Østeuropa advarede, Vesteuropa sov

Det russiske angreb på Ukraine har ført til et fundamentalt skifte i den europæiske opfattelse af Rusland. På energiområdet har dette udspillet sig dramatisk og i EU er skillelinjer mellem øst og vest, sikkerhed og handel, som vi troede hørte fortiden til, poppet op til overfladen. Skal man opgive troen på handel og samarbejde til fordel for hård sikkerhed og (u)afhængighed?

Mange i Vesteuropa troede, at samhandel med Rusland – herunder køb af russiske fossile brændsler – ville forbedre sikkerheden i Europa. Særligt Tyskland holdt fast i forestillingen om, at samhandel kunne styrke den europæiske fred og hjælpe Rusland med at demokratiseres. Merkels Tyskland stod bag aftaler om gasrør, der forbandt og forstærkede EU-Rusland-aksen. Et Rusland med tætte økonomiske bånd til Vesteuropa ville aldrig angribe os, måtte man forstå.

Over for denne tankegang stod lande i Central- og Østeuropa, der gennem årtier havde oplevet Rusland bruge energi som et politisk instrument. De forsøgte at sprænge spændetrøjen ved at bygge sig ud af den russiske energidominans med ny energiinfrastruktur som f.eks. en LNG-terminal til modtagelse af flydende naturgas ved Swinoujscie. Nogle gange kostede det mere, end man kunne forsvare med økonomiske argumenter, men sikkerheden trumfede økonomien. Undervejs forsøgte landene at råbe EU op om potentiel energi-afpresning fra Ruslands side. De blev modtaget med overbærenhed og skuldertræk. EU bygger jo på, at integration fører til stabilitet og fred.

Arven fra Østblokken

Efter Sovjetunionens sammenbrud var Central- og Østeuropa fanget i et spindelvæv af energiinfrastruktur, som det var utroligt svært og dyrt at bryde ud af. Sovjetunionen havde brugt infrastruktur taktisk og gjort de gamle satellitstater energiafhængige af Rusland og af hinanden. Det gjorde afhængigheden kompleks og til tider uigennemskuelig for den enkelte tidligere sovjetstat. I regionen henviste man ofte til Rusland som et ”imperie af rørlinjer”.

At de tidligere sovjetstater var energiafhængige af Rusland, gjorde dem også politisk afhængige, hvilket har fastholdt dem i en prekær situation – og for mange er energiafhængigheden fortsat også efter de blev medlemmer af EU og/eller NATO. Rusland afviser notorisk at have brugt energi som pressionsmiddel, men der er mange eksempler på en påfaldende sammenhæng mellem, at tidligere sovjetstater har fjernet sig fra Rusland, og at Rusland har hævet prisen på energi eller ligefrem lukket tilførslen. I 1992 blev Litauen ramt af en omfattende olieembargo, da landet bad de russiske tropper om at trække sig ud af landet. I 2006 lukkede Rusland for gassen i Ukraine – udadtil lignede det almindelig uenighed om pris, men i virkeligheden indførte Rusland drastiske prisstigninger kort tid efter, at den pro-vestlige præsident Viktor Yushchenko var blevet valgt. I 2021 skar Gazprom ned på gasforsyningen til Moldova, da pro-EU-politikeren Maia Sandu blev valgt til præsident i landet. Dét kastede Moldova ud i en dyb energikrise.

Det var disse førstehåndserfaringer, der fik mange af landene til at søge en højere grad af energiuafhængighed. Litauen og Polen byggede i henholdsvis 2014 og 2016 nye terminaler til modtagelse og distribution af flydende gas – såkaldt LNG – der kan købes frit på verdensmarkedet fra lande som f.eks. Norge, USA, Australien og Quatar. De samme to lande gennemfører pr. 1. maj 2022 en sammenkobling af de nationale energisystemer med oprettelsen af et gasrør, der kan sende gassen i begge retninger landene imellem, for at gøre begge lande mere modstandsdygtige over for russisk indflydelse. Senere her i 2022 forventes gasledningen Baltic Pipe fra Norge til Polen at stå færdig, ligesom en opgradering af gasforbindelsen mellem Polen og Ukraine udføres. Det har været en tung, dyr og kompliceret proces at begrænse afhængigheden af Rusland, men i mange landes optik ganske nødvendig. Litauen kunne således 1. april i år melde ud, at de havde stoppet importen af russisk gas. De havde bygget sig til Independence, som deres LNG-terminal meget passende hedder.

Tyskland holder fast

Der har været stor diskrepans mellem de østlige og de vestlige EU-lande, når det kommer til energipolitik og energisikkerhed. Man taler om energi-trilemmaet: Balancen mellem sikkerhed (pålidelig energiforsyning), lighed (pris og adgang), og bæredygtighed (grøn energi) er svær at ramme, og ethvert land må finde det kompromis, der stemmer bedst med landets situation.  Central- og Østeuropa har lagt vægt på energisikkerheden – hvilket giver mening i betragtning af regionens historiske erfaringer med Rusland.

Tyskland har indtaget en helt anden position i dette spørgsmål. I Rigsdagen har man haft en stoisk tro på, at handel skaber fred, og både gas og gasrør har været en del af denne filosofi. Her har man lagt vægt på energilighed, altså adgang og pris. Derfor var Tyskland en villig samarbejdspartner, da Gazprom fik idéen om at bygge en ny gaslinje mellem Rusland og Europa gennem den fredelige Østersø. Her ville man få billig russisk gas, der stabilt ville blive leveret lige ind i Tyskland uden de fordyrende transit-indtægter, som Østeuropa opkrævede i de eksisterende alternativer. Nord Stream 1 og 2 er dermed emblematiske for den fejlvurdering, som Tyskland – og flere andre europæiske lande og investorer – lavede.

Op gennem det meste af 1990’erne og 2000’erne var den tyske energipolitik overladt til den private sektor. Energisikkerhed var således et ikke-politiseret område, hvor de eneste politiske dagsordener var at udfase kernekraft, have prisstabilitet og gradvist omlægge til vedvarende energi. Men de to ukrainske gaskriser i henholdsvis 2006 og 2009 medførte begge midlertidige nedgange i gasforsyningen til Vesteuropa. Det skabte debat i mange lande, og Tyskland var ingen undtagelse. For en stund blev energipolitik til sikkerhedspolitik , og opfattelsen af Rusland som en pålidelig samarbejdspartner led et knæk. Samtidig ændrede man opfattelse af Ukraine som transitland sig og begyndte at betragte landets rolle som central og presset af Rusland. Debatten bød på skarpe overskrifter som “Khrushchev raslede med missiler – i dag skruer Kreml på gashanen” (Die Zeit, 2006). Men effekten var kortvarig og medførte ingen signifikant ændring i tysk energipolitik.

I Tyskland startede der blandt eksperterne en debat om Gazprom, hvor kritikere udfordrede argumentet om, at gensidig afhængighed skaber fredelig sameksistens. Men de fleste eksperter så stadig Rusland som mere afhængig af Europa end omvendt. Ruslands lille økonomi taget i betragtning blev afhængigheden ikke anset som et problem. For overordnet havde Tyskland gode erfaringer med russisk gastransit og havde kunnet bruge gaslagre til at dække ind, da de ukrainske gaskriser indtraf. Samtidig blev en stor del af skylden for gaskriserne også lagt på Ukraine – i fuldstændig modsætning til fortolkningen i de central- og østeuropæiske lande. Således indfandt der sig en rolig konsensus om tysk energipolitik.

Og dermed blev forhandlingerne om Nord Stream-linjerne til business as usual. Der var ikke megen medieopmærksomhed, og store overskrifter udeblev. Processen fløj i det hele taget under radaren. Den tyske regering konsulterede ikke deres nabolande i de tidlige stadier af processen, og oppositionen var tavs. Som en konsekvens heraf var også de strategiske ekspertmiljøer fraværende i debatten.

Projektet blev udråbt som godt for Europa og godt for Tyskland. Gerhard Schröder, som i 2005 var en af hovedarkitekterne bag Nord Stream 1 og endte med at sidde i projektets bestyrelse, efter at han tabte det tyske kansler-valg til Angela Merkel, og siden sad i bestyrelsen for Nord Stream 2, pegede på, at det var et russisk-europæisk projekt og ikke bare et tysk projekt. Udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, der ligeledes er kendt for sit prorussiske lune kaldte det endda for et ”strategisk partnerskab” med Rusland om energisikkerhed. Sådanne udtalelser kommer vi nok ikke til at høre i den kommende tid.

Selv efter den russiske annektering af Krim-halvøen i 2014 ændredes den tyske linje ikke. Nord Stream 2 blev forsøgt gennemført, selvom der var stor modstand i Østeuropa og ikke mindst i Ukraine. Præsidentent for BDI (sammenslutningen af tyske industrier) Dieter Kempf udtalte endda til Süddeutsche Zeitung: “Tysk industri har brug for Nord Stream 2 til at forbedre forsyningssikkerheden”. På det tidspunkt var der allerede investeret mere end 4 mia. euro i projektet. Alternativer i form af fx LNG-terminaler blev afvist som for dyre, og den grønne omstilling blev også brugt som grund til at gå videre med projektet på trods af krigen.

De østeuropæiske lande accepterede ikke denne udlægning af Ruslands intentioner, ligesom man ikke troede på den positive virkning af energiintegration mellem Rusland og Europa. Her satte man som nævnt fart på diversificeringen af energikilder og udbyggede infrastruktur. Man begyndte at investere mere i energiressourcer inden for egne landegrænser og fokusere på det, som det regeringsbærende parti Lov og Retfærdighed (PiS) i Polen har kaldt energisuverænitet.

I Polen rykkede man energisikkerhed op på dagsordenen i sikkerhedspolitikken, og energi blev ligefrem placeret hos den polske efterretningstjeneste. Det, der i Tyskland blev håndteret af private virksomheder, var i Polen anset som en helt central national og eksistentiel trussel, hvor energi i 2007 indtog en central plads i den nationale sikkerhedsstrategi. Der var ingen tvivl hos den polske elite: Energi er et våben, som Rusland bruger mod sine naboer. I denne fortælling stod Nord Stream 2 projektet som et udtryk for en ny Molotov-Ribbentrop-pagt, som f.eks. den polske viceudenrigsminister Szymon Szynkowski vel Sęk sagde i 2019, med hvilken Rusland og Tyskland i 1939 aftalte, hvordan de skulle dele det polske territorium imellem sig.

I EU fastholdt Polen, Ungarn, Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet og de baltiske stater at Nord Stream ville underminere det europæiske samarbejde, fordi man ville svigte Ukraine. Landet ville miste transitindtægter og blive mere udsat for russisk pression, fordi en russisk lukning af forsyningen til Ukraine ikke længere ville ødelægge eksporten til Vesteuropa. Det ville underminere troværdigheden af den netop etablerede Energiunion, der var blevet indført på baggrund af et argument om, at EU’s afhængighed af russisk gasimport var for stor. I Vesteuropa blev dette perspektiv set som udtryk for paranoia og et historisk betinget tunnelsyn.

Ukraine advarer forgæves

I Ukraine var fortællingen meget lig de føromtalte central- og østeuropæiske lande. Her så man Ruslands energistrategi som starten på en ny kold krig, hvor Rusland ønskede at genetablere den gamle sovjetiske indflydelsessfære. Det var USSR-nostalgi for fuld udblæsning. Og Ukraine var som en del af strategien blevet stemplet som korrupt og utroværdig. Præsident Yuschenko kaldte energikonflikten for den sande krig om Ukraines selvstændighed, fordi Ukraine var så afhængig af billig russisk gas. De var både økonomisk og politisk bundet på hænder og fødder, og en nedbringelse af denne afhængighed blev set som uløseligt forbundet med Ukraines overlevelse som selvstændig stat.

Det var dog først med annekteringen af Krim-halvøen i 2014, at der for alvor blev lavet geopolitiske analyser af russiske intentioner i Ukraine. Da stod det klart, at Nord Stream 2 ville svække ukrainernes position kolossalt, når gasaftalen mellem Ukraine og Rusland udløb d. 1. januar 2020.

Ukraine førte derfor en aktiv kampagne mod Nord Stream 2 og stillede spørgsmålstegn ved Tysklands og EU’s motiver: Var de i lommen på Putin? Var argumenterne om økonomisk integration af Rusland tomme ord, der skjulte helt andre og mindre idealistiske egeninteresser? Ukraines præsident Petro Porosjenko kaldte Nord Stream 2 for en trojansk hest. Det er let at forstå i dag, hvor Nord Stream 2 er stoppet i sidste øjeblik, og EU’s gasafhængighed af Rusland har efterladt europæerne med en dårlig smag i munden.

Sideløbende med alt dette kørte den europæiske integrationsmaskine dog stadig. Energifællesskabet ”Energy Community” (EnC) blev oprettet i 2005 med EU-kommissionen som permanent vicepræsident for organisationen. En del af dets portefølje var at knytte ikke-EU-lande med energirelationer til EU tættere til EU gennem strømlining af lovgivning og administrative processer. I dag er ni lande med i EnC: Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Nordmakedonien, Georgien, Moldova, Montenegro, Serbien og Ukraine. Meningen var at skabe et integreret energimarked også uden for EU’s grænser. Det blev hævdet, at man ved at deltage i dette samarbejde ville få styrket sin sikkerhed som transitland. Moldova indtrådte i 2010. Ukraine i 2011. Men samarbejdet var, ved vi nu, ikke stærkt nok til at gardere Østeuropa mod russisk magtudøvelse. Nu er processen dog aktiveret igen, da Europakommissionen d. 8. april i samarbejde med Danmark fik etableret en fælles europæisk mekanisme til at yde støtte til Ukraines energisektor under krigen.

En ny virkelighed

Da vi vågnede 24. februar i år, vågnede vi ikke bare til en ny virkelighed med krig i Europa. Vi stod også over for en helt ny situation på energifronten. Hvor vi før havde planlagt at bruge russisk gas til at hjælpe os gennem den grønne omstilling, stod EU pludselig med et sikkerhedsproblem, der skulle løses øjeblikkeligt. Målet om klimaneutralitet var ikke længere kun for klimaets skyld – det skulle også løses for vores egen sikkerheds skyld.

Denne nye energidagsorden kommer med en række udfordringer.

Før det første bliver det dyrt. Vi har ikke den infrastruktur, der skal til for at skifte den russiske gas ud med gas andetsteds fra eller med vedvarende energi. Og de europæiske samfund vil blive ramt hårdt, når vi skal skrue ned for både gas, olie og kul for at blive fri af den knibe, vi har sat os selv i.

For det andet er det tæt på umuligt at bevare forsyningssikkerheden og samtidig reducere vores drivhusgasudslip. Der kommer til at være større CO2-udslip på kort sigt, før den grønne energi kan tage over.

For det tredje – måske det mest kritiske punkt – står vi over for en selvransagelse, der består i at forstå og analysere, hvordan i alverden vi kunne fejlbedømme vores strategiske situation så grueligt. Det kan hverken penge, eller ny infrastruktur rette op på. Det handler om at forstå, hvor Europa skal hen efter invasionen af Ukraine.