Tilbage i klubben

Den syriske præsident, Bashar al Assad, fik en varm velkomst, da han den 19. maj skridtede op ad den røde løber til det årlige topmøde i Den Arabiske Liga, der fandt sted i den saudiske havneby Jeddah. Den saudiarabiske kronprins, Muhammed bin Salman –som tidligere var en arg modstander af Assad og sendte penge og våben i stor stil til den syriske opposition – mødte nu Assad med et smil og en bjørnelignende omfavnelse. Til det efterfølgende pressebillede fra topmødet står Assad i forreste række og joker tilsyneladende med den egyptiske diktator Sisi ved sin side. Ingen kunne længere være i tvivl: Assad var tilbage i den arabiske fold.

Efter 12 års krig og blodig undertrykkelse af det syriske oprør, hvor over en halv million menes dræbt, over fem millioner er flygtet, og tusindvis er forsvundet i regimets torturkældre, er Assad altså blevet taget til nåde af de selvsamme ledere, som i årevis støttede hans fald. Syrere overalt i verden på flugt fra Assad-styret har set på beslutningen med forfærdelse. De føler sig – endnu en gang – forrådt og glemt af deres arabiske naboer.

Men internationalt har reaktionerne været mere afmålte. Rusland og Iran har ikke overraskende udtrykt deres udelte begejstring, mens den amerikanske administration kun rejste en forsigtig kritik. USA’s skepsis synes dog i mindre grad at handle om selve beslutningen og i højere grad om processen: At indlemmelsen er sket, uden at de arabiske ledere har forhandlet sig til indrømmelser den anden vej, særligt i forhold til FN’s sikkerhedsrådsresolutioner omhandlende politiske forhandlinger med oppositionen og et stop for regimets fortsatte forfølgelse og repression af sine egne borgere.

I Bruxelles blev Den Arabiske Ligas beslutning mødt med en næsten positiv interesse. Josep Borrells talsmand talte om nødvendigheden af en udogmatisk tilgang, og at EU i den kommende tid vil begynde at se på, om Unionen også skal revidere sin position på Syrien. EU er dog stadig internt splittet. Et land som Tyskland vil under ingen omstændigheder begynde at normalisere forholdet til Assad-styret eller ophæve de over 350 sanktioner, mens mange af de østeuropæiske lande – og formentlig også Danmark – gerne ser, at de diplomatiske relationer bliver genoptaget. På den vis er Den Arabiske Ligas beslutning en slags prøveballon for EU, der kan trykteste både de internationale reaktioner og Assad-regimets mulige indrømmelser.  

På jorden kontrollerer Assad-styret, og dets allierede Rusland, Hizbollah og Iran, omkring to tredjedele af landet. Men det nordvestlige hjørne er stadig på oprørsgruppers hænder, og Tyrkiet, og Rusland bomber sporadisk stadig i området. I nordøst er det kurdisk-støttede grupper, og USA er stadig militært til stede og kommer af og til faretruende tæt på iranske og russiske grupper i provinsen Dayr Az Zawr. Jævnligt angriber også Israel ind i Syrien for at træffe iranske og Hizbollah-styrede militære installationer. Der er med andre ord langtfra fred endnu i Syrien. I stedet er det blevet til en slags frosset konflikt, hvor positionerne ikke har rykket sig i årevis.

Hvad fik de arabiske ledere til at tage Assad til nåde nu, og hvad håber de at få ud af det? Beslutningen har længe været under modning. Den militære og økonomiske støtte til de syriske oprørsgrupper begyndte at vakle for år tilbage, og gradvist har de fleste arabiske ledere affundet sig med, at Assad bliver siddende. Med den overraskende diplomatiske aftale mellem Teheran og Riyadh i foråret faldt den sidste forhindring. Iran og Saudi-Arabien skruer ned for deres tidligere intense stedfortræderkrige og rivalisering i hele Mellemøsten: i Yemen, Irak, Libanon og Syrien. Iran er som bekendt tæt allieret med Assad og har med sine mange militser og Ruslands hjælp holdt den syriske præsident ved magten. Og aftalen mellem Teheran og Riyadh betyder, at det nu ikke længere er så eklatant et ansigtstab for Saudi-Arabien at indlemme Assad-styret i Den Arabiske Liga igen. Den saudiske kronprins, Muhammed Bin Salman, synes i stigende grad optaget af Saudi-Arabien selv, snarere end krigsskuepladserne i Yemen og Syrien. Kronprinsen vil nå i mål med sin ambitiøse reformplan Vision 2030 og alle de gigantiske megaprojekter, han har sat i søen – udvikling af luksusturisme, landets underholdningsindustri og den nye tech-by Neom, der anlægges midt i ørkenen. Saudi-Arabien skal brandes internationalt som en hypermoderne turist- og investeringsdestination, og det rimer dårligt på ideen om en endeløs stedfortræderkrig med Iran.

Flere af de arabiske lande håber også på, at Syriens tilbagevenden til Den Arabiske Liga kan mindske den iranske indflydelse i landet på længere sigt. At Assad måske vil ende med at smide de iranske militser og rådgivere ud, nu hvor han er tilbage i det gode – arabiske – selskab. Den syriske præsident håber til gengæld, at tilnærmelsen vil få de rige Golfstater til at åbne deres checkhæfter og hjælpe med at løfte den gigantiske genopbygningsopgave, som Rusland og Iran ikke har kunnet løse. I 2019 vurderede FN, at Syriens genopbygning vil beløbe sig til over 250 mia. dollars. Store dele af landet ligger i ruiner, og økonomien er sanktions- og krigsramt, præget af, at smugler- og militsnetværk i store dele af landet er trådt i statens sted. Endelig er flere af de arabiske nabolande også optaget af de mange syriske flygtninge. Særlig i det lille naboland Libanon, som er tæt på økonomisk bankerot [se forfatterens artikel i RÆSON 52, red.], er politikerne blevet stadig skarpere i deres retorik vendt mod de op mod halvanden million syriske flygtninge, og den libanesiske regering har allerede forsøgt sig med tvungne deportationer. Hjemsendelse vil lettes af en normalisering med Assad-styret, lyder argumentet.

Det paradoksale er dog, at disse forhåbninger på begge sider er urealistiske. Golflandene vil ikke begynde at investere i et dybt ustabilt og korrupt land, hvor iranske militser hærger, og en tredjedel af landet stadig ikke er på Assad-styrets hænder. Mange syriske flygtninge tør ikke tage hjem, så længe Assad stadig sidder på magten, og det syriske styre imødeser da heller ikke deres tilbagevenden: De, der er flygtet, betragtes som forrædere – en potentielt farlig opposition, som regimet ikke har ressourcer til at tage sig af.  

Det syriske statsapparat er fragmenteret og indvævet i økonomiske militsnetværk, hvoraf mange er styret af Iran. Selv hvis han skulle ønske det, vil Assad ikke have magt nok til at smide dem ud. På den vis er Syrien kommet til at ligne Irak og Libanon – begge lande, hvor iransk-støttede fraktioner og militser ligeledes spiller en afgørende rolle i en svag, fragmenteret stat.  Læg dertil, at Den Arabiske Liga er en temmelig ubetydelig organisation – en snakkeklub, der sjældent har kunnet blive enige og hverken vil kunne løfte en genopbygningsproces, politiske forhandlinger mellem styre og opposition eller agere modvægt til Iran. Så da Assad skred ned ad den røde løber i Jeddah, var betydningen måske mest af alt symbolsk. Som en af mine syriske bekendte i Beirut spurgte forleden: „Hvorfor er I egentlig så oprørte over, at Assad er tilbage i Den Arabiske Liga? Han er jo i det helt rette selskab her, sammen med alle de andre arabiske diktatorer”