Er der plads til private virksomheder i Kina’s økonomiske plan?

For et år siden, i december 2022, begyndte Kina at løsne COVID-19-restriktioner. Økonomien er dog endnu ikke tilbage på det forventede dynamiske niveau, da den er afhængig af, at private virksomheder og forbrugere genvinder tilliden. Beijings drastiske foranstaltninger siden 2020, herunder indgreb mod teknologisektoren, pludselig lukning af private undervisningsinstitutioner og langvarig COVID-nedlukning, har alle kastet skygger over tilliden. Regeringen er også begyndt at gengælde den amerikansk-ledede teknologikrig med restriktioner på eksport af kritiske mineraler og kontrol med operatører inden for kritisk informationsinfrastruktur.[i] Private og udenlandske virksomheder i Kina føler sig usikre på erhvervsklimaet som følge af indenlandsk og international politiks indvirkninger på markedet.

I de seneste måneder har den kinesiske regering sendt positive signaler til private og udenlandske virksomheder, men fortsætter med at understrege to af partistatens vigtigste opgaver: et, at forsvare national suverænitet og sikkerhed; og to, at forfølge det socialistiske mål om ’fælles velstand’. Der har været megen medieopmærksomhed på det første spørgsmål, men det andet spørgsmål, om end mindre diskuteret, har samme betydning. Partiet mener, at den største udfordring, det kinesiske samfund står over for, er kløften ’mellem folkets voksende behov for et bedre liv og ubalanceret og utilstrækkelig udvikling’, og derfor handler ’fælles velstand’ både om social stabilitet og partiets legitimitet. Et centralt spørgsmål for både private kinesiske og udenlandske virksomheder i Kina er: Er der plads til private virksomheder i Kinas vision om ’fælles velstand’?

For at besvare det spørgsmål må man foretage en kortlægning af den fælles velstandspolitik og analysere de piske og gulerødder, som staten har givet den private sektor i de senere år. For at forstå de blandede signaler, hvor man både tilskynder private virksomheder og samtidig fremmer socialistiske mål om mere lighed, argumenterer denne artikel med forsigtig optimisme for, at den kinesiske stat har erkendt, at set i lyset af de kritiske interne og eksterne forhold, Kina befinder sig i, er væksten i den private økonomi nødvendig for statens overlevelse mere end nogensinde før.

Ulighed, Thomas Piketty og ’fælles velstand’

Spørgsmålet om ulighed er ikke nyt i Kina. I slutningen af 1970’erne var markedsøkonomi nødvendig for at trække økonomien ud af krisen i det egalitære, men fattige land, som formand Mao efterlod. Hans afløser, Deng Xiaoping, der startede reformprocesser og en åbning mod omverden, sagde i midten af 1980’erne, at Kina kunne tillade nogle mennesker at blive rige først, for at de rige derefter ville hjælpe de andre og dermed gradvist opnå fælles velstand.

I de næste fire årtier bragte markedsreformer og åbning for udenrigshandel og investeringer fænomenal vækst til Kina, men uligheden voksede også, særligt siden midten af 1990’erne. Kinas Gini-indeks (som måler indkomstulighed fra 0 til 1, jo højere, jo mere ulige, og over 0,4 betragtes som socialt ustabil) steg fra 0,3 i 1980’erne til 0,49 i 2008 og faldt til omkring 0,474 i de følgende år.[ii] Uofficielle kilder sætter spørgsmålstegn ved, om det officielle tal er for lavt, men selv regeringen indrømmer behovet for at mindske ulighed mellem by- og landbefolkninger, mellem regioner og mellem forskellige sociale lag.

Internt i Kina har der i perioden altid været åbne diskussioner om ulighed og forslag til at løse dem. Mange kinesere var vrede over den velstandskløft, som korruption, monopoler, ejendomsspekulation og privatisering af offentlige aktiver m.m. havde skabt. Forslag til at tage hånd om uligheden omfattede mere beskatning af de rige, skat på ejendomme og afskaffelse af hukou-boligregistreringssystemet, der deler land- og bybefolkningen, men der er kun sket begrænsede fremskridt.

Thomas Pikettys bog Capital in the Twenty-First Century (2013) blev også en sensation i Kina. Forskere trak paralleller mellem nutidens Kina og den forgyldte tidsalder i USA i slutningen af det 19. århundrede, hvor hurtig vækst og kapitaludvidelse sameksisterede med fattigdom og ekstrem ulighed. Der var en fælles bekymring blandt kinesiske intellektuelle over ulige muligheder og faldende social mobilitet. Selv Xi Jinping roste bogen for at påpege konsekvenserne af ukontrolleret kapitalisme.[iii] Pikettys næste bog, Capital and Ideology (2019), blev ikke udgivet i Kina på grund af dens analyse af ulighed i landet, men hans ideer synes at have haft en betydelig indflydelse på Kinas nylige socialistiske politik, som det vil blive diskuteret senere. Samtidig definerer partiet Xi Jinpings ideer (’Xi Jinping Tanke’) som det 21. århundredes marxisme.

Det var på denne baggrund, at ’fælles velstand’ blev et kerneelement i partiets dagsorden. Det passer til Xis antikorruptionskampagne såvel som til hans krav om, at partikadrer ikke må glemme partiets rødder. I sin tale ved hundredåret for det kinesiske Kommunistparti 1. juli 2021 nævnte Xi ’fælles velstand’ som en væsentlig opgave for at opretholde folkets støtte til partiet. Den følgende måned udfoldede Xi politikken i den centrale finansielle og økonomiske kommission (Central Financial and Economic Commission) – Kinas højeste beslutningsorgan vedrørende økonomiske anliggender. Blandt en række foranstaltninger søger man at opnå en mere afbalanceret og inkluderende udvikling, udvide middelklassen, udbyde universel offentlig velfærd og regulere høj indkomst.[iv]

I talen forbandt Xi Jinping også ’fælles velstand’ med det kinesiske systems overlegenhed ved at sætte Kina i modsætning til ’nogle lande, hvor polariseringen mellem rig og fattig og middelklassens sammenbrud har ført til sociale splittelser, politisk polarisering og spredning af populisme’. Det er derfor yderst vigtigt, at Kommunistpartiet lever op til sit løfte om ’fælles velstand’ til det kinesiske folk.

Benspænd i den private sektor

Selvom partiet afviser Thomas Pikettys analyse af Kina, synes Beijing at have taget hans ideer til sig. Det vil sige, at kapitalens voldsomme vækst og dens udbytning af arbejdskraft skal bremses, især i den nye tidsalder med teknologisk og industriel revolution.

Siden Xi Jinping kom til magten i 2012, har han centraliseret magten og fået kontrol over den statslige sektor. Derfor er privat kapital naturligvis det næste mål, så den ikke vokser ud af kontrol og udfordrer staten. De samme sektorer, der har ført an i den nye guldalder af eksplosiv rigdom i USA, blev dermed også mål for Kina: internetteknologi, privat finansiering og fast ejendom.

Internetteknologivirksomheder var et oplagt mål. Kommunistpartiet har altid været udfordrede, når det gælder om at styre internettet. Fx blev beretninger om udnyttelse af bude i forbindelse med internetshopping og madleveringsplatforme en fremtrædende historie om kløften mellem land og by, da de fleste af de 13 millioner bude er fra landet.

Omkring 280 millioner kinesiske migrantarbejdstagere er rejst til byen for at arbejde på grund af den ujævne udvikling mellem land og by og mellem kyst- og indlandsprovinser. Men i byerne lever de i bunden af de sociale lag uden ret til samme offentlige velfærd som byboere; de varetager uformelt, besværligt og usikkert arbejde, uden at virksomhederne betaler forsikring, og mange af dem er fanget i et system, hvor algoritmer fortsætter med at skubbe deres effektivitet mod en umenneskelig grænse. De ulykker og den dårlige behandling, som budene møder, skaber onlinediskussioner på samme vis som tidligere billeder af migrantarbejdere, der krævede at få deres ubetalte løn gennem protestaktioner som sit-ins eller ved at klatre op i lygtepæle. Onlineshoppingvirksomheder og madleveringsfirmaer, herunder Meituan, Pinduoduo og Ele – kinesiske pendanter til Amazon og Wolt – blev afkrævet en forbedring af arbejdsforholdene. Meituan og Alibaba blev også idømt store bødestraffe for monopoliseringspraksis.

Jack Ma, grundlægger af Alibaba-gruppen, førte an i internetteknologirevolutionen i Kina med succesrige onlineplatforme, fintech og cloud-tjenester. Virksomheden bidrog så meget til beskæftigelse og økonomi, at Jack Ma havde succes med at skubbe til reguleringen. Heldet slap dog op, da han i 2020 åbent og hårdt kritiserede Kinas finansielle tilsynsmyndigheder for at sakke bagud i forhold til innovation. Han sagde bl.a., at Kina “ikke bør styre fremtiden med gårsdagens metoder”. Som følge heraf blev Jack Ma og andre ledere af Ant Finance (Alibabas underselskab for den digitale betalingsplatform Alipay og online privat finansiering) indkaldt til møde hos de finansielle tilsynsmyndigheder, og i november 2020 stoppede regeringen børsnoteringen (IPO) af Ant Group, der ellers stod til at rejse 37 mia. dollars i verdens største offentlige notering. Ant Group blev senere beordret til at modernisere sin forretningsstruktur, og selskabet måtte acceptere, at alle aktiviteter ville blive underlagt lovpligtigt tilsyn. Ud over fintech har regeringen også forsøgt at regulere skyggebanker – private finansielle institutioner, der falder uden for Kinas statsstyrede formelle finansielle system – af frygt for, at de udgør en systemisk finansiel risiko. Budskabet fra regeringen var klart: Reglerne skulle ikke udfordres, og privat kapital ville ikke få lov til at ekspandere uden grænser.

Det var også i 2020, at Kina for alvor begyndte at tage sig af overophedning i ejendomssektoren. Ejendomsbobler har længe udgjort en økonomisk risiko, og ufærdige reformer af sektoren har været en af hovedårsagerne til stigende velstandsulighed i Kina siden 1990’erne. Problemet var imidlertid blevet fejet ind under gulvtæppet og udskudt til fremtiden, fordi sektoren bidrog til en stor del både af BNP og af de lokale myndigheders indtægter. I 2014 kritiserede Kommunistpartiets største avis, Guangming Daily, ejendomssektoren for at være hovedårsag til mange af Kinas socioøkonomiske problemer.[v] I en sjælden hård tone lød kritikken, at det var aftalt spil mellem interesser blandt lokale regeringer, lokale banker og bygningsentreprenører i det sidste årti, der holdt ejendomssektoren blomstrende, overophedede den kinesiske økonomi og forvrængede dens struktur og skabte enorme velstandshuller.

I lighed med Pikettys kritik af ulighed forårsaget af ejendomsret sagde Xi Jinping i december 2016, at “huse skal bos i, ikke spekuleres i”. Denne sætning er blevet det ledende princip for en af de største reformer i kinesisk økonomi. Regeringens bestræbelser på at nedbringe gældsratioer i sektoren havde været tilfældige, men med indførelsen af ‘tre røde linjer’ i august 2020 – det vil sige finansielle reguleringsretningslinjer af forholdet mellem gæld og kontanter, egenkapital og aktiver – blev der sat en reel grænse for ejendomsentreprenørers gældsniveau. Omfanget af gæld i sektoren og dets tråde ud i det finansielle system begyndte for alvor at vise sig, da regeringen valgte ikke at redde ejendomsudviklervirksomheden Evergrande i efteråret 2021, og det blev startskuddet på den nuværende ejendomskrise. Regeringen understøtter ejendomssalg for at undgå en finanskrise på kort sigt, men fastholder samtidig, at princippet ’boliger er til at leve i, ikke til spekulation’ forbliver uændret. Det har nemlig ikke kun til formål at reducere finansielle risici, men er også essentielt i Xi Jinpings socialistiske program om at opnå mere lighed.

Efter teknologi-, privatfinans- og ejendomssektorerne blev profitgenererende uddannelsesinstitutioner med fokus på kernefaglige skolefag pludselig forbudt i november 2021. Årsagerne hertil var, at arbejdsbyrden var blevet en høj stressfaktor for kinesiske skolebørn og forældre, samt at en nedsættelse af uddannelsesomkostningerne for familier kunne medvirke til at øge fødselsraten. Det skyldtes også, at rigere familier havde flere ressourcer til at sende deres børn til disse institutioner som et led i at forbedre deres børns chancer i den hårde konkurrence om at komme ind på bedre skoler og universiteter. Det var måske berettigede grunde, men det pludselige forbud overraskede industrien, som er 120 mia. dollars værd.

Da den ’fælles velstandspolitik’ formelt blev annonceret af Xi Jinping i august 2021, fortolkede private virksomheder det som et signal fra staten om omfordeling af rigdom, eller som nogle sagde: ”dræb de rige for at hjælpe de fattige”. For ikke at modsige partilinjen og komme i store problemer skyndte private virksomheder sig at donere til velgørenhed. På trods af regeringens forsøg på at understrege, at hensigten ikke var at ’dræbe de rige’, føler mange private iværksættere sig stadig bekymrede over uforudsigelige politikker, personlig og ejendomsmæssig usikkerhed og utilstrækkelig beskyttelse af ejendomsrettigheder.[vi]

Regeringen lovede at bryde statsejede virksomheders monopoler og muliggøre privat kapitals deltagelse i visse ikkestrategiske sektorer, men i praksis står private virksomheder stadig over for barrierer og diskrimination i industrier som infrastruktur, telekommunikation, finans og forsikring, videnskab og uddannelse samt kultur og sundhed. Det er grundene til, at nogle privatpersoner og iværksættere forsøgte at emigrere fra Kina, under Shanghais langvarige COVID-nedlukning i foråret 2022 og i den forbindelse skabte ordet ‘runologi’ – studiet i at løbe væk.

Reelle forbedringer eller midlertidige lappeløsninger?

Da den kinesiske økonomi fortsat aftog i fart i 2022, hovedsageligt på grund af COVID-nedlukningen, krigen mellem Rusland og Ukraine og de amerikanske handels- og teknologirestriktioner, ændrede Beijing tilgang til private virksomheder ­– man gik fra lovgivningsmæssig undertrykkelse til tilskyndelse, fordi det var nødvendigt at prioritere økonomisk stabilitet af frygt for massiv arbejdsløshed og social ustabilitet.

Ved Politbureauets møde i april 2022 blev det besluttet, at regeringen ville gennemføre udbedringer af platformsøkonomien og fremme dens sunde udvikling. De ’33 tiltag’ til stabilisering af økonomien,[vii] der blev offentliggjort af Statsrådet under daværende premierminister Li Keqiang i maj 2022, omfattede forskellige politikker til at støtte små og mellemstore virksomheder (SMV’er) og opmuntring af platformsøkonomien. I 2023 har regeringen advaret mod onlinerygter, der skader private virksomheder. I juli 2023 offentliggjorde Partiets Centralkomité og Statsrådet så for første gang en politik specielt til støtte for den private sektor, nu almindeligt kendt som ’31 tiltag’,[viii] der særligt lover at lette private virksomheders muligheder for finansiering og markedsadgang. Derefter fulgte en række juridiske, finansielle og bureaukratiske foranstaltninger, alle rettet mod at støtte og servicere den private økonomi.

De positive signaler var velsete hos private virksomheder, som dog stadig er usikre på, om støttepolitikkerne vil blive gennemført i praksis, og hvor længe de vil vare ved. Er det beredskabsforanstaltninger, der skal forhindre, at de flytter eller nedlægger produktion – det vil sige at reducere kapitaludstrømning og stimulere private investeringer på kort sigt, eller er det en langsigtet strategi, der sikrer tilstrækkelig plads til vækst i den private sektor?

Den nuværende kinesiske premierminister, Li Qiang, har ry for at støtte de private virksomheder. Xi Jinping har også lagt vægt på gennemgribende markedsreformer, siden han kom til magten i 2012. Efter Xis tale på et symposium for private virksomheder i 2018 er betydningen af den private sektors økonomi ofte blevet opsummeret i Kina som ’56789’. Det betyder, at den bidrager med mere end 50 pct. af skatteindtægterne, mere end 60 pct. af BNP, mere end 70 pct. af teknologisk innovation, mere end 80 pct. af beskæftigelsen i byerne og mere end 90 pct. af antallet af forretningsenheder.

Den private sektors vigtige økonomiske rolle i Kinas udvikling har længe været officielt anerkendt. I 2002 vedtog regeringen et princip om ’urokkelig understøttelse og udvikling af den offentlige sektor og urokkelig tilskyndelse, støtte og styring af udviklingen af den ikkeoffentlige sektor’. Men vi var i 2020 stadig vidne til de hårde nedslag og fortsatte klager fra den private sektor over ulige muligheder i Kina. Kan 2023 så markere en reel vending i den politiske tilgang til den private sektor? Det er umuligt at vide, hvad lederne tænker, og i stedet for at spekulere i deres tænkning giver det snarere mening at se på Kinas interne og eksterne forhold.

Denne artikel indtager et forsigtigt optimistisk synspunkt om, at den private sektors trivsel er blevet så afgørende for Kinas overlevelse, at den kinesiske stat er nødt til at støtte sektoren for at undgå socioøkonomiske kriser, både på kort og lang sigt. Som de næste to afsnit hævder, er hovedårsagerne, at Kina eksternt er afhængigt af den private sektor til at opnå innovation for at overleve i USA’s inddæmningsstrategi, og internt er der brug for den private sektor for at opretholde vækst og skabe størstedelen af kinesiske arbejdspladser, hvilket er afgørende for social stabilitet og partiets legitimitet.

Hvor innovation finder sted

At dømme ud fra investeringer i og resultater fra R&D (research and development) og de sektorer, der fører an i den fjerde industrielle revolution, er de private virksomheder den vigtigste drivkraft bag innovation i Kina. Særligt antallet af R&D-investeringer blandt private virksomheder er steget hurtigt siden 2010 og overstiger langt udenlandske og statsejede virksomheders investeringer i landet. Antallet af patenter hos private virksomheder er også steget støt i modsætning til et lille fald hos udenlandske og statsejede virksomheder, og private virksomheder har omkring ti gange så mange patenter som statsejede virksomheder.

I halvledersektoren, som er den, hvor USA har pålagt de fleste restriktioner på Kina, har Beijing intensiveret statsfinansiering (herunder oprettelse af industriinvesteringsfonde) siden 2014, dog med begrænset succes grundet korruption og ineffektiv brug af midler fra lokale regeringer. Statslige laboratorier, afskåret fra industrien, har lagt mest arbejde i populærakademiske områder og overset grundforskning som halvlederhardware og softwaredesign.[ix] Derfor har Kina vedtaget en ny tilgang til at støtte innovation, hvor man – i stedet for at uddele de fleste tilskud til lokale myndigheder og statslige laboratorier – har indset vigtigheden af at støtte førende virksomheder, især private virksomheder. I år har Kina således fx givet en udvalgt gruppe chipvirksomheder lettere adgang til subsidier og mere indflydelse på statsfinansieret forskning.[x]                      

Siden Kina tidligere i år begyndte at reagere på de amerikansk-ledede teknologirestriktioner med modforanstaltninger, har staten forsøgt at udnytte sin dominerende eller monopollignende position i nogle sektorer til forhandling og retaliation [at gøre gengæld, red.]. Det er sektorer, der er nødvendige for avanceret udstyr og grøn omstilling, herunder minedrift og raffinering af sjældne jordarter, kritiske mineraler og metaller, komponenter i grønt energiudstyr og litiumbatterier – sektorer, hvor private virksomheder fører an i innovationen. Kina sigter også mod at kontrollere knudepunkter i næste generations teknologier som 6G og nye materialer til halvledere, så landet kan overtage Vestens plads i teknologikapløbet. Også hvad angår disse sektorer, er forventningen, at det meste af innovationen vil komme fra private selskaber. Selv fund på statslaboratorier skal testes i samarbejde med private virksomheder, så de kan bruges og kommercialiseres i stor skala.

Kort sagt er der behov for teknologisk gennembrud for at opretholde Kinas stræben efter foryngelse, og den private sektor har det største potentiale for at skabe dette gennembrud. Som det blev præciseret i 2022 på partiets 20. nationale kongres, ser Beijing det nuværende internationale miljø som værende ’alvorligt og kompliceret”’ og man prioriterer nationale interesser og indenrigspolitik som svar på ’eksterne forsøg på at afpresse, inddæmme, blokere og udøve maksimalt pres på Kina’.[xi] Det er derfor, Xi Jinping ofte citeres for at, “Landets økonomiske og sociale udvikling og forbedring af folks levebrød kræver videnskabelige og teknologiske løsninger mere end nogensinde før, og det er endnu mere nødvendigt at styrke innovation som den primære drivkraft”.[xii] På det seneste har den officielle retorik om ’fælles velstand’ da også lagt større vægt på videnskabelig og teknologisk innovation, et moderne industrisystem og vækst af høj kvalitet.[xiii]

Hvor der skabes mest vækst og beskæftigelse

Kina har primært været afhængigt af store private virksomheder til teknologisk innovation, og store private virksomheder har i de senere år fået bedre adgang til finansiering og politisk støtte end tidligere. Men der er også behov for dynamikken hos små og mellemstore virksomheder (SMV’er) for at skabe arbejdspladser. I lyset af økonomisk nedgang, omstrukturering, en aldrende befolkning og et mere presserende behov for indenlandske investeringer og forbrug er SMV’ernes rolle afgørende for, at Kina kan undgå socioøkonomiske kriser.

For at adskille sig fra det kommunistiske Kina under Mao understreger Xi Jinpings vision om ’fælles velstand’, at ‘at være fattig er ikke socialisme’, og ’for at alle kan få et større stykke kage, må vi gøre kagen større’. For at fortsætte den økonomiske vækst er Kina nået til et punkt, hvor offentlige investeringer ikke giver meget mere merværdi, og der er mere brug for den private sektor end nogensinde før.

Siden den globale finanskrise i 2008-09, med 4-mia.-yuan-stimulansen, der hovedsageligt gik til infrastruktur og tung industri, har regeringen givet adskillige økonomiske indsprøjtninger med større vægt på smart infrastruktur og avanceret produktion, men merværdien har været faldende. I år, efter et opsving i første kvartal, bremsede den kinesiske økonomi igen i andet kvartal. Derefter, på baggrund af stimuliindsatser, steg den moderat i et kvartal, før økonomien bremsede igen. Det viser, at den nuværende kinesiske økonomi ikke længere kan opretholde sig selv gennem regeringens stimuleringsforanstaltninger alene. I første halvår var væksten i anlægsinvesteringer i Kina 3,8 pct., hvoraf den offentlige sektors investeringer steg med 8,1 pct., mens væksten i private investeringer var -0,2 pct.[xiv] Hvis de private investeringer fortsætter med at falde, vil Kinas BNP-vækst stå over for et voksende nedadgående pres, da den offentlige sektor alene ikke kan bære det.

Grunden til, at Kina har brug for at opretholde et vist niveau af økonomisk vækst, er ikke kun for at undgå økonomisk krise i nogle sektorer og for at demonstrere partiets legitimitet ­– det er også vigtigt for at holde arbejdsløsheden under det niveau, hvor den bliver farlig. 8 pct. økonomisk vækst blev i mange år brugt som benchmark, fordi man mente, at det ville holde arbejdsløsheden under 4 pct. (Kina offentliggør kun arbejdsløshed registreret i byer, og underbeskæftigelse og arbejdsløshed i landdistrikterne tælles ikke med). Arbejdsløshed herudover blev betragtet som socialt ustabilt. Da væksten faldt, justerede Kina i 2006 målet til under 5 pct. I de senere år er ungdomsarbejdsløsheden (blandt de 16 til 24-årige) steget hurtigt, og i juni i år nåede ungdomsarbejdsløsheden et rekordhøjt niveau på 21,3 pct. Det nationale statistikbureau meddelte senere, at det ville suspendere offentliggørelsen af disse data for at gennemgå og justere beregningen.

Foruden den langsommere økonomiske vækst, et øget antal af kandidater fra videregående uddannelser og chok fra COVID-nedlukningen er problemerne i den private sektor en vigtig årsag til den høje ungdomsarbejdsløshed. I økonomiske nedgangstider kræver den kinesiske regering, at den offentlige sektor opretholder eller øger rekrutteringen. Men antallet af jobs, de kan levere, er begrænset, og kampen om sådanne offentlige stillinger er i de senere år blevet ekstremt konkurrencepræget.

Det er derfor forståeligt, at fokus i den ’fælles velstandsretorik’ for nylig har flyttet sig fra regulering af de personlige formuer til forbedring af erhvervslivets vilkår ved at skabe lige adgang til ressourcer og markeder for private virksomheder.

Effektivitet, lighed og økonomisk nationalisme

Kort sagt er argumentet i denne artikel, at det er det sideløbende eksterne og interne pres, der har tvunget Kina til at vedtage en mere venlig tilgang til private virksomheder og imødekomme den private sektor som en integreret del af den ’fælles velstandspolitik’. Den amerikansk-ledede teknologi- og handelskrig samt langsommere vækst og høj arbejdsløshed i Kina har gjort det nødvendigt for den kinesiske regering at støtte væksten i den private sektor. Den er ikke kun nødvendig for økonomisk udvikling og omstrukturering, men også for Kinas overlevelse og sociopolitiske stabilitet.

Debatten om balancen mellem effektivitet og lighed fortsætter i Kina, ligesom i mange andre lande, herunder Danmark. Den økonomiske politik i Kina har de sidste fire årtier bevæget sig mellem de to mål, afhængigt af socialøkonomiske prioriteter på det pågældende tidspunkt. ’Fælles velstand’ er et mål og løfte fra Kommunistpartiet om at opnå begge dele. Xi Jinping har sagt, at Kina bør undgå at falde i fælden med den velfærdsmentalitet, der tilskynder dovenskab, men sammenligner man Kinas Gini-koefficient på 0,467 (2022) med USA’s på 0,47 og Danmarks på 0,27, er der stadig masser af plads til, at Kina kan øge ligheden og samtidig opretholde en dynamisk markedsøkonomi med en stor privat sektor.

Efterhånden som Kina styrker sin støtte til private virksomheder, vil landet blive mere konkurrencedygtigt i forhold til sine vestlige pendanter, som det allerede sker inden for telekommunikation, vindmøller, solpaneler og elbiler.

Samtidig er de vestlige virksomheder og regeringer nødt til at kræve, at Kina spiller et fair spil på det globale marked, gennem bilaterale og internationale kanaler. Og i Europa skal man forbedre sin egen konkurrenceevne, fordi mange lande, herunder USA, har vedtaget en mere aggressiv industripolitik med subsidier til nationale virksomheder. Den økonomiske nationalisme er stigende.

De betingelser, der tvang Kina til at øge støtten til private virksomheder, gælder også for udenlandske virksomheder i Kina ­– udenrigshandel og udenlandske investeringer er nødvendige for vækst og beskæftigelse. Et mere forudsigeligt og retfærdigt erhvervsklima, der beskytter private og intellektuelle ejendomsrettigheder, gavner også udenlandske virksomheder. Og fordi Beijing har garanteret at behandle udenlandske og kinesiske virksomheder ens, kan vestlige firmaer og regeringer holde Kina op på dets ord og presse regeringen til at gennemføre de nødvendige reformer.

Denne artikel blev bragt på raeson.dk den 10. januar 2024