Sådan har EU klaret energikrisen indtil videre

Det føles, som om vi fik skrevet et baggrundsdokument til at forstå, hvor galt det kunne gå i energipolitikken i Europa,da vi i 2020 skrev artiklen Magtkampen under Østersøen.

„Den stabile geopolitiske balance i verden, der i årtier har været domineret af et magtforhold mellem eksportører og importører af olie og gas, er lige så stille ved at slå revner”, skrev vi. De revner er blevet meget tydelige, siden Rusland invaderede Ukraine i februar i år. Allerede, med henvisning til at de østeuropæiske lande omkring Østersøen var begyndt at tage ,energien i egen hånd’ og søge nye energileverandører og -kilder til erstatning for den totale russiske dominans i deres energimiks. Deres ønske var at slippe fri af energiafhængighed og få etableret en substantiel uafhængighed oven i den formelle politiske uafhængighed, som de fik i kølvandet på Den Kolde Krig.

I artiklen i 2020 var der to spor: gas og el. Det viste sig at være rigtigt at have disse to spor klart in mente. Vigtigheden af gassporet er åbenlys nu. Men elsporet vil på den lange bane være endnu mere væsentligt at se på. ,,I vores region foregår der en stille revolution i elsporet, som kan vise sig at være langt mere udfordrende for regionens magtbalance end de spektakulære og mediedækkede gasrørslinjer”, skrev vi. Og selvom gassporet har taget det meste af opmærksomheden, så ligger løsningen i stor udstrækning i elsporet:

„Én ting er sikkert. Og det er grønt” lyder Energistyrelsens krisespareplans slogan fra sommeren 2022. Logikken: I samme bevægelse skal vi fravælge både de fossile brændsler og afhængigheden af Rusland. Fordi vedvarende energi foreløbig kun kan anvendes til at producere strøm, er det eneste, der er sikkert i dag: At alt, der kan elektrificeres, skal elektrificeres.

Men udviklingen bliver ikke friktionsløs, og der vil være store forskelle mellem landene. Vi forsøger i slutningen af artiklen at opregne, hvordan de enkelte lande omkring Østersøen har forholdt sig til de voldsomme ændringer i energisituationen, som 2022 har budt på. Men først ser vi på det, der placerer Europa i to tæt forbundne kriser: energikrisen og klimakrisen.

Samles et splittet Europa?

I 2019 fastslog det europæiske miljøagentur, at 77 pct. af EU’s CO₂-udledninger kunne føres tilbage til energisektoren. 77 pct.! Så de beslutninger, der træffes på energidagsordenen, bliver bestemmende for vores håndtering af klimakrisen.

De fælles klimamål, EU satte sig i 2021, var allerede før Ukraine-krigen rigtig svære at leve op til for mange lande. Det var her, naturgassen var tiltænkt en særlig rolle, specielt i Tyskland og Polen, fordi den på papiret er en mindre CO₂-udledende løsning end kul og olie. Men med den russiske naturgas stort set ude af billedet i Europa ser vi nogle tendenser, der i hvert fald på kort sigt betyder mere CO₂-udledning. De kan sikre forsyningssikkerheden, men vil være dårligt nyt for klimaet.

Men hvordan kom det så vidt? Hvorfor var vi så uforberedte?

'Ukraine har ændret alt!’ lyder det gang på gang. Men på nogle stræk og i nogle hjørner af Europa VAR vi forberedte – vi forstod faktisk vores sårbarhed på energispørgsmålet, som vi også beskrev i artiklen dengang i 2020. Før Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar var Europa nemlig splittet på spørgsmålet om energisikkerhed.

Den historiske erfaring, som vores østeuropæiske naboer har med sig fra sovjettiden, efterlod dem i energiafhængighed langt op i 2010’erne. Et land som Litauen oplevede at blive udsat for en olieembargo meget tidligt, da man bad de russiske tropper forlade landet, efter at den politiske uafhængighed blev anerkendt i 1990. Derefter gik det slag i slag med gasprisernes himmelflugt, tæt korreleret med Litauens forsøg på at bevæge sig politisk i retning af de vestlige organisationer EU og NATO.

At Rusland kunne anvende energi som et pressionsmiddel – eller ligefrem et våben – ramte derfor ikke på samme måde over hele Europa. I Østeuropa var man klar. I Vesteuropa var overraskelsen stor.

Frygten for energi som våben har således lydt mange gange blandt vores østeuropæiske naboer over de seneste 15 år. Og faktisk var over-afhængigheden af russisk gas et af de væsentligste argumenter bag oprettelsen af EU’s Energiunion i 2015. Men de mange advarsler blev ofte set som paranoia. I Tyskland blev advarslerne opfattet som en form for umodenhed. Vidste man dog ikke i Polen, at samhandel skaber fred? Og at handel med gas var en vigtig brik i spillet ,interdependens’, som ville føre til varig, fredelig sameksistens?

Samtidig var gassen et centralt greb i den grønne omstilling væk fra kul. Når naturgas erstattede kul, fik man hurtigt et pænere klimaregnskab uden at skulle gå på kompromis med forsyningssikkerheden. Gas er en stabil energiform, der ikke afhænger af, at vinden blæser, eller at solen skinner. Så det var win-win, når Tyskland forhandlede om etableringen af de nu itu-sprængte gasrør i Østersøen. Man fik energisikkerhed og klimagevinst. Derfor stod de ved krigens start med 55 pct. afhængighed af russisk gas.

Hvis der er kommet noget godt ud af krigen i Ukraine, er det, at denne splittelse – i hvert fald for en stund – er vendt til samling, både i EU og over Atlanten. Da Nord Stream 2 blev taget af bordet den 22. februar i år – ved et fælles pressemøde med kansler Scholz og præsident Biden – var et stort, åbent sår klar til at hele. Både i EU og i NATO havde NS2 lignet den kile, det var lykkedes Putin at hamre ind i det vestlige og europæiske samarbejde. Den kile blev fjernet, da Scholz hev den endelige godkendelse ud af det tyske administrative spor.

Men vi står ikke kun tilbage med idel lykke. Da Nord Stream-rørene blev taget helt ud af spillet efter bombningerne i september i år, var energivåbnet rykket langt ned i Østersøen og ind i dansk og svensk farvand. I hvert fald i den eksklusive økonomiske zone, hvor diplomatiet starter, og kampen om definitioner hersker. For var Danmark blevet ramt? Nej, måtte vi forstå på statsministeren ved et pressemøde, den aften hvor lækkerne blev kendt. Men det er dog alligevel påfaldende, så præcist man lagde sprængningerne, så de ikke ramte det rør, Danmark selv havde inviteret ind på sit søterritorium i 2009. Det lignede, og ligner stadig, et meget håndfast indlæg i den samtale, Danmark har haft med Gazprom på vegne af Europa, siden ansøgningen om at etablere Nord Stream 2-ledningen landede på Energistyrelsens bord i 2017.

Sabotagen var måske ikke en klar krigshandling, men dog en umisforståelig påmindelse om, at vi er sårbare. Vi ved stadig ikke, hvem der stod bag. Men under alle omstændigheder er sikkerheden omkring vores kritiske infrastruktur højnet efter hændelserne i hele Østersø-regionen og i Nordsøen. Nu kan vi bare håbe på, at den nyfundne samling af Europa kan holde til flere af den slags episoder. For de vil komme. Og så må vi håbe på, at vi ikke står alene.

EU’s U-vending

Straks efter invasionen og NS2-aflysningen foretog EU en U-vending af de helt store. Selvom energispørgsmålet traditionelt set ligger hos medlemsstaterne, og uenigheden om særligt Nord Stream 2 har været dybt splittende, formåede man i EU nu at blive (næsten) enige om fælles sanktioner vedrørende kul, gas og olie for at stække den russiske økonomi, der jo er så afhængig af indtægter fra olie og gaseksport til Europa.

Krigen har skubbet voldsomt til den primært tyske forståelse af, at gas kunne udgøre en billig og vigtig trædesten over mod den grønne omstilling. I stedet er EU’s politiske dagsorden nu fokuseret på en hurtig udfasning af fossile energiformer, samtidig med at der er sat turbo på udrulningen af alternative energiformer. Men der er lang vej – for mange energibeslutninger på den korte bane er landet i det fossile spor.

Med Europa-Kommissionens lancering af REPowerEU i marts i år fremlagde man en plan for at accelerere udrulningen af allerede udmeldte mål (fra Fit for 55 og European Green Deal). Man ville totalt udfase importen af russisk fossil energi med særligt fokus på gas senest i 2030. Allerede i 2022 ville man kunne erstatte to tredjedele af den russiske gasimport til Unionen. Det svarer til 100 milliarder kubikmeter gas, som i den tidligere Fit for 55-plan var et mål, man havde sat til 2030. Planen var at bruge andre leverandører, mere flydende naturgas (modsat den russiske, primært rørførte gas) og i tillæg hertil satse på andre energiformer. I midten af maj i år kom så RePowerEU Action Plan, som yderligere lagde op til en acceleration af deadlines og mål. Den blev dengang kritiseret for at være overambitiøs – men udviklingen har snart overhalet de politiske planer.

Desuden har EU lagt sig i selen og succesfuldt fået forhandlet mange sanktioner på plads. På energiområdet handler det om kulimport, der blev forbudt fra 2022, og i den sjette sanktionspakke fra juni måned lagde man op til, at russisk olieimport via skibe skulle stoppe allerede i december 2022, mens olieprodukter (diesel mv.) udelukkes fra februar 2023. P.t. er oliesanktionerne ikke fuldt effektive, da de kun dækker omkring 30 pct. af olieimporten fra Rusland, men så snart sanktionerne træder fuldt i kraft og også omfatter import via skibe, vil sanktionsdækningen stige til 90 pct. Der er dog undtagelser (fx vedrørende nødberedskab), som lande uden andre mulige olieimport-forbindelser har insisteret på – det er primært lande uden nogen adgang til havet, fx som Slovakiet og Ungarn. Infrastrukturen er træg, og selvom den politiske vilje er der, kan løsningerne ofte ikke findes på den korte bane. Men samlet set er EU virkelig trådt i karakter på energispørgsmålet efter Ruslands invasion af Ukraine.

Hvordan agerer landene så i de to spor, gassporet og elsporet? Først vender vi os mod gassporet. Her er der ny gasinfrastruktur på vej i de enkelte lande og planer for flere tværnationale forbindelser.

Gassporet: Ny gasinfrastruktur og bedre forbindelser

Da energikrisen for alvor blev en realitet i foråret 2022, var gode råd dyre. Både grønne og sorte løsninger har været overvejet som svar på det pludselige fald i gasimport fra Rusland. Det Internationale Energiagentur (IEA) udgav en række forskellige anbefalinger hen over foråret, der skulle hjælpe beslutningerne på vej. Fx blev landene rådet til – på den korte bane – at brænde kul som en erstatning for den russiske naturgas i elektricitetsforsyningen. Det er noget, både Polen og Tyskland efterfølgende har gjort. Derudover er nye leverandører af flydende naturgas (LNG) eftertragtede. Men endnu har man ikke den infrastruktur, der skal kunne erstatte de store mængder rørført gas fra Rusland med LNG. 155 milliarder kubikmeter (bcm) gas har EU brug for, og det er, hvis forbruget står stille. Planer om at bygge nye modtageterminaler til LNG har derfor spredt sig med lynets hast. Tyskland, Letland, Estland, Finland og Polen har alle genaktiveret eller opdaget ideen om LNG.

Tyskland

I Tyskland var LNG tidligere blevet skudt til hjørne, da man betragtede muligheden som alt for dyr i forhold til Nord Stream-rørene. Her har man mildest talt været på en stejl læringskurve i 2022.

Etableringen af Nord Stream 2 (NS2)-rørledningen – allerede efter annekteringen af Krim-halvøen i 2014 – blev i Tyskland retfærdiggjort på basis af forsyningssikkerhed og økonomisk vækst. Man ville ikke ændre planerne om at importere russisk gas på baggrund af den sikkerhedspolitiske krise, som Ukraine allerede på det tidspunkt stod i. Der var investeret massive summer i projektet – 4 mia. euro allerede dengang) – og man skulle ikke sammenblande økonomisk diplomati og handel med sikkerhedspolitik. Det var som at sammenligne æbler og pærer, måtte naboerne omkring Østersøen forstå – og LNG var for dyrt til at være et alternativ.

Røret lå klar i 2021, efter mange forsinkelser – herunder to et halvt år, hvor Danmark lykkedes med at forhale projektet. Men selvom røret lå endeligt færdigt på Østersøens bund i slutningen af 2021, blev det (efter at ansøgningen om ibrugtagning havde været sendt tilbage til NS2-agenturet pga. juridiske uklarheder i november 2021) endeligt taget af bordet den 22. februar i år som et fælles amerikansk-tysk forsøg på at true Rusland til ikke at invadere Ukraine. Det lykkedes som bekendt ikke. Og derefter stod Tyskland i en virkelig vanskelig situation. Russisk gas var en hjørnesten i landets omstilling væk fra kul og kernekraft. Uden den var de tyske husstande og industri ilde stedt. Som et første svar har man fremrykket installationen af to nye LNG-terminaler ved Østersøens kyst. Men det er langtfra nok, og Tyskland forbereder sin befolkning på en lang og svær periode.

Letland

Forhandlinger om alternative gasleverandører har været på dagsordenen i over et årti, fordi Letland var fuldstændig afhængigt af russisk gasimport. Med etableringen af den litauiske LNG-terminal Independence i 2014 blev også Letlands situation mærkbart forbedret. Der havde dog været planer om LNG-terminaler i selve Letland – fx Kundzinsala Southern Project og Skulte LNG Terminal Project. Den første terminal blev skrinlagt, men den anden har været under udvikling siden 2016 – den står stadig ikke færdig. Med krigen i Ukraine har Letland dog meldt ud, at det er helt nødvendigt at bygge LNG-terminaler så hurtigt som muligt. De to projekter er derfor på bordet igen, og selvom der mangler en endelig beslutning, er firmaerne bag blevet bedt om at fortsætte planlægningsprocessen med højt tempo. Med projekternes lange historie og utallige stop-go-situationer in mente er det dog ikke særlig realistisk at forestille sig, at firmaerne rykker, så længe den officielle godkendelse ikke er på plads. I april 2022 gav den lettiske regering sit økonomiministerium mandat til at forhandle en aftale på plads om brug af den estiske LNG-terminal Paldiski, som p.t. er under opførelse.

Estland

I Estland har to LNG-terminaler været på tapetet gennem et stykke tid. De skulle have været opført i 2015 med en samlet kapacitet på 2,5 milliarder kubikmeter gas, men ingen af dem blev til noget. Det var først efter Ukraine-invasionen, at Estland i april 2022 gik sammen med Finland om at ville lease en stor flydende lagrings- og regasificeringsenhed kaldet Exemplar til fælles brug. Leasing-perioden er på ti år med en kapacitet på 5 bcm/år. Denne løsning kræver dog en del p.t. ikkeeksisterende infrastruktur, for at den kan blive forbundet med de eksisterende gasrør på land. På sigt er det meningen, at en mere permanent løsning skal findes.

Men allerede nu er dette projekt løbet ind i problemer. Estland rapporterer, at Finland afskærer dem adgangen til gassen, med argumenter om at Estland ikke har været med til at finansiere projektet. Den type uenigheder er det vigtigt at følge, fordi de kan være et tegn på, at landene kan finde på at isolere sig ud fra en ,my country first’-logik. Det er virkelig farligt på længere sigt.

Et andet LNG-projekt, Tallinn LNG, har været under udvikling siden 2012. Planlægningsprocessen blev endeligt godkendt i 2019, men projektet er lige nu ikke aktivt. Det ville have omfattet 0,5 bcm/år med en mulighed for at udvide til 4 bcm/år.

Finland

Krigen i Ukraine har også accelereret andre gas-eventyr. Finland havde allerede en lille kommerciel LNG-terminal, Gasum, der åbnede i Pori i 2016. Den har dog kun en kapacitet på 28.500 kubikmeter og udgør dermed – næsten bogstaveligt – en dråbe i havet. Den lidt større Manga–terminal i Tornio har været operationel siden 2019 med en årlig kapacitet på 50.000 kubikmeter. Begge terminaler forsyner dog kun industrikunder og er ikke forbundet med gasnettet i øvrigt. Efter krigens start var den tidligere planlagte, men forsinkede Hamina-LNG-terminal (med 30.000 kubikmeter LNG-lagringskapacitet) planlagt til at starte op i oktober 2022. Den er, til forskel fra de andre to, tilsluttet gasnettet i Finland. I april 2022 besluttede Finland som nævnt ovenfor også at investere i sin første flydende gaslagrings- og regasificeringsenhed (FSRU) vest for Helsinki og tæt på den tværnationale gaslinje Balticconnector, der forbinder Estland med Finland. Det er den terminal, der er leaset sammen med Estland – og den står til åbning i vinteren 2022/2023.

Polen

Det var med valget af præsident Lech Kaczyński i december 2005 og den såkaldt ukrainske gaskrise i 2006, at energipolitik kom øverst på dagsordenen i Polen. Kaczyński gjorde energisikkerhed til en af topprioriteterne i sin præsidentperiode, og planerne om at bygge LNG-terminaler og alternative gasrør tog deres begyndelse. Begge projekter havde fra starten stærke sikkerhedspolitiske undertoner, og Polen afviste også at bygge en tvilling til det rør, russerne havde etableret i 2007 – Yamal – ud fra en sikkerhedspolitisk argumentation. Opførelsen af den første LNG-terminal i Świnoujście, opkaldt efter den nu afdøde præsident Kaczyński, startede i 2011 og var færdig i 2016. I april 2022 var den første udvidelse færdig, og terminalens kapacitet var herefter 6,3 bcm/år – kapaciteten skal udbygges yderligere ved udgangen af 2023 til 8,3 bcm/år. Der er derudover planer om at installere endnu en terminal (6,1 bcm/år), der skal ligge ved Gdansk og stå færdig i 2028.

Litauen

Litauen var hurtig til at se, at russisk energi var blevet en forbandelse for deres selvstændighed. Derfor indtog landet en ambitiøs linje, da EU’s tredje energipakke skulle implementeres i 2009. Man gik efter fuld ejerskabsadskillelse (unbundling på EU-sprog), som i stor udstrækning fik russiske interesser ud af den litauiske energisektor og i stedet lagde fundamentet for et nationalt gasmarked. Men priserne steg, og presset var stort, da Litauen stadig kun havde én leverandør af gas: Rusland. Så man besluttede at investere i en flydende LNG-terminal – med det sigende navn Independence – der stod færdig i 2014. Dermed fik Litauen adgang til andre leverandører og købte kun russisk gas, når ,prisen var rigtig’, som en tidligere energiminister fortalte os i et interview i foråret 2021.

Danmark

I Danmark har man stået underligt uden for det store geopolitiske spil om gas i årtier. Med den store grad af selvforsyning af gas og olie og den store, statsstøttede udrulning af vindenergi stod Danmark som tilskuer til de store energipolitiske slagsmål i Europa. Lige indtil vi kom til at ,ligge i vejen’ for gasrørene Nord Stream 1 og 2 og Baltic Pipe. Her blev Danmark nødsaget til at tage stilling til energisikkerhed uden for eget territorium. Men det gik meget sent op for os, hvad det var for et spil, vi spillede. Siden Ukraine-krigen startede, er Danmark tilmed rykket helt ind i den mest sikkerhedsliggjorte del af energi-konflikten, da NS1 og 2 blev sprængt i luften ud for Bornholm, og droner efterfølgende er blevet observeret omkring olie- og gasplatforme i Nordsøen. Sårbarheden er stor.

I 2020 måtte Danmark i øvrigt lukke sit største gasfelt, Tyra, ned, da feltet krævede vedligeholdelse efter mange års brug. Hele anlægget var sunket med ca. fem meter, i takt med at undergrunden tømtes. Derfor var Danmark afhængigt af russisk gas, da Ukraine-krigen indtraf.

Samtidig med vedligeholdelsen af Tyra var Danmark også kommet til at ligge i vejen for Baltic Pipe-projektet, der netop er begyndt at sende norsk gas til Polen her i oktober 2022. Danmark brugte den polske frygt for det russiske energivåben til at forhandle en god aftale hjem vedrørende en grænsedragning i Østersøen i november 2018: Hvis polakkerne ville have Baltic Pipe, måtte de give sig på uenigheden om den eksklusive økonomiske zone syd for Bornholm. I øvrigt lige der, hvor gaseksplosionerne ramte NS2. Det område havde været uafklaret område siden 1970’erne.

Siden krigen brød ud, er Danmark lige så stille begyndt at se på flere muligheder i Nordsøen til udvinding af gas, men man satser primært på at få Tyra op at køre igen med en kapacitet på omkring 2 bcm/år. Den store nye platform blev sat på plads i starten af oktober, og nu mangler der efter sigende kun cirka godt et års tid, før feltet kan tages i brug igen.

Sverige

Sverige er grundlæggende afhængigt af en enkelt gasledningsforbindelse med Danmark. Alligevel var gas ikke blevet betragtet som et sikkerhedsproblem indtil de seneste NS1- og NS2-rørledningssabotagebegivenheder i de danske og svenske eksklusive økonomiske zoner.

Ifølge en erklæring fra den svenske regering i marts 2022 var vurderingen, at man forventede at modtage halvdelen af den importerede gasforsyning fra Rusland – primært gennem Nord Stream 1 (NS1) via Tyskland og Danmark. Tidligere kom gassen fra det danske Tyra-felt.
Gas udgør samlet kun omkring 2 pct. af det endelige energiforbrug, hvoraf det meste bruges i industrien (57 pct.). Gas dækker dog op til en femtedel af det samlede energiforbrug i dele af landet – herunder vestkystområdet.

Gasforsyningen er diversificeret gennem to LNG-terminaler i Lysekil (bygget i 2011) og Nynäshamn (2014), ejet af finske Gasum, med en samlet lagerkapacitet på 50.000 kubikmeter LNG. Ingen af terminalerne er dog tilsluttet gasnettet og betjener kun kommercielle brugere. Der er planer om at introducere yderligere fire mindre LNG-terminaler i Gävle, Åhus og Gøteborg. Da Sverige har et enkelt naturgaslager, der kun dækker 8 pct. af det nationale gasforbrug, opvejes sæsonudsving i gasforbruget normalt af de danske lagre. I et forsøg på at øge forsyningssikkerheden investerer Sverige også i biogas. Dette er beregnet til på sigt at erstatte gas helt, da det kan sprøjtes ind i naturgasrørledningerne uden nogen teknisk indvirkning på gasbrugerne.

De tværnationale projekter

Ud over de mange nationale projekter er der også store tværnationale initiativer på tapetet i regionen. Blandt de vigtigste er forbedringen af den estisk-lettiske forbindelse og en tovejs-gasforbindelse mellem Estland og Finland.

Derudover er der GIPL-forbindelsen, som har skabt en kobling mellem Polen og Litauen. Den havde været planlagt længe og startede op i maj 2022. God timing! Den forbinder LNG-terminalerne i Klaipėda (Litauen) og Świnoujście (Polen) og kan justere gastransitten efter skiftende behov. Den har således installeret mulighed for, at gassen kan flyde i begge retninger.

Det polske system er også integreret i det central- og østeuropæiske gassystem gennem en forbindelse med Slovakiet. Der er derudover planer om at lave en tjekkisk-polsk forbindelse. Sidstnævnte har været udsat gang på gang – fra 2021 til 2023 og senest til 2027, men i lyset af den nuværende geopolitiske situation er det realistisk at forestille sig, at den vil blive accelereret.

Ud over disse projekter landede den strategiske Baltic Pipe også her i 2022, i øvrigt på dagen hvor offentligheden fik kendskab til ødelæggelsen af de to Nord Stream-ledninger. Baltic Pipe er et norsk-dansk-polsk projekt, som er initieret på polsk initiativ med forsyningssikkerhed og geopolitik som de væsentligste argumenter. Den har en kapacitet på 10 bcm/år.

Selvom det er en kæmpe, beundringsværdig kraftanstrengelse at etablere disse mange nye forbindelseslinjer – og hastigheden lige nu er imponerende – så har infrastrukturen en slagside: De mange nye projekter, der skal føre alternativ gas ind i landene omkring Østersøen, kan ende med at låse regionen på et fossilt spor. På den lidt kortere bane er der derudover en risiko for, at de mange nationale projekter låser landene i en ,mit land først’-logik, som vil være skadelig for det europæiske samarbejde på lidt længere sigt.

Som nævnt er gassporet vigtigt, men løsningen ligger sandsynligvis i elsporet. Her vil vi fokusere på de to største spillere på denne dagsorden: kernekraft og vind.

Elsporet: Kernekraft

Lige inden krigen i Ukraine brød ud, havde EU barslet med sin nye grønne taksonomi. Den satte både naturgas og kernekraft ind som bæredygtige, grønne investeringsmuligheder. Selvom det kan virke besynderligt, så var det i realiteten et kompromis mellem Tyskland, der satsede stort på naturgas som overgangsenergiform, og Frankrig, som længe har været stor tilhænger af kernekraft. Med naturgassen på slingrekurs mod LNG har kernekraften nemlig vundet frem i flere lande omkring Østersøen. Men selvom det er en forblændende tanke at kunne opføre kernekraftværker til at sende stabil energi ind i de hungrende europæiske energisystemer, så er der også her flere hensyn at tage. Prisen har været meget debatteret. Nogle mener, at kernekraft producerer strøm til den laveste pris per megawatt-time. Det er der mildest talt delte meninger om. Men der er også en del andre forhold, man skal tage med i det regnestykke. Fx er tiden, det tager at bygge et kernekraftværk, ikke ubetydelig. Og så er kernekraften ikke særlig fleksibel: Den er stabil, hvis ellers de omkringliggende forhold er i orden (se bare på, hvordan sommerens høje temperaturer gjorde Frankrig nødsaget til at skrue ned, for at værkerne ikke overophedede). Men den er faktisk svær at skrue op og ned for på kort sigt. Kernekraftværker opererer som såkaldt baseload-energi ligesom fx kulkraftværker. De skal derfor tænkes ind som et element, der kan erstatte kul, gas og oliefyret baseload-kapacitet, men de kan ikke træde ind, hvis der pludselig er et uventet fald i produktionen af fx vind- og solenergi – eller hvis forbruget pludselig stiger.

I Danmark har ,nej til atomkraft’ været den styrende fortælling, og den danske regering er ikke hoppet med på den nye kernekraftoptimisme i regionen. I stedet vil man øge vind- og solenergi betragteligt. I første omgang på land, men store havprojekter er også på tapetet. Samtidig planlægger man en hurtig udrulning af fjernvarme. Den danske befolkning har dog rykket sig på kernekraftspørgsmålet, og i sommeren 2022 så vi for første gang en bevægelse i opinionsmålingerne hen imod et ønske om at afskaffe beslutningen fra 1985 om at undgå kernekraft i vores energimiks.

I Finland planlægger man at udfase kul i 2029 og blive CO₂-neutralt i 2035. Landet har i lang tid satset stort på kernekraft, og man regner med, at den investering (fx i værket Olkiluoto 3, der starter kommerciel produktion sidst i 2022) samtidig med en stor udbygning af vindkapaciteten vil gøre Finland selvforsynende med elektricitet i 2023-24.

Krigen i Ukraine har dog haft en stor effekt på planerne. I 2014, da Krim-halvøen blev annekteret, havde Finland netop underskrevet en kontrakt med russiske Rosatom om udviklingen af Hanhikivi 1-kernekraftværket, som er planlagt til at åbne i 2029. Aftalen blev underskrevet i slutningen af december 2013, da oprøret på Maidan-pladsen i Kyiv havde sat forholdet mellem Rusland og Ukraine under pres. Dengang konstaterede nogle tørt, at det var lidt dårlig timing – men efter invasionen i februar i år har firmaet bag – Fennovoima – smidt russerne på porten.

Sverige har seks reaktorer (i Ringhals, Oskarshamn og Forsmark), som genererer omkring en tredjedel af det svenske elforbrug. Krigen har ledt til et meget stort hop opad for elektricitetspriserne, og det har sat gang i en svensk debat om at udvide kernekraftproduktionen. Den netop tiltrådte regering i Sverige har da også annonceret planer om at bygge nye reaktorer.

Polen står med en opgave om at udfase kulforbruget, som p.t. dækker 70 pct. af den indenlandske elektricitetsproduktion. Derfor har Polen længe haft en svaghed for kernekraft. Den store, stabile kapacitet, kombineret med en stærkt centraliseret styring af kernekraftproduktion, passer godt ind i den polske politiske kultur. Man planlægger at bygge seks 1-1.5 GW-enheder (en GW dækker cirka en million husstandes forbrug), og den første har planlagt ibrugtagning i 2033. Herefter skal de efterfølgende enheder startes op med to års mellemrum frem til 2043, hvor alle seks skal stå klar. De skal dække omkring 20 pct. af den indenlandske elektricitetsefterspørgsel – ikke nok til at bringe Polen helt i mål med udfasningen af kul.

Tysklands ambitiøse beslutning om at foretage et Energiewende efter Fukushima-ulykken i 2011  betød, at både kul og kernekraft skal fases ud på langt sigt. Det var derfor, gassen endte med at være så vigtig, som tidligere beskrevet. Ved krigens start var de tre sidste kernekraftværker planlagt til at blive taget ud af brug i 2022. Alt tyder på, at de vil blive forlænget hen forbi april 2023. Politikerne kalder det ,standby’ og forestiller sig vist, at de kan tænde og slukke efter behov. Men sådan er kernekraft desværre ikke indrettet, som også nævnt ovenfor.

Ud over disse mere traditionelle kernekraftplaner er der også dukket et andet dyr op i kernekraft-åbenbaringen. Flere lande taler om at anskaffe sig små modulære reaktorer (SMR), som fleksibelt ville kunne sejles ind på et skib og herefter tilkobles elnettet og forsyne storbyer med elektricitet. Finland ser på den løsning i forhold til Helsinki. Og i Estland ser det private firma Fermi Energia på at bygge fire mindre 300 MW-reaktorer, der skal kunne dække al indenlandsk elektricitetsefterspørgsel fra 2032 [mindre reaktorer defineres netop som 300 MW eller mindre, red.]. Også i Polen er flere private firmaer ved at afsøge mulighederne for at bruge små modulære reaktorer til at erstatte kulfyrede kraftværker. Krigen i Ukraine faldt tidsmæssigt sammen med underskrivningen af en kontrakt mellem det amerikanske firma NuScale Power og den polske kobber og sølvproducent KGHM Polska Miedź SA om at levere den første SMR til Polen i 2029.

I Sverige er et nyt center for kernekraftkompetence i øvrigt blevet oprettet ved Uppsala Universitet (2022-26) med det erklærede formål at opbygge en vidensbaseret plan for også at introducere SMR i landet.

Men kernekraft kan ikke gøre det alene. Og derfor har regionen også et meget stort fokus på vindenergi.

Vindenergi

Over de seneste årtier har Østersøregionen set en meget stor vækst i vindenergiproduktion. Fra 2009 steg andelen af vindgenereret energi i regionen fra 4,01 pct. til 16,65 pct. Men nogle lande har investeret mere end andre – særligt Danmark, Litauen og Sverige er frontrunners (se tabel)

Krigen i Ukraine har givet fornyet momentum til udviklingen af vindenergi. Den 30. august i år underskrev statsoverhovederne fra de otte Østersølande under et møde i Danmark Marienborg-Deklarationen, hvor de forpligtede sig til at bygge ekstra kapacitet offshore. Samtidig besluttede man at samarbejde tættere om energi generelt i regionen. Det var en vigtig og god ide. I dag er kapaciteten 2,8 GW, men landene har forpligtet sig til at mere end seksdoble dette til 19,6 GW i 2030. Det er planen, at et højere mål for 2040 skal diskuteres på et senere tidspunkt.

Særligt Danmark har en historie med vindenergi. Man planlægger som nævnt en udrulning af vindkapacitet på land – faktisk en firedobling inden 2030 – men også offshore er ambitionerne høje. ,Energiøerne’ i Nordsøen og i Østersøen er blevet fremrykket. Disse megaprojekter skal levere en kapacitet på 10 GW. Og på langt sigt skal man ved hjælp af power-to-x-teknologi kunne omdanne den overskydende vindenergi til grøn brint, som muliggør lagring.

Sverige planlægger også en yderligere udbygning af onshore- og offshoreenergi, hvor det samlede mål på planlægningsstadiet er omkring 15 GW.

I Finland er vindenergien tiltænkt en rolle som supplement til kernekraften. Som nævnt stiler man allerede efter selvforsyning i 2023 på denne baggrund. Den første stor vindpark skal være klar til at gå i drift i 2026-27, tæt forfulgt af nummer to i 2028.

Ingen af de baltiske lande har vindkapacitet offshore, men Ukraine-krigen har skubbet til den dagsorden. Man har forsøgt at simplificere de administrative procedurer, der indtil nu har forsinket udviklingen af vindmøller, samtidig med at man er gået i gang med en vigtig diskussion om kapacitet. Alle tre baltiske lande sigter mod at få deres første større offshorevindparker inden 2030. Litauen godkendte allerede i 2020 territorium til et 700 MW stort projekt – og projektet er, under de nuværende omstændigheder, da også blevet fremrykket.

I Polen har man p.t. 50 vindmøller på land, og mere landbaseret vind planlægges inden for de kommende år. En offshorekapacitet på 5,9 GW forventes opnået allerede i 2030 med en forventet udvikling op til 11 GW i 2040. Tyskland har netop vedtaget en ny offshorevindlovgivning, som vil accelerere udbygningen af vindkapaciteten. De sigter mod 40 GW i 2035 og 70 GW i 2045. Den regionale kapacitet er dermed samlet set inde på en eksponentiel vækstkurve både i land- og havbaseret vindenergi.

Krisen har også accelereret andre vedvarende energiformer. I bl.a. Danmark, Estland og Letland ønsker man også at skrue op for solenergi ved siden af vind – men på grund af vores klima er det ikke det primære fikspunkt. Andre nye energiformer er også langsomt på vej ind – herunder brint, som beskrevet under de danske energiøer. Men de fleste andre teknologier, som FN’s klimarapporter ellers håber skal hjælpe os på vejen mod en CO₂-neutral fremtid, findes faktisk kun på skrivebordet. De kan altså ikke hjælpe os i den akutte energi- og klimakrise.

Vil solidariteten holde?

Der er ikke nogen hurtige løsninger på den aktuelle situation. Vi har bygget os ind i en afhængighed af russisk gas og har for længe hængt i håndbremsen på den grønne omstilling. Dermed kan vi ikke bare nemt og smidigt løse både energikrisen og klimakrisen. Men en ting KAN vi gøre her og nu: begynde at skrue ned for vores energiforbrug. Det har EU allerede bedt os om. Inden udgangen af marts 2023 skal alle EU-lande have sparet 15 pct. i forhold til deres normale forbrug. Det er derfor, vi sidder og fryser på de offentlige arbejdspladser, hvor temperaturen skal holdes på 19 grader. Derudover kan vi energieffektivisere. Det vil sige: tætne vinduer, isolere tage, mure – you name it. Og det er faktisk ikke småting, vi kan spare ved de manøvrer.

Men med Rusland fjernet fra listen over pålidelige leverandører står vi over for en fremtid, vi ikke har ofret mange tanker. Det vigtige bliver, at vi ikke forfalder til nationalstatstankegang og glemmer de regionale dimensioner, som energiforsyning oftest bør tænkes i.

Her er episoden, hvor Gazprom pludselig afkrævede betaling for sin gas i rubler, interessant at dykke ned i. Hvor Polen og Rumænien – som dem, der blev ramt først – nægtede at betale efter de nye kriterier, og Danmark også hurtigt sagde nej, (Ørsted fik lov til at sende den besked afsted selv), så endte Tyskland med at gå ind på de nye præmisser. Gassen var simpelthen for svær at undvære med så kort aftræk. Og her ser vi konturerne af noget, som vi helst ikke skal se vokse sig større i de kommende måneder. Uens trav og ,hytte sit eget skind’-dynamikker.

Samtidig bliver det spændende at se, hvordan solidaritetsmekanismerne vedrørende energi på EU-plan reelt set bliver ført ud i livet, når først kulden indtræder, og gaslagrene tømmes. Vil solidariteten holde?

Helt centralt for denne udvikling står befolkningens modstandsdygtighed. I juni viste en undersøgelse af borgernes holdninger i de største europæiske lande et skifte i, hvorvidt man ville gå efter, at Ukraine skulle have sit fulde territorium tilbage (det kaldte man ,retfærdighedssvaret’), eller om man hellere så en hurtig fredsslutning, uden at territoriet blev fuldt genetableret (det kaldte man ,fredssvaret’). Bevægelsen gik fra retfærdighed til mere vægt på fred – sandsynligvis fordi de europæiske borgere allerede på det tidspunkt var begyndt at mærke effekten af de høje priser. Det er tegn – både på tab af momentum og på vigende modstandsdygtighed i befolkningen. Og det skal tages meget, meget alvorligt.

Når først gaslagrene er tømt sidst på vinteren 2022/2023, og vi ikke har den russiske gas at fylde lagrene op med, ligger der en helt ny og vanskelig test forude. Den skal vi helst klare i fællesskab.