Putins gasstop er et ‘game of chicken’ med Vesten

Analytikere i Vesten holdt vejret, da Putin truede med at lukke for gassen til Europa, hvis landene nægtede at følge en ny metode til at betale for gasleverancerne. Idéen var simpel og genial på samme tid: Man ville lade alle virksomheder åbne to konti Gazprombank, der ikke er underlagt restriktioner. En euro-konto, og en rubelkonto. Hvis Rusland kun fik betalinger i euro, ville de kunne indefryses under det nuværende sanktionsregime. Men med den nye plan udlåner den russiske centralbank rubler til kundernes rubelkonti med sikkerhed i eurokontoen. Lidt ligesom når vi låner penge med sikkerhed i en ejerbolig. Herefter ville rublerne kunne flyde ind i Ruslands økonomi udenom sanktionerne. Denne metode ville derfor reelt omgå de sanktioner, som EU-landene i massiv enighed havde lagt ned over det russiske styre i forlængelsen af invasionen af Ukraine. Det var i sin essens et ‘game of chicken’: Hvem ville først bøje af og gå ind på de betingelser, Rusland stillede? Ungarn var ikke uventet det første land, der ikke kunne se nogen problemer i ordningen. Men det er vel efterhånden også blevet den reaktion, vi forventer af Ungarn.

Derfor introducerede det en gennemgribende usikkerhed i europæiske hovedstæder, da de første to lande fik beskeden: I morgen lukker vi. Truslerne viste sig at være mere end tomme ord.

Polen var hurtig til at melde ud – i overensstemmelse med sandheden – at de var klar. Polen har i en årrække set russisk energi som et våben og var langt med planerne om alternativer – herunder Baltic Pipe gennem Danmark. Bulgarien var mere uforberedte, men fastholdt dog, at de ikke ville betale i rubler.

Det er på mange måder en lille fisk (Bulgarien) – og en stor fisk, der alligevel var på vej ud af det russiske net (Polen) – der blev ramt. Hvis man altså taler i gastermer. Men det er ikke størrelsen af det økonomiske tab for Rusland, vi skal lægge mærke til. Det er den grundlæggende usikkerhed, handlingen har medført i alle hjørner af det europæiske kontinent. Det er på mange måder et mesterstykke i velkendt russisk taktik. ”Lad dem spekulere over, om vi virkelig kunne finde på det” – lader det til, at devisen længe har været i Ruslands politik overfor Europa og Vesten generelt. For at tage et aktuelt eksempel har man i Baltikum planer om at desynkronisere elnettet fra det russisk-belarusiske BRELL i 2025 og tilslutte sig det kontinentaleuropæiske net via Polen. Det ses som en del af deres uafhængighedskamp. Men stemningen i landet har længe været præget af et russisk dobbeltspil: Ville de modsætte sig det eller lade det ske? Vil der komme blackout eller ville ingenting ske? Der er mange eksempler på denne strategi. Og gasspillet er i samme kategori. Keep them wondering.

Og kan det så finde på det? Bliver der lukket for al gassen? Tja – kunne de finde på at gå ind i Ukraine? To gange? Det ser sådan ud.

Putin opnår med sin politik at være i centrum for vores tanker, fordi vi aldrig kan vide os sikre på om udmeldinger kan tages for gode varer. Og usikkerhed er det værste Europa ved. EU elsker at systematisere og kultivere, ordne og nedskrive alt i lange komplicerede dokumenter. Men Putins Rusland vil ikke oplæres og kultiveres efter en europæisk manual. Derfor er usikkerhed et så utroligt effektivt våben mod Europa. Måske bryder vi sammen, og giver Putin det han akut vil have: rubler til sin krig i Ukraine. Og med i købet får han det, han mener Rusland har krav på: følelsen af være set, at være en stor spiller.

Men der er en risiko. At de europæiske lande ikke knækker. At vi formår at holde forsvarskæden og nægte at gå ind på de nye betingelser. Nægte at Rusland for lov at spille stormagt på gasområdet. For så må Putin jo enten stoppe for gassen i flere lande eller tabe ansigt. I det ene scenarie stopper vi betalingerne, der dækker en meget stor del af det russiske statsbudget. I det andet, står Putin tilbage i det hjørne, han har malet sig op i med uforettet sag.

Hvem bliver så den næste, der får lukket for gassen? Det vil de kommende dages udvikling vise os. Vil det lykkes Rusland at få flere lande til at bryde den nyfundne enighed på energiområdet og indgå aftaler og betale i rubler via Gazprombank? Vil Danmark – med det blakkede ry vi har i Kreml efter vores håndtering af Nord Stream 2-rørledningen – stå højt på listen i den sorte bog? Hvem ellers? Vi venter, mens vi tøver.

Valget at Polen virkede oplagt. Det er almindelig kendt viden, at Polen har talt med store bogstaver og i maleriske vendinger om Ruslands grumme hensigter på energiområdet. Men Bulgarien? Hvorfor Bulgarien? Er det fordi landet er begyndt at hælde mere mod Vesten, end Kreml synes om? Fyringen af landets forsvarsminister i starten af marts, fordi han fremførte sin egen prorussiske forsvarspolitik på Facebook, og den efterfølgende fyring af en general, som angiveligt havde spioneret for Rusland, er nok ikke blevet vel modtaget i Putins kreds. Er det så svaret? Vi ved det ikke. Og det er en væsentlig del af taktikken: at vi skal undre os over rationalet, lige indtil det næste land bliver ramt. Hvem blinker først? Og hvem taber mest?