DIIS-forsker: Energiforsyningen skal gentænkes som element i europæisk sikkerhedspolitik

Det er som at føje spot til skade. Europa stod allerede i en gaskrise, som havde forårsaget meget høje priser for forbrugerne.

Den opstod på baggrund af en kombination af politik og natur. Vejret havde opført sig ekstremt: for lidt vind til de danske vindmøller, for lidt regn i Norge til at opretholde vandkraften, for kold en vinter og for varm en sommer, hvor vi brugte mere energi på at varme op og køle ned.

Samtidig har vi også set gasfelter blive taget ud af drift på grund af renovation, for eksempel det danske gasfelt Tyra. Og i Holland er man ved at udfase det store Groeningen felt. Vi producerede simpelthen mindre gas selv i 2020 og 2021 i Europa.

Og så kom vi med fuldt drøn ud af covid-19 lockdown i 2021. Det gav behov for mere gas til produktion i hele verden. At de europæiske gaslagre ikke var fyldt tilstrækkeligt op i forvejen, gjorde kun problemet værre. Europa var igen afhængig af russisk goodwill på gasområdet.

Sikkerheds- eller handelspolitik?

Flere røster begyndte at tale om, at Nord Stream 2 ledningen, som jo faktisk lå færdig og kun ventede på en godkendelse af de tyske myndigheder, kunne blive en løsning. Hermed ville man kunne fordoble den mængde af gas, der tilflyder Europa gennem Østersøen. Men Nord Stream 2 har længe været symbol på den splittelse, Rusland har haft held til at banke ind i det europæiske og transatlantiske samarbejde.

På den ene side stod Tyskland og insisterede på, at gaspolitik var handelspolitik. På den anden side stod USA, Danmark, Baltikum og mange Øst- og Centraleuropæiske lande og betragtede gaspolitik som sikkerhedspolitik.

Med den russiske ageren i Ukraine ændrede denne situation sig. Nord Stream 2 blev forleden sendt tilbage til start af den tyske kansler. Europa og USA kunne endelig stå i samlet front i gaspolitikken. Men den umiddelbare politiske gevinst skal ses i lyset af den forsyningssikkerhed og klimaomstilling, som NS2 var tiltænkt en rolle i for Tyskland og i Europa.

Ingen quick fix

Europa importerer hvert år omkring 40 procent af sin naturgas fra Rusland, herunder store mængder gennem gaslinjer i Ukraine. Og selvom den store energigigant Gazprom på morgenen for invasionen af Ukraine forsikrede om, at gastransitten ikke ville blive påvirket af situationen, så ligger dele af den europæiske energiforsyning nu i et krigshærget land. Derudover er NS2 så aflyst – indtil videre – mens den norsk-polske Baltic Pipe ligger til ny vurdering i Miljøstyrelsen i Danmark.

I Danmark har vi ingen udsigter til at kunne tilkoble Tyra-feltet før tidligst i sommeren 2023. Og energiplanlægning tager tid. Umiddelbart har vi i Danmark gaslagre, som vi kan bruge som et plaster på såret. Og så har vi mulighed for at bruge større mængder af biogas.

Men det gode quick fix, som alle ønsker sig lige nu, er svært at få øje på. Vi må forvente en periode med meget høje priser på gas. Og så må vi i gang med at gentænke energipolitik som et centralt element i fælles europæisk sikkerhedspolitik.

Det indebærer at tage et overordnet blik på, hvordan vi får gjort den russiske andel af naturgas i de europæiske gashaner mindre gennem diversificering af kilder. Her vil opgradering af kapaciteten til at modtage flydende naturgas i større mængder fra flere steder i verden (herunder, men ikke kun USA) stå centralt.

I vores nærområde har Litauen og Polen allerede etableret sådanne og Tyskland har det på tegnebrættet. Derudover skal vi selvfølgelig fokusere på at omstille til mere vedvarende energi. De danske planer om at etablere ”energiøer”, der vil lagre vindenergi som flydende brint er et godt eksempel på, hvordan Europa kan blive sikrere samtidig med at vi bliver grønnere gennem Power-to-X teknologi.

Men stiafhængigheden i energipolitik er meget stærk. Så det er et stort udestående spørgsmål om Nord Stream 2 alligevel får krøbet sig ind i de tyske planer igen, når den akutte krise har lagt sig. NS2 kan ende med at være en konkret ”fugl i hånden” i modsætning til de gode intentioners sikkerheds- og klimapolitiske ”fugle på taget” simpelthen, fordi den konkret ligger færdig og køreklar.