Efter en række angreb på infrastruktur i Norden advarer forskere

I løbet af marts genstarter Danmarks største naturgasfelt, Tyra-feltet, efter mere end 3 års ombygning. Feltet vil fremadrettet stå for 90 procent af den danske produktion af naturgas.

Genstarten er gode nyheder for Danmarks forsyningssikkerhed. Siden Tyra-feltet blev lukket i september 2019 på grund af renovering, har vi fået gas fra især Tyskland. Ruslands invasion af Ukraine og det efterfølgende stop for russisk gas blev dog et vendepunkt: Vi skal kunne forsyne os selv.

Tyra-feltet er dermed en essentiel brik i Danmarks forsyningssikkerhed. Men er den fysiske sikkerhed omkring vores energiinfrastruktur, som for eksempel Tyra-feltet, ordentligt sikret?

Spørgsmålet er langt fra så hypotetisk, som det måske kunne lyde.

I de senere år har vi set en række hændelser, der har virket destabiliserende for energiforsyningen i Østersø-regionen. Et år efter sprængningen af Nord-Stream-ledningerne blev den Finsk-Estiske gasledning Balticconnector i oktober 2023 udsat for noget, der er blevet kaldt sabotage. Samtidig ødelagde et kinesisk skib flere undersøiske telekommunikationskabler. Dansk fjernvarme har også været udsat for et stort cyberangreb, og i 2022 havde vi det hidtil største registrerede angreb på GPS-signalet i Danmark. Et 50 kilometer bredt og 30 kilometer højt rum blev udsat for såkaldt ”jamming” af en karakter, der bruges i krigszoner – og med påvirkning af både luft- og søtrafik til følge.

Havet er fyldt med kritisk infrastruktur

I de kommende år vil store investeringer i en række nye projekter, herunder store land- og havvindmølleparker, nye rørledningsforbindelser og LNG-terminaler, atomkraftværker og elkabler se dagens lys i Østersø-regionen. Med øget digitalisering og sammenkobling af forskellige energikilder på tværs af lande, står vi ved en risikabel skillevej: Sammenkoblingen øger forsyningssikkerheden, men i lyset af det ændrede trusselsbillede øges sandsynligheden for domino-effekter også betragteligt ved et evt. angreb. Især elnettet er potentielt sårbart, da det er blevet ”forbindelsesvævet” for energiinfrastruktur og transmitterer elektricitet fra kernekraft, geotermi, vandkraft, forbrænding, vindmøller og solpaneler.

Selvom energiinfrastrukturen er beskyttet af cyberforsvarsteknologier, er det stadig muligt for fjendtlige hackere at omgå sikkerhedsforanstaltninger og forstyrre driften af for eksempel en hel vindmøllepark. Samtidig vil vi med den kraftigt udbyggede energiinfrastruktur give adgang til mange typer serviceskibe i de områder, hvor eksempelvis vindmøllerne er placeret. Vi har tidligere set, hvordan russiske forskningsskibe har været brugt til opsamling af information og udførelse af sabotagelignende operationer. Mon ikke civile serviceskibe med fri adgang til infrastrukturen kan blive infiltreret og brugt på samme facon?

Hertil kommer Østersøens og Nordsøens mangfoldighed af infrastruktur (fra internet- og elkabler til blandt andet gasrørledninger) placeret i zoner med overlappende jurisdiktion, altså i områder underlagt forskellige landes forskellige lovgivninger. Det besværliggør placeringen af ansvarsbyrden ved et evt. angreb. Infrastruktur, der ofte er konstrueret langt væk fra territorialfarvandet i de såkaldte ”eksklusive økonomiske zoner,” strækker sig ud over EU's grænser (f.eks. Norge, og Storbritannien i Nordsøen) og gennem NATO/ikke-NATO områder (f.eks. forbi Kaliningrad i Østersøen). Dette komplicerer yderligere de regulatoriske, juridiske og tekniske løsninger til at beskytte den kritiske infrastruktur. Uklarheden gør det til et optimalt sted for hybride angreb. Området er enormt og risikoen for at blive fanget er minimal.

Juridisk mudret

Et eksempel på en sådan uklarhed er Nord Stream-sabotagen, der skete lige uden for det danske og svenske territorialfarvand omkring Bornholm. Derfor var angrebet i juridisk forstand ikke et angreb mod vores territorium, men blev et spørgsmål om internationalt diplomati. Havde sprængningerne fundet sted i dansk territorialfarvand, havde det været en helt anden situation. Ville et NATO-land dermed være under angreb?

Konsekvenserne blev vi heldigvis fri for at tage stilling til.  Og siden har først svenskerne og siden vi i Danmark aktivt valgt at indstille efterforskningen i forbindelse med Nord Stream. Der var ikke basis for at føre en retssag i nogen af landene, måtte vi forstå. Men at angrebene fandt sted i nærheden af territorialfarvandet, og ikke i det, er afgørende. Den fremadrettede trussel består i, at angreb kan være strategisk rettet mod at udnytte hullerne i sikkerhedsprotokollerne lige uden for territorialfarvandet i blandt andet Østersøen.

Ud over placeringen, skal vi også være opmærksomme på timingen af nye angreb. Nyheden om Nord Stream-sabotagen ramte internationale medier på samme dag som Polen og Danmark fejrede åbningen af Baltic Pipe – et projekt, der drastisk mindskede Polens årtier lange afhængighed af russisk naturgas. I fremtiden skal vi være på vagt over for lignende store begivenheder, for de kan være en del af et større mønster. Kunne det næste angreb, der kombinerer en uklar jurisdiktionsplacering med en spektakulær timing, være genåbningen af Tyra-feltet, eller måske åbningen af den prestigefyldte Bornholmske energiø om en håndfuld år? Vi skal i det mindste forberede os på muligheden.

Befolkningen er målet

Konklusionen er, at vi ser ind i en fremtid, hvor den høje forsyningssikkerhed, Danmark har været vant til, kommer under pres. Angreb (digitale eller fysiske) på vores elnet, internetkabler (under vandet) og digitale systemer skal vi formentlig vænne os til. Målet for sådanne angreb vil ikke så meget være den konkrete ødelæggelse af infrastrukturen. Her er vi for dygtige til at få fixet eventuelle nedbrud. Målet er snarere at skabe usikkerhed i befolkningen: At fremprovokere splittelse og kritik af Vestens position i forhold til Rusland, så den nyvundne enighed på energiområdet slår sprækker.

Lær af vores østeuropæiske naboer

Hvordan bør vi reagere på det scenarie, vi står over for?

For det første skal vi være langt mere opmærksomme på, hvor vi placerer vores kritiske infrastruktur, end tilfældet er i dag. Regeringen har sat etableringen af energiøerne på pause med henvisning til, at de er for dyre. Denne pause kan med fordel bruges på at indtænke sikkerhedsaspekterne af det gigantiske energiprojekt.

Her kan vi lære noget af vores østeuropæiske naboer. Flere lande i Østeuropa har i årevis været yderst bevidste om den geopolitiske dimension af forsyningssikkerhed. De har derfor fokuseret på omfattende sikkerhedsforanstaltninger, når de har anlagt nye infrastrukturprojekter. For eksempel blev den litauiske LNG-terminal ”Independence” bygget i nærheden af en flådebase i 2014. På samme måde overser Polens indenlandske efterretningstjeneste opførelsen af det første kernekraftværk på den polske Østersøkyst.

Løsningen omfatter os selv

I øjeblikket har vi et forståeligt fokus på at styrke NATO-samarbejdet. Men selvom NATO i 2016 vedtog, at hybride angreb kan udløse musketereden (artikel 5), så er forsvarsalliancens redskabskasse primært indrettet til at imødegå militære trusler af mere traditionel karakter. EU vil fremadrettet blive en vigtigere aktør. Her har man bedre erfaring med de ”bløde” områder som for eksempel energisikkerhed.

Men vi må også fokusere mere på den tekniske planlægning. Ingeniører og andre eksperter, der designer infrastrukturen, skal lære at tænke sikkerhedspolitik ind på en langt mere grundlæggende måde end i dag.

Og endelig skal vi styrke befolkningens egen modstandsdygtighed. Hvordan klarer vi et strømnedbrud, uden at det skaber frygt? Hvordan er vi forberedt praktisk og mentalt på de ’små skub’, som den hybride kampplads uvægerligt vil medføre? Det vil være et vigtigt pejlemærke for dansk energiberedskab fremadrettet.

Kronikken baserer sig på arbejdspapiret ”Nærområdet”: DIIS WP 2023: 5

Og A new cooperation agenda for European energy security Veronika Slakaityte, Izabela Surwillo & Trine Villumsen Berling, Nature Energy, Volume 8 | October 2023 | 1051–1053 |