Og fordi regimerne ikke tillod kritik, har Frankrig i den sammenhæng stiltiende accepteret overtrædelser af menneskerettighederne i Nordafrika.
Sarkozys udtalelse om ‘ikke-indblandingspolitikken’ blev støttet af MAM under debatten i det franske parlament om Tunesien den 18. januar. Imidlertid blev den udsat for kritik fra både højre- og venstrefløjen. Flere parlamentarikere spurgte, hvordan de to principper kunne fungere samtidigt. Der kom intet svar på det tidspunkt.
Sarkozy svarede først delvist på spørgsmålet i sin tv-tale den 27. februar. Her meddelte han franskmændene, at der var sket en regeringsrokade pga. MAMs afsked. I talen udtalte han, at ‘indblanding’ ikke bør accepteres og ligegyldighed er en moralsk og strategisk fejltagelse. “I stedet skal man gøre alt for, at håbet ikke dør i de arabiske lande”, sagde Sarkozy
I tv-talen får udtalelsen om, at ‘indblanding ikke bør accepteres’ en positiv betydning. Der refereres indirekte til, at det er den såkaldte ‘arabiske gade’ – altså folket på gaden – der skal diktere fremtidens politik for de nordafrikanske lande. På den anden side udtalte Sarkozy også, at hverken Frankrig eller Europa bør stå i kulissen, alt imens tuneserne kæmper med demokratisering. Frankrig og EU skal hjælpe, men ikke påtvinge bestemte politikanvisninger.
I den samme tale forsøgte Sarkozy at fraskrive sig ansvaret for fejlbedømmelsen af den tunesiske situation. Han erklærede, at alle europæiske lande har støttet autoritære arabiske regimer, fordi de er blevet opfattet som bolværk mod religiøs ekstremisme og terrorisme. Det har han fuldkommen ret i. Ikke desto meget mindre blev MAM tvunget til at gå af, fordi hendes politiske brøler afslørede, hvordan Frankrig har forholdt sig til sine tidligere kolonier i Nordafrika. Marokko, Algeriet og Tunesien er Frankrigs frankofone baggård. Frankrigs tætte forhold til de nordafrikanske regimer har fungeret som bevis på, at Frankrig stadig er en indflydelsesrig magt uden for Europas grænser. Tab af indflydelse i Nordafrika vil derfor være et alvorligt udenrigspolitisk nederlag. Derfor måtte MAM gå.
Sarkozy fortsatte det udenrigspolitiske sorgarbejde på et besøg i Tyrkiet den 25. februar. Han erklærede under besøget, at Frankrig nu måtte gentænke indholdet af Unionen for Middelhavet. Sarkozy lancerede denne Union under stor pomp og pragt i Paris den 13. juli 2008. Formålet var at binde landene nord og syd for Middelhavet sammen i et pragmatisk økonomisk og miljømæssigt samarbejde. Al tale om demokrati og menneskerettigheder var fjernet fra unionsprojektet. I Tyrkiet sagde Sarkozy imidlertid, at formålet med Unionen må ændres, nu hvor de arabiske befolkninger klart har vist, at de vil have demokrati og ikke autoritære regimer.
Frankrig har siden midten af februar tilbudt stor økonomisk hjælp til Tunesien og Egypten samt sendt hospitalsudstyr og medicin til ‘de befriede byer’ i det østlige Libyen. Denne hjælp skal kompensere for den franske tøvende og uheldige politik over for disse lande. Men hvis Frankrig skal genvinde indflydelse i Nordafrika kræver det, at Nordafrika ikke længere blot betragtes som en fransk baggård for specifikke, franske interesser. Og hvis EU i det hele taget ikke skal tabe ansigt over for sine middelhavsnaboer, kræver det støtte til demokratisk valgte regeringer. Også til regeringer, hvor islamiske partier er repræsenteret.
MAM var ikke den eneste, der havde vanskeligt ved at manøvrere under Jasmin-revolutionen. Sarkozy udtalte således i et officielt kommuniké d. 15. januar, at fransk udenrigspolitik styres af to principper: Det ene er ‘ikke-indblanding’ i en suveræn stats interne politik. Det andet er støtte til demokrati og frihed. Hvordan disse to modsatrettede principper hænger sammen, gjorde Sarkozy ikke rede for.
At tale om ‘ikke-indblandingspolitikken’ som et fundamentalt princip i fransk udenrigspolitik stemmer ikke med virkeligheden. Fransk afrikapolitik er i allerhøjeste grad præget af indblanding. Sarkozys første udenrigsminister, Bernard Kouchner, var kendt for sin lancering af begrebet ‘humanitær intervention’ over for regimer, der begår overgreb mod deres befolkninger. Desuden er ‘ikke-indblandingspolitikken’ i realiteten også en form for indblandingspolitik. Frankrig blander sig nemlig alligevel i Nordafrikas indenrigspolitik, men på regimernes betingelser. Og fordi regimerne ikke tillod kritik, har Frankrig i den sammenhæng stiltiende accepteret overtrædelser af menneskerettighederne i Nordafrika.
Sarkozys udtalelse om ‘ikke-indblandingspolitikken’ blev støttet af MAM under debatten i det franske parlament om Tunesien den 18. januar. Imidlertid blev den udsat for kritik fra både højre- og venstrefløjen. Flere parlamentarikere spurgte, hvordan de to principper kunne fungere samtidigt. Der kom intet svar på det tidspunkt.
Sarkozy svarede først delvist på spørgsmålet i sin tv-tale den 27. februar. Her meddelte han franskmændene, at der var sket en regeringsrokade pga. MAMs afsked. I talen udtalte han, at ‘indblanding’ ikke bør accepteres og ligegyldighed er en moralsk og strategisk fejltagelse. “I stedet skal man gøre alt for, at håbet ikke dør i de arabiske lande”, sagde Sarkozy
I tv-talen får udtalelsen om, at ‘indblanding ikke bør accepteres’ en positiv betydning. Der refereres indirekte til, at det er den såkaldte ‘arabiske gade’ – altså folket på gaden – der skal diktere fremtidens politik for de nordafrikanske lande. På den anden side udtalte Sarkozy også, at hverken Frankrig eller Europa bør stå i kulissen, alt imens tuneserne kæmper med demokratisering. Frankrig og EU skal hjælpe, men ikke påtvinge bestemte politikanvisninger.
I den samme tale forsøgte Sarkozy at fraskrive sig ansvaret for fejlbedømmelsen af den tunesiske situation. Han erklærede, at alle europæiske lande har støttet autoritære arabiske regimer, fordi de er blevet opfattet som bolværk mod religiøs ekstremisme og terrorisme. Det har han fuldkommen ret i. Ikke desto meget mindre blev MAM tvunget til at gå af, fordi hendes politiske brøler afslørede, hvordan Frankrig har forholdt sig til sine tidligere kolonier i Nordafrika. Marokko, Algeriet og Tunesien er Frankrigs frankofone baggård. Frankrigs tætte forhold til de nordafrikanske regimer har fungeret som bevis på, at Frankrig stadig er en indflydelsesrig magt uden for Europas grænser. Tab af indflydelse i Nordafrika vil derfor være et alvorligt udenrigspolitisk nederlag. Derfor måtte MAM gå.
Sarkozy fortsatte det udenrigspolitiske sorgarbejde på et besøg i Tyrkiet den 25. februar. Han erklærede under besøget, at Frankrig nu måtte gentænke indholdet af Unionen for Middelhavet. Sarkozy lancerede denne Union under stor pomp og pragt i Paris den 13. juli 2008. Formålet var at binde landene nord og syd for Middelhavet sammen i et pragmatisk økonomisk og miljømæssigt samarbejde. Al tale om demokrati og menneskerettigheder var fjernet fra unionsprojektet. I Tyrkiet sagde Sarkozy imidlertid, at formålet med Unionen må ændres, nu hvor de arabiske befolkninger klart har vist, at de vil have demokrati og ikke autoritære regimer.
Frankrig har siden midten af februar tilbudt stor økonomisk hjælp til Tunesien og Egypten samt sendt hospitalsudstyr og medicin til ‘de befriede byer’ i det østlige Libyen. Denne hjælp skal kompensere for den franske tøvende og uheldige politik over for disse lande. Men hvis Frankrig skal genvinde indflydelse i Nordafrika kræver det, at Nordafrika ikke længere blot betragtes som en fransk baggård for specifikke, franske interesser. Og hvis EU i det hele taget ikke skal tabe ansigt over for sine middelhavsnaboer, kræver det støtte til demokratisk valgte regeringer. Også til regeringer, hvor islamiske partier er repræsenteret.
Regioner
Frankrig
Tunesien er ikke længere en fransk baggård!